Fate | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 maj 2014
  • Opdateret: 31 maj 2014
  • Status: Færdig
(Oneshot) - Til 1D konkurrence -


Den verdenskendte Louis William Tomlinson og den normale Blair Waldorf er to vidt forskellige personer - forskellige personligheder - men det samme liv. De drømmer om det samme, oplever det samme, og interesserer sig for det samme. De er begge to involveret ind i hinandens liv, selvom de ikke aner hvem hinanden er. De har aldrig mødt hinanden eller noget som helst, hvilket gør det hele bare mere mistænkeligt, da tal og ord pludselig dukker op og fortæller dem om døden - der hvor de døde kommer hen - der hvor der opfyldes ønsker, og der hvor man ikke har et hjerte.
Hvor er vi, og hvorfor er jeg så glad?
Et spørgsmål der fører til virkeligheden, og virkeligheden der fører til døden. En død, der vil ændre alt, men som hukommelsen har slettet. Vil de kunne huske noget når de engang vågner op og kommer til at leve igen?

2Likes
5Kommentarer
318Visninger
AA

2. Everything was a fate..

Louis' synsvinkel

 

Solen skinnede, så det brændte i øjnene. Sommer var da alle tiders, men lige nu så havde jeg altså kvalme. Det var virkelig varmt, og jeg skulle over til studiet med drengene. Eller.. vi skulle mødes over ved studiet. Drengene havde sovet sammen hos Zayn, men jeg var taget hjem. Jeg prøvede at sætte mit hår, men som altid, så skulle det være min dårlige hår dag. Da jeg til sidst opgav at sætte det op, gik jeg ind på værelset, og tog tøj ud af skabet - det bestod af en hvid skjorte og et par buggy bukser. Nogle gange skulle man jo holde stilen oppe, ikke? 

 

Drengene blev glade da de så mig, selvfølgelig skulle Harry komme og hoppe op på min ryg. Det var ikke for sjovt at vores fans kaldte os for 'Larry Parret' Jeg smilede svagt over det, for det var virkelig sødt af dem, at gøre sådan noget. Jeg sendte ham et smil, og sagde, "Nåh Harry, kunne du ikke sove uden mig?" Han grinede og hoppede ned af min ryg. "Jamen jeg kan da aldrig sove uden min Lou, vi er jo ligesom et par." Jeg grinede kort, og klappede ham på skulderen, inden jeg så vores manager, Paul. "Så er det nu, drenge. Øv godt og grundigt. Koncerten vil blive anderledes i morgen." Sagde han. Jeg glædede mig allerede, for i morgen skulle vi have en koncert som vi aldrig havde haft før. Vi skulle have fem piger med op på scenen, og synge for dem, og give dem blomster. Jeg elskede at gøre mine fans glade. 

 

Vi var lige blevet færdige med at øve, og klokken var 21.45 jeg var ved at dø af træthed. Vi havde øvet i Ca. 4 timer, og nu måtte vi endelig tage hjem. Jeg skiftede hurtigt tøj, og gik hen til bordet, hvor der var fyldt med drikkelse, og lækkerier. Jeg tog en flaske vand, og drak lidt af det. Drengene drak også, og så gik vi ud til bilen. 

"Jeg tror at jeg går lidt, jeg har virkelig brug for luft. I kan bare køre, så ses vi hjemme hos mig." De nikkede til det jeg sagde, og jeg begyndte med at gå. Jeg kiggede rundt, og betragtede bilerne der kørte på vejen. Mit blik gled hen på en bil, hvor dens nummerplade blev blottet for mig. Nogle af tallene var tydeligere end de andre, og jeg gav derfor al min opmærksomhed til pladen. ’22 00’ stod der meget tydeligt. Jeg undrede mig over tallene. Hvorfor var de så tydelige, og hvad betød det? Mit blik gled videre mod væggene omkring mig, og der var sprayet nogle ord på dem. ’Død’ ’Klokken’ ’Nummerpladen’ stod der. Det skræmte mig. Hvad betød alt det der? Klokken? Døden? Nummerpladen.

Det gik op for mig, at nummerpladens tal, er klokken, 22.00, men hvad havde det med døden og gøre? Jeg tjekkede uret der hang om mit håndled og der stod 21.57

Tre minutter tilbage.

Men til hvad?

Det hele var sikkert bare noget, jeg bildte mig selv ind i. Det var ikke noget rigtigt. Det var bare noget, jeg gik og dagdrømte om. Måske var det fordi jeg ikke havde sovet så meget, da vi havde brugt meget tid på at øve til koncerten. Jeg var også meget træt, så det gav jo mening. Jeg var altid så glad, hvorfor så ikke bare være det nu også? Jeg kunne ikke tillade mig at være så negativ, når jeg havde en koncerten i morgen, som jeg glædede mig vildt meget til.

Igen, af ren refleks, tjekkede jeg uret igen, og så at der stod 22.00.

Jeg skulle over vejen, så jeg begyndte med at gå, mens jeg tænkte. Jeg hørte noget ved min venstre side, og inden jeg nåede at reagere, skar en slem smerte igennem mig. Jeg udbrød et gisp, ”Fuck.” og det gik først op for mig, da jeg ramte det hårde vejgulv, at jeg blev ramt af en bil.

Det hele gav mening for mig.

”Tallet fra nummerpladen, er klokken der slår 22.00 – Døden, der hvor jeg vil dø.

Jeg bed mig i læben.

Pludselig kunne jeg ikke mærke ret meget af min krop, jeg følte som om jeg slet ikke eksisterede. Som om jeg var ved at dø.

 

Blair’s synsvinkel

 

Endelig fri. Lad mig bare sige, at jeg var ved at dø. Jeg havde arbejdet i over tolv timer, og nu var jeg dødtræt. Min jakke hang derfor svagt henover mine skuldre. Det var varmt, så jeg havde ikke nogen grund til at tage den på.

Jeg gik ud af restauranten, og hen mod en kiosk, hvor jeg kunne købe noget at drikke.

Da jeg kom hen til kiosken, gik jeg derind og købte noget at drikke. Pludselig skulle jeg på toilettet, og derfor løb jeg tilbage til restauranten og gik ind. Min chef så mig, og mens han smilede spurgte han, ”Hvorfor er du kommet tilbage, Blair? Er der noget du har glemt?” Jeg rystede på hovedet. ”Toilet.” Jeg gik ned til kælderen, der hvor personaletoilettet lå. Det overraskede mig, at der stod 22 på døren. Det gjorde der ikke for en time siden?

Jeg gik ind på toilettet, og gjorde det jeg skulle. Imens tænkte jeg på tallet på døren. Det var jo bare et tal? Selvom det bare var et tal, så var der en del af mig, der sagde at det var vigtigt. Men hvad var det der var så vigtigt?

Jeg var i gang med at vaske mine hænder, da noget på spejlet forskrækkede mig. Der var skrevet på spejlet, og det var ikke hvad som helst der stod der.

Der stod ’Døden vil snart komme til dig.’

Hvad betød det, at døden snart ville komme til mig? Jeg blev virkelig forskrækket, hvilket også fik mig til at skrige kort. Min hånd fandt vej op til min mund og jeg skyndte mig at gå ud af toilettet. Sean, som for resten var min chef, kom hen til mig og han så bekymret ud. ”Hey, er du okay? Jeg hørte dig skrige.” Jeg rystede hurtigt på hovedet, og gik bare, da jeg ikke følte at jeg kunne være her længere.

Jeg kom ud af restauranten, chokeret og bange. Automatisk og af ren refleks, kiggede jeg hele tiden på klokken fra min mobil – Den viste 22.00

Hvis der ville ske noget, var det sket for længst.

Jeg ville hjem, og slappe af foran tv’et.

Og idet jeg gik ud på vejen, for at gå over på den anden side, hørte jeg noget ved mit venstre øre, men det kom ikke bag på mig, da jeg kun tænkte på at komme hjem – lige indtil en smerte overfaldt mig, og et skrig fløj ud af min mund. Jeg ramte det hårde vejgulv, og kneb øjnene hårdt sammen.

Pludselig gav det hele mening for mig.

’22’ og ’døden vil snart komme til dig’

Det kunne da ikke være muligt? Hvem havde planlagt det her, eller vidste noget om det her, og hvad var det der skete med mig?

Et spørgsmål, der kun kan føre til ét kort svar.

Døden

 

Louis’ synsvinkel

 

Jeg vågnede med et smil på læberne. Jeg forstod ikke hvorfor jeg smilede, men det gjorde jeg. Jeg var glad, men hvorfor? Hvor var jeg egentlig? Jeg kiggede rundt omkring, og opdagede at jeg hverken var hjemme eller på sygehuset. Jeg blev da ramt af en bil?

Stedet jeg var kommet til, var så smukt og så grønt. Der var blomster over det hele – blomster som slet ikke fandtes på jorden. Blomster på jorden var negative, og aldrig farverige.

Men hvor var jeg?

Hvis jeg var død, så var der kun ét sted jeg kunne komme i tanke om, og det var..

Limbo..

Var jeg i limbo?

Det… det kunne ikke være rigtigt. Jeg kunne ikke dø.. ikke endnu.

Hvad ville mine fans gøre? De ville sikkert blive utrolig knust, og det gjorde mig så ked af det, for jeg havde hørt om hvor mange der begik selvmord, fordi 2Pac døde – måske ville det samme ske for mig? Og det ville jeg virkelig ikke have, for de betød alt for mig, og hvis de døde.. så ja.. så ville jeg ikke kunne leve med det – altså, jeg levede jo ikke længere, men jeg kunne tænke, og snakke her..

Jeg kunne ikke mærke mit hjerte, så det betød altså, at jeg ikke havde et hjerte mere.

Det var skræmmende at tænke på,

At tænke på, at man faktisk var død.

Jeg kunne høre, at jeg ikke var helt ensom, for lidt efter kunne jeg se en pige – på min alder – komme herhen. Hun studerede stedet, og kiggede derefter på mig. ”Ved du hvor jeg er?” hørte jeg hende spørge mig om, og jeg nikkede lidt efter. ”Du er i Limbo.” Hun kiggede forskrækket på mig, og rystede på hovedet. ”N-nej, det passer ikke! Limbo findes ikke, nej nej,” sagde hun i takt med tårerne der trillede ned af hendes kinder. Jeg vidste ikke hvorfor, men jeg lagde en arm om hende. ”Sh, rolig nu. Se hvor smuk det her sted er. Jeg er lige så forskrækket som dig, jeg var heller ikke klar til at dø..” Jeg sukkede med de ord, og kiggede opmærksomt på hende. ”Hvad hedder du?” hørte jeg hende spørge mig om, og jeg løftede et øjenbryn. Okay, hun kendte mig ikke. ”Louis, hvad med dig?” Spurgte jeg, og for første gang så jeg at hun smilede. Hendes smil var virkelig sødt. ”Blair..” sagde hun.. Blair.. ”Smukt navn.” sagde jeg efter at have tygget på ordene. ”Tak, Louis.. Du virker ret bekendt.” Hun havde ret. Jeg virkede bekendt, fordi hele verdenen kendte mig. Jeg grinede lidt. ”Tja, jeg tror ikke at vi har set hinanden før, men måske har du set mig i blad og plakater? Hvis jeg siger One Direction?” Hun spærrede øjnene op, og lagde en hånd for sin mund. ”Louis Tomlinson? Er du virkelig død? Jamen, hvad med dine fans? Og så står jeg her og fortæller hvor forfærdeligt det er for mig at dø, det er da værst med dig. Oh god, unds-” ”Hey hey, rolig nu. At jeg er død, er ikke værre for mig end det er for dig. Dit liv er ligeså vigtigt som mit. Forskellen er bare, at jeg har fans der måske begår selvmord, hvis de finder ud af at jeg er død… og.. det vil jeg ikke have..” Jeg tog mig til hovedet og rystede på det. Jeg ville ikke have at mine fans skulle dø, eller bare blive sindssyge, hvis de fandt ud af at jeg var død. Hun nikkede lidt. ”Så.. du er ikke fan?” spurgte jeg hende om. Jeg var nysgerrig, eftersom hun ikke kunne kende mig i første omgang. Hun rystede på hovedet, hvilket gjorde mig glad. ”Nej, jeg er ikke fan, men jeg hader jer heller ikke.” Hvor var hun dog sød. ”Hvorfor ser du så overrasket ud? Skulle jeg have været en fan?” spurgte hun om, og jeg rystede hurtigt på hovedet. ”Nej nej, jeg er virkelig glad for endelig at have set en person som bare er normal. Som ikke er en fan der ville skrige mig i hovedet, og sådan noget. Det kan være lidt for meget nogle gange, og nu hvor jeg har set dig, så.. ja. Så er jeg virkelig glad. Jeg savner selvfølgelig mine fans, men lige nu er det bare rart at kunne tale med en normal person.” Sagde jeg. Hun nikkede lidt, for hun kunne godt se på mig hvor glad jeg blev da jeg så at hun ikke var fan.

Pludselig krøb hun sammen, og skreg kort. Jeg kiggede forskrækket på hende. ”Er du okay? Blair, hvad sker der?” fik jeg fremstammet i panik. ”Det.. gør.. ondt.” Hun lå ned, og havde virkelig ondt. Det begyndte med at blive mørkt rundt omkring, og den samme smerte skar også i mig denne gang. Jeg lagde mig ned ved siden af hende og holdte om hende. Jeg hviskede hende i øret, ”Det skal nok gå..” Jeg kunne høre at hun græd stille, og hun krøb sig mere sammen. Pludselig kunne jeg ikke mærke hende så meget mere, som om hun slet ikke fandtes og som om hun langsomt blev til luft.

”Blair?”

Intet svar.

”Blair?!”

Stadig intet svar.

”ARH,” Jeg havde smerter over alt, og mest ved mit ueksisterende hjerte. Jeg trak vejret ret hurtigt, mens jeg kiggede rundt. Hvor var Blair?

Alt blev sort.

Jeg kunne ikke mærke græsset mere, eller noget som helst.

Var jeg ved at dø i døden? Eller var jeg ved at blive genfødt som nogle tror på? Det ville jeg ikke.

”Jeg tror at han er ved at vågne!” var der en der sagde. ”Louis, kan du høre os?” hørte jeg en anden sige. Jeg kunne ikke høre dem tydeligt, eller hvem de var, men det var mærkeligt at der var nogen omkring mig. Hvad skete der?

Jeg slog øjnene op, og det første jeg så, var fire drenge der stod foran mig, på hver sin side med røde øjne.

”Åh gud, han er vågen, hent en læge Harry!” jeg kiggede over på drengen som lige havde snakket. Stemmen kunne ikke tilhøre en anden end Niall’s. Jeg smilede automatisk, og ville sætte mig op, men en smerte overmandede mig. ”Arh,” udbrød jeg, og straks var Liam henne ved mig for at hjælpe mig med at sidde op, dog skulle mit hoved være lænet om af puden. ”Nu ikke så hurtigt vel? Du er lige kommet tilbage, og vi vil ikke have at der sker dig noget igen.” sagde han, hvilket fik mig til at se mærkeligt på ham.  ”Hvad?” røg det ud af munden på mig. Hvad mente de med ’Lige kommet tilbage’? ”Du har ligget i koma i et døgn nu..” ”Åh gud,” sagde jeg. Lige da Zayn skulle til at sige noget, kom der en læge en. Lægen så venlig ud og han havde hvide perletænder. ”Hvordan har du det Louis? Smerter, vil du have i lidt tid, men kan du huske noget fra ulykken?” spurgte han venligt om, og jeg tænkte lidt. ”Jeg husker det hele,” sagde jeg. Selvom jeg sagde det, så følte jeg som om at halvdelen af min hukommelse var slettet. Som om noget som jeg burde huske, ikke var der.

 

Men hvad var det?

 

 

 

Blair’s synsvinkel

”LOUIS? LOUIS, HVOR ER DU?!”

”Jeg tror at hun er ved at vågne..” hørte jeg en stemme jeg kendte alt for godt, sige. Min mor. Jeg spærrede øjnene op, da jeg tydeligt huskede hvad der skete. ”Skat? Kan du høre mig? Er du okay?” hørte jeg en træt stemme spørge om. Det var min far. Min far? Hvad lavede han her? Han skulle have været i Australien, på arbejde. ”Far, hvad laver du her? Skulle du ikke være i Australien?” ordene røg bare ud af munden på mig. Det var ikke fordi at jeg ikke ville have min far her, men altså.. ”Min datter har ligget koma i et døgn, og jeg skulle bare være på arbejde? No way.” Jeg nikkede lidt. Vent lige. Havde jeg været i koma i over et døgn? Hvordan kunne det lade sig gøre? En læge kom ind ad døren og smilede lidt til mig, sikkert for at holde mit humør oppe, men jeg var for frustreret til at blive opmuntret. ”Kan du huske noget fra ulykken?” lægen kiggede opmærksomt på mig, og jeg nikkede. ”Det hele.” Men.. det var som om at der var nogle ting jeg ikke huskede. Noget som jeg skulle have husket på, men ikke kunne huske. Det gjorde mig så forvirret. Som om at nogen havde visket noget af min hukommelse væk. 

 

Jeg prøvede på at sove, men det var virkelig svært, når jeg ikke lå i min egen seng, og når jeg hele tiden drømte om nogle mærkelige ting. Men hver gang jeg vågnede, så glemte jeg hvad drømmen handlede om. Ingen ledetråd, intet spor eller noget som helst. Og jeg troede at det skyldtes ulykken. Heldigvis havde jeg min mobil på mig, så jeg altså kunne høre musik – dog havde lægerne sagt at jeg ikke måtte høre for meget pop, så det skulle være stille musik, og det var jeg dog med til, for jeg fik hovedpine ret hurtigt. Lige nu hørte jeg Evanescence – My Immortal. Hun var seriøst en af de bedste sangere jeg kendte. Sangen var så stille, at jeg begyndte med at falde langsomt i søvn, ind i drømmeland – rettere sagt – mareridt land..

Jeg kiggede rundt. Hvor var jeg? Jeg kunne høre biler køre. Der var noget som var bekendt. Mine ben styrede sig selv, så jeg gik bare, til jeg kom hen til restauranten? Det hvor jeg arbejde. Mine ben førte mig ned til toilettet, hvor.. på døren stod der 22? Og inde på toilettet stod der at døden ville komme til mig? Jeg forstod ikke. Mine ben førte mig udenfor og jeg stod stille midt ude på vejen. Der kom en bil hen mod mig, men jeg kunne ikke bevæge mig.

”BLAIR!” Hørte jeg en råbe, og jeg kiggede rundt. Der var ingen. ”BLAIR, PAS PÅ!” Hørte jeg en stemme råbe igen. Denne gang så jeg en dreng med brunt hår, men jeg kunne ikke se ansigtet. Tøjet bestod af en T-shirt der var stribet, og et par buggy bukser. ”LOUIS?!” Råbte jeg. Jeg kunne ikke forstå noget. Jeg råbte bare, selvom jeg intet vidste, så råbte jeg bare. ”Louis!” Jeg så bilen komme tættere på, men jeg blev ikke ramt, det gjorde en pige.. og.. hun var mig?

Hvorfor.. jeg.. det var her jeg døde. Her jeg blev ramt, og pigen var mig. Jeg skulle se mig selv dø. Men hvem var drengen? ”Blair..” hørte jeg en råbe, og denne gang var det min chef jeg kunne høre. ”Blair, er du okay? Kan du høre mig?!” jeg kiggede på min livløse krop. ”Blair..” det var drengen igen.

”Louis?”

Jeg satte mig forskrækket op på sengen, og det skulle jeg ikke have gjort, for smerten var slem. Min mor lå og sov på sofaen. Hvor elskede jeg min mor, hun var verdens bedste mor. Min vejrtrækning var hurtig. Jeg havde mareridt som altid og som altid, havde jeg glemt det hele. Eller. En lille detalje huskede jeg tydeligt. Det brune hår, stribede T-shirt, buggybukserne.. Kun det.. En lille detalje, og jeg vidste at det var vigtigt, men hvad var det? Jeg ville så gerne huske det.

Det var blevet lyst, og solen skinnede, så det brændte i øjnene. Jeg bad min mor om at trække gardinet for, da jeg ikke ville have sol i øjnene – jeg fik bare kvalme og det hadede jeg virkelig. At få kvalme, var det værste jeg nogensinde havde haft fået.

Jeg kunne mærke at jeg skulle på toilet, og derfor kiggede jeg på Fiona, der lige var kommet ind på mit værelse. Min mor var gået ned til kantinen for at få noget at spise. Fiona, som var min bedsteveninde, elskede jeg virkelig højt. Jeg kaldte hende ofte for F, da jeg ikke orkede at kalde hende for et langt navn, eh. ”F, vil du ikke nok hjælpe mig? Jeg skal virkelig på toilettet.. nu. ” Hun grinede af det jeg sagde, for det var så typisk mig at gå i panik over sådan noget, men who cares? – jeg havde ligget i koma i et døgn – så vilje, det kunne jeg få. ”Okay.” Hun tog fat i mig og hjalp mig ud af sengen, hvor vi forlod værelset. Det værste af det hele var, at mit værelse ikke havde et toilet – altså sygehus værelset, for derhjemme havde jeg da mit eget badeværelse/toilet.

Vi gik i noget tid, hvor vi var ved toilettet, selvfølgelig haltede jeg lidt, for jeg havde forstuvet et ben, og havde et par blå mærker, heldigt at der ikke skete noget slemt med min dejlige krop – selvglad, huh?

Jeg kiggede på F ”Jeg skal nok klare resten, bare gå ned og spis noget.” Hun nikkede og gik, hvor jeg så bare gik på toilettet. Jeg gjorde det jeg skulle og vaskede derefter hænder. For første gang i lang tid, kiggede jeg på spejlet for at tjekke mig selv ud. Det skulle jeg ikke have gjort, for jeg udbrød et gisp, og blev forskrækket. Der var skræmmer, blå mærker og et par flænger. Det var helt vildt. Jeg gik ud af toilettet, og haltede ned af gangen. Jeg drejede ned af hjørnet, og skulle lige til at gå videre, da jeg gik ind i en person – rettere sagt, gik vi ind i hinanden – og jeg var ved at falde bagover, hvis drengen jeg gik ind i, ikke havde grebet mig. ”Er du okay?”

Et par sekunders øjenkontakt, gjorde det hele værre. For drengen så virkelig bekendt ud, og hans stemme.. Virkelig. Det brune hår, stribede T-shirt, dog var bukserne et par joggingbukser, men det kunne da heller ikke være ham jeg drømte om, vel? Ark, nej, det var det nok ikke. Jeg havde jo kun lige set ham i et par minutter, hvordan skulle han dog komme ind i mine drømme? Måske tænkte jeg lidt for meget på de drømme, jeg drømte om. Det var ved at påvirke mig psykisk, og jeg håbede bare at det kun var noget med ulykken at gøre, men noget indeni mig siger hele tiden, at der var noget bag det hele. Og jeg skulle finde ud af hvad, det var. Jeg kom til mig selv, og smiledel lidt inden jeg rettede mig lidt i tøjet. ”Yeah, er du?” Han nikkede, og smilede lidt. Jeg kunne se på ham, at han blev lidt forvirret, eller frustreret. Jeg kunne ikke se det helt, men jeg troede at han tænkte på det samme som jeg gjorde – bekendtskab. ”Blair,” sagde jeg og rakte ham hånden. Han tog den og smilte lidt. ”Louis.” Det navn havde jeg hørt før. ”Dejligt at møde dig, men jeg må gå nu.” Jeg begyndte derefter med at gå mod mit værelse, for hvis jeg blev lidt mere, ville det blive alt for akavet – eftersom jeg nærmest overgloede ham. Det eneste jeg kunne tænke på, var..

Bekendtskab, Bekendtskab og bekendtskab.

 

Louis’ synsvinkel

 

Jeg kiggede rundt, der var blomster over det hele. Det var grønt, og det var smukt. Jeg smilede, men det blev hurtigt forsvundet af en smerte der overmandede mig. En smerte ved det ueksisterende hjerte. Hvad skete der? ”Blair!” råbte jeg, men der kom intet svar. ”Blair!” ”Louis!” hørte jeg en pige stemme sige. Jeg forstod ikke hvorfor jeg råbte Blair. Hvem var det og hvor var jeg? ”Louis, hvor er du? LOUIS!” Råbte hun igen, men jeg kunne ikke se hende nogen steder. ”Louis.. Limbo”

Jeg satte mig forpustet op og kiggede frustreret rundt. Jeg så en drøm, men som altid glemte jeg alt om den – DOG, kunne jeg huske en lille detalje – én lille detalje. En pige. Men jeg kunne ikke se hende, jeg hørte kun hendes stemme. Hvem var hun? Navnet vidste jeg heller ikke, kun at jeg hørte hendes stemme, og hendes stemme råbte mit navn. Jeg rejste mig op for at gå lidt rundt. Jeg havde fået det bedre med benene, så jeg havde ikke et problem med at gå. Det var mere ryggen, armene og nakken jeg havde noget med. Jeg gik og gik, indtil jeg blev træt. Jeg lænede mig op ad væggen, for ligesom at holde en pause. Sukkende, tog jeg mig til hovedet. Alle disse drømme måtte betyde noget eftersom jeg hele tiden fik mareridt, det var mere mistænkeligt, at jeg glemte dem efter.

Efter lidt tid, begyndte jeg med at gå igen, men jeg nåede ikke ret langt før jeg gik ind i en pige som var ved at falde, så jeg greb hende. ”Er du okay?” Spurgte jeg, og kiggede på hende.

Vi fik øjenkontakt i et par sekunder, og det var som om at jeg kendte hende. Som om at jeg havde set hende og snakket med hende før, men så alligevel ikke. Jeg hørte hende sige at hun var okay, og da hun spurgte mig, nikkede jeg blot. Hendes stemme.. hendes stemme var den samme stemme som genlød i mit hoved hele tiden, den stemme som kaldte på mit navn i min drøm. Men det var umuligt. Hun kunne ikke være nøglen til min hukommelse. Nej. Hun sagde sit navn, og jeg nikkede. ”Louis,” sagde jeg og smilte lidt. Hendes navn.. det lød så bekendt. Men hvor havde jeg hørt det navn henne? ”Det var dejligt at møde dig, men jeg må gå nu,” sagde hun og gik. Jeg nikkede for mig selv, og kørte en hånd gennem håret, inden jeg begyndte med at gå tilbage. Blair, Blair, Blair. Jeg tænkte på det, hun sagde. ’Limbo..’ Limbo? Hvad var det? Jeg havde skam hørt om det, men jeg vidste ikke så meget om det. Jeg kom ind på værelset, og satte mig ned på sengen, hvor Harry sad og spillede på mobil. ”Hvor har du været henne, Lou?” hørte jeg ham spørge om. ”Bare gået lidt rundt. Hvornår kom i?” Jeg kiggede på ham. ”Lige før, de andre gik ned for at købe noget at drikke.” Jeg nikkede lidt. ”Hazza?” Fik jeg sagt, og han kiggede opmærksomt på mig, hvor han så sagde ”Ja?” Jeg trak lidt på skuldrene. ”Ved du noget om Limbo?” ”Limbo? Der hvor man kommer hen når man dør? Eller det tror nogen på. Hvorfor da? Har du drømt om noget?” Han havde ret. Jeg havde drømt om noget, men det der interesserede mig var, at han sagde at det var der hvor man kom hen, når man døde. Havde jeg været der?

Limbo, blomsterne, pigen, ueksisterende hjerte, smerten.

Jeg begyndte med at huske noget. Jeg kom til Limbo, hvor jeg mødte.. denne pige, Blair. Jeg snakkede med hende, og jeg havde ikke et hjerte, altså, ueksisterende hjerte. Blair fi en smerte og forsvandt, det samme som mig. Det betød altså.. at alle de drømme havde noget med Limbo at gøre? Drømmene ville have at jeg skulle huske noget. Hvilket jeg også gjorde.

Det var mærkeligt at jeg pludselig kunne huske det, men mit værelsenummer var 22, jeg drømte om tallene 00, jeg fik hele tiden mareridt om døden, og en pige der kaldte på mig. Det gav pludselig mening for mig. Jeg formåede faktisk at kunne lide pigen fra Limbo. Jeg kunne ikke sige at jeg var forelsket, for man ville ikke kunne forelske sig i så kort tid, men jeg kunne lære hende at kende. Hun var trods alt en normal pige som ikke var en fan. I de her dage hvor jeg lå her, havde fansene været ivrige og forsøge at komme herind. Nogle kom endda ind, og det gjorde mig lidt irriteret. Selvfølgelig elskede jeg mine fans, men nogle gange kunne det være grænseoverskridende. Jeg formåede at lære en pige at kende, som ikke var så vild som andre. Det var rart at tale med sådan en pige, og det ville jeg gøre igen, og det havde jeg lovet mig selv. Jeg rejste mig op. ”Hvor skal du hen?” spurgte Harry. ”Jeg skal hilse på en,” sagde jeg hurtigt inden jeg forsvandt ud af døren og løb hen til en læge. ”Kan jeg få lov til at få informationer om hvilket værelse, Blair er i?” ”Blair Waldorf?” spurgte han, og jeg vidste ikke om det var hende, men jeg skulle tage chancen. ”Ja, hvor ligger hendes værelse henne?” spurgte jeg og han mumlede noget med 43, så jeg skyndte mig derhen. Jeg åbnede døren, og så hende. Blair, hun kiggede op og jeg smilede. ”Blair!”

 

Blair’s synsvinkel

 

Jeg kunne ikke tænke på noget andet end Louis. Hvorfor så han så bekendt ud? Jeg satte mig ned på sengen, og fandt papir frem samt en blyant. Jeg begyndte med at tegne, men hvad jeg tegnede, vidste jeg ikke selv. Mine hænder styrede bare det hele, hvilket de altid havde gjort, men det her var anderledes. Da tegningen var færdig, blev jeg chokeret. Jeg havde tegnet et sted med blomster. Alt var grønt, og smukt. Og jeg tegnede også en dreng, denne gang med et ansigt. Louis. Hvordan.. kunne det lade sig gøre? Neden under stod der noget som fik mig til at gå i panik. Limbo. Jeg havde hørt at nogen troede på, at Limbo var dét sted, man kom hen til når man døde. Var jeg kommet derhen? Jeg fik pludselig en smerte ved hjertet og jeg tog min hånd op til det, hvor jeg masserede lidt. Det bragte billeder frem i hovedet på mig.

Smerten.. Louis.. Blomsterne. Døden. Tallene, og klokken, hvor jeg blev ramt af bilen. Jeg vågnede op ved limbo, og jeg så Louis. Jeg snakkede med ham og syntes om ham. Pludselig blev alt sort og jeg fik en smerte. Jeg kom tilbage til livet. Det var som om at den del der blev visket ud, var kommet tilbage igen.

Det var som om at alt det her var planlagt, som om det SKULLE ske, og var sket. Som om det var vores vej, det var skæbnen der havde bragt os derhen.

Jeg hørte døren blive åbnet og jeg kiggede op. Det var Louis. Han sagde mit navn, som han gjorde i Limbo. Jeg smilede og rejste mig op hvor jeg gik hen til ham og krammede ham. ”Louis!” sagde jeg og han hviskede mod min skulder,” A fate will change everything.” Jeg smilede,

 

Everything was a fate..” 

 

 

 

 

----------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Det var virkelig dejligt at skrive det her. Jeg elsker virkelig den her historie, og jeg ville blive virkelig glad, hvis jeg kunne vinde. Jeg deltog faktisk for min og min venindes skyld, hun har været fan af dem lige siden deres band blev offentliggjort, men hun kom aldrig til nogen af deres koncerter. Jeg håber at i vil smide et like, og hjælpe mig med at vinde denne konkurrence. Det betyder virkelig meget at kunne vinde billetterne til hendes fødselsdag. For mig handlede det ikke kun om at minde, men om at skrive. Det handlede om min kærlighed til at skrive movellas.

God sommer. xx 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...