3600 sekunder

I et fremtidigt USA er befolkningsantallet steget gevaldigt, og for at skærer ned på personerne, skal alle født på en ulige årgang, den dag den sidste i deres stat fylder atten til udtrækning, hvor der 10% af alle de attenårige bliver udtrukket til at dø. De bliver ført ind i et helt mørtk rum med en anden person, hvor de skal tilbringe deres sidste time. Blandt de mange unge findes Jane Hudsen og Ivie Thomas, der langsomt opbygger en relation i deres sidste sekunder, mens de langsomt begynder at forstå livet...
//Ivie er skrevet af Sofie og Jane er skrevet af Janice//

40Likes
47Kommentarer
1698Visninger
AA

5. 28 minutter tilbage - Ivie

Stilheden giver mig alt for meget tid til at tænke. At savne. Så jeg vælge at bryde den.

"Ved, hvordan vi skal dø?" Jeg ser rundt i mørket. Føler rummet blive mindre. Er det mon sådan vi skal dø? Jeg ender med at lukke øjnene, så mørket ikke føles så virkeligt.

"Nej. Dem der har oplevet det, når jo ligesom aldrig har fortælle det." Undertonen af irritation i hendes stemme hænger stadig ved.

"Det var ikke mig, der ville flytte timeglasset." fnyser jeg og åbner mine øjne igen, selvom jeg ikke kan se hende. Slipper mit greb om hende. Jeg ved ikke, om smerten i min hånd er noget, jeg forestiller mig, eller rent faktisk er der. Det er svært at kende forskel på virkelighed og tanker i mørke.

"Nej, det var dig, der absolut skulle ødelægge det - og fjerne vores eneste flugtmulighed." mumler Jane spydigt og slipper også sit greb om mig.

"Som om de ville lave en udgang." Jeg rejser mig uden helt at vide, hvornår jeg kan forvente at støde på loftet.

"Vi kom ind, så må vi da kunne komme ud."

"Jeg kan se, at din positivitet kan have gavnet i den virkelig verden, men ved du hvad, vi skal dø nu, lige meget, hvor positiv du er. Ligegyldig om vi slap fri. De ville jo fange os alligevel. Et smil kan ikke redde os nu." sukker jeg og himler med øjnene. "Men vi kan da godt få døden fremskyndet lidt."

Jeg bukker mig ned og lader mine fingre glide hen over gulvet, indtil jeg finder et glasskår.

"Vær nu ikke en idiot, Ivie."

"Jeg kan ikke klare det her mere, okay Jane?! Hver gang, der er stilhed, piner minderne og savnet mig, og hver gang vi snakker sammen, bliver jeg bare mere og mere forvirret omkring mig selv. Jeg vil gerne dø som mig selv, og når de endelig lader os dø, vil jeg ikke længere være mig, hvis det fortsætter sådan her." Tårerne presser sig på, så det gør ondt. I en kamp mod at frigive dem presser jeg mine øjne sammen. Hårdt, mens jeg sætter mig på hug på gulvet. Mine tænder borer sig ned i min læbe.

"Jeg vil ikke være alene!" Hun griber desperat ud efter mig, men da hun intet kan se, rammer hendes hånd mig i hovedet.

"Arv!" skriger jeg og kommer i en krampe til at presse glasskåret ind i min allerede sårede hånd. "Fuck dig, Jane." Jeg falder bagover og rammer væggen. Denne gang kommer tårerne for alvor ud.

"Undskyld..." piber Jane.

Jeg hulker bare. Med ryggen til hende. Mærker hende tage min hånd, rive glasskåret ud. Jeg skriger i smerten. Smerten over alting. At skulle holde ud i næsten en halv time endnu i komplet mørke. At skulle dø. Virkelig skulle dø. Jeg tænker på Theo. På kærligheden. På alt det vi ikke nåede sammen.

Jeg hiver efter vejret i endnu et skrig, da Jane begynder at binde min hånd ind i et stykke af hendes trøje, og ved pludselig, hvordan vi skal dø.

"Det er luften. Ilten." flæber jeg. Håbløst.

"Hvad mener du?" Janes stemme er lille og forsigtig. Hun minder mig om Emily. Min kusine.

"Ilten er tyndere end før. De trækker langsomt livet ud af os."

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...