3600 sekunder

I et fremtidigt USA er befolkningsantallet steget gevaldigt, og for at skærer ned på personerne, skal alle født på en ulige årgang, den dag den sidste i deres stat fylder atten til udtrækning, hvor der 10% af alle de attenårige bliver udtrukket til at dø. De bliver ført ind i et helt mørtk rum med en anden person, hvor de skal tilbringe deres sidste time. Blandt de mange unge findes Jane Hudsen og Ivie Thomas, der langsomt opbygger en relation i deres sidste sekunder, mens de langsomt begynder at forstå livet...
//Ivie er skrevet af Sofie og Jane er skrevet af Janice//

40Likes
47Kommentarer
1713Visninger
AA

4. 30 minutter tilbage - Jane

 

Der er stille. Tankerne kører vanvittigt rundt i mit hoved, og jeg er nysgerrig efter at udforske rummet, for den teori jeg har om udvejen må være rigtig et eller andet sted. Det er bare lidt svært, når der er komplet mørke, og man knap nok kan se sine egne hænder.

Jeg tænker på kysset, udvejen og familien derhjemme. Savner de mig mon? Eller lever de videre i det lille hus, sikkert skide ligeglade? Hvad med det kys? Mit hoved føles lige pludselig tungt og ikke til at bære.

”Hvad med, at vi rykker på timeglasset, sådan at vi kan se rummet tydeligere?” spørger jeg pludseligt. Overfor mig kan jeg høre Ivie rykke på sig.

”Nej, hvad tænker du dog på?! Hvis vi smadrer det så..” Hendes stemme bliver højere og højere og til sidst råber hun.

Mit hoved knager. Der må være en udvej. Et eller andet sted i det her klamme rum, må der være en udvej. Til sidst bestemmer jeg mig for alligevel at rykke på timeglasset. Mine ben rejste sig og mine hænder fandt timeglassets overflade.

Med en skarp bevægelse, så jeg får hendes albue i ansigtet, rejser Ivie sig og strækker sine arme hysterisk efter mine.

”Hvad i alverden har du dog gang i, pigebarn?!” Hendes stemme er skinger  i det ellers tavst  lokale. Imens Ivie skriger ad mig, prøver jeg så godt jeg kan  at blive ved med at holde fast i timeglasset, der er ved at glide ud af mine svedige hænder. At flytte timeglasset en halv meter, føles hårdt, især da Ivie spærrer for vejen.

”Ivie, flyt dig!” Jeg slår efter Ivies hånd for at få hende til at flytte på sig, men jeg finder ud af at det er for usikkert et greb jeg har om timeglasset. Jeg krammer det tæt til min barm.

Hun slår vanvittigt efter min arm og får langt om længe fat i timeglasset, der er i fare for at falde til gulvet og blive splintret i tusinde stykker.

”Kom her med det skide timeglas, Jane!” Ekkoet kan høres mange sekunder efter.

Og der sker så det, som absolut ikke må ske. Et brag fylder rummet, og der er tavshed. Jeg kan mærke den varme blod, der flyder ud af min fod, og dér ved jeg, hvad der er sket. Glasskårene ligger udover det hele på gulvet i rummet, hvor der nu er buldermørkt.

”Flot Ivie..”

Jeg kan høre, at hun snøfter. Hvis jeg skal være helt ærlig, kan jeg overhovedet ikke forstå, hvorfor hun græder. Hun kunne da bare lade være med at slå sådan efter mig. Desuden var det da mig, der stod med timeglasset og derfor mig, der nu sidder med glasskår oppe i fødderne, men jeg siger ikke noget til Ivie, for det føles lidt malplaceret at skændes med en, man kyssede med lige før.

Pludselig kommer jeg i tanke om kysset igen. Et eller andet sted var det meget mærkeligt, men det føltes befriende. Der var mange ting, jeg ikke turde, som jeg nu bare kan sidde og tænke på i den sidste halv time i mit liv og sige ”Jeg fortryder at jeg ikke prøvede det,” til.

”Helt seriøst, Jane, hvad gør vi?” Ivie afbryder mine vrimlende tanker og vækker mig fra dagdrømmene med et sæt.

”Jeg ved det altså ikke, Ivie. Vi må vel bare leve i mørke og uvished i den sidste halv time af vores liv?”

Sandheden er at det er nemmere sagt end gjort. Hvis der er noget jeg hader, er det at leve i uvished. I uvished om vi skal dø nu eller om en halv time, eller om vi skal sige sige farvel nu eller senere, eller om jeg er i færd med at tage mine sidste åndedræt. Uvished er forfærdeligt.

”Undskyld Jane.”

”Du behøver ikke undskylde, det gør det ikke en skid bedre.” vrisser jeg, mere ondt end jeg havde tænkt.

”Du må ikke blive sur,” Hun kravler hen til mig og råber højlydt, da hendes hånd rammer glasset. ”Jeg beder dig.”

Jeg tager mit ærme fra trøjen og tørrer blodet fra hendes hånd og fra min egen fod, og derefter omfavner hun mig blidt. Så sidder vi der i hinandens selskab. I hinandens favn, omfanget af  vores varme kroppe.

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...