I am Alice

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 maj 2014
  • Opdateret: 21 maj 2014
  • Status: Igang
Alice lever i et samfund, hvor dagene er hårde, nætterne usikre, og konsekvensen af fejl, hård. Hun lever ovenpå murbrokker og minder om en forlængst svunden fortid, der aldrig kommer tilbage.
Hvad gør hun, når hun bliver revet ud af sin normale, robotagtige hverdag, og bliver kastet ud i en række situationer, hun ikke kender til? Kan hun overleve i en verden, hvor det er hver mand for dem selv, og hvor ingen bekymrer sig rigtigt om hinanden?

0Likes
0Kommentarer
129Visninger
AA

3. Chapter 3.

"Hov, Alice! Kom lige,"
Jeg retter mig op, efter at have stået og rodet nogle murbrokker igennem. Jeg stryger sveden væk fra panden. Selvom det er en kølig dag, får man det varmt af at traske rundt og samle nyttige ting til afdelingen sammen. 
"Hvad?" råber jeg tilbage. 
Vivian står halvtreds meter nede ad gaden, inde i et halvt sammenstyrtet hus, i det der engang var en dagligstue. 
"Kom nu bare!" råber hun.
Jeg sukker, går hen og tager cyklen og bevæger mig ned mod hende. Da jeg når frem, står hun og hiver og slider i noget, der sidder fast under nedstyrtede murbrokker. 
"Kom lige og hjælp!" puster hun, mens hun lægger alle kræfter i. 
"Hvad er det?" spørger jeg, da jeg hopper af cyklen og går ind til hende. 
Det er kun det yderste af det jeg kan se. Det ligner et stykke stof. I en sjov grålig, støvet blå farve. Det er ret grimt. 
"Hvad i alverden vil du med det?"
Vivian kigger op på mig med et irriteret ansigtsudtryk. 
"Hjælp mig nu bare!"
Jeg sukker og ruller med øjnene af hende, før jeg begynder at skubbe til murbrokkerne, så det bliver lettere for Vivian at hive stoffet ud. Efter et par minutters asen og masen, stønner jeg af udmattelse og slipper murbrokkerne, der ikke har rykket sig mere end et par milimeter. Vivian kigger indigneret på mig og rynker brynene. 
"Kom nu Al!" udbryder hun. "Du kan ikke bare slippe! Jeg havde det næsten,"
"Hvad vil du med det?" spørger jeg tvært og lægger armene over kors. 
"Kan du ikke være ligeglad?" vrisser hun og hiver og slider i stoffet. 
"Flyt dig," brummer jeg og skubber hende til side. "Skub til brokkerne, så hiver jeg i hvad det så end er,"
Vivian ser stadig irriteret ud, men gør som jeg siger. Det plejer hun. Hun har stærkere armmuskler end mig, og kan måske flytte murbrokkerne mere end jeg kan. Efter et minuts slid, lægger Vivian alle kræfterne i og jeg trækker så hårdt jeg kan. Pludselig forsvinder modstanden fra brokkerne, og jeg falder på røven, med stoffet og en allerhelvedes masse støv. Jeg hoster og gisper, da jeg mærker den hårde jord under mig, og kniber øjnene sammen. 
"Vi, for helvede! Jeg sagde jo det var en dårlig idé," gisper jeg og vifter foran mit ansigt, for at få støvet væk. 
Da jeg endelig kan se noget igen, står Vivian med et triumferende smil. Jeg kan ikke se hvad det fede er. Jeg har ondt i røven og støv over det hele og det eneste jeg har fået ud af det, er et stykke grimt stof. 
"Her," mumler jeg surt og kaster stoffet over til hende. 
Hun griber det, som var det noget dyrebart og smiler strålende til mig. 
"Kom!" hun hiver mig op at stå og trækker mig med ud til cyklen. 
Forvirret - og en smule irriteret - følger jeg med, og sætter mig på ladet blandt urene, nogle stykker tøj, et par gamle bildæk og alt det andet ragelse vi har fundet i løbet af dagen, mens Vivian sætter sig på sadlen. 
"Hold det her," 
Hun rækker mig stoffet, som jeg nu ser har nogle små pletter i den ene ende, hvor den blålige farve er mere tydelig. Jeg rynker brynene, da Vivian cykler gennem gaderne, så hurtigt hun kan. 
"Hvad er klokken?" gisper hun forpustet, efter et kvarter. 
Jeg kigger på mit slidte armbåndsur og puster støvet af det. 
"16.45" siger jeg så. "Hvad skal vi? Vi skal altså være tilbage om tre kvarter, det ved du godt, ikke?"
"Jo jo," stønner Vivian og cykler videre, alt hvad remmer og tøj kan holde. 
Da vi har været undervejs i godt 25 minutter, standser hun endelig op, foran noget der engang har været et af de der bassiner, hvor der er sådan en dims ude i midten, som sprøjter vandet opad. Jeg ved ikke hvad det hedder. Nogen har fyldt bassinet med vand, og jeg lægger hovedet på skrå. 
"Hvad skal vi her?"
"Vent og se," Vivian har helt røde kinder efter den lange cykeltur, men hun stråler som en sol, da hun hopper af cyklen og tager stoffet ud af mine hænder. 
Jeg hopper ud af ladet og følger nysgerrigt efter hende, hen til bassinet. Selvom jeg er lidt irriteret over at vi har brugt så lang tid på det åndssvage stykke stof, er jeg også spændt på hvad hun har gang i. 
Vivian sparker sine sko af, sætter sig på kanten af bassinet, og ruller sine bukser op til knæene, før hun svinger benene over, og lader fødderne glide ned i vandet. Hun gyser. 
"Føj, hvor er det koldt!" udbryder hun og griner til mig. 
Jeg ruller med øjnene. 
"Helt ærligt, du kunne have taget fodbad derhjemme!"
"Vær nu lidt tålmodig, Al!" siger Vivian hemmelighedsfuldt, hvorefter hun med en graciøs bevægelse, lader stoffet dumpe ned i vandet. Hun tager fat i det med begge hænder, holder det under vandet, og begynder at gnide på det. Vandet omkring hende farves hurtigt en gråbrun farve, og jeg kan ikke se noget som helst. Efter lidt tid, rejser hun sig op og rykker sig til siden, så stoffet kommer over i det renere vand. Jeg sukker opgivende og sætter mig på jorden. 
"Sig til når du er færdig," brummer jeg. 
Efter et par minutter, rejser Vivian sig op med et sejrssmil. 
"Kom og se!" hviner hun. 
Jeg har aldrig hørt hende hvine på den måde før, så jeg rejser mig hurtigt og går hen til hende. Hun har begge hænder på ryggen. 
"Er du klar?" hvisker hun spændt. 
Jeg nikker, og bliver en smule smittet af hendes iver. 
Langsomt og ærbødigt tager hun hænderne frem. Og der ligger et stykke stof i den smukkeste farve jeg nogensinde har set! Det er en slags blå. Og så alligevel ikke. Det skinner og glitrer  og drypper af vand. Jeg måber og lader forsigtigt fingrene glide over stoffet. Det er blødt som ... jeg ved ikke hvad! Rundt omkring, i sirlige former, er der nogle orange, og så alligevel ikke så orange, måske nærmere pink-agtige, mønstre. Det er smukt. Fantastisk smukt. Og så blødt. 
"Hvad er det?" hvisker jeg forundret. 
"Et tørklæde, tror jeg," hvisker Vivian med lys i øjnene. 
Jeg rynker brynene. Et tørklæde er noget der skal holde halsen varmt. Det der kan ikke holde noget som helst varmt. Det er alt for småt og fint. 
"Jeg ved det," siger Vivian, som har hun læst mine tanker. "Men er det ikke smukt?"
Jeg nikker betaget og rækker hænderne frem. Hun giver mig tørklædet - eller hvad det nu er - og jeg lader det glide mellem mine fingre. Det er let og blødt, lidt som følelsen af vand. Og så ikke alligevel. 
"Hvordan..?" hvisker jeg. 
Vivian smiler over hele ansigtet. 
"Det var støv og skidt der dækkede det. Det er nok derfor der ikke er nogen der har fundet det endnu," hun smiler til tørklædet og det er så smittende et smil, at jeg ikke kan lade være med også at sende det smukke stykke stof et fjoget grin. 
"Du er heldig," hvisker jeg og mener det. 
Jeg havde aldrig gidet interessere mig for det, sådan som det så ud da vi fandt det. Eller, da Vivian fandt det. 
"Vi er," retter hun mig og smiler skævt. 
"Det er dit,"
"Og dit!"
"Du fandt det!"
"Ja, men jeg synes vi skal dele det,"
"Faktisk, må vi ikke engang beholde det," 
Lysene i Vivians øjne bliver øjeblikkeligt slukket. Hun stirrer på mig, helt fortabt. 
"Jamen..."
"Messias skal have det. Han skal have alt det vi finder," siger jeg med så blid stemme som muligt. 
Vi må slet ikke have noget der er så fint!
"Men Alice..." hvisker hun fortvivlet og knuger tørklædet ind til sig, som var det et uskyldigt barn. "Kan vi ikke ..."
"Nej, Vi! Vi får bare problemer,"
"Men Alice, vi kan ikke give det til ham. Han giver det bare til Malica eller Freya, og det vil jeg ikke have!"
"Heller ikke jeg," jeg sukker og klør mig i håret. 
"Kan vi ikke nok beholde det?" hendes smukke øjne er store og runde, da hun ser bedende på mig. 
Jeg sukker og lukker øjnene et øjeblik. 
"Hvis du kan få det uset med ind i lejligheden," siger jeg så. 
Vivian hviner og hopper op og ned som et andet fjollet pigebarn. Jeg har aldrig set hende opføre sig sådan før. Jeg smiler, og kan ikke lade være med at blive glad over hendes underlige opførsel. 
"Kom," siger jeg til sidst. "Vi skal hjemad,"

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...