Ulvens Kræfter

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 maj 2014
  • Opdateret: 12 maj 2014
  • Status: Igang
Piger burde ikke skifte, men Naya er en undtagelse. Hendes liv bliver hurtigt vendt op og ned.

Sommeren starte og Naya har lige fået sommerferie. Naya tilbringer alt sin tid i skoven, der sidder hun og læser. Men kort efter starten på sommeren, begynder underlige ting at ske, Naya føler sig restløs og kan ikke lade være med at tænke på skoven. Hendes drømme handler endda om skoven. Men skoven er fuld af gådefulde ting og snart vil de gåde fulde ting begynde at søge efter Naya.

0Likes
0Kommentarer
241Visninger

1. Ulvene

Naya havde lige fået sommerferie, hun løb hjem og smed tasken i gangen. Naya bor sammen med sine forældre og har 1 ældre bror. Nayas bror er 25 og flyttet hjemme fra for 3 år siden, men Naya har aldrig kunne vende sig til, at han var væk. Han besøger dem en gang i mellem , men ellers er han sammen med sin kæreste og holder sig der. Naya er 18 år og har lige afsluttet sit første år på gymnasiet.

Jeg sætter mig ind på min sædvandlige plads, den plads der er bagerst i klassen. Vi er ikke så mange i klassen, omkring 21 elever. Vi er 5 piger og 16 drenge, så vi piger er meget i undertal. Det er sidste time inden sommerferien og klassen er meget urolig. Ingen er stille og læren har opgivet, at få os til at være stille. Da klokken endelig ringer den sidste time slut, fare alle eleverne op og 1g er overstået. Jeg løber hjem og smider tasken i gangen, huset er ikke ret stort. Vi har 3 værelser, mit, mor og fars og min brors værelse. Så er der køkkenet og 2 badeværelser. Faktisk hænger køkkenet og stuen sammen, men stuen er ikke mere end en sofa og nogle bogreoler, som jeg kun bruger. Jeg smutter ind efter en bog og sikre mig så at huset er låst igen. Skoven kalder på mig, jeg føler mig draget til den. Ude i skoven finder jeg en lysning, træerne danner en cirkel omkring den og jeg føler mig beskyttet her ude. Det er som om skoven lytter til mig, dens stilhed er musik i mine øre. I skolen er jeg ikke den smarteste, jeg ville hellere sidde og læse i mine bøger. Nu kan jeg læse så meget jeg vil og jeg kan være sammen med min familie. Jeg håber virkelig også at min bror kommer hjem og besøger os, det kan jo være at han tager sin kæreste med. Hun er rigtig sød, så hende vil jeg også gerne se igen. Mens jeg sidder i skoven, begynder duggen at falde og jeg ved at mørket snart ville komme. Men jeg er ikke bange for natten, som jeg engang var. For længe siden, der blev jeg overfaldet af nogle ulve med de mest gule øjne jeg længe har set. Mor og far skræmte dem væk, men både mine ben og arme var fuld af bidemærker. Nogle værre end andre og nogle har jeg ar fra endnu. Mørket sniger sig længere og længere ind på himlen og til sidst er himlen gået fra dag til nat. Jeg rejser mig op fra, hvor jeg har siddet og strækker mig lidt, før jeg begynder at gå tilbage mod huset. I dag er mor og far sent hjemme, så jeg har huset for mig selv. På vej tilbage, høre jeg ulvehyl i skoven, og jeg fare sammen hver gang et nyt hyl bryder skovens stilhed. For hvert hyl jeg høre, tæller jeg, men der er ikke ret mange, omkring 5 forskellige, af hvad jeg kan høre. Da jeg når udkanten af skoven, løber jeg det sidste stykke ind i huset og låser døren efter mig. Indenfor føles der tryg og varm og jeg begynder at lave noget aftensmad. Vi har ikke så meget i skabene, men der er da lidt nudler og pasta, og jeg finder noget skinke og nogle gulerødder i køleskabet. Jeg bikser gulerødderne og skinken sammen og koger nudlerne, pastaen gemmer jeg til i morgen. Da maden er færdig, sætter jeg mig ind på mit værelse og tænder min computer. Jeg har downloaded nogle film på den og jeg sætter en af dem på, mens jeg sidder og spiser. Mens jeg sidder og spiser, er natten faldet helt på og regnen begynder at sile ned og torden brager over himlen. Da jeg er færdig med at spise, så sætter jeg tallerkenen ud i køkkenet og pauser filmen. Jeg går hen til vinduet og kigger ud, jeg kan ikke se ret langt, da mørket gør det umuligt, at se længere end sin egen næsetip. Jeg går væk fra vinduet og ind på mit værelse, men jeg går lige hen og tjekker at døren er låst, så går jeg ind på mit værelse og går i seng.

Næste morgen vågner jeg først efter klokken er blevet 12 og formiddagen er gået. Jeg skynder mig op og smider noget tøj på, ikke rigtig noget specielt, nogle jeans og en sort T-shirt. Så kigger jeg lige en gang på uret, den er blevet 12:30 og tiden flyver af sted. Jeg spiser et stykke brød på vej ud af huset med bogen under armen. I dag har jeg planlagt, at læse en smule i skoven også bare gå en tur, ikke noget specielt, men jeg elsker skoven, så hvis jeg ikke når skoven, så føler jeg mig meget restløs. Jeg når lysningen fra i går og sætter mig med bogen i skødet. Jeg har nok læst bogen tusinde gange før, men den bliver aldrig kedelig. Mens jeg sidder og fordyber mig i bogen, hører jeg pludselig noget i skoven omkring. Det er underligt, tænker jeg. Der er aldrig nogen i skoven ud over mig. Jeg sidder stille nogle sekunder og lytter efter lyden igen, men den er der ikke længere, den er væk. Jeg føler mig nu alligevel overvåget og jeg rejser mig op, for at gå tilbage til huset, men stopper så op. Foran mig står en stor sort ulv, men da jeg træder et par skridt tilbage, kommer flere ulve frem fra underskoven. Først nu ser jeg, at den første ulv ikke er sort, men mere blå i det, nok blåsort. For der er en af ulvene der er kuld sort og så er der en der står helt ud fra de andre, han er lys i pelsen, mere sandfarvet med grønne øjne. Jeg ved ikke hvorfor, men de skræmmer mig ikke. De sætter sig omkring mig og ingen af dem gør det mindste, men de betragter mig. Det er som om de venter på noget, som om de venter på mig. Jeg bakker lidt mere, men de kom tættere på. Til sidst står jeg op af et træ og kan ikke bakke længere væk. Jeg har læst om ulves adfærd, det man i hvert fald ikke skal gøre, det er at vende rundt og løbe. Men det er præcis det jeg gør og jagten begynder.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...