3600 sekunder

I et fremtidigt USA er befolkningsantallet steget gevaldigt, og for at skærer ned på personerne, skal alle født på en ulige årgang, den dag den sidste i deres stat fylder atten til udtrækning, hvor der 10% af alle de attenårige bliver udtrukket til at dø. De bliver ført ind i et helt mørtk rum med en anden person, hvor de skal tilbringe deres sidste time. Blandt de mange unge findes Jane Hudsen og Ivie Thomas, der langsomt opbygger en relation i deres sidste sekunder, mens de langsomt begynder at forstå livet...
//Ivie er skrevet af Sofie og Jane er skrevet af Janice//

40Likes
47Kommentarer
1736Visninger
AA

6. 17 minutter tilbage - Jane

Det overrasker mig, at jeg slet ikke har vendt den tanke og slet ikke lagt mærke til ilten, som med tiden, der nu går uhyggeligt hurtigt, bliver fortyndet mere og mere. Min nysgerrighed er næsten ikke til at holde ud mere, men da vi ikke længere har nogen form for lys, er det svært at se, hvor og hvordan ilten bliver fortyndet.

Selvom jeg udmærket er klar over, at de ikke siver al luften ud med det samme, har jeg det som om, jeg allerede har vejrtrækningsproblemer. Mine lunger har godt nok heller ikke været de stærkeste, men panikken breder sig alligevel i hele min krop. Ivie hulker stadigvæk med hovedet i sit skød. Det er som om, hun aldrig vil stoppe igen, men i min verden spilder hun kostbar levetid.

”Hør, Ivie. Du spilder din tid på at græde over noget, der ikke bliver ændret.”  Jeg kigger over på hendes skikkelse og kan høre en raslen, da hun vender sig mod mig.

”Hvad mener du? Vil du da have, at jeg skal sidde her og skraldgrine over det?”

Ordene giver genlyd i rummet. Jeg tænker meget over de ord, jeg lige har kastet ud af min egen mund og opdager, hvor dobbeltmoralskt det lyder. Selv ville jeg gøre alt for at kunne ligge mig ned og græde. Græde over livet, alt det jeg ikke nåede, men hvad hjælper det egentligt? Intet. Der er intet, jeg kan gøre for at ændre det. Det eneste jeg får ud af at græde over det, er at jeg forværrer de sidste minutter af mit liv, og det er nødig noget jeg har lyst til.

”Jeg har aldrig sagt, at du skal synes det er sjovt. For helt ærligt, det er jo ikke sjovt at vide, at vi snart skal dø. Det ved jeg altså godt,” Jeg har det som om, jeg snakker med mig selv, men fortsætter stadig, ”men var det måske ikke bedre, at vi reflekterede over det liv, vi fik, alle de gode minder?”

Jeg lader ordene glide hen, så hun i sit eget tempo kan opfange dem og tage dem til sig, hvis hun skulle få lyst. Jeg har selv et overdrevet stort behov for at snakke om alt mellem himmel og jord. Om veninder, drenge og hvad hverdagen havde med sig. Det er ikke alle, der har det sådan, men jeg ønsker inderligt at Ivie har det på samme måde. Samtidig ved jeg dog også godt, at det er svært at åbne sig for en, man mødte for blot en halv time siden, og som man skal dø sammen med, en halv time senere.

”Okay, lad mig starte ud. Hvad er dit bedste minde fra dit liv? Det du husker som den bedste oplevelse.” Roligt afventer jeg et svar, og jeg føler mig mere eller mindre afvist. Men efter ti sekunders stilhed åbner hun munden og hvisker med en lille stemme.

”Det var nok den aften jeg mødte Theo. Uden at lyde kliche-agtig og åh-det-var-bare-så-dejligt, så var det nok den dejligste aften. Jeg vidste, at vi ville klikke med det samme, det kunne jeg mærke. Men det er jo ligegyldigt nu, når jeg ikke kan være hos ham. Når jeg ikke kan mærke hans hånd i min, hans læber mod mine og se ham dybt ind i øjnene. Det er ligemeget nu, Jane.”

Det gør så ondt at høre Ivie sige sådan, at jeg selv kan mærke et stik i brystet af savn. For jeg savner også dem derhjemme. Der er bare ikke noget at gøre ved det. Som jeg sagde tidligere, er det godt, at de har minderne. Så ved jeg, at de altid vil kunne huske mig, for minder forsvinder ikke lige med det samme.

Ivie græder igen. ”Nu vil han gå hen og finde en ny pige. En der er bedre end mig, en, der erstatter mig. Han giver slip på mig.”

Et suk undslipper mine læber. ”Ja, men Ivie, han bliver nødt til at komme videre. Det går ikke, at han er ulykkelig hele sit liv. Det vil du da heller ikke ønske for ham, vel?”

”Nej, selvfølgelig ikke.” Ordene bliver til hulk og tårerne begynder at glide ned af mine egne kinder. Desuden kan jeg for alvor mærke, at ilten er fortyndet, endnu et tegn på at vi er døden nær...

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...