Ignis i Kattenes Land

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 maj 2014
  • Opdateret: 26 sep. 2014
  • Status: Færdig
Ignis er en pige uden arbejde, så hun sidder hele dagen derhjemme med sin kat. Hun er en meget katte fikseret person uden at være usund i det, syntes hun selv. Hun lever i idyl og ro, men hvad sker der når hendes kat en dag får et brev og derefter stikker af?

5Likes
35Kommentarer
732Visninger
AA

7. Cellen

Hun vågnede ved at høre den knirkende celledør åbne. Hun satte sig op og strakte sig, og kiggede mod vagten der stod i døren, hun håbede på hun kunne komme ud nu, for nu var hun frisk og udhvilet. Vagten lukkede døren bag sig og hun blev pludselig meget usikker på hele situationen, mest på grund af hans smil.

”Tag tøjet af, menneske!” sagde han hårdt til hende.

Hun sprang op og bakkede tilbage mod muren og kiggede panisk på ham, hun ville ikke voldtages, hun ville ikke misbruges. Vagten var der med det samme, meget hurtig og smidig.

”Hvis du ikke gør det frivilligt, så jeg vel bare nødt til at tvinge dig” sagde han så lidt ondskabsfuldt.

Det var som om vagten håbede på modstand, som om det var det han ville have ud af det. Hun havde skam ikke tænkt sig at give op uden modstand og kamp, men stadig. Hun vidste han nok ville vinde, og med den angst i baghovedet smækkede hun ham en lussing i håb om den sang for hans øre. Vagten grinte og tog hendes ene hånd over hendes hoved. Hun svang den anden hånd imod ham og ramte ham på siden af hovedet med endnu en lussing, han grinte bare videre.

”Du slår som en mand, interessant” sagde vagten bare ondskabsfuldt.

Man kunne se på hans hale at han havde det sjovt. Skønt han tikkede lidt med det ene øje, nok fordi hun havde givet ham to lussinger. Hun skulle til at svinge hånden igen, men han greb fat i den. Hun havde ikke været hurtig nok og han samlede begge hænder på hende over hendes hoved. Hun var fanget. Hun begyndte at vride sig, havde stadig ikke skreget efter hjælp, mest fordi hun ikke regnede med at der var hjælp at hente. Hun kæmpede imod og prøvede at sparke ud efter hans skridt, for et spark der ville gøre at han var paralyseret i noget tid. Han fik klemt fandt om hendes ben med låret meget hurtigt, hurtigere end hun kunne nå at sparke. Hun kiggede med angst på ham. Det var det han ville have. Angst, panik, at folk indså de ikke kunne gøre noget ved det han ville, at han havde kontrollen. Hun gav ham det hele, især da han to på hendes barm, hun skreg af angst og han fjernede hånden da hendes toner var både høje og lyse nok til at han fik ondt i ørerne. Hun lagde godt mærke til det og trak vejret ind til det nyt skrig, før han smækkede hende en lussing.

Hun blev da mere medgørlig, da hun indså på den led hun havde tabt, hun havde tabt kampen og ville nu blive voldtaget af en kattemand. Hendes øjne løb i vand da han begyndte på gramseriet igen. Hun kunne ikke lide det, men hun kunne nok ikke kalde efter hjælp, hun kunne nok ikke gøre noget som helst for at undgå det. Hendes hænder blev holdt hårdt og stramt over hendes hoved og hendes ene ben imellem hans. Hvad kunne hun gøre? Stressen og panikken bredte sig i hendes krop og hun skulle til at skrige igen, men da hun huskede på den lussing han havde givet hende, som stadig hang i luften, stoppede hun. Hendes kind var rød og hun var bare så bange at hun knap kunne holde sig oprejst.  Han begyndte at løfte hendes bluse op, afslørede hendes bh, som han gramsede videre på. Hun begyndte lydløst at græde, bange, panisk og opgivende.

Med et hørtes noget eller nogen der kom løbende, åbenbart nogen der havde løbet langt, men det var kun i det fjerne. Hun kunne høre det stoppe for enden af gangen og snakke med en anden og hun kunne så høre at den anden stemme blev alvorlig. Hendes tøj var næsten fjernet nu, så godt det nu kunne, men hun prøvede at forestille sig et andet sted hen, dog faldt tårerne stadig. Hun var bange, for hun var ikke på pillen, den havde hun droppet sammen med sin sidste kæreste. Hun ville simpelthen skulle bære et barn. Hun vred sig da han rørte hende forneden, han var hårdhændet og ville have mere reaktion ud af hende, det var tydeligt. Der kom med et, et råb som fik ham til at stoppe og nogle tunge skridt kom mod cellen og med et blev døren revet op og vagten hevet væk af en vred direktør.

”Hvad laver du med prinsens mage!” sagde han bare vredt og hårdt, direktøren.

Hun faldt sammen og krøb sammen, reddet, men ikke for det psykiske. Vagten var selvfølgelig overrasket og tydeligvis bange. Hun begyndte at få tøjet på igen, med dirrende og rystende hænder, bange og ude af stand til at vide hvad der nu ville ske. Hun håbede det var ovre.  Hun sad bare sammenkrøbet og vagten blev med en masse skæld ud sendt væk. Hun blev hjulpet op af direktøren. Hun kunne dog godt fornemme det var skuespil, han vidste godt hvad der havde været gang i. Hun var pænt sikker i sin sag, men havde ingen beviser. Hun blev fuldt ud af cellen som om intet var sket, det eneste der afslørede der var sket noget var hendes våde øjne og røde kind.  Den gjorde stadig ondt, men ikke så ondt som det psykiske der var sket, den terror hun så kort var blevet udsat for. Hun lagde slet ikke mærke til sit forbedrede syn, eller lugtesans eller hørelse. Hun var så optaget af hvad der lige var sket at hun knap lagde mærke til hvor de førte hende hen.  Men hvis hun lagde mærke til det, ville det være den samme vej som hun kom fra, men hun var simpelthen så såret indeni at hun kun kunne tænke ufrivillige tanker om det.

Hun kom ud i lyset og løftede hånden da det var skarpt for øjnene. Hun lagde først nu mærke til hvor mørkt der havde været dernede, nede i cellen og der nede hvor det næsten var sket. Hun gøs ved tanken og så herrens ud, hun var en anelse sammenkrøbet og bange for det ville gentage sig. Hun var bange, virkelig bange og ville bare se Aaron.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...