Criminal Mind † One Direction (Pause)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 maj 2014
  • Opdateret: 11 jul. 2014
  • Status: Igang
Moon Horans liv er ikke som andre teenagepigers liv. Det ændrede sig for 3 år siden, da hun var 15, og havde været til en Koncert oppe i byen. Hun var på vej hjem til hendes storebror, Niall Horan, som lige var blevet kendt. Hun var i London i hendes sommerferie, og boede hos hendes bror. På vej hjem så hun hele tiden skygger bag sig. Hun blev kidnappet. 3 år senere bor hun stadig i London, men bare ved en 21 årig knægt, der ikke kan styre sine lyster. En aften efterlader knægten 'Brent', Moon alene hjemme. Hun flygter, og ender ude på en fodboldbane. 5 drenge finder hende, og Niall genkender med det samme hans forsvunde søster. Mens Moon lever livet, og Niall og drengene er meget beskyttende, og en lille flirt mellem Harry og Moon opstår. Er Brent på fri fod, og vil dræbe hende, og dem der tog hende til ham. Harry prøver at få den gamle uskyldige Moon tilbage, men for vært sekund der går, kommer Brent tættere på sit mål om at dræbe dem ..

52Likes
87Kommentarer
4012Visninger
AA

8. Brent DarkWall †

 

 


 

"Kom nu Niall, tag nu din telefon" Jeg kan ikke tænke på andet end hende. Udover alle de tatoveringer og piersinger, så er der nogle punkter, hun godt kunne ligne Niall på. Hendes ansigttræk, hele hendes statur, og hendes irske accent. Jeg er helt sikker på, at hvis hun smed solbrillerne en gang, så havde hun de samme blå øjne. Jeg er lige nu igang med at få fat i Niall, men han tager ikke sin telefon. Jeg kunne også bare sige det til ham, når vi skulle spille fodbold over i parken, men jeg er bare så opsat på dette her! Jeg kan ikke glemme den måde hun sparkede manden på, hvor selvsikker hun var efter det. Jeg husker hende ikke volding. Jeg husker hende kun som en sød pige, der ikke kunne gøre en flue fortræd. Den måde hun sparkede ham på, man skulle tro, at hun have prøvet det mange gange før. Dog forbløffede det mig også, at hun så så bange ud, da hun på min i øjne, og da jeg sagde mit navn. 

"Hey bro, what's up?"

Jeg bliver revet ud af mine tanker, da en irisk stemme lyder i telefonen. 

"JEG SÅ MOON IGÅR!" Råber jeg måske lidt for højt end i røret. Jeg kan næsten forstille mig Niall, der holder telefonen væk fra øret. Jeg høre ham gispe, og eller bliver der stille i telefonen. 

"Du må ikke joke med mig Styles!" Siger Niall advarende end i telefonen, og lyder en lille smule såret. Hvorfor tvivler han på mig?! Okay, det kan jeg faktisk godt forstå. Hehe...

"Niall, jeg lover dig for, at jeg ikke joker! Jeg kunne aldrig finde på at joke med dig, om sådan et emne som dette" Jeg kan nærmest høre den måde, Niall jubler ende i ham selv lige nu.

"HVOR?! HVORNÅR?! HVORDAN HAR HUN DET?!" Spørgsmålende køre bare ud af hans mund, mens jeg prøver at finde en start, på en god sætning. 

"I går aftes ved 3 tiden, lige ude for Joes lejlighed. Hun blev forfulgt af en fuld mand, på gaden. Jeg så bare på, i mens hun pludseligt gik til angreb på ham. Hun sparkede ham, og var lidt for selvsikker. Jeg vidste ikke hvem hun var der, og hun vidste heller ikke hvem jeg var der. Manden slog hende så i maven, også-"

"Vent?! SLOG MANDEN HENDE I MAVEN?!" Råber Niall højt. Jeg sukker håbløst ud, og vender tilbage til historien.

"Ja han slog hende i maven. Hun faldt derefter til jorden, i mens han råbte af hende. Jeg greb selvfølelig end, og slog manden bevidstløs. Men da jeg rigtigt opdagede, at det var hende, var da jeg så en af hendes tattoos på hendes håndled. Der stod Horan på, og hun skyndte sig væk, da jeg sagde mit navn, og hun opdagede at jeg havde set hendes tattoo" Der blev helt stille i den anden ende af røret, så jeg gav ham lidt tid. Jeg ved godt at det er en stor mundfuld det jeg fortalte, men det slukke ud på den ene er eller den anden måde. 

"Harry jeg bliver nøs til at gå" Og med de ord, lagde han på. Jeg tager langsomt mobilen væk fra øret, og kigger forvirret på den. Han lød som en der havde grædt. Jeg smed telefonen ned i sofaen, og kastede mig selv der ned i. Mit blik lander på det hvide loft, der er det mest spændene lige nu. Jeg tager min arm op foran mit hovede, for at tjekke klokken. 06:12. Så må jeg hellere til at gøre mig klar, til at være sammen med drengene. Vi skal mødes der klokken 7, fordi at vi gerne vil spille fodbold, uden en masse skrigende fans.

 

 

 

Louis stopper bilen på parkeringspladsen, og vi alle stirre ud. "Hjem kære hjem!" Råber Louis, og tager armene op i luften. Jeg griner stille af ham, i mens jeg rystede på hovedet. "Louis ik' råb højre, tænk nu hvis der kommer fans" Siger Liam fornuftigt, og kommer om på den anden side af bilen. Ikke misforstå det Liam lige sagde, vi elsker vores fans. Vi var entet uden dem, de er vores liv. Vi er som et teamwork. De er brillerne, og vi er glasset. Man kan ikke se uden glas, og man kan ikke kun gå rundt med brilleglas. 

Drengene og jeg går hen i mod parken, som ligger lige over på den anden side af vejen. Jeg har taget mine solbriller på, hvis t-shirt, og mine jeans. Dog kan man kende mig på tatoveringerne, og mit stort krøllede hår. Græsset kommer under mine fødder, hvilket betyder, at vi er i parken. Der er nogle ældre mennesker der sidder på bænkende, og nogle mennesker der går tur med hundene. Dog er der ingen teenagepiger i syne. Vi går helt ned til enden af parken, hvor der ingen mennesker er. Der er heller ikke så mange træer, der er også kun en bænk. Vi kommer der ned, og Niall begynder at drible lidt rundt. Jeg løber hurtigt efter ham, i håb om at få fat i bolden.

"Hey drenge! se lige!" Jeg kigger hurtigt over i mod Liam som råbte det, og ser ham pege over i mod bænken. Jeg kigger undrende der hen, og ser en pige? 

 

 


 

Hele min krop ryster, da jeg fryser mere end Jack og Rose i Titanic. Jeg ligger under nogle træer der skygger for solen, i mens vinden omfavner mig. Jeg har ikke andet end en top på, og mine korte shorts.  "Hey drenge! se lige!" Høre jeg en dyb stemme råbe, der ikke er så langt væk fra mig. Jeg vil ikke åbne mine øjne, da jeg bare vil sove lige nu. Jeg høre nogle skridt komme her over i mod, så jeg åbner træt mit ene øje. Jeg stivner helt, da jeg ser 5 alt for velkendte ansigter! Og min bror! Hvordan har de fundet mig! Jeg vil ikke have ham til at se mig sådan her! Han skal blive stolt af mig, når han ser mig! Ikke hvor jeg ligger på en bænk i en park, og sover! Og slet ikke sådan er påklædt! Jeg mener, man kan se min sorte frække bh igennem trøjen, på mit bælte står der, Give me your D! 

"Hallo? er du okay?" Jeg lukker hurtigt mine øjne igen, og håber på at man ikke kan se mine øjne, igennem disse solbriller. En varm hånd ligges på min overarm, og rusker bildt i mig. "Hey, prøv lige vent drenge" Høre jeg Harrys hæse stemme pludseligt. Mit hjerte sidder helt oppe i min hals, for om jeg bliver opdaget. Jeg har ikke givet Niall et blik i nu, da jeg vil se ham rigtigt, ikke liggende på en bænk! "Det er sku' da!" Høre jeg ham igen. Pludseligt tager nogle store varme hænder,  fat i min lille frosne krop, og sætter mig hårdt op. Mine solbriller bliver revet af, og jeg åbner frustreret mine øjne. Jeg kigger på den første person jeg for øje på, som er Harrys øjne. "Jeg vidste det!" Jubler han, og peger på mig, i mens han kigger over på Niall. Jeg følger hans øjne over på ham, og ser direkte end i hans blå. De skinner helt af lykke, og er fyldt op med vand. Jeg kigger akavet ned i mine hænder, og leger lidt med dem. Jeg ved ærlig talt ikke, hvor jeg skal gøre af mig selv lige nu. Jeg kigger op i hans øjne igen, som hvor tårerne løber ned af hans kinder. "Niall jeg er så ked af det" Siger jeg stiller, og fælder en tåre. Der er helt stille hos dem, hvilket starter en dårlig fornemelse i min mave. 

"Hvor har du været henne?" Jeg kigger overrasket op, med helt røde øjne. Niall er gået lidt tættere på mig, så jeg følger mig lidt lille. "Hos en dreng ved navn Brent-" Jeg holder en lille pause, for lige at få styr på det hele. "Brent, Brent DrakWall. Jeg har boet i den uhyggelige side af London, de sidste 3 år. Jeg-" "BRENT DARKWALL! NÅR JEG FINDER HAM SÅ-" "Niall, stop. Han er-" "JEG VIL SKU' DA IKKE STOPPE, MOON! HAN HAR KIDNAPPED DIG, ændret dig" Det sidste var nok ikke mening at jeg skulle høre, men han har jo ret. "Niall.." Jeg rejser mig op fra bænken, og går hen op krammer ham. Han ligger tøvende hans hænder rundt om mig, hvilket gør en smule ondt på mig. Jeg piver stiller, hvilket Niall trist nok høre. Pis. Han trækker sig forvirret væk fra mig, med rynkende bryn. "Hvorfor piver du?" Spørg han mistroisk om, og kigger grundigt på min krop. "Ik' nog-" Jeg når ikke at sige mere, enden han trækker op i min bluse. Hele min mave bliver blottet for dem, så jeg følger mig utilpas. Jeg ved godt at Brent ser mig vær dag nøgen, men det er fordi det er ham der er skyld i mærkerne på min krop, så det er normalt, men dem, det er lidt underligt. "Er det ham?" Kommer det hviskende bag mig, så jeg hurtigt kigger der om. Det er Zayn der spurgte. Jeg prøver at fange hans øjne, men de er bare klistret fast på min krop. "Kom vi tager hjem" Siger Niall muggent, og slipper min trøje. Han vender sig hurtigt om og går, og vi andre følger med.

 

 

Ikke rettet.

Endu et kap her fra!

Hm.. hvad sker der nu?

husk at like!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...