Ignis i Kattenes Land

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 maj 2014
  • Opdateret: 26 sep. 2014
  • Status: Færdig
Ignis er en pige uden arbejde, så hun sidder hele dagen derhjemme med sin kat. Hun er en meget katte fikseret person uden at være usund i det, syntes hun selv. Hun lever i idyl og ro, men hvad sker der når hendes kat en dag får et brev og derefter stikker af?

5Likes
35Kommentarer
722Visninger
AA

13. Jeg lyver ikke

Alene, alene tilbage i det store hvide og blå rum, hun følte sig helt tom indeni. Han var der ikke, hvad skulle han mon? Det var nok noget der var vigtigt, men stadig, hun følte sig tom og lettere urolig. Var hun virkelig så vild med ham? Hun stod tilbage og kiggede på den lukkede dør, den han var smuttet ud af, hvor var han mon henne på slottet? Skulle hun mon udforske lidt eller bare blive tilbage på værelset? Hun anede det ikke.

Hun havde stået i lidt tid og taget mod til sig før hun smuttede ud af døren, hun kunne ikke bare sidde og blomstre på værelset, og så var det lige meget at hun ikke var velkommen som menneske, hun måtte bare ud. Hun gik igennem gange og for hurtigt vild, hun kiggede rundt og nænnede ikke at gå ind af lukkede døre, for tænk hvis det var en eller andens værelse. Hun sukkede og kunne så høre en der var på vej med hastige skridt ned af gangen mod hende. Hun hørte det i lang tid i forvejen, utroligt nok. Hun havde det også lidt mærkeligt i maven, men det kunne jo bare være nervøsitet. Hun kiggede mod lyden af fodtrin og da så hun Marcus. Han havde samme brune hår, ører og hale som Aaron, men hans snude var en del mørkere. Hans øjne var gule, i modsætningen til Aarons brune med et grønligt skær. Han fik da øje på hende og stoppede.

”Øh…” sagde han så.

Hun kunne se han ikke just var glad for at se hende, hun strøg dog tanken om at de alle ikke kunne lide hende væk. Hun smilede lidt og nikkede til ham.

”Hey” sagde hun venligt.

”Jeg må… videre” sagde han

Han var på vej rundt om hende og videre. Efterlade hende til at være faret vild, han var vel også ligeglad, men det kunne hun også lege.

”Kan du ikke sige mig hvor jeg er” sagde hun så.

Hun sagde det hverken provokerende eller noget, men hun kunne høre han sukkede og virkede lidt irriteret, men det var nok fordi han ikke kunne lide hende. Hun skød tanken væk igen og kiggede bare roligt på ham.

”Du i vest fløjen, følg med mig, så følger jeg dig tilbage til jeres værelse” sagde han lettere irriteret.

”jeg vil ikke tilbage, jeg vil ud i haven, men jeg kan ikke huske vejen…” sagde hun så.

Han sukkede og nikkede så. Hun kunne tydeligt fornemme han bare ville af med hende, men hun var stædig, hun ville faktisk gerne vide hvorfor de havde så meget imod hende, var det bare fordi hun var et menneske? For så pissede det hende faktisk lidt af, for hun havde jo intet gjort udover at være et menneske. Men det kunne også være lige meget hvorfor de hadede hende, hun kunne sagtens klare sig alene, det havde hun gjort før!

”Følg med mig” sagde han så.

Han begyndte at gå og hun fulgte efter. Hun gik op på siden af ham og kiggede op på ham, han var lidt højere end hende og hun kiggede så ligeud, skulle hun mon spørge eller bare holde sin mund lukket? For hun kunne sagtens være provokerende, men også holde sig passiv. Det irriterede hende bare at de alle dømte hende uden at kende hende. Hun var ny i denne verden og kunne knap finde rundt af sig selv. Hun sukkede irriteret, for hun havde i det mindste en grund til at være irriteret. Hun kiggede på ham og besluttede sig hvad der var at gøre.

”Jeg gad godt at vide hvorfor i alle hader mig sådan…” sagde hun så lidt flabet.

Hans øjne blev små, hun havde regnet det ud, i hvert fald så langt. Han stoppede og kiggede på hende, hun trådte ind foran ham og spærrede hans vej.

”Ja jeg vil faktisk gerne vide det!” sagde hun lidt irriteret men alvorligt denne gang.

Han kiggede på hende og kunne knap finde ord.

”Øh…” sagde han bare.

Hun skulle til at åbne munden da hun hørte noget bevægelse bag sig, næsten lydløst og det var overraskende at hun endda hørte det, men hun havde ikke til at beundre sine egne sanser ligenu.

”Det fordi du har holdt vores bror til fange og han derfor er faldet for dig…” lød det fra Odin bag hende.

Hun vendte sig om og kiggede på ham lidt vredt.

”Det så løgn, jeg fandt jeres bror næsten død på gaden og tog ham til mig, jeg har ikke tvunget ham til noget!” sagde hun vredt.

De blev kort stille da det lød som om hun fortalte sandheden, hvilket hun gjorde, men tiltro til hende havde de ikke, ingen tiltro til et menneske.

”Du lyver” sagde Marcus så.

Hun vendte hovedet og kiggede vredt på Marcus, hun kunne ikke forstå hvorfor de ikke kunne tro på hende, var det bare fordi hun var menneske at de ikke ville lytte efter til sandheden og blamere hende for det hele, eller lå der noget dybere? Hun havde ikke tid til at blive at spørge.

”Det må i selv om, at bare fordi jeg er menneske, så lyver jeg, et kønt rige i har her… selv mennesker har mere tiltro til hinanden og andre” sagde hun så vredt.

Hun blev ikke for at vente på at de kom til fornuft, for det gjorde de vel aldrig, men hun kunne nu godt forstå deres had, hvis det var det der var blevet dem fortalt, men det var stadig ikke godt nok, for man kunne ikke bare tro på alt hvad folk fortalte, for ofte vidste kun dem det omhandlede noget om det. I dette tilfælde omhandlede det Aaron og Ignis. Hvis de ikke ville tro dem, så var det deres problem. Hun skyndte sig bare afsted, dog stadig i gå tempo og efterlod de to indbildske katteherre til dem selv. Hun skulle sgu ikke nyde noget af det. Den slags ’venlighed’ kunne hun ikke bruge til noget.

Hun fandt tilsidst ud i haven og satte sig i en pavillon, en hvid en med en bænk, omgivet af roser og en lille å i baggrunden der rislede så fint. Hun var dog stadig lidt muggen over det.

”Jeg lyver ikke” sagde hun for sig selv.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...