Ignis i Kattenes Land

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 maj 2014
  • Opdateret: 26 sep. 2014
  • Status: Færdig
Ignis er en pige uden arbejde, så hun sidder hele dagen derhjemme med sin kat. Hun er en meget katte fikseret person uden at være usund i det, syntes hun selv. Hun lever i idyl og ro, men hvad sker der når hendes kat en dag får et brev og derefter stikker af?

5Likes
35Kommentarer
717Visninger
AA

12. Ej velkommen?

Aaron stod tilbage, det havde han ikke forventet. Ignis løb afsted og følte sig utrolig hurtig og smidig. Hun løb afsted igennem døren og ud i haven, hun løb udenfor, for indenfor var en labyrint af gange og værelser og sale. Så udenfor det blev, hun løb afsted og ud i haven, og videre ud igennem rosenbuske og sprang over blomsterbede, hun var ligeglad om det var den kongelige have, hun skulle bare væk, aldrig mere ville hun slås af nogen. Aldrig mere terroriserende lussinger, aldrig mere at blive kaldt et gement menneske. De havde alle dømt hende på hendes udseende uden at lære hende at kende, sådan noget hadede hun.

”Ignis” kaldte Aaron efter hende.

Han kunne ikke komme efter hende, for Kita holdte fast i hans arm med et betuttet udtryk og samtidig også nogle vrede øjne. Hun kunne ikke lide mennesker og ingen helt forstod hvorfor.

”Du må ikke gå… hun er jo bare et menneske” kom det fra Kita.

Aaron rev armen til sig og kiggede vredt på lille Kita som var den yngste i søskendeflokken på fem. Først var der Aaron som var den ældste og tronarvingen. Dernæst var det Marcus, Odin, Sliver og så Kita. Kita begyndte at græde, og Sliver rullede med øjnene, selv Odin og Marcus syntes hendes krokodilletårer var for meget.

”Kita… Ignis er min mage” sagde Aaron på en lidt pædagogisk måde.

Kita fnøs af ham og stak snuden i vejret.

”Hun er dig ikke værdi!” sagde Kita så.

Aaron sukkede og kiggede ud i haven og tænkte kort mon hvor langt Ignis var nået.

”Jeg… jeg må finde min mage” sagde han så bestemt.

Ignis var nået et godt stykke afsted, hun havde ikke kigget sig tilbage og været blindet i tårer så hun var forsvundet ind i den store labyrint for enden af haven, den som førte til muren, der var ingen mulighed for at komme væk og muren var for høj til at kattefolk kunne springe op og hun var jo menneske. Hun fandt et bænk i labyrinten og satte sig og sad bare og tørrede sine tårer væk, hun var ked af det, men også vred og forvirret over det hele. Det var som om noget var i forandring hos hende. Hun sukkede dirrende. Hvad var hun dog blevet slæbt ind i? Hun følte sig forvirret over det hele, og hun var åbenbart mage til Aaron, eller Brownie som hun gerne måtte kalde ham. Det havde hun jo ikke sagt ja til, skønt hun egentlig godt kunne lide ham, så var hun ikke ligefrem mage materiale. Hun var jo menneske.

Han var hurtigt hos hende, han kunne genkende hendes lugt og skyndte sig igennem stier og frem til labyrinten og ind i den, han fulgte hendes dejlige ferskenagtige lugt, mest fordi den ikke kunne beskrives på andre måder end fersken. Han kom frem til hende og smilede til en ret betuttet og fortvivlet Ignis.

”Ignis, min egen… vil du ikke med tilbage?” sagde han mildt.

Hun kiggede op på ham da han dukkede op, og så ned, hun ville allerhelst bare med ham, for af en eller anden grund elskede hun det koncept han stod for, men hun var ikke sikker på at hun elskede ham, ikke endnu. Hun kiggede bare ned, tænk hvis hun holdte ham for nar eller noget, og hun aldrig fik følelser for ham, og han ville jo gerne have hende som mage, det betød vel at han godt kunne lide hende på et eller andet punkt.

”Brownie…?” kom det så fra hende.

”ja?” sagde han roligt.

”Hvorfor kalder du mig egentlig din mage når du ikke ved om jeg elsker dig?” sagde hun så meget ligefrem.

Han kom roligt nærmere med et mildt blik og rolige bevægelser.

”Fordi jeg vil give dig muligheden for at falde for mig, hvis ikke du har lyst er det også okay” sagde han.

Hans ører vendte lidt ned, som om han var ked af det, som om han var bange for svaret, hun opdagede det godt, hun havde ikke set ham sådan nogensinde, for han var jo altid den søde og rolige person eller kat.

”Det ikke at jeg ikke har lyst… vil bare ikke holde dig for nar hvis det nu aldrig sker…” sagde hun så.

Hun så en anelse trist ud og det var nok til at få ham til at lysne op og gå hen og kramme hende, han virkede ikke ligeså trist mere, mest fordi hun virkede trist over at være bange for ikke at blive forelsket i ham, det var i hvert fald sådan han opfattede det. Han holdte hende bare blidt ind til sig og hun gjorde ikke modstand på nogen måde.

”Giv det nu tid, min egen, giv det tid…” sagde han beroligende til hende.

De kom efter lidt tid tilbage til spisesalen hvor de andre næsten var færdige med at spise, de havde skam ikke ventet på dem. Ignis kiggede rundt og følte sig mere oplagt på det hele skønt hendes kind stadig var rødlig og gjorde ondt. Hun kiggede på dem hver især, Macus så rolig ud og var også den næstældste og virkede også sådan, Odin virkede meget klog i det, sådan som han sad med en bog og læste til maden. Det kunne dog godt snyde, det kunne jo være han bare kunne lide at læse, men han så klog ud. Sliver kiggede kort på hende med et modbydeligt blik, som om han havde noget i tankerne som kun kunne være ondt og nedladende overfor hende. Kita havde næsten allerede spist op og sendte hende et dræbende blik, Ignis nægtede at krybe under det, men var alligevel ved det. Aaron flyttede stolen ud for hende og hun satte sig og han satte sig overfor hende, ved siden af hende sad Odin og læste, han skænkede hende ikke nogen form for opmærksomhed, men det kunne jo være han var så fordybet i bogen. Hun følte sig ikke just hjemme her, kattefolkene kunne jo ikke lide hende.

Ignis havde ingen synderlig appetit oven på det hele, men spiste alligevel lidt, det lagde Aaron godt mærke til men han sagde intet, smilte bare lidt og spiste selv helt op. De rejste sig fra bordet og han førte hende tilbage til deres gemakker.

”Jeg har desværre noget jeg skal i dag, men jeg håber du kan få dagen til at gå, hvis der er noget så bare sig det til en af tjenerene” sagde han med et smil.

Han forsvandt da ud af døren, lettere bekymret for hende og lod hende så tilbage alene.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...