3600 sekunder

I et fremtidigt USA er befolkningsantallet steget gevaldigt, og for at skærer ned på personerne, skal alle født på en ulige årgang, den dag den sidste i deres stat fylder atten til udtrækning, hvor der 10% af alle de attenårige bliver udtrukket til at dø. De bliver ført ind i et helt mørtk rum med en anden person, hvor de skal tilbringe deres sidste time. Blandt de mange unge findes Jane Hudsen og Ivie Thomas, der langsomt opbygger en relation i deres sidste sekunder, mens de langsomt begynder at forstå livet...
//Ivie er skrevet af Sofie og Jane er skrevet af Janice//

40Likes
47Kommentarer
1764Visninger
AA

3. 48 minutter tilbage - Ivie

Det føles nyttesløst bare at sidde og kigge ud i mørket. Spild af den sidste tid vi har tilbage. Sandet, der langsomt løber gennem timeglasset på væggen stresser mig. Jeg har et behov for at gøre noget, men jeg aner ikke hvad.

"Lige pludselig fortryder man alle de ting, man ikke turde gøre." Min stemme er højere, end jeg forventede og efterlader rummet i en komplet stilhed. Kun sandets falden i timeglasset kan høres.

"Hvad fortryder du, du ikke turde?" Jeg kan ikke se hende, men jeg kan høre, at hun vender sig mod mig.

"Jeg ved det ikke ..." Jeg tænker mig om. "skænderier, fjollede ting som forlystelser, at drikke mig rigtigt fuld, ryge - bare for sjov ... du ved, jeg havde bare hele tiden så travlt med at være en pæn pige, der læste sine lektier, at jeg aldrig rigtigt turde alt det andet..." Jeg ved ikke, om jeg taler til Jane eller mig selv. Rummet føles brat meget trangt.

"Havde du en kæreste?" spørger hun pludseligt. Jeg nikker, men husker så mørket.

"Ja. Theo." Klumpen i min hals vokser sig større. Jeg lukker øjnene, men det gør ingen forskel. Tårer finder sig vej ned af mine kinder, mens jeg tænker på ham og på min familie. På hvad de mon laver lige i dette øjeblik. På hvilken sorg min død vil medføre dem. Det er ikke fair, og alligevel er det helt fair. Nogle må dø for at andre kan leve. Sådan er det bare. Sådan har jeg jo altid sagt det, når folk brokkede sig. Og nu tvivler jeg på det.

"Du var heldig."

"Ikke rigtigt." snøfter jeg. Jeg tørrer snot af i min bluse og føler mig pludselig pinlig over, at jeg ikke kan sidde i et rum med en fremmed mere end, jeg kigger mod timeglasset, tolv minutter, uden at bryde sammen. "Jeg kan ikke klare at skulle forlade ham." Jeg genkalder mig hans læber mod mine og ønsker pludselig, at det hele bare kunne gå hurtigere.

"I det mindste har du minderne. Han har minderne. Glæden I havde sammen forsvinder vel ikke?" Jane rykke tættere på mig. Jeg åbner øjnene. I skæret fra timeglasset kan jeg skimte hende en smule. Men svagt. Meget svagt.

"Ja, det har du ret i."

"Jeg har for det meste ret." Jane fniser, men stopper hurtigt igen. Uventet begynder jeg at le. Bare le. Bare fordi det er så befriende. Og Jane ler med mig. Vi er to. Jeg er i det mindste ikke alene.

"Jeg fortryder en ting så bittert."

Vores latter dør ud igen, og vi efterlades nu i et uhyggeligt ekko af den.

"Hvad?" Jeg opdager pludselig, hvor tæt vi sidder.

"Jeg har aldrig kysset nogen." udbryder Jane. "Jeg ved ikke ... jeg har bare altid haft det der billede af, at en dag ville den rette komme - drømmeprinsen - og så ville vores kys være perfekt. Men han kom ligesom aldrig. Eller altså det er en løgn. Han kom mange gange, i mange forskellige former og typer, men jeg havde ligesom det der billede af, at han skulle være perfekt, så så snart jeg fandt en enkelt lille fejl hos drengen afviste jeg ham." Hun udbryder en frustreret lyd. "Det var naivt, når jeg langt fra selv er fejlfri. Så selvisk, så dumt."

En pludselig indskydelse får jeg mig til at føle mig frem i rummet. Føle hendes knæ. Føle mig op ad. Hendes barm, hendes hals, indtil jeg finder hendes ansigt. Jeg drejer det mod mit. Læner mig over mod hende og lader så blidt mine læber glide rundt om hendes. Hun begynder langsomt at kysse med.

Først føles det forkert. Helt forkert og mærkeligt, men så lukker jeg øjnene og forestiller mig Theo. Hun kysser lidt ligesom Theo. Og så trækker hun sig væk. Med ét tænker jeg klart igen.

"Undskyld, undskyld, undskyld..." Jeg rykker mig straks hen i den anden ende af rummet. "Det var ikke min menning at..."

"Det er okay." gisper Jane. "Altså ... jeg er ikke lesbisk, det ved jeg da nu. Men tak."

"Tak?"

"Tak for at give mig en oplevelse, jeg aldrig selv ville turde kaste mig ud i."

"Åh, jamen så ... selv tak." Følelsen af læberne mod mine gnaver stadig i mig. Theo. Det føltes alt for meget som Theo, men jeg modstår trangen til at gøre det igen.

"Det er lidt absurd ikke," Jeg kan se Janes finger foran timeglasset. "at de ikke bruger digitalur altså. Jeg mener, man kan jo bare smadre glasset?"

"Det må du altså ikke gøre." tilføjer jeg hurtigt. "Ja, altså jeg vil gerne se ... hvor lang tid, der er tilbage." Det lyder så uhyggeligt at sige det højt.

"Nej nej."

Der er tavshed igen, før Jane igen kommer med et udbrud. Hun er nok det, man ville kalde en impulsiv person.

"Smadre glasset ... der må vel også være en udvej? Altså et sted vi er kommet ind?"

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...