I am Alice

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 maj 2014
  • Opdateret: 21 maj 2014
  • Status: Igang
Alice lever i et samfund, hvor dagene er hårde, nætterne usikre, og konsekvensen af fejl, hård. Hun lever ovenpå murbrokker og minder om en forlængst svunden fortid, der aldrig kommer tilbage.
Hvad gør hun, når hun bliver revet ud af sin normale, robotagtige hverdag, og bliver kastet ud i en række situationer, hun ikke kender til? Kan hun overleve i en verden, hvor det er hver mand for dem selv, og hvor ingen bekymrer sig rigtigt om hinanden?

0Likes
0Kommentarer
131Visninger
AA

2. Chapter 2.

Da jeg rejser mig op og børster støv og tør jord af mine bukser, er hele solen tydelig i horisonten. Det betyder at jeg har lige præcis et kvarter til at nå ned til Afdeling C og stille til arbejdsfordeling. Messias bliver skide sur hvis vi kommer for sent, så jeg haster ned ad bagsiden af bakken, og gennem skoven. 
Da jeg kommer til udkanten af skoven, kigger jeg forsigtigt ud, scanner området for vagter, og da jeg ikke kan se nogen, løber jeg så hurtigt jeg kan, fra skovbrynet, og hen over hvad der engang var en kæmpestor vej, en motorvej, tror jeg de kalder det. Jeg springer over det lave hegn på modsatte side og sætter derefter farten ned. Jeg er inde på byens område. Her må jeg godt færdes. Det er noget andet med bakken. Alt udenfor byen er forbudt område for os arbejdere. Sådan er det bare. Jeg har aldrig forstået hvorfor, så jeg trodser reglerne hver morgen for at se solen stå op. Det er det smukkeste tidspunkt på døgnet, og jeg ville ikke gå glip af det, for noget i verden. 
Nu da jeg er i sikkerhed inden for bygrænsen, sætter jeg farten lidt ned og kigger på mit ur. Ti minutter til arbejdsfordeling. Jeg passerer nogle hjemløse der sidder på gaden og halvsover, nogle i en rus af alkohol, andre påvirkede af forskellige former for narkotika. Jeg gyser, da jeg passerer et hjørne, og ser en kvinde i fyrrerne ligge op ad en mur, med ærmet på venstre arm smøget op og adskillige prikker i huden på indersiden af albuen. Hun ligger med en sprøjte i sin blege hånd, og hendes øjne stirrer dødt ud i luften. En smule hvid fråde sidder i mundvigene. Jeg standser op og ser mig om efter vagter, men kan ingen se.
Hun var smuk engang. Kvinden. Det kan jeg se. 
Jeg ser mig om for at sikre at der ikke er andre end mig her, bøjer mig ned over hende, holder vejret, af frygt for lugten af død, og gennemroder hendes lommer, uden at røre for meget ved hende. Jeg kan mærke at hun er iskold gennem tøjet. Da jeg ikke finder andet end nogle værdiløse runde plader, kaldet mønter, retter jeg mig op igen og trækker håret om på ryggen.
Jeg fortsætter efter nogle sekunder, og støder, efter et halvt minuts tid, næsten ind i en mand, klædte i sort og armygrønt, da jeg runder et hjørne. Hans uniform består af grønne armybukser, et våbenbælte med to pistoler, en sort T-shirt med en skudsikker vest over, og en grøn kasket. Over skulderen har han en rem, med et form for automatvåben sat fast til. 
"Se dig dog for!" snerrrer han, og skubber lidt til mig. 
Jeg kigger ned i jorden og synker en gang. 
"Undskyld Soldier," mumler jeg. 
Så kommer jeg i tanke om kvinden. 
"Jeg har en rapport om et dødsfald," siger jeg, stadig med nedslåede øjne. 
Det er bedst ikke at se vagterne i øjnene. De bryder sig ikke om det, og at folk undgår øjenkontakt, får dem til at føle at de er mere værd end os. Det synes jeg nu ikke de er, men jeg vil ikke udfordre skæbnen. Så får Messias problemer og det betyder at jeg får problemer. Nej tak. Ikke noget af det. 
"Hm?" grynter han og retter på sin kasket. "Ja, så kom da med det, hvem er det?" fortsætter han utålmodigt, da jeg ikke siger mere. 
Jeg peger over min venstre skulder og synker en gang. 
"Ti meter nede af vejen. Ved et hjørne på højre side. En kvinde."
"Kender du hende?" han kniber mistænksomt øjnene sammen. 
Jeg ryster svagt på hovedet. 
"Nej sir, jeg fandt hende sådan. En overdosis tror jeg,"
"Og du er simpelthen læge, så du kan se den slags?" han er ved at blive utålmodig og jeg kan godt forstå ham. Han skal have fjernet liget, inden for mange kommer ud på gaderne og folk begynder at stjæle hendes tøj.  
"Nej," svarer jeg, en smule irriteret.
"Nej, hvad!" han tager fat i min overarm, og jeg ved at det ikke nytter noget at trække armen til mig. 
"Nej, sir!" mumler jeg sammenbidt og ser stjålent op på ham. 
Han er pæn. Markeret kæbe, grønne øjne, flotte læber. 
"Sig mig, skal du ikke til arbejdsfordeling?" spørger han, og jeg fokuserer på en lille ujævnhed i vesten, for ikke at se op på ham igen.
"Jo sir," svarer jeg og nikker. 
"Så kom afsted med dig! Og lad det gå lidt tjept," 
Jeg nikker, ser ned og skynder mig videre. Jeg ser på mit ur og sætter i løb. To minutter til arbejdsfordeling. Jeg håber Vivian er kommet op og er på vej derned. Der er ingen grund til at vi begge får ballade. Jeg løber gennem de øde gader, tager en smutvej gennem nogle gyder, da jeg næsten støder ind i en gruppe vagter, og når frem til en kæmpestor, grå betonbygning, med et højt jernhegn hele vejen rundt om. Bag bygningen er der en gård, hvor arbejdsfordelingen finder sted. Afdeling C.
Jeg haster hen til gitterporten, finder mit nøglekort frem og kører det igennem scanneren. En lille lampe lyser grønt, og jeg skynder mig igennem og rundt om bygningen. Foran mig står en gruppe mennesker på rad og række, og en mand på cirka tredive år, står og taler med en lille gruppe mennesker henne ved døren fra bygningen og ud i gården. Han er let at få øje på, høj som han er, med sit blonde, maskinklippede hår, lyse hud, og vagt-lignende tøj. Messias. 
Da jeg småløber hen til de andre, sniger mig bagved rækken, og håber at Messias og hans slæng ikke får øje på mig, stikker et ansigt pludselig ud bag alle ryggene. Et ansigt med strålende grønne øjne og pjusket, kort, blondt hår. Hun vinker ivrigt af mig og mimer: 'Kom nu!'
Jeg skynder mig hen til hende og maser mig ind mellem hende og vores nabo og tidligere bandeleder, Ozzy. 
"Undskyld Ozzy, men jeg skal lige ..."
Ozzy grynter og rykker sig, så jeg kan stå mellem ham og Vivian. 
"Hvor har du været?" hvæser Vivian ud af mundvigen. 
"Ligemeget," hvisker jeg tilbage og retter ryggen. "Har Messias opdaget at jeg var væk?"
Vivian ryster på hovedet. 
"Du er heldig. Han har ikke talt endnu," 
Jeg ånder lettet ud og ser lige fremad, ligesom alle de andre. Messias og hans slæng vender sig om og går hen mod os. På hans højre side går Quinn, med sine lange lemmer, brune hår og brune øjne. På hans venstre går Malica, Messias' kæreste, med sin perfekte krop, chokoladefarvede hud og lange, sorte hår, bag hende går Buzzer, en lav, splejset dreng, med rødt hår og rindende, blå øjne. Rundt om gruppen går Messias' fire bodyguards, tavse Patrick, kvikke Alex, dumme Teddy og flotte Max. Som bagtrop kommer Freya. Messias' slavepisker. Hendes skarpt pageklippede, knaldrøde hår sidder perfekt og hendes smukke, grønne øjne er let sammenknebne som altid. Hun har ar på det meste af kroppen og bærer altid en lang pisk i sit bælte. Der er en grund til at de kalder hende slavepiskeren. 
Da gruppen når hen til os, stander Messias, og de andre gør det samme. Hans kolde, blå øjne søger rundt mellem os, tæller os og sikrer sig at alle er her. Jeg slår blikket ned, da hans øjne vandrer over mig, ligesom alle de andre. Ingen vil have ballade, vi vil bare have tildelt vores arbejdstjans, så vi kan få lov at komme afsted og tjene til føden. 
"Godt," Messias' klare, kølige stemme skærer igennem stilheden og han slår hænderne sammen. "Alle er her, kan jeg se. Lad os få fordelt noget arbejde," han knipser med fingrene ad Quinn, som rækker ham et stykke nyudprintet papir. 
"Godt. Lejlighed 1!"
David og Chris, de to fyre der bor i lejlighed 1 træder frem, sætter hænderne på ryggen og stirrer lige ud i luften på et punkt bag Messias' hoved. 
"Jagt," han peger over højre skulder og de to fyre forsvinder ud af gården. 
"Lejlighed 2!"
May og Claire træder frem. Claire halter en smule, efter at hun for nogle dage siden havde fået tildelt genopbygning en dag, og fik en bjælke ned over højre ben. Men hun er hård, og hun tager smerten uden at kny. Pigerne stiller sig ligeledes foran Messias med hænderne på ryggen og et tomt blik i øjnene. 
"Hvordan går det med dit ben, Claire?" Messias smiler spottende til den høje, rødhårede pige. 
"Fint, sir," svarer hun stift. 
Messias nikker og ser ned på sit papir. 
"Hjemløsehjælp," siger han og de to piger forlader gården. 
Jeg synes jeg kunne spotte et lettet udtryk i Claires ansigt. 
"Lejlighed 3!"
Jessica og Laura træder frem og får besked på at gå til Markedspladsen. Og sådan fortsætter det. Jeg ser op mod himlen og må ærgerligt konstatere at skyerne efterhånden dækker helt for solen, og den kølige luft begynder at krybe ind under min skindjakke, nu når jeg står stille. Jeg står og krydser mine fingre på ryggen og håber at blive tildelt samling. At gå hele dagen og samle forskellige ting på gaden og endda få en cykel med lad, til de ting man finder, er en god måde at tilbringe sin dag på. Da jeg registrerer at Ozzy og Jack bliver tildelt Rengøring, gør jeg mig klar til at træde frem. 
"Lejlighed 13!" råber Messias og Vivian og jeg træder frem og sætter hænderne på ryggen med blikket fremadrettet. 
Jeg får øje på en fugl der sidder på taget af Afdeling C, og kigger koncentreret på den. Jeg ser ud af øjenkrogen at Messias kigger på sin liste og så ser op på os. 
"Samling," siger han, og Vivian og jeg gør mine til at gå. 
Jeg fornemmer at hun smiler. 
"Hov, lige et øjeblik Alice," siger Messias så og tager fat i min arm. 
Vivian stopper forvirret op og ser på mig. 
"Gå du bare Vivian, hun kommer om lidt," Messias smiler det der smil, som aldrig når øjnene og vinker hende afsted. 
Vivian bliver tvivlsomt stående og kigger fra Messias til mig og tilbage igen. Mit hjerte hamrer i brystet på mig. Hvad har jeg gjort? Jeg har ikke gjort noget. Det føles som om hans hånd brænder sig ind i min arm. 
Alex træder frem og ser advarende på Vivian. 
"Gå," siger han skarpt, og Vivian vender sig modvilligt om og går ud af gården. 
Jeg stirrer ned på mine sko og synker en klump. 
"Alice, Alice, Alice ..." siger Messias, med falsk bekymring i stemmen. "Se på mig,"
Jeg ser forsigtigt op og kigger ham direkte i øjnene. Det hvide ar fra højre tinding til højre side af kæben lyser nærmest op i hans ansigt. Hans isblå øjne ser direkte ind i mine, og jeg føler næsten at han ser ind i min sjæl, ind i mit aller inderste. Nogle gange er jeg sikker på at han kan læse tanker. Jeg synker. Hans fyldige læber kruses i et lille smil og han løsner taget i min arm. 
"Alice. Jeg fik en rapport fra en vagt om at du befandt dig ude i byen her til morgen," sagde han, påtaget tænksomt. 
Jeg synker og mærker mine hænder ryste let. Jeg nikker svagt. 
"Undskyld hvad?"
"Ja, sir" hvisker jeg og slår blikket ned. 
"Hvad siger du?"
"Ja, sir!" siger jeg, lidt højere og med let rystende stemme. 
"Hvad lavede du derude?"
Jeg ryster på hovedet. 
"Ikke noget,"
Messias slår en glædesløs latter op og ser på mig med hovedet let på skrå. Han kniber øjnene sammen. 
"Aha. Vagten fortalte mig også at du rapporterede om en død kvinde. Overdosis, sagde du?"
"Ja, sir," siger jeg og blinker med øjnene, da jeg igen så på ham. "Hun havde stikmærker i armen og en sprøjte i hånden."
"Aha. Du har ikke slået hende ihjel, vel?"
Spørgsmålet kommer fuldstændig bag på mig. Jeg stirrer måbende på ham og ved slet ikke hvad jeg skal sige. Jeg lukker munden, åbner den igen, og lukker den så. 
"Jeg ... jeg ..."
"Har du slået hende ihjel, Alice?" Messias' stemme er lav og faretruende blid. 
Bag ham, kan jeg se at Freya lægger en hånd på sin pisk. Jeg ryster panisk på hovedet.
"Nej sir! Jeg sværger, jeg har ikke slået nogen ihjel! Jeg lover det, jeg har ikke gjort noget, jeg ..."
"Slap af, slap af, slap af!" Messias ler højt. "Selvfølgelig har du ikke det," siger han med klar stemme og klapper mig på skulderen. 
Han sænker stemmen. 
"Jeg holder øje med dig, Alice. Og gå så med dig!" 
Den sidste sætning siger han så højt at alle kan høre den, og jeg forlader gården med rystende ben, efter at Messias har puffet let til mig, for at få mig til at gå. 
Da jeg kommer ud af gitterporten, står Vivian op ad en mur med en cigaret i munden. Da hun ser hvor bleg jeg er, retter hun sig op og kigger nysgerrigt på mig. 
"Hvad så?" siger hun. 
"I-ikke noget," mumler jeg og sætter mit hår op i en hestehale. 
"Jeg holder øje med dig, Alice." Sætningen kører rundt i hovedet på mig. Hvad mener han? Hvorfor holder han øje med mig? Hvad har jeg gjort galt?
Vivian rynker brynene og vifter med en hånd foran mit ansigt. 
"Hvad sagde han?" bliver hun ved.
Jeg trækker på skuldrene og ryster skrækken af mig. 
"Giv mig den cigaret,"
Jeg tager cigaretten ud af hånden på hende, og vi taler ikke mere om det. På vej hen til Samling ryger jeg cigaretten og begynder ligeså stille at glæde mig til at strejfe om i gaderne med Vivian en hel dag. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...