I am Alice

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 maj 2014
  • Opdateret: 21 maj 2014
  • Status: Igang
Alice lever i et samfund, hvor dagene er hårde, nætterne usikre, og konsekvensen af fejl, hård. Hun lever ovenpå murbrokker og minder om en forlængst svunden fortid, der aldrig kommer tilbage.
Hvad gør hun, når hun bliver revet ud af sin normale, robotagtige hverdag, og bliver kastet ud i en række situationer, hun ikke kender til? Kan hun overleve i en verden, hvor det er hver mand for dem selv, og hvor ingen bekymrer sig rigtigt om hinanden?

0Likes
0Kommentarer
125Visninger
AA

1. Chapter 1.

Solens første stråler rammer bakketoppen og sender et varmt, gyldent lys hen over en by i ruiner. Den kolde morgenluft, bliver en smule mildere da varmen fra den kæmpemæssige ildkugle rammer jord, støv og murbrokker. Store bygninger mangler hele sider eller er styrtet i grus, og gader ligger øde hen i den tidlige morgen. Nye, improviserede bygninger er skudt op fra rester og fundamenter af de gamle, og enkelte højhuse står stadig, men mangler store dele, så man kan se direkte ind i, hvad der engang var lejligheder, kontorer eller institutioner. Himlen er smuk morgenrød, og er endnu ikke blevet ødelagt og gråsort af dagens os, røg og forurening. 
På bakketoppen i udkanten af byen, vajer de halvnøgne træer, hvis eneste beklædning er tørre, knasende orange, røde og gule blade, og intet dyr rør sig. En let vind suser gennem de få pletter græs der endnu er på bakken, og brisen får, som lange, smidige fingre, fat i en piges hår. Det er langt, mørkt og skinnende og bevæger sig livligt i den milde vind. 

 

Jeg er Alice. Bare Alice. Ikke mere end det.
Bare Alice. 
Jeg er 18 år gammel, og jeg bor i, hvad der engang var en velfungerende, smuk by. Jeg ved ikke hvad den hed, byen. Det er der ikke længere nogen der gør. Dem som gjorde, er borte for længst. Jeg ved heller ikke hvad der skete. Det fortæller de os ikke. De siger bare at det er bedst sådan her, at det måtte ske før eller siden, at det var skæbnen, og at vi nu lever som Gud havde tænkt det. 
Hvis det er sådan Gud havde tænkt det, tror jeg ikke han gjorde ret i sine tanker. Jeg kan ikke se hvordan dette skulle være skæbnen. At leve i en ruinby, arbejde dag for dag, og aldrig være sikker på om der kommer mad på bordet om aftenen. At leve i en verden med vold, intriger, magtliderlige medmennesker og med døden som nær følgesvend for de fleste. 
Jeg ved ikke hvad vi har gjort. 
"Gud har sine grunde" siger de hvis vi vover at spørge. 
Jeg ville gerne vide hvad de grunde er. For jeg ser ærlig talt ikke nogen mening i dette liv. Men på den anden side ved jeg heller ikke hvad jeg ville gøre, hvis det var anderledes. Hvordan skulle jeg vide hvordan jeg så skal opføre mig, hvordan jeg skal behandle andre, og hvad jeg skal give mig til? Jeg kender ikke andet end dette liv. Ville jeg kende nogle andre mennesker end dem jeg gør nu? Ville jeg vide hvem mine forældre er, eller var? Ville jeg bo et andet sted end Afdeling C? Ville systemet overhovedet fungere på den måde som det nu engang gør, hvis vi allesammen levede som man gjorde for så mange år siden. For man må jo have levet anderledes dengang. Ellers ville vi ikke leve vores liv ovenpå murbrokkerne og minderne om fortiden. Jeg har altid gerne villet vide hvordan det var dengang. Dengang denne by stod stor og smuk og velfungerende, dengang den havde et navn. 
Det kommer jeg nok aldrig til at vide. Jeg spørger i hvert fald ikke nogen. Jeg tror nu heller ikke at nogen af de overordnede jeg har omkring mig, ved mere end jeg gør. Det er bare en tanke, men jeg tror man skal længere op i systemet. Og jeg aner ikke hvordan man kommer derop. Den højeste overordnede jeg har set, er lederen for Afdeling C. Og han kan umuligt vide mere end jeg. 
Jeg tror i grunden ikke det er så slemt, den måde vi lever på. Jeg har hørt fra nogle af de andre i min afdeling, af der er byer hvor de ikke fik genopbygget systemet dengang det hele gik galt, og at i disse byer gik menneskene bersærk, voldtog, tævede og dræbte hinanden som dyr, og at nogle af de sidst tilbageværende måtte fortære deres døde medmennesker. Så foretrækker jeg helt sikkert dette sted, denne, engang så smukke by, med Afdeling C og overordnede, der fortæller mig hvad jeg skal gøre og hvornår jeg skal gøre det. Hvad skulle jeg gøre, hvis de pludselig ikke var der, og jeg ikke havde nogen til at fortælle mig hvad jeg skal gøre? Det er en skræmmende tanke. 
Men her er jeg så. 


Jeg er Alice.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...