3600 sekunder

I et fremtidigt USA er befolkningsantallet steget gevaldigt, og for at skærer ned på personerne, skal alle født på en ulige årgang, den dag den sidste i deres stat fylder atten til udtrækning, hvor der 10% af alle de attenårige bliver udtrukket til at dø. De bliver ført ind i et helt mørtk rum med en anden person, hvor de skal tilbringe deres sidste time. Blandt de mange unge findes Jane Hudsen og Ivie Thomas, der langsomt opbygger en relation i deres sidste sekunder, mens de langsomt begynder at forstå livet...
//Ivie er skrevet af Sofie og Jane er skrevet af Janice//

40Likes
47Kommentarer
1773Visninger
AA

8. Jane

Jeg gisper efter vejret. Mit hjerte dunker og tankerne kører rundt inde i hovedet. Selvom der ikke længere er timeglasset, til at signalere tiden, kan jeg langsomt se det for mig.

”Ilten er blevet meget tyndere.” Ivies stemme ryster, man kan høre at hun er bekymret og nervøs.

”Ja,” Min stemme er heller ikke meget bedre. Mit hjerte banker, og tårerne presser sig på. Det eneste jeg har i tankerne er fortrydelse og ærgrelse. Jeg bliver næsten sur på mig selv, men jeg skynder mig at sige, at det ikke ændrer noget. Vi sidder fast med kun få minutter tilbage. Minutter, som vi bare spilder ved at sidde her og sørge over det liv, vi om ikke længe mister.

”Pas på din vejrtrækning. Prøv at holde ved så lang tid du kan. Hvis du dør først, ved jeg da slet ikke, hvad jeg skal stille op med mig selv. “

Men jeg ved, at jeg dør først. Det siger jeg bare ikke til hende, for jeg vil ikke gør hende endnu mere trist end hun er i forvejen, så jeg tier stille. Da der pludselig er helt stille, kan jeg høre Ivie mumble noget.

”Velsign Theo, mor og far og alle derhjemme. Tak for alle minderne velsign de sidste minutter af dette vidunderlige liv,” mumler hun så stille, at jeg stadigvæk akkurat kan høre det. Jeg kan mærke et stik i brystet, men jeg er ikke sikker på, om det er fordi jeg er ked af det, eller om det er, fordi jeg er ved at få vejrtrækningsproblemer i det iltfortyndede rum. Hurtigt tager jeg mig til brystet, og jeg kan også høre at Ivie rejser sig brat op.

”Du må ikke, Jane. Ikke endnu.”

Jeg gisper efter vejret, imens Ivie kun undslipper et host engang imellem.

”Jeg er okay igen, Ivie. Bare rolig.” Jeg smiler, selvom Ivie ikke kan se det og prøver at klemme hendes skulder, men rammer ved siden af.

”Av, Jane!” griner hun. Og så griner vi sammen, og det er en stor lettelse at kunne undslippe en latter i disse minutter.

”Undskyyyyld, Ivie.” Hun prøver i mørket at jagte mig, og jeg kravler stærkt, men bliver nødt til at sætte mig ned igen for ikke at blive alt for forpustet. Hun sætter sig også hurtigt igen.

Der er igen stille, men jeg er rastløs. Hvis jeg ”i den virkelige verden” kun har omtrent 6 minutter tilbage at leve i, ville jeg da løbe rundt og prøve det ene efter det andet. Men nu sidder jeg her. Indelukket.

”Tak. Tak, Ivie.”

”Jeg forstår ikke,” Jeg kan høre at hun vender sig mod mig. ”tak for hvad?”

”Altså tak, fordi du ikke besluttede dig for at hade mig, eller på nogen måde at gøre min sidste time dårlig. Du gjorde den faktisk ret god.”

Der er igen stilhed. Alt for meget stilhed. Ivie kravler over til mig og omfavner mig. I første omgang bliver jeg forskrækket, men efter noget tid tager jeg hende om livet og giver hende et stort knus. Tårer løber ned ad begge vores våde kinder, og vi tørrer blidt hinandens tårer væk.

”Tusind, tusind, tusind tak for alt, Jane. Jeg troede aldrig, jeg ville kunne holde af en, jeg kun har været sammen med i en time, men jeg holder af dig Jane og det var en ”fornøjelse” at kunne tilbringe den sidste tid med dig.”

De ord får mig til at hulke endnu mere, og jeg krammer hende igen. Min vejrtrækning forværrer for hvert sekund, men i dette øjeblik er intet vigtigere end Ivie. Jeg indsnuser duften af hendes hår, og til sidst tager jeg mine hænder væk igen og planter et lille, kærligt kys i hendes hår.

Udmattet læner jeg mig mod væggen og bider nervøst negle. Lige pludselig er der noget, der siger mig noget. Det er ikke som før, der er noget galt.

”Ivie, jeg kan ikke se,” En undertone af nervøsitet er i min stemme og jeg aner ikke, hvad der foregår. ”Jeg plejer lige akkurat at kunne ane mine hænder i mørket, men det her er en anderledes mørke.

”Lig dig ned, Jane.”

Min udmattet og træt krop kaster sig nærmest ned på det beskidte gulv. Jeg lukker hurtigt øjnene, og før jeg ved det, døser jeg langsomt hen.

Jeg vågner ved, at Ivie råber mig ansigtet.

”Forhelved, Ivie, hvad har du gang i?”

”Det spørger jeg også dig om. Du skræmmer livet af mig, jeg har siddet og rusket og nærmest sparket dig, for at vække dig. ”

”Hvad?” Stemningen i rummet ændrer sig.

”Prøv niv dig selv,” siger hun. Mine fingre former sig, og jeg niver mig selv. Men der noget galt. Det gør ikke ondt, langt fra. Jeg kan knap nok mærke det.

”Ivie! Jeg kan ikke mærke det, hvad er der galt med mig?!” Min stemme ryster, og tårerne presser sig for alvor på. Ivie lægger sine arme om mig, og selvom jeg ikke kan mærke hende, kan jeg mærke hendes indre varme og omsorg. Kærligt giver jeg hende også et knus.

”Ivie, jeg ved, at det snart sker. Jeg håber, du ved, at jeg elsker dig, selvom vi ikke kender hinanden så godt endnu.”

Det eneste jeg får som var er et hulk. Ind imellem kan jeg høre hendes hulk og hendes hænder, der tørrer tårerne væk. Men lyden og virkeligheden bliver mere og mere fjern. Mine øjenlåg føles tunge, og jeg svæver længere og længere væk, mine øjne lukker, og jeg tager de sidste åndedræt imens Ivie, der ganske langsomt også døser hen, overvåger mig.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...