Ignis i Kattenes Land

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 maj 2014
  • Opdateret: 26 sep. 2014
  • Status: Færdig
Ignis er en pige uden arbejde, så hun sidder hele dagen derhjemme med sin kat. Hun er en meget katte fikseret person uden at være usund i det, syntes hun selv. Hun lever i idyl og ro, men hvad sker der når hendes kat en dag får et brev og derefter stikker af?

5Likes
35Kommentarer
715Visninger
AA

14. Uventet

Der gik timer, og aftenen faldt på, han var stadig ikke kommet efter hende. Hun sad stadig i pavillonen. Hun begyndte faktisk at blive lidt urolig. I starten havde det været dejligt, lunt og behageligt at sidde der med smukke omgivelser, men efterhånden som aftenen kom nærmere blev det køligere og mere kedeligt bare at sidde og kigge ud i luften. Hun valgte til sidst at rejse sig. Hun gad ikke vente mere, vigtigt eller ej, nu ville hun finde ham. Hun gik hen af en lille sti mod slottet og ud af kongelige have. Hun kom ind indenfor og der var utrolig stille i spisesalen. Hun gik bare videre og kiggede rundt, ikke en eneste person var der at finde. Hverken af de adelige eller af tjenestefolkene. Hun gik rundt og lyttede efter om der var nogen, men hun kunne intet høre. Hun følte sig helt alene. Hun kom da til en lukket dør indtil en sal hvor der stod nogle vagter, hun stillede sig foran en af dem.

”Hvor er Prins Aaron?” sagde hun roligt.

Vagten svarede ikke, men den anden vagt kiggede lidt på hende. Hun besluttede sig da at gå ind af den dør de bevogtede. De sagde intet da hun tog fat i håndtaget til den store dør, men inden hun fik den åbnet, kunne hun høre noget derinde, der var nogen derinde, masser af folk faktisk. Hun kunne høre de fleste af dem trække vejret, nu hvor hun lænede sig op af døren, eller rettere holde vejret. Hun kunne da høre en stemme, en meget dyb og frygtindgydende stemme.

”Ikke noget at tale om, det er sådan det er!” lød stemmen vredt.

”Det ikke i orden!” råbte Aaron af stemmen.

Han var derinde, hvem mon han snakkede med? Hun lukkede døren op og kom ind, folkene vendte hovedet imod hende og hun følte sig med et meget pinlig berørt, men hun var nødt til at finde ud af hvad det handlede om, for det handlede trodsalt om hendes mage. Hvis man da kunne kalde dem det. De havde jo kysset. Aaron så meget forskrækket ud og ved siden af ham stod en rødblond kattekvinde med rødlige ører. Hun stod og så tilfreds ud og da gik hun nærmere Aaron.

”Du må være Ignis” sagde hun med en lokkende og lidt slesk stemme.

Ignis kom helt ind i rummet og stod bare og kiggede på dem, hvad havde hun gang i, kunne hun ikke lige komme væk fra hendes mage, fra hendes Brownie.

”Ja?” sagde Ignis så lidt mærkeligt til mode.

”Jeg er Aarons trolovede Cordelia” sagde kattedamen Cordelia.

Ignis frøs nærmest til is, hvad var disse? Var hun blevet holdt for nar, var hun bare taget med, som et form for legetøj? Hun vidste jo at Brownie godt kunne lide at lege, men hun vidste ikke om han var typen der holde det for nar. Hun bakkede langsomt bagud og Aarons ører faldt ned, og hans hale hang lidt, han gik et skridt nærmere Ignis, men Cordelia stoppede ham ved at hive fat i hans arm. Cordelia hev ham ind til et kys på munden, som han virkede overraskende på, men det lignede også lidt at han kyssede med. Ignis havde set nok. Hun løb ud af rummet, uden at kigge sig tilbage løb hun mod den nærmeste udgang, som sjovt nok var porten ud til forgården. Hun var ligeglad. Hun kom ud i forgården og sænkede farten, han ville nok ikke løbe efter hende nu hvor han havde en trolovede. Hun sukkede og kom til den store port som førte ud af slottet. Hun stod der og kiggede imod den før hun gik ud af den, den stod nemlig på klem så handelsmænd og andre kunne komme ind og ud. Hun gik med hængende hoved ud af porten og væk fra slottet. Hun ville nok aldrig kunne stole på nogen igen, men kunne det ikke også være lige meget, for han havde sikkert bare ville bruge hende som legetøj, ligesom så mange andre…

”Vent, Ignis!” hørte hun en velkendt stemme.

Hun kunne ikke helt placere stemmen og det var ikke Aaron. Det var hun meget sikker på det ikke var, for hun ville kunne genkende hans stemme overalt, især nu hvor den egentlig havde haft en plads i hjertet hos hende men nu havde knust det. Hun sukkede dirrende og vendte sig om, det var Marcus. Den ældste bror efter Aaron. Han kom løbende og stoppede foran hende.

”Hvor tror du at du er på vej hen?” sagde han så roligt.

Hun kiggede lidt på ham, lidt uforstående og stod bare som forstenet, mens det stadig gjorde ondt i hjertet, det var en fysisk smerte og hun havde mest af alt lyst til at ligge sig til at dø, for det var virkelig ikke sjovt at være knust. Hun havde jo nok haft lidt følelser for Aaron.

”På vej væk…” sagde hun bare køligt.

Marcus lagde hovedet lidt på skrå.

”Hvorfor det?” sagde han så uforstående.

”Du var sgu da derinde, du ved hvad der blev sagt og hvad der blev gjort, desuden hører jeg ikke til her… og vil aldrig gøre det” sagde hun lidt vredt, men også lidt tomt.

Hun følte sig tom indeni, hun var jo på vej væk, noget hun var god til, at stikke af. Det var endda noget nyt, normalt tog hun kampen op, men denne verden vendte alting på hovedet for hende, og hun vidste hverken op eller ned.

”Du hørte jo ikke det hele…” startede Marcus.

Ignis kiggede op på ham, med lettere våde øjne og han blev kort bange for hende, eller det lignede det, som om han ikke ville have hende til at græde, hun forstod hentydningen og kiggede ned.

”Så har du jo ikke hørt at han virkelig kæmper for at ophæve den trolovelse” sagde Marcus så med et venligt smil.

Ignis forstod det ikke, hadede de hende ikke? Hun var lige i tvivl om det hele, for det var virkelig sært hvordan det havde skiftet.

”Vent, for det første, så lignede det altså han kyssede hende igen, to… hader i mig ikke?” sagde hun så lidt undrende og samtidig såret.

Marcus smilede, og rystede på hovedet.

”Jeg fik det hele redet ud af Aaron, du var hans redningsmand, eller rettere kvinde, og jeg undskylder for mit ubegrundede had… efter hvad jeg ved, kunne Aaron aldrig finde på at se andre end dig, det er mit indtryk af det hele, så jeg vil helst ikke se dig opgive det hele bare på grund af at han blev tvunget til et kys, nu hvor han kæmper så meget for dig, så må du også give lidt igen” sagde Marcus bare mildt.

Ignis stod som forstenet og kiggede på ham før hun smilede, han havde jo ret, hun skulle kæmpe og kæmpe hun ville. For hun ville skam ikke opgive ham så nemt, hun var jo på en måde lidt vild med ham, med Aaron. Samtidig med han stadig var hendes elskede prins, hendes egen Brownie, hendes kat.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...