En uhelbredelig sygdom

Da smerter begynder at overtage styringen af Chelseas krop, ved hun ikke hvad hun skal gøre til at starte med.
Hun tror ikke på at det er noget alvorligt, så fortæller det ikke til hendes forældre.
De må selv finde ud af det - på den hårde måde.
I en kamp mellem livet og døden møder Chelsea kærligheden, og finder ud af, at der er mere at kæmpe for.

Dette er mit bud på konkurrencen over 'En flænge i himlen'. Jeg er valgt mulighed 2.

0Likes
0Kommentarer
166Visninger

1. En ond nat

Jeg lukkede øjnene hårdt i, og prøvede at tænke på noget andet end smerten, der i øjeblikket strømmede igennem min krop som en farlig energi.

Jeg kunne mærke øjenlågene sitre og hovedet gøre ondt. Det kriblede i fingrespidserne og i fødderne, og jeg bed hårdt sammen. Den metalliske smag af blod bredte sig som en vammel smag, og jeg fik lyst til at brække mig.

Bare jeg kunne slippe ud af dette helvede. Det var ikke første gang jeg blev vækket i løbet af natten med smerte som disse - det skete faktisk ret så ofte.

Smerte aftog ikke i løbet af den næste halve time. Så meget havde jeg dog lært henover de sidste par uger. I starten varede smerterne kun få sekunder, så minutter, og nu halve timer.

Jeg prøvede at vende mig om på siden, så jeg kunne kigge ud i værelset. Det gjorde ondt i armene, der var begyndt at blive ømme. Det hjalp dog meget bedre, da jeg nu lå på maven og ikke ryggen.

Månen skinnende ind igennem min balkondør. Jeg havde ikke orket at trække gardinet for om aftenen, da jeg efterhånden var så træt i løbet af dagen.

Spejlet der hang for enden af værelset, på en blomstret væg, genspejledes den sølvfarvede, ensomme måne.

Der stod en masse billeder under spejlet. Billeder af de næreste veninder, Simon min nabo og bedste ven. Morfar der døde af hjertestop om sommeren. Billeder af mig selv som lille. Og en masse billeder af mor.

Jeg prøvede på ikke at stønne af smerte, da endnu en ondskabsfuldhed bølge rasede igennem mig. Nu ville smerterne snart gå over, det kunne jeg mærke. Jeg kunne i hvert fald ikke holde til den konstante banken inde i mit hoved.

Mor og far vidste ikke hvordan jeg havde det. Jeg kunne aldrig i livet drømme om at fortælle dem det. Jeg troede heller ikke selv på, at det var så slemt, så hvorfor skulle de have det af vide?

Smerterne aftog, og jeg kunne lige så stille få lov at sove igen.

***

Da jeg stod op næste morgen, gjorde mit hoved stadig ondt. Jeg blev konstant ved med at fejlbedømme hvor jeg gik, og havde derfor svært ved at holde balancen.

Det glatpolerede, mørke plankegulv og mine uldne mormor-sokker gjorde det ikke ligefrem bedre.

Jeg halvt snublede og halvt skøjtede fra mit værelse og ud i det lille syrenfarvede køkken. Jeg havde altid hadet den farve. Mor havde dog insisteret på at det skulle være den farve, da det var mormors ynglingsfarve.

Jeg satte mig på køkkenbænken under vinduet, og drak alt det juice jeg lige havde hældt op. Solsorten trillede en melodi udenfor vinduet og lod så ensom i den store verden.

Det var sensommer, og året var ved at gå på held. Ligesom så meget andet var.

"Du er tidligt på færde", kvidrede min mor som fuglen i haven.

"Ku' ikke sove mere", svarede jeg, med en stemme der kun sagde, at jeg var stået for tidligt op.

"Vi burde gå en tur i skoven".

Jeg kiggede på min mor. Hun kiggede ud af vinduet.

"Lad os det".

Hvad jeg ikke vidste var, at der ikke blev til så mange gåture efterfølgende.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...