Ignis i Kattenes Land

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 maj 2014
  • Opdateret: 26 sep. 2014
  • Status: Færdig
Ignis er en pige uden arbejde, så hun sidder hele dagen derhjemme med sin kat. Hun er en meget katte fikseret person uden at være usund i det, syntes hun selv. Hun lever i idyl og ro, men hvad sker der når hendes kat en dag får et brev og derefter stikker af?

5Likes
35Kommentarer
731Visninger
AA

8. Gør dig godt

Hendes ønske blev hurtigt opfyldt, hun kom nemlig da hen over forgården og der stod han. Denne gang var han iklædt noget pænt tøj. Hun lignede stadig noget der var løgn. Han var dog ikke alene, der stod noget der mindede om tjenestefolk ved hans side. Hun kunne straks se hans urolige blik da han så hende. Hun var jo en smule foroverbøjet, bange, rystende med våde øjne og en rød kind. Hun gik langsomt, men hendes skridt føltes ikke så tunge mere, tværtimod, hun følte sig let som en fjer og havde bare lyst til at løbe over og kramme ham, af en eller anden grund. Nok fordi han virkede til at være den eneste venlige person her på stedet. Han begyndte at gå hende i møde da hun ikke var den hurtigste. Ud fra hendes synspunkt kunne hun så godt forstå det. Han var hurtigt henne hos hende og kramme hende. Det var et tiltrængt kram, noget hun havde brug for, som om han læste hendes tanker. Hun puttede sig bare indtil ham, for hun var så bange og rystede stadig. Hun skævede kort op ind i hans milde brune øjne. Han lagde da ørerne ned da han kiggede over på fængselsdirektøren.

”Er det sådan du behandler min mage? Får dem til at have det så dårligt?” sagde han hvæsende og vredt.

Hun gemte bare hovedet indtil ham da fængselsdirektøren begyndte at stamme og mumle før han blev sendt væk. Selv anede Aaron jo nok ikke hvad der var sket, men det var ubehageligt at tænke på for Ignis. Lige nu ville hun bare så gerne gemme sig væk og glemme det hele. Hun sukkede dirrende og var lettet, men stadig skadet psykisk over den terror hun var blevet udsat for. Aaron slap hende og trak sig lidt væk og kiggede på hende, hvorefter han tog hendes hånd.

”kom med min egen, ingen vil gøre dig fortræd nogensinde igen” sagde han med en mild stemme.

Hun nikkede med nogle stadig våde øjne, han anede jo stadig ikke hvad der var sket og hvor tæt på det havde været. Hun vidste heller ikke om det ville være en god idé at fortælle ham, for ja, hun var stadig meget påvirket af hændelsen. Hun gik bare med og kiggede ned, hun kunne dog ikke lade vær med at få lidt sommerfugle i maven da han flettede deres fingre ind i hinanden. Var hun virkelig ved at blive lun på sin egen kat? Eller var det bare hvordan hun var påvirket ovenpå hændelsen?

De kom ind i en stor hal, men hun så knap noget, hun var så fortabt i den terror der var sket for hende, hun gik bare i sin egen verden og han måtte guide hende rundt. Hendes øjne var helt tomme og det lagde han godt mærke til. Han bed sig i læben og var faktisk urolig for hende, for hvad der var sket. De kom til et kammer, som var gjort klar til hans hjemkomst og sengen var stor nok til to personer. Hun kom først til sig selv da de var kommet ind i kammeret og var alene. Hun rystede kort på hovedet og kiggede rundt, det var meget royalt og det var som om barokken mødte den moderne tid. Virkelig smukt, men hun var også lidt bange for det hele. Det var så anderledes end det hun var vand til, det var så urealistisk det hele. Hun havde bare fuldt sin kat og fulgte ham stadig men var stadig bange, for det burde da ikke være menneskeligt muligt at det kunne lade sig gøre, at hendes kat kunne være en mand. Hun sukkede dirrende og lod sig føre hen til sengen og fik sat sig ned, hun kiggede ikke rigtigt på ham, hun var mere bekymret lige nu.

”Hvad går der på, kære? Hvad gjorde de ved dig?” sagde Aaron med sin blødeste stemme.

Hun kiggede op på ham og kiggede ham lige ind i øjnene. Hun faldt en smule til ro over hans rolige og milde øjne. Hun kiggede bare ind i hans øjne og kunne virkelig bruge et kram mere, men hun kunne godt se han ikke ville opgive før han fik et svar, hun kendte trodsalt sin søde men stædige kat, han var lidt ligesom hende, ville aldrig helt give op.

”Da jeg var i cellen, prøvede en af vagterne... på at… voldtage mig…” sagde hun så.

Hans katteagtige pupiller blev meget smalle.

”Hvor langt nåede han?” sagde han mildt men også lidt bestemt.

”Han rørte mig… dernede… længere nåede han ikke” sagde hun dirrende.

Der gik ikke længe før hun begyndte at græde, det var jo ikke kun det, han havde jo slået hende, forulempet hende, terroriseret hende, det var det der gjorde ondt, det hele til sammen. Hun græd bare og krøb sammen og gemte sit ansigt i sine hænder, hun var virkelig påvirket af det. Der gik ikke lang tid før Aaron havde armene om hende og trak hende ind til sig, det var tydeligt han også var påvirket af at se hende sådan, for det var jo ikke en normal opførelse for hende. Hun plejede at være en stærk pige, men lige nu, lige der, havde en person, en hvis kattemand, pillet det ned og erstattet det med en bange og svag pige. Det ville dog ikke være permanent, hun skulle nok blive god igen, men det ville tage tid, lang tid. Hun stoppede langsomt med at græde da han aede hende over ryggen, hun sukkede til sidst dirrende og han gav slip i hende og kiggede lidt på hende, da hun fjernede hænderne fra ansigtet. Hun kiggede på ham og han kom med et mildt men også charmerende smil, som fik hende til at blive lidt blød i knæene og det ville kunne ses hvis hun havde stået op. Hun var stadig lidt forvirret over sine pludselige følelser for ham, om de var ægte eller om det bare var fordi han var venlig overfor hende? Hun kiggede forsat på ham og han tilbage.

”Ignis, jeg ved hvad du trænger til for at berolige nerverne, som plejer at hjælpe på dig” sagde han så.

Hun lagde hovedet lidt på skrå, for hun forstod ikke helt, had plejede at hjælpe på hende, jo hendes kat, men det var jo ham, så hun så ikke hvad der ellers kunne hjælpe på det hele. Han smilede lidt over hendes blik.

”Se ikke sådan på mig, jeg mente hvad plejer at hjælpe hver gang du er ked af det?” sagde han så.

”Det ved jeg ikke, hvad plejer at hjælpe mit humør?” sagde hun med en ynkelig ru stemme.

”Et bad kære” grinte han så.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...