Ignis i Kattenes Land

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 maj 2014
  • Opdateret: 26 sep. 2014
  • Status: Færdig
Ignis er en pige uden arbejde, så hun sidder hele dagen derhjemme med sin kat. Hun er en meget katte fikseret person uden at være usund i det, syntes hun selv. Hun lever i idyl og ro, men hvad sker der når hendes kat en dag får et brev og derefter stikker af?

5Likes
35Kommentarer
718Visninger
AA

16. Hvad nu?

Ignis sad i et værelse helt alene. Hun var simpelthen for ødelagt til at græde. Hun sad bare på sengen og stirrede ud af vinduet. Hun havde lige mistet personen hun elskede. Hun havde mistet ham til en anden som tydeligt ikke havde hans hjerte. I det mindste ikke frivilligt. Sådan noget burde være en forbrydelse. Hun kiggede bare tomt ud af vinduet fra sengen, himlen var blå med hvide skyer på, en utrolig dejlig dag til sådan en dårlig nyhed. Hun sukkede inderligt og dirrende før hun kiggede væk fra den fine himmel. Hun skulle afsted i løbet af i morgen og hvad hun vidste af så ville brylluppet stå dagen efter. Det havde været Cordelias idé efter hvad Ignis vidste, at brylluppet skulle stå så hurtigt.

Døren gik op. Ignis kiggede knap nok på personen der trådte ind skønt hun genkendte det brune hår, Marcus. Hun sad bare og var helt opgivende. Hun havde egentlig ikke lyst til endnu en peptalk eller bare en snak om at skulle kæmpe. For hvad skulle hun kæmpe for? Hun kunne jo ikke kæmpe for Aaron.

”Ignis… ”lød det var Marcus meget forsigtigt.

Ignis vendte hovedet og stirrede tomt på ham, som om hendes øjne gik igennem ham og knap opfang ham. Det fik ham alligevel til at krybe lidt.

”Jeg er så ked af det der er sket…” sagde han så.

Ignis valgt at kigge ned igen for ikke at få ham til at få det værre. Hendes blik kunne nærmest gøre, enhver der så ind i det, fyldt med medlidenhed, for hende. Det var jo synd at skulle lide sådan.

”Der er desværre intet jeg kan gøre… og jeg har en date til brylluppet… men det har Sliver ikke…” sagde han så med en udspekuleret undertone.

”Jeg vil ikke med…” sagde hun bare tomt.

Marcus kiggede lidt på hende og gik så nærmere hende, stadig lidt bange for hendes tomme blik, for det var jo ikke normalt at få sådan et tomt blik medmindre man virkelig elskede personen. Det havde hun desværre bare aldrig fået sagt.

”Det bare, hvis du vil være her lidt længere…” sagde han så.

Hun rystede på hovedet og han sukkede. Hun var virkelig langt ude og det kunne han godt fornemme, det var virkelig tydeligt, både at se og høre på hende. Hun var jo ikke længere snaksaglig eller sig selv. Måske var det bedst for det hele hvis hun bare tog hjem.

”Det var bare en idé” sagde han så.

Han vendte om og begyndte at gå imod døren, der var jo intet at gøre, intet som han kunne gøre for hende. Skønt han gerne ville hjælpe så kunne han ikke. Tankerne fløj igennem hendes hoved, hun ønskede jo bare at tilbringe tid med Aaron. Hvis hun tog afsted den næste dag ville hun jo aldrig se ham mere og hvordan foregik deres bryllupper? Det var jo også et spørgsmål. Hun sukkede og vidste ikke helt hvad der gik af hende.

”Så Sliver har ikke nogen date?” sagde hun.

Marcus lyste nærmest op da han hørte de ord fra hendes mund. Som om der var lys forenden af tunellen, det var der jo ikke. Aaron skulle jo giftes med Cordelia. Men hun ville i det mindste have lov til at sige farvel i sit eget tempo.

”Nej, han har ingen date, han har utrolig nok aldrig været damernes ven… Men jeg vil advare dig, han bryder sig stadig ikke synderligt om dig” sagde han så.

Ignis sukkede og nikkede. Hvad skulle hun dog gøre nu? Der var vel ikke andet at gøre end at prøve. Hun havde dog næsten så godt som givet op, det eneste hun havde, var et knust hjerte. Hun rejste sig fra sengen.

”Jeg ser hvad jeg kan gøre…” sagde hun bare tomt.

Der gik ikke lang tid før hun var ude på gangene for at finde Sliver. Gangenes labyrint hverken drillede hende eller gik hende på mere. Det var som om hun kunne finde rundt via sin lugtesans. Det ville have undret hende hvis hun ikke havde været så ligeglad med alting, alt andet end Aaron. Hun sukkede og fulgte lugten af den person hun havde set som en slange, skønt han var en kat. Lugten af Sliver. Der gik ikke lang tid før hun kom til en dør, lugten var stærk der. Hun stod lidt, nervøs var hun en smule, for hvad kunne han finde på at forlange af hende som date? Det ville sikkert ikke blive uden et men. Hun skulle nok klare den, hun havde alligevel intet at tabe. Hun havde allerede mistet den hun elskede. Hun bankede på døren, efter hun havde stået i lidt tid. Hun ventede.

”Gå din vej, menneske” lød det snerrende derinde fra.

Det måtte være Sliver. Det lød som ham skønt hun ikke helt genkendte hans stemme. Hun blev lidt irriteret over hans snerre og det at han så ned på hende på grund af hendes race. Hun tog fat i det hvide dørhåndtag og åbnede døren. Hun kom ind i et værelse, anderledes fra de andre, selvom farven blå gik igen, som i de andre værelser, så var der flere ting derinde og alligevel så tomt, tomt for følelser og sjæl.

”Jeg sagde skrid!” kom det fra ham.

Hun fik da øje på ham, han sad på sin seng, eller rettere hun så hans skikkelse, for der var stof der hang ned som en rigtig drømmeseng, og gjorde det svært at se ham tydeligt, skønt hendes forbedret syn. Hun sukkede irriteret.

”Hvad vil du, menneske?” sagde han hårdt.

”Jeg vil være din date til brylluppet” sagde hun uden en dirrende stemme.

Han kom frem fra sengen, han havde kun en kåbe på efter hvad hun kunne se. Han smilede på en lidt modbydelig måde. Smilet falmede da han kunne se hendes alvor.

”Så det vil du?” sagde han lidt mumlende.

”Ja!”

Hun kiggede ham i øjnene og han stoppede kort op, som om han havde set noget, noget anderledes, noget andet. Noget omkring hende. Han kiggede lidt på hende, sådan et elevatorblik, også et par gange. Det fik hende til at føle sig udstillet og dårlig til mode, men hun holdte hovedet højt og modet oppe.

”Okay… på en betingelse” sagde han så.

Hun nikkede, hun var frisk på det meste, bare med lidt mere tid sammen med Aaron, om det så skulle være på afstand, det var hun næsten ligeglad med. Det optimale ville jo være at de var sammen, men det var jo lettere sagt en gjort. Nærmest umuligt.

”Gå til Odin og sig du vil drikke hans eliksir” sagde Sliver så med et grumt smil.

”Eliksir… hvilken slags?” sagde hun lidt tøvende.

”Ingen spørgsmål, hvis du vil være min date, gør du det uden spørgsmål” sagde han lidt hårdt.

Hun nikkede.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...