Ulvens Kræfter

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 maj 2014
  • Opdateret: 12 maj 2014
  • Status: Igang
Piger burde ikke skifte, men Naya er en undtagelse. Hendes liv bliver hurtigt vendt op og ned.

Sommeren starte og Naya har lige fået sommerferie. Naya tilbringer alt sin tid i skoven, der sidder hun og læser. Men kort efter starten på sommeren, begynder underlige ting at ske, Naya føler sig restløs og kan ikke lade være med at tænke på skoven. Hendes drømme handler endda om skoven. Men skoven er fuld af gådefulde ting og snart vil de gåde fulde ting begynde at søge efter Naya.

0Likes
0Kommentarer
246Visninger

2. Venter

Jeg løber alt hvad jeg kan, men det er som om, for hvert skridt jeg tager, bliver jeg langsommere. Eller det er i hvert fald, hvad jeg føler jeg gør. Ulvene indhenter mig snart, tænker jeg, men de kommer aldrig, eller så når jeg bare mit hus før de når mig. Jeg løber ind i huset, låser døren og løber videre ind på mit værelse og lukker døren. Ude fra køkkenet råber min mor på mig; "Naya! skat er det dig?" spørger hun. "Ja, jeg er hjemme igen" råber jeg tilbage. Far han er stadig på arbejde, men mor har fået fri og står og laver noget sen frokost. Da hun kalder igen, er det tid til at spise. Jeg kommer ud fra mit værelse og sætter mig sammen med hende i køkkenet. Vi snakker lidt om, hvad jeg har lavet og hvordan hendes dag er gået, hun har fået en masse arbejde med hjem, så hun skal lave noget af det nu. Da vi er færdige, siger jeg at jeg nok skal rydde væk, så kan hun gå ind på deres værelse og arbejde. Fordi huset ikke er særlig stort, har mor et skrivebord med computer på, inde i soveværelset. Det er en dele computer, men jeg bruger den aldrig og far har en bærbar i sin taske, så mor er den eneste der bruger den.

Mens jeg rydder væk, tænker jeg på ulvene i skoven. De var meget tæt på, men betragtede mig kun. Jeg blev færdig og listede ind på mit værelse igen. Jeg snuppede min bog på sengen og gik ud i skoven. Jeg var i vildrede, mest af alt havde jeg lyst til at bliver inde, men skoven kaldte og jeg følte mig underlig sikker i skoven og fandt lysningen igen. Inden jeg satte mig ned, kiggeder jeg rundt og ville være sikker på ikke at finde noget eller nogen, som ikke skulle være der. Da jeg havde gjort mig sikker på, at jeg var alene, satte jeg mig og begyndte at læse. Jeg faldt hurtigt ind i min egen lille drømme verden og sanser ikke verden omkring mig. Men alligevel mærker jeg dem, ulvene fra i går. De er i skyggeren i skoven og holder øje med mig, de venter på noget, men jeg ved ikke hvad. Pludselig river jeg mig ud af bogen og kigger op, en af ulvene er ude af sin skygge. Han går langsomt hen mod mig. Hans pels ruskes i vinden og hans grønne fokusere på mig. Jeg vil bakke væk, men så kommer en rødbrun ulv ud af skyggerne og hans store krop tårner op bag ved den sandfarvet ulv med grønne øjne. Jeg kigger skræmt op på ulven, den er stor, omkring 2 meter måske mere over skulderen. Jeg famler efter mig bog og får rejst mig. Først nu opdager den sandfarvet ulv sin følger og vender rundt, i det ulven vender rundt for at se bagud, vender jeg mig om og løber.
Jeg løber alt hvad jeg kan og håber på, at jeg kan løbe fra dem. Men ulvene indhenter mig hurtigt og jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Jeg høre dem på begge sider af mig og prøver at tænke på en flugt vej. Men den eneste tanke jeg kan tænke, er at de er så store. Så slår det mig, stor og klumset, ikke. Måske… Jeg kan da i hvert fald prøve. Jeg stopper brat op og vender i modsat retning og spurter af sted. Jeg høre dem snappe i luften og så vender de rundt, det er næsten som om de flyver, for de får vent på et split sekund og indhenter mig hurtigt igen. Jeg mærker mig selv sænke farten, jeg er løbet tør for energi og kan ikke løbe mere. Måske er det her enden, jeg bruger min sidste kræfter på at finde lysningen igen og så kollapser jeg på jorden.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...