Ignis i Kattenes Land

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 maj 2014
  • Opdateret: 26 sep. 2014
  • Status: Færdig
Ignis er en pige uden arbejde, så hun sidder hele dagen derhjemme med sin kat. Hun er en meget katte fikseret person uden at være usund i det, syntes hun selv. Hun lever i idyl og ro, men hvad sker der når hendes kat en dag får et brev og derefter stikker af?

5Likes
35Kommentarer
719Visninger
AA

17. Eliksiren

Hun gik ned af gangen. Lidt hurtigt, hendes eget langsomme tempo var for længst væk, alt denne stress, alle disse ting. De havde gjort at hun ikke længere kunne kende sig selv, alligevel kæmpede hun. Hun ville ikke give op, hun ville kæmpe til det sidste. Hun kom afsted til det værelse hvor Odin var, hun kunne høre ham nynne. Han virkede til at have en fin sangstemme. Hun trådte ind af den halvåbne dør. Hun kiggede rundt, der var masser af planter i hans værelse, og hun kunne høre noget koge.

”… Odin?” sagde hun så.

”ja kom nærmere Ignis” sagde han som om han havde ventet hende.

Hun trådte nærmere, hun vidste ikke helt hvorfor han var så venlig, måske havde han også fået af vide, sandheden om hende og Brownie. Hun trådte nærmere og så ham stå ved et kemisæt af en art, nok bare lidt mindre avanceret end det der normalt var. Men stadig på et pænt højt niveau. Hun kiggede på det, ville næsten spørge hvad han var i gang med at lave, men hun måtte ikke stille spørgsmål, hun skulle bare have eliksiren.

”Hvad bringer dig hid?” sagde han venligt men også lidt medliden.

”jeg skal have din eliksir” sagde hun venligt men stadig stålfast.

Hun kunne se han blev overrasket over det, sikkert over hvorfor hun kendte til den. Hun sagde ikke noget videre skønt hun var fyldt til randen med spørgsmål, men de måtte vente.

”Er du… sikker?” sagde han lidt tøvende.

Hun nikkede, for hun vidste hun ville snakke over sig hvis hun åbnede munden. Hun var også lidt bange, for hvad hvis nu der skete noget, noget som ikke skulle ske. Eller rettere, noget hun ikke ønskede, skulle ske. Hvad skulle det dog også være?

”O… okay” sagde han så.

Han fandt en lille fin flaske frem med noget mørkt turkist indhold, hun tog imod det og kiggede lidt på det, så på ham. Hun tog fat i den lille korkprop og åbnede den.

”Du skal nok ikke…” nåede han kun.

Hun førte den op til munden og drak, drak det hurtigt og uden at brokke sig. Smagen var sødlig og fyldte hele hendes mund meget hurtig. Samtidig varmede det hele vejen ned af kroppen, ligesom alkohol. Hun følte varmen i kroppen, men det var ikke en rar varme. Det var en tom varme. Hun følte ingen glæde ved varmen, ikke ligesom den varme som kom fra hendes bryst når hun så Aaron.

”… drikke den” forsatte han med et suk.

Hun havde allerede drukket den, hun følte sig ikke synderligt anderledes, hun kiggede lidt på ham, nærmest lettet over der ikke var sket noget endnu. Men med et kom det. En form for mavekramper tog over hendes mave og hele hendes krop værkede. Det dunkede og gjorde ondt. Et piv kom fra hende da hun krøb sig lidt sammen for at falde ned på knæ. Odin så lidt forskrækket ud og vidste ikke helt hvad han skulle gøre. Dog vidste han udmærket hvad eliksiren gjorde, alligevel var han nervøs.

”hvad… hvad sker der?” sagde hun med en angstfyldt stemme.

Han kiggede lidt på hende, mens hun faldt helt ned at ligge på grund af smerterne, han satte sig på hug ved hende, denne høje kattemand kunne virke utrolig lav, når han stod på hug.

”Rolig… det kun naturligt det der sker” sagde han beroligende.

Han tog hende op i sin lidt ranglede arme, men han var stærk, og han bar hende over i sin seng. Hun vred sig i smerte og holde adskillelige skrig inde. Det var virkelig en ubehagelig fornemmelse og det gjorde ondt, sygt ondt. Det var sådan en smerte som kom i ryk, ligesom stød, bare værre. Odin forsvandt kort for at komme tilbage med en anden flaske. En lille flaske med noget gennemsigtigt pink indhold.

”Her drik det her” sagde han beroligende.

”Hvad er det?” sagde hun pivende.

”Noget der får dig til at sove” sagde han roligt.

Hun drak det hurtigt, en anelse grådigt, for hun ville gerne sove smerterne væk og håbe de var væk når hun vågnede. Hun kiggede lidt på ham, lidt rundt, smerterne var der stadig og hun krøb yderligere sammen på den ene side. Holde sig op maven med den ene hånd og den anden ved munden, som om hun var ved at kaste op. Odin virkede utrolig rolig. Hun overvejede kort at råbe og skrige af ham på grund af hans rolighed. Det var nærmest irriterende at se på, men samtidig også en smule forsikrende om at det ikke var værre. Hendes syn begyndte at blive mere sløret og det blev sværere at fokusere på Odin. Til sidst faldt hendes øjne i. Hun sov.

”Hvordan kunne du finde på sådan noget?” lød en lidt hård stemme.

”Hun gik selv med til det” lød det lidt grumt.

”De fortalte hende sikkert ikke engang hvad der ville ske!” lød det nærmest hvæsende.

”Og hvad så?” sagde den grumme stemme igen.

Ignis hørte dem snakke. Hun var begyndt at vågne, men hendes krop var stadig tung, hendes øjenlåg, det hele. Hun kom med en lille lyd, som man siger når man ikke helt kan vågne. Stemmerne stoppede deres raseri og fodtrin lød. De kom nærmere, den ene af dem. Den anden blev nok stående. Ignis prøvede at åbne øjnene, men det var svært, hun så kort ud imellem øjenlågenes lille revne, en skikkelse. Før de lukkede i igen.

”Ignis?” lød en venlig og blid stemme

”… mmh” kom det fra hende.

Hun kæmpede igen med øjenlågene, denne gang fik hun dem mere op og holde dem oppe, men alt var sløret til at starte med. Hun kiggede rundt, det var stadig sløret. Indtil hun fik synet tilbage, hun så nu alting klart, meget mere klart end nogensinde før.

”Hvad… hvad skete der?” sagde hun så lidt grødet.

”Du bør hvi…”

”Du en af os” afbrød Sliver, Odin.

”Hvad?” lød det lidt forvirret fra hende.

Hun kiggede lidt uforstående på Odin for så at kigge på Sliver, hun vidste ikke helt hvad han mente. Hun kæmpede sig op og sidde, kiggede lidt på en urolig Odin, uroen stod bare malet i hans ansigt, det var så tydeligt. Hun mærkede da noget pelset ved sin ene hånd, noget som bevægede sig roligt, nærmest træt og dovent. Hun kiggede ned. En hale. En hale! Hun farede op og ud af sengen, var nærmest ved at vælte da hendes ben knap kunne holde hende. Hun kom til et spejl, det var ikke så langt væk igen fra sengen, hun løftede det lille håndspejl og kiggede på sig selv og blev helt bleg.

Hvad havde de dog gjort ved hende?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...