Fate Game: How To Define Madness.

Skæbnespillet 1: Du vågner op et sted, du ikke ved, hvor er. Du ved, at du ikke er alene. Men hvordan vil du overleve? Hvordan endte du der, hvorfor endte du der, og hvem er ude efter dig? Og hvad er planen? Find svarene i: Fate Game: How To Define Madness. ~Historien skrives i 2. person.

11Likes
24Kommentarer
490Visninger
AA

2. Kapitel Et

Der var koldt, da du vågnede. Omkring dig var en tæt slugende mørke. Det gjorde ondt i hele din krop, og du huskede ikke hvad der førhen var sket. Måske var du bare fortumlet efter en fest og så taget hen til et gammelt hus uden at have været ved bevidstheden: Du havde gået ind i den og slået dig. Så besvimede du og var nu vågnet op igen. Eller var det for langt ude?

  Stilheden irriterede dig meget, så du valgte at småsnakke med dig selv, indtil du ville komme ud af hvor du nu var havnet. Du havde jo altid væltet i problemer, så hvorfor ikke erkende en fejl og hjælpe dig selv, ved at holde dig selv i selvskab.

  "Av!" udbrød du pludseligt. En overvældende smerte jog ind i dit ben, og fik dig til at vælte, da du forsøgte at gå væk fra den væg, du lagde op af, da du havde vågnet.

  Du bed dig selv i læben og pressede øjnene i, I et forsøg på at fortære smerten eller glemme den. Da den ikke holdte op, tog du dig til dit ben og mærkede efter. Rundt om den var noget, der kunne minde om de fælder jægerne satte op til bjørne eller andre dyr, når de skulle jage: En bjørnefælde, der linkede sig om din fod.

  Dit åndedræt forøgede sig straks. Angst snoede sig om dig som en kvælerslange og pressede til om alle dine svage muskler.

  Du sank et råb om hjælp, da du uden videre hørte skridt gående op af trapper. Du måtte tænke og handle hurtigt! Du måtte skynde dig, for hvem vidste hvilken farer, den person kunne bringe med sig. Det var jo højest sandsynligt personen, der havde anbragt din fod i bjørnefælden.

  "Hjælp!" skød det ud af dig alligevel. Du væmmes ved dig selv. Hvor dum kunne du være? Men hvis det nu på den anden side, var én der kom efter at hente eller hjælpe dig, var det vel også på en måde godt?

  Skridtene lød hurtigere og kom nærmere. Du hørte lyden af metal, der blev trukket op af noget. Det kunne ikke være godt. Du måtte komme fri fra bjørnefælden og hurtigt, inden personen ville nå frem og måske dræbe dig!

  Du bed tænderne sammen og satte dine hænder imellem de skarpe klinger fra fælden. Af alle dine kræfter forsøgte du at trække dem fra hinanden, så din fod kunne komme fri. Men det var ikke nok, kun en lille stykke rykkede.

  Så tog du en dyb indånding, så dyb at du kunne mærke, at dine lunger føltes som tungt sandpapir. Endnu engang bed du tænderne sammen. Du slap alle muskler, lod dem hvile for en stund, og så hev du til i fælden.

  Det lykkedes ikke. Men du ville ikke overgive dig til døden. Panikslagen kastede du dig rundt på gulvet om dig. Du bemærkede først nu fugtigheden, som var du på loftet af et hus. Du søgte efter noget, der kunne hjælpe dig med at komme fri, men der var kun tomrum. Intet andet end hårdt trægulv. Og så dog! 

  Du kunne pludseligt mærke noget, der mærkede til at være en kasse. Du fik fat i flere, og de var store. Ivrigt flåede du den første kasse op. Du mærkede nede i den. Det der var dernede, var blødt og vådt. Du kendte følelsen af det, men mørket var så tæt, at du intet i rummet kunne se. Du anstrengte dig, og det var som der på ét sekund, dannede sig et nattesyn for dine øjne.

  "Åh.." Gåsehud gled op ad dine nøgne arme. Du var kun iført en tanktop og jeans, kunne du mærke. Du gispede efter vejret, og det trak sig over i en lettere hyperventilation.

  Dét der var i kassen, var en skamferet krop. Du bed dig selv så hårdt i tungen, for ikke at skrige, at du kunne mærke blærende danne sig med det samme. 

  Trinene kom nærmere. Det var nu eller aldrig. Du tog et hurtigt valg, som var det dét eneste der kunne redde dit liv, hvilket det var: Du sprang ned til liget. Du dækkede dig selv med kroppen og hulkede, fordi du ikke kunne klare det. Det var der ingen, der kunne.

  En dør gik op, kunne du hører. Dit hjerte bankede og din pande dunkede og udover trinene, var det de eneste lyde i rummet.

  Morderen måtte have støvler på. Du kunne hører, hvordan de klæberede sig til det trægulv, du før havde sat fanget på. Tiden føltes langsom. Trinene kom nærmere. Kassen du lagde nede i blev åbnet, og det eneste du kunne se var en gasmaske. 

  Du borede dine negle imod din hud. Du var angst for at skulle dø. Men så blev kassen lukket i igen. Du åndede lettet ud, det var overstået. Du kunne hører de andre kasser blive åbnet, og til sidst gik personen igen.

  Uden tøven sprang du op fra kassen og brækkede dig på gulvet. Stanken af død sad i dine næsebor, og du havde det forfærdeligt. Bjørnefælden havde flået dit ben, kunne du mærke. Du ville skrige, men måtte holde det inde. Så fik du en idé.

  Hurtigt tog du en arm op fra kassen, du havde lagt i. Dine hænder rystede, da du skubbede bjørnefældens tænder væk fra din fod og brugte armen til at lade den stå åben. Midlertidigt tvang du din fod ud fra fælden og skyndte dig hen til der, hvor du kunne fornemme døren var.

  Der var træk ind ad den, så du vidste, den måtte være der. Du fandt håndtaget, lagde din hånd på den og drejede den om. Det knirkede, så du kunne ikke åbne den meget. Det lykkedes dig dog alligevel at komme ud.

  Det næste rum var også sort. Du var bange for, at morderen stod i nærheden og ville flænse dig ihjel. Ligesom personen havde gjort med liget i kassen. Og mon der også var lig i de andre?

  I lidt tid famlede du efter en stikkontakt, og til sidst fandt du én, der tændte for en svag rød lampe. Du kunne nu se hele rummet: Der var stort. Der var kun to genstande; et skab og en reol. Og så var der ingen døre. Overhovedet. Hvordan skulle du dog komme ud nu?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...