3600 sekunder

I et fremtidigt USA er befolkningsantallet steget gevaldigt, og for at skærer ned på personerne, skal alle født på en ulige årgang, den dag den sidste i deres stat fylder atten til udtrækning, hvor der 10% af alle de attenårige bliver udtrukket til at dø. De bliver ført ind i et helt mørtk rum med en anden person, hvor de skal tilbringe deres sidste time. Blandt de mange unge findes Jane Hudsen og Ivie Thomas, der langsomt opbygger en relation i deres sidste sekunder, mens de langsomt begynder at forstå livet...
//Ivie er skrevet af Sofie og Jane er skrevet af Janice//

40Likes
47Kommentarer
1695Visninger
AA

2. 59 minutter tilbage - Jane

Mine hænder er fugtige af sved, og bag mine øjenlåg kan  jeg mærke en slags svimmelhed af ren nervøsitet. Der er så mørkt i det lille, skumle rum, at jeg knap nok kan ane mine egne hænder.

Timeglasset lyser en smule op, så jeg kan ane den kønne pige med ryggen mod den kolde væg. Hendes dybe blik misser mit, og arrigt tørrer hun sine tårer væk med bagsiden af hendes hånd. I en tid, som føles evig er det komplet tavshed. Kun en enkelt lyd af et host eller et nys er til at høre.

Gåsehud begynder at forme sig på mine overarme. Lugten får mig til at rynke på næsten, og mit hjerte hamrer så hurtigt, at jeg næsten er  overbevist om at pigen, som vidst nok er Ivie, kan høre det.  Langt om længe beslutter jeg mig endelig for at sætte mig ned.

Mit hoved snurrer som en snurretop, og en masse farver kolliderer med hinanden, så mit syn bliver sløret. Overfor mig sidder pigen, men man kan kun lige ane en slank skikkelse. Pludselig kan man høre et brag på gulvet og gråd, der giver genlyd i hele lokalet. Langsomt bevæger jeg mig mod hende og stryger hende langsomt over panden med lidt forsigtighed.

”Så, så..Det skal nok gå,” Min mund føles tom for ord, for jeg ved at det ikke kommer til at gå. Vi skal jo dø. ”I det mindste er vi ikke alene, jeg hedder forresten Jane.”

Ordene, der kommer ud af min mund, er nok ikke hjælpsomme eller trøstende, for hun græder stadig. Hendes ærmer er gennemblødt og hendes hulk larmende.

”Det ved jeg godt.” formår hun at svare, imellem sine regelmæssig snøft.

Timeglasset i rummets centrum giver rummet en lille glød, så jeg blot kan se nogle skygger. Sandet render ned ad hullet og tæller langsomt ned til vores død. Langsomt går jeg længere og længere væk fra Ivie, og sætter mig i et hjørne med mit hoved i mit skød. Mine øjne lukker i og nogle forfærdelige tanker strejfer mit hoved. I løbet af mine 18 år, tænker jeg på, hvad jeg egentlig fik det til at gå med. Jeg er ærgerlig over,  hvad jeg havde brugt mit dyrebare liv på.

Jeg skændtes alt for tit med min mor, gjorde altid min lillesøster ondt og spredte dårlig karma. Det er nu noget jeg ikke kan gøre noget ved mere, for jeg er spærret herinde.

”Vi må bare indse at intet i livet er sikkert,” Mine vejrtrækninger er dybe og et suk undslipper mine læber. ”Ingen i min familie er blevet trukket, før nu.”

"Heller ikke i min."

Pigen nikker på hovedet. I mørket kan jeg mærke hendes blik rettet mod mit. Blidt tager jeg hendes hånd og klemmer den forsigtigt. Hun fjerner den med det samme, som om hun har fået stød. Et lille stik i hjertet kunne mærkes, men det er forståeligt, når vi nu overhovedet ikke kender hinanden. Jeg tager min hånd til min side igen og kaster mit blik mod det lysende timeglas. Hver gang jeg kigger derhen, er det som om sandet spurter ned. Det gyser langs min ryg.

Pludselig siger pigen med stille stemme. "Jeg hedder Ivie." Hun snøfter og fortsætter. ”Så ehm.. Hv..a..hvad la..lavede du i din fritid?”

Det faktum, at hun faktisk sagde lavede, får mig næsten til at græde. Der er intet håb, regler er regler, ingen særbehandling til nogen, vi satser hele vores liv på at dø.

”Jeg var meget glad for at tegne og udfolde min kreativitet, hvad med dig?”

I nogle enkelte sekunder er der total tavshed. ”Jeg elskede at læse og læse ... og læse, og jeg var meget glad for matematik.” Hun griner lidt nervøst, men jeg kan tydeligt høre, at det ikke er et ægte grin.. "Jeg var lidt af en nørd og for at være helt ærlig, fortryder jeg det lidt nu"

Lidt tid efter de sidste ord forlod Ivies læber, kan jeg mærke våde tårer på min hånd.

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...