3600 sekunder

I et fremtidigt USA er befolkningsantallet steget gevaldigt, og for at skærer ned på personerne, skal alle født på en ulige årgang, den dag den sidste i deres stat fylder atten til udtrækning, hvor der 10% af alle de attenårige bliver udtrukket til at dø. De bliver ført ind i et helt mørtk rum med en anden person, hvor de skal tilbringe deres sidste time. Blandt de mange unge findes Jane Hudsen og Ivie Thomas, der langsomt opbygger en relation i deres sidste sekunder, mens de langsomt begynder at forstå livet...
//Ivie er skrevet af Sofie og Jane er skrevet af Janice//

40Likes
47Kommentarer
1697Visninger
AA

1. Ivie

Emily  lægger armen om skulderen på mig og klemmer let.

”Det skal nok gå.”

Jeg smiler lidt til hende. For selvfølgelig skal det det. Jeg mener, udtrækningerne har aldrig gået ud over vores familie lige siden det startede for tredive år siden, så hvorfor skulle det gøre nu? Mit blik glider rundt på de andre på vores alder.

Her er mange, trods vi er en lille stat. Ti procent af os skal dø om en time. Nervøsiteten breder sig i min krop. Det er første år, hvor vi er to ”kandidater” fra familien til samme udtrækning, hvilket betyder at der er 20 procent chance for at en af os bliver trækket, hvilket er 1/5 brøkdele og…

Jeg stopper mig selv i mine matematiske beregninger, da Millie træder frem på scenen. En høj slank dame, der repræsenterer vores stat i alle former for events og tv. Kameraerne zoomer straks ind på hende. På storskærmen kan jeg se, at hun i dag er iført en sort kjole med v-udskæring. Bare ved at se på hende begynder jeg at fryse, men hun ser ikke ud til at mærke noget ved det.

”I dag er dagen vi alle har ventet på: dagen, hvor endnu en udtrækning finder sted, dagen, hvor vi finder ud af, hvem, der må ofre sig, for at vi andre kan leve.” Hun begynder at gå langs den store scene, der er sat op foran den kæmpe store sorte kasse bag hende. ”Eftersom vores befolkningstal er begyndt at vokse, må vi nu tage konsekvensen, som vi har gjort de sidste tredive år. Nogle må ofre sig for at andre kan leve – dog får alle lov til at leve deres første atten år. Efter Nathins bestemmelse i 2109 skal alle, der fødes på en lige årgang møde op ved kassen i deres stat, den dag, hvor den sidste i staten på årgangen er fyldt atten – i vores tilfælde Janny Chi,” fortsætter Millie, selvom vi alle sammen har fået den samme tale gentaget hvert andet år ved udtrækning og snart kan den udenad. Jeg mærker Emmys greb strammes om min skulder og en smule panik spreder sig i min krop. Jeg vender mig mod hende, mens Millie fortsætter sin tale. Hun ser ikke længere særlig meget ud som om alting nok skal gå. Hendes læber er blå, men det kan også skyldes kulden. ”... og derfor må ti procent af hver anden årgang lade livet.” afslutter Millie og går hen imod det store glasrør med navne. ”Må enhver, der ofres æres for sin modighed.”

Mine tænder borer sig ned i min læbe. Citatet har altid irriteret mig, for ingen melder sig jo frivilligt, og selv, hvis man prøver at flygte, når man ikke langt. Alligevel har jeg aldrig fået sagt det højt, for jeg ved jo, at der er en pointe i alt dette, trods det virker nyttesløst.

Vores land vil dø ud, hvis alle får lov til at leve, og dem, der skal dø, skal blot være taknemlige over, at de blev født. Sådan har far altid lært mig.

Min opmærksomhed fanges igen, da Millie trækker det første navn op af bowlen.

”Tiara McRonald.” Hun løfter blikket og en mørkhåret pige træder frem. Nærmest stolt, ærefuld. Der er intet frygt, ingen angst i hendes øjne. Jeg kan stadig ikke forstå det. Millie tager endnu en seddel.

”Jane Hudson.” Kameraet fanger en pige med så lyst hår, at det næsten er hvidt og et bredt ansigt. Jeg ser på Emily. Hun er igen afslappet. Jeg prøver at ånde ind og ud.

”Tom Liam Hilton.” De bærfarvede læber former navn efter navn. Ikke mit. På en af storskærmene stiger procenten langsomt. En, to, tre … fem.

”Emily,” siger hun pludseligt. Jeg gisper. Emily træder et skridt frem. ”Emily Kent.” Jeg lukker øjnene og ånder ud. Så tæt på. Og pludselig hører jeg et navn.

”Ivie.” brat åbner jeg øjnene og ser op på Millie. ”Ivie Thomas.” gentager hun. På storskærmen kan jeg se mig selv. Bleg.

”Vær stærk og ærefuld.” Emily slipper sit greb om mig og overlader mig til vagterne.

”Emily!” skriger jeg. Hun sender mig et strengt blik, og jeg lukker munden. Mine forældre ser med derhjemme fra. Jeg vil ikke skuffe dem i de sidste minutter af mit liv. Mændene fører mig væk. Bag om den store sorte klods og overlader mig til nogle andre mænd. En tager et stramt tag om mig, en anden en nål og jeg døser langsomt hen...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...