Ignis i Kattenes Land

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 maj 2014
  • Opdateret: 26 sep. 2014
  • Status: Færdig
Ignis er en pige uden arbejde, så hun sidder hele dagen derhjemme med sin kat. Hun er en meget katte fikseret person uden at være usund i det, syntes hun selv. Hun lever i idyl og ro, men hvad sker der når hendes kat en dag får et brev og derefter stikker af?

5Likes
35Kommentarer
703Visninger
AA

3. Hullet i jorden

Brownie trykkede sig lidt ned da hun kom tættere på. Hun kunne da høre en miaven udenfor busken og tænkte det nok var katten som normalt hærgede dette område, som havde lugtet en ny modstander. Hun blev nu panisk. Brownie var jo kampkat, så hun ville ikke lade ham slås. Hun kravlede mere ind i busken og før hun vidste af det løb Brownie afsted ud af busken. Ignis krøb lynhurtigt ud af busken anden side og løb så efter ham. Hun løb efter ham selvom det nok var en dum idé, men hun ville ikke miste ham af syne.

”Brownie, kom her” hviskede hun panisk efter ham.

Hun løb efter ham på afstand, for ikke at jage ham, for hvis han løb til, havde hun ikke en chance for at følge ham. Heldigvis for hende, luntede han forvirret rundt, eller det lignede det. Det så dog også lidt ud som om han var på vej et sted hen. Heldigvis for Ignis havde hun en okay kondi skønt hun ikke bevægede sig meget, men lidt bevægelse var der dog i hendes hverdag, og nu dette. Brownie forsatte bare i det tempo og stoppede kort for at kigge efter sig, for at se på hende. Han luntede da videre og Ignis forsatte efter ham, hun gav ikke op, hun nægtede.

Efter lang tid, hvor hun kom længere og længere væk hjemmefra, kom de til en skov. Den skov der lå forholdsvist tæt på lejlighedskomplekset, men det var stadig en bid vej. Hun nægtede i sindet at give op, men hendes krop var ved at være træt og hun kunne ikke forstå hvorfor han blev ved med at lunte videre når hun var lige bag ham. Hvorfor han stak af? Brownie sprang op på en væltet træstamme som var lidt bred og satte sig så for at vente på hende, eller det virkede det som. Hvor ville han have hende hen? Da hun næsten var nået op til træstammen, sprang han ned på den anden side og luntede videre. Ignis kom med nød og næppe over træstammen og gik så videre. Ja hun var gået ned i lidt hurtigt gå tempo, for han luntede ikke så hurtigt.

Sådan forsatte det i noget tid, før hun var så dybt inde i skoven at hun følte sig utryg. Det var også ved at blive mørkt og hun havde ingen idé om hvor hun var, for der var ingen stier og ingen huse eller mennesker. De havde nemlig ej heller gået i en lige linje, så hun anede ikke hvordan hun skulle komme hjem igen, men hun var gået for langt til at give op. Hun gik lidt videre før hun så at Brownie var stoppet ved et stort hul der gik skråt ned i jorden, men stadig meget stejlt. Bagved hullet var der tæt tjørnekrat så langt øjet rakte, så hun vidste ikke hvad hun skulle gøre, hvis han valgte at løbe igennem det.

Med et sprang Brownie ned i hullet, Ignis sprang efter ham men landede et par centimeter fra hullet, det var ikke helt gennemtænkt. Hun var nu mudret og beskidt. Hullet var stort nok til hun kunne komme derned, hun var bare bange for at blive begravet levende. Hun satte sig op og var trist, for hun var overbevidst om at hun nu havde mistet ham, sin egen lille prins. Med et, lød en miaven, lige som hun skulle til at rejse sig op. Det var en velkendt og meget kaldende miaven. Det var Brownie.

”Jeg kommer nu Brownie!” sagde hun ned i hullet.

Hun tøvede men bevægede sig så ned i hullet, der gik dog ikke lang tid før hun mere eller mindre mistede fæstet i jorden og trillede ned i det dybe mørke hul. Det var som om det ingen ende havde. Hun landede dog i noget blødt, men hun ænsede knap noget mere, for hun var træt, mentalt og fysisk udmattet, samt den rulletur havde gjort hende rundtosset. Der var jord på hendes øjenlåg så hun ville ikke åbne øjnene. Der var også mørkt, så hvad forskel gjorde det? Dog kunne hun høre noget vand risle. Var det en underjordisk kilde. Måske kunne hun vaske sit ansigt. Hun kom op på alle fire og kravlede afsted mod lyden i blinde. Bare lige vaske ansigtet og så kigge efter Brownie, som hun formåede var væk nu. Der gik ikke lang tid før hun med et chok fandt sin ene hånd i vandet. Hun mærkede efter, ja køligt vand som virkede rent. Dog kunne hun ikke sige det med sikkerhed, da hendes øjne var lukkede. Hun tog med begge hænder, vand på til ansigtet og skyllede det. Blev bare ved til hun følte det var nok. Først der åbnede hun øjnene.

Alene, hun var alene, i noget der mindede om en lund med en sti lidt længere fremme. Hun kiggede sig omkring, men det hele var mørkt og lidt utydeligt, så nej, hun kunne intet se, ingen Brownie. Hun kiggede tilbage hvor hun var kommet fra, det eneste der var, var det fordømte hul. Hullet som hun nok ville få problemer med at komme op ad. Hun kom på benene og gik lidt rundt for at se om hun kunne se Brownie i lysningen.  Aftensolen sidste stråler lyste op på himlen men skyggerne var lange og mørke, så det var mørkt også. Hun satte sig tæt ved hullet, op af en jordvæg der var der, den var flere meter høj og det lod til hullet var den eneste vej tilbage. For stien forsatte bare fremad.

Ignis krøb sammen, både af kulde og sorg. Hun ville nok aldrig finde sin prins, sin egen Brownie. Han var væk for altid. Ignis kiggede opgivende op på himlen og hendes øjne løb i vand ved både tanken om at have givet op, men også at hun det nok var realistisk at hun aldrig fandt ham. Den første tåre faldt fra hendes øje og ned af hendes kind og ned på hagen og så ned på hendes knæ. Hun var jo krøbet sammen. Der gik ikke lang tid før tårerne bare trillede ustoppeligt ned af hendes kinder og hun blev stoppet i næsen. For det gjorde man.

Hun faldt i søvn, lige der, ventende, ventende på sin prins.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...