Ignis i Kattenes Land

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 maj 2014
  • Opdateret: 26 sep. 2014
  • Status: Færdig
Ignis er en pige uden arbejde, så hun sidder hele dagen derhjemme med sin kat. Hun er en meget katte fikseret person uden at være usund i det, syntes hun selv. Hun lever i idyl og ro, men hvad sker der når hendes kat en dag får et brev og derefter stikker af?

5Likes
35Kommentarer
733Visninger
AA

19. Følelser

”Hende, hvem hende?” sagde Ignis lidt spørgende.

Sliver sukkede, det var tydeligvis noget der gik ham på, men et ville være bedst at snakke om, det kunne selv Ignis se. Hun kiggede roligt på ham og afventende, men alt han gjorde var bare at sukke. Hun havde på fornemmelsen at han selv ville komme frem med det når han var klar, samtidig var hun dog nysgerrig. Hun blev siddende hos ham, for hun kunne godt fornemme at han ikke skulle være alene, ikke lige nu, ikke sådan som han havde det nu. De sad bare i en rum tid, hun smilede til ham og han tilbage. Han blev da alvorlig og sukkede endnu en gang.

”Du ligner hende, og dit gåpåmod… det er det samme” sagde han endelig.

”Hvem var hun?” sagde Ignis så lidt alvorligt.

Han sukkede og hun kunne se hans læber dirrede, det var hårdt for ham at snakke om. Det ville dog være bedst at komme ud med, så hun ventede stadig. Hun ville gerne hjælpe ham, nu hvor han jo på en måde hjalp hende.

”En af tjenestepigernes døtre…” startede han med at besvare hendes spørgsmål.

Hun nåede ikke at spørge igen før at han stoppede hende ved at ligge en hånd på hendes. Hun kiggede lidt på hånden og så på ham.

”… vi blev venner, i en ung alder og vi fulgte hinandens opvækst… en dag, ja en dag kom hendes mor ikke på arbejde og jeg så ej heller hende…” sagde han grødet.

Han var tydeligvis på vej til at græde igen, Ignis blev helt trist af at høre hvordan han havde det og kunne næsten gætte sig til at historien langt fra ville ende lykkeligt. Hun tog hans hånd i sin og gav et klem.

”Fortæl videre” sagde hun mildt.

”… deres hus var da brændt ned i løbet af natten, med alle deri og også hende. Der blev ingen begravelse holdt og det var først efterfølgende at jeg opdagede… at jeg opdagede… at jeg havde været forelsket i hende… og at jeg aldrig fik sagt det til hende før hun døde” græd han.

Ignis blev helt trist til mode og vidste alverdens kram ikke ville kunne hjælpe på det. Hun kiggede på ham, så ned på deres hænder og sukkede.

”Kender godt følelsen” sagde hun så lidt tomt.

Sliver blev med et også lidt medliden at kigge på, men også lidt nysgerrig. Hun havde jo aldrig sagt at hun elskede Aaron, skønt hun faktisk gjorde. Hun tog sin hånd væk og op på hjertet.

”jeg fortalte aldrig min prins at han betød hele verdenen for mig” sagde Ignis trist.

Nu var det Slivers tur til at smile lidt og trække hende ind til et kram. Ignis græd ikke, hun nægtede, hun ville ikke.

”Du kan stadig nå det endnu, Ignis” sagde Sliver så mildt.

Ignis kiggede forbavset op på ham, hvordan kunne hun nå det? Hvordan kunne det også komme hende til gode, at sige sådan noget, til en andens mage? Hun sukkede dirrende.

”Find din stålfaste gåpåmod frem, du skal ikke give op endnu” sagde Sliver til at starte med.

”Du skal følge dit hjerte til det yderste, til det sidste. Du må ikke give op Ignis. Det må du ikke. Der var en grund til jeg gjorde dig til kat, for skønt jeg ikke har set Aaron længe så kan jeg genkende lykke når jeg ser den, og den ser jeg, hver gang i to er sammen” sagde Sliver opmuntrende.

Det virkede, hans opmuntrende lille peptalk hjalp på hende og hun krammede ham kort igen, før hun slap ham og nikkede, hun ville ikke give op, hun ville have Aaron tilbage, tilbage fra Cordelias greb. Hvad hun skulle gøre vidste hun ikke. Hun kiggede lidt på Sliver.

”Hvordan skal jeg nogensinde kunne få Aaron tilbage?” sagde hun så lidt nervøst.

Sliver lagde trøstende hånden på hendes skulder. Hun kiggede på ham, han var lidt højere end hende. Hun vidste ikke hvad hun skulle gøre, gøre for at få Aaron tilbage til sig. Hun kiggede forsat på Sliver.

”Jeg har en idé, en god idé” sagde han så.

Hun kiggede på ham undrende. Hvad mon hans idé gik ud på, hun var lidt nervøs, men samtidig havde hun ikke så meget at miste, så hun burde tage chancen, ligesom med eliksiren. Hun rørte kort ved sine ører, de bevægede sig og det var næsten som om hun var kilden på dem. Hun havde ej heller styr på sin hale, det var som om den anden sit eget liv. Så kunne den også bare passe sig selv. Hun ventede på hans idé skulle komme ud af hans mund. Han smilede så hun kunne se hans skarpe hjørnetænder. Smilet smittede.

De snakkede frem og tilbage. Han kom ud med planen, planen om at ødelægge brylluppet. Selvom det ville kræve en del, så lod det faktisk til at kunne lade sig gøre med lidt held og planlægning. Hun kunne ikke lade vær at glæde sig, bare en del, for hvis det lykkedes så ville hun få sin kære Aaron tilbage. Sin egen lille prins tilbage.

Hun gik ned af gangen, nu skulle planen ud i livet, klokken var mange, men hun havde en opgave at lave før den store dag. En sidste opgave, som garanteret ville blive svær. Gangen var mørk men hun så perfekt i mørket med sine nye sanser, som blandt andet var synet. Hun var dog stadig nervøs og bange, for der var en chance for at hun ville miste ham for altid og så blive anholdt for gud ved hvad. Kongen skulle nok finde på noget, havde hun fået af vide af Sliver. Hendes opgave bestod af en person, en person som kunne få tingene til at ske, få det hele til at ske. Som havde et netværk af forbindelser. Ignis vidste bare ikke om personen var for eller imod at brylluppet kom til at stå. Håbet lå for imod. Hun stoppede op på gangen da modløsheden ramte hende, hun var bange for det ikke blev til noget, skønt der var en del som støttede op for hende, så var der sikkert også sin del imod. Hun rystede på hovedet og gik mod opgaven, hvis navn var; Kita.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...