Ignis i Kattenes Land

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 maj 2014
  • Opdateret: 26 sep. 2014
  • Status: Færdig
Ignis er en pige uden arbejde, så hun sidder hele dagen derhjemme med sin kat. Hun er en meget katte fikseret person uden at være usund i det, syntes hun selv. Hun lever i idyl og ro, men hvad sker der når hendes kat en dag får et brev og derefter stikker af?

5Likes
35Kommentarer
715Visninger
AA

15. Min mage...

Ignis havde vendt snuden ind mod slottet igen, efterfulgt af en tilfreds Marcus. Hun havde fået en lille peptalk, som havde i den grad virket. Hun havde fundet mod og vilje til at kæmpe videre. Hun havde fået i sådan en grad viljestyrke at hun helt rystede af adrenalin over at skulle kæmpe for sin Brownie. Hun skævede til Marcus som fulgte hende og overhælede hende og vidste hende vej videre da hun var blevet i tvivl om hvor hun var. Slottet var stadig som en stor labyrint. Hun kom afsted og først ind i salen hvor damen stod, Cordelia, men alene, hun stod med ryggen til alt i den ene ende og kiggede ud af vinduet, ellers var salen ellers tom, folk var vendt tilbage til det de skulle. Hvor var Aaron?

”Kom, denne vej” sagde Marcus så.

Han vidste hende bare vej videre. Hun havde ikke en synderlig idé hvorhen da hun som sagt stadig ikke kendte slottet særlig godt. Hun snusede ind, der var fyldt med dufte, men en duft lagde sig ud over andre, en velkendt duft. Aaron. Hun skyndte sig afsted og kunne knap vente over at se ham igen, så Marcus rolige gang gjorde ikke ventetiden kortere. De kom stødt og roligt fremad og Ignis trippede til sidst. De kom da ud i en have som hun ikke havde set før, det var en urtehave. Hun så da Aaron som sad på en bænk med ryggen til dem, hun genkendte hans lugt i den grad, men hun kunne også lugte salt, som om nogen havde grædt, det var mærkeligt hvor god hendes lugtesans var blevet mens hun havde været der.

Hun kiggede op på Marcus som nikkede. Hun bevægede sig langsomt nærmere, lidt tøvende, hvad hvis nu han ikke ville se hende? Hvad nu hvis han ikke havde lyst til at være sammen med hende mere. Hun blev helt usikker. Hun mærkede da et skub på ryggen og hun kom frem, hun kiggede ikke på Marcus men vidste nærmest at det var ham. Hun gik med usikre skidt over mod Aaron, da hørte hun en snøft fra ham, sad han virkelig og græd?

”Brownie…?” sagde hun så.

Hun stod næsten ovre hos ham. Hun var usikker, men hvorfor græd han? Hun var et stort spørgsmålstegn. Han reagerede hurtigt på hendes tilstedeværelse og kiggede op på hende med triste øjne med tårer i. De lyste dog hurtigt op da de så det var hende og ikke Cordelia. På den anden side, hvem ellers skulle kalde ham Brownie. Han rejste sig op og trak hende ind til sig.

”Jeg var bange for du var væk… for altid” sagde han grødet.

Hun smilede lidt og krammede ham tilbage, hun ville blive, selvom hun havde været på vej væk.

”Jeg er lige her” sagde hun med et lille smil.

Han knugede hende lidt hårdere ind til sig. Han havde virkelig været bange. Det kunne hun også fornemme, desuden havde hun aldrig set ham græde før eller noget lignende. Hun holde bare om ham i en rum tid, til han slap hende, hun kiggede op på ham med et lille smil, hun var dog stadig lidt usikker på sig selv, men hun kunne se han skam også var usikker. Han var ikke så selvsikker som han hele tiden foregav. Det var egentlig rart at se hans usikkerhed, så hun vidste han også følte noget, andet end bare en kærlighed til hende. Han virkede mere levende, nu hvor hun kunne se han havde grædt. Hun tørrede en tåre væk fra hans kind.

”Ingen grund til at græde mere… jeg skal ingen steder” sagde hun roligere.

Han tog fat i hendes hånd da den var på vej væk fra hans kind og da kyssede han den. Hun smilede lidt over hans usikre men samtidig blide jeg. Hun var dog stadig bange for at miste ham til en anden, hun holdte jo af ham.

”Du må aldrig nogensinde gå igen, jeg blev så bange…” sagde han dirrende.

Han havde været ligeså bange for at miste hende som hun havde med ham. Det var egentlig rart at få bekræftet hvor glad han var for hende, for det forstærkede også hendes følelser for ham. Hun kiggede op på ham, han havde stadig fat i hendes hånd og hun smilede lidt. Hun lagde den anden hånd på hans kind og stillede sig på tær og kyssede ham så. Han virkede til at have ligeså meget brug for det som hun havde. Han blev en anelse overrasket, men kyssede så med på det kærlige og blide kys. Kysset blev holdt i en rum tid. Det var egentlig rart at kysse ham i stedet for at blive kysset. Det var også rart at vise sine følelser skønt hun stadig tvivlede på om det var nok til at kunne være hans mage. Det var dog en start.

Efter kysset stod de og så på hinanden, hun kiggede ind i hans katteagtige øjne, hun ønskede på en måde en dag at kunne blive sådan, skønt hendes lugtesans, syn og hørelse var blevet bedre siden hun var kommet her, så lignede hun jo ikke et kattemenneske. Hun kiggede forsat ind i hans øjne og han smilede til hende og hun tilbage til ham. Det var tydeligt at der var forelskelse i luften, i hvert fald fra hendes side. Fra hans side var der mere en brændende kærlighed som endnu ikke var blevet slukket en eneste gang.

”Ahem…” lød det så fra døren.

Ignis vendte hovedet og kiggede på damen fra tidligere, Cordelia. Var hun ikke gået endnu? Hvorfor var hun her stadig? Hun havde tydeligt ikke nogen plads i Aarons hjerte. Ignis skævede til Aaron som var sunket lidt. Hans ører og hale hang.

”Jeg kan se du ikke har fortalt hende det” sagde Cordelia så.

Hun begyndte med selvsikre skridt at komme nærmere. Ignis var kort jaloux over hendes selvsikrehed og ynde. Den følelse blev hurtigt erstattet af usikkerhed. Hvorfor sagde hun sådan? Hvad var det Aaron ikke havde fortalt hende.

”Brylluppet står stadig, så du kyssede min mage… men jeg tilgiver dig, du jo bare et menneske og i er kendt for at være uhøflige” sagde Cordelia så med en rolig stemme.

”Vent… hvad?” sagde Ignis.

Hun kiggede på Aaron som nikkede, han havde åbenbart ikke kunne stoppe det. Hun kunne mærke tårerne melde sig, men prøvede at være stærk, mest for hans skyld. For hun kunne også se han havde det svært.

”Og når ja… du ikke inviteret til brylluppet, så du bliver sendt hjem her en af dagene, det hele er arrangeret” sagde Cordelia bare med en selvsikker tone.

Ignis bakkede bagud, skulle hun væk fra Aaron, var det virkelig sandt? 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...