Ignis i Kattenes Land

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 maj 2014
  • Opdateret: 26 sep. 2014
  • Status: Færdig
Ignis er en pige uden arbejde, så hun sidder hele dagen derhjemme med sin kat. Hun er en meget katte fikseret person uden at være usund i det, syntes hun selv. Hun lever i idyl og ro, men hvad sker der når hendes kat en dag får et brev og derefter stikker af?

5Likes
35Kommentarer
702Visninger
AA

21. Kita

De stod sådan i lidt tid, Ignis anede ikke hvad hun skulle gøre, hvad hun skulle stille op og havde nærmest armene ude til siden. Hun var nærmest bange for at røre den lidt for klistrende Kita. Skønt en kram var rart og tiltrængt, så var hun uforstående med grunden til det. Hun stod der og skulle lige til at tage fat i Kita og få hende blidt væk, men hun slap selv, før Ignis kunne gøre det. Ignis lignede stadig et kæmpe spørgsmålstegn og Kita kiggede på hende og smilede først lidt friskt før en kær lille latter kom ud af hendes mund. Ignis syntes nu ikke det var særlig sjovt, hele situationen, men kunne dog ikke lade vær at smile lidt.

”Du fatter garanteret intet af det der lige er sket” sagde Kita.

”Nemlig, det har du fuldstændig ret i” sagde Ignis så.

Kita smilede og trak sig lidt væk og bredte sine arme ud. Ignis kiggede lidt på hende før hun kiggede på alle de malerier der lå der.

”Du havde ret, jeg har ikke givet nogen varme fra mig, som malerierne viser, du havde så ret, jeg skulle have lyttet, skønt du er menneske, så du ikke ond” sagde Kita så.

Hun lod armene falde ned og kiggede ned på sine fødder.

”Hvis nogen er ond, så det nok mig” sagde Kita skamfuldt.

”Det skal du ikke tænke på” fik Ignis hurtig trøstende sagt.

”Nej, jeg gjorde dig forkert ved min opførelse, så jeg vil hjælpe dig, selvom du mere menneske end kat” sagde Kita bestemt.

Ignis nikkede, det var så helt i orden, for hun havde brug for hjælpen, hjælpen til det hele. For hun ville have sin prins. Hun ville have sin Brownie, om det så betød at de måtte tage tilbage til hendes verden og være kat og menneske, eller to katte.

Kita og Ignis sad og snakkede til langt ud på aftenen om planen og de pjattede også lidt, skønt Ignis var nervøs og bange for det ikke ville lykkedes. Hun var bange for at fejle. Hun var bange for at miste den kærlighed som var blomstret op. Men pjatteriet hjalp lidt på det bankende hjerte hun havde og den nervøse tankegang. Kita var simpelthen fantastisk. Hun holdte nærmest Ignis humør oppe, det var virkelig dejligt at Ignis ikke skulle være så langt nede som hun havde været. Der gik yderligere nogle timer før de skiltes ad. Nu skulle Kita ned og snakke med folk som kunne hjælpe til.

Ignis stod nu og sukkede. Hvor skulle hun mon sove? Hun var i tvivl hvor da ingen havde vist hende et nyt rum. Hun gik bare lidt træt rundt i labyrinten af gange. Hun var begyndt at blive træt og hun overvejede bare at ligge sig, men hvor var mest passende? Da stødte hun ind i Sliver, bogstaveligtalt. Han så lidt på hende og smilede og lagde venligt armen om hende.

”Du ser træt ud, kom med” sagde han.

Han viste hende roligt og i et langsomt tempo afsted mod et værelse ikke ret langt fra hans. Han fulgte hende hen til døren og smilede venligt og mildt til hende.

”Se at få sovet, det en stor dag i morgen” sagde han med et smil.

Hun nikkede træt og var lidt fjern ved tanken om at alt kunne gå galt. Hun var bange. Hun ville på en måde ønske det hele var meget lettere og hendes ører lagde sig ned, som et tegn på tristhed og frygt. Det så Sliver.

”Det hele skal nok gå, jeg kommer og vækker dig i morgen, godnat Ignis” sagde han blidt.

Hun nikkede og kiggede efter ham og åbnede så døren og kom ind i et lille kammer som havde en enmandsseng og en lille balkon. Ellers var der ikke så meget andet. Hun sukkede og lukkede døren efter sig og gik hen til sengen, selvom hun var træt, ville lidt luft nok være en lidt bedre idé. Hun havde brug for noget til at berolige sig, for nu hvor hun var alene kunne hun tænke. Hun kunne tænke meget og negativt. Det var jo så meget nemmere at tænke negativt end at holde den positive tone. Hun sukkede og gik hen til døren og åbnede op og gik ud på altanen, hun stod og betragtede udsigtet over en af haverne og kiggede på klatreplanterne som havde arbejdet sig op af nogen af murerne og sidst kunne hun se nogle trætoppe og bjerget i baggrunden, det var virkelig smukt. Hun sukkede og begyndte at fryse og vendte om og gik ind til sengen og smed tøjet og lagde sig under dynen.

Hun lå i en rum tid og bare lå og var nervøs og tænkte, tiden nærmede sig jo, tik tok som det gik. Godt nok var der ikke noget ur på værelset, men hun kunne fornemme at tiden gik og den gik langsomt. Hun lå bare og kunne høre sit hjerte banke hurtigt og nervøst og hun følte sig svedig og klam under den varme dyne, dog alligevel frøs hun, det var en mærkelig følelse. Hun kom da i tanke om at hun kunne tage nogle dybe indåndinger og derved muligvis slappe lidt af. Så det begyndte hun på, og hun begyndte derved at slappe mere af og til sidst falde i søvn. En lidt urolig søvn fyldt med dårlige drømme, ikke dissideret mareridt, men dårlige drømme hun blev ked af. Til sidst faldt hun i en så dyb søvn at hun bare sov, bare sov, uden bekymringer, uden drømme, uden noget som helst.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...