Oblivion | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 jul. 2014
  • Opdateret: 4 aug. 2014
  • Status: Igang
Harry Styles og hans bedste veninde Lucy, har begge føleler for hinanden, efter deres tideligere forhold. Men Harry bliver ved med at benægte hans følelser for Lucy, da han ikke mener at det er godt for dem at de finder sammen igen, og bliver såret igen. Men han begynder ikke at kunne holde sig tilbage mere. Han savner hende, og han elsker hende. Harry begynder at føle at han bliver nød til at fortælle Lucy om hans følelser. Han kan ikke gå rundt uden hende. Harry når lige at fortælle Lucy at han elsker hende i telefonen på vej hjem. Inden han bliver påkørt, og derfor aldrig får Lucys svar af vide.
Da Harry vågner op efter en måned i koma, kan han intet huske. Hverken Lucy, ham selv, eller noget som helst. Han har gemt alt. Lucy vil nu gøre alt for at hjælpe Harry. Men vil den gamle Harry nogensinde komme tilbage i lyset?

19Likes
15Kommentarer
720Visninger
AA

4. 3. Lets take a walk down memory lane ✿


Harrys synsvinkel:

Det var ret grænseoverskridende for mig det som der forgik lige nu. Jeg var vågnet op, og jeg kunne absolut intet huske. Ikke nok med jeg ikke kunne huske nogle af de folk jeg kendte før, så havde jeg lagt i koma i over en måned.

Da jeg vågnede føltes tomt hoved helt tomt, alt for tomt. For selv om hvor meget jeg prøvede at huske tilbage til før ulykken, så var der intet.

Da jeg havde set Lucy stå og græde, og stå og sige hun elskede mig osv. Så havde jeg været forvirret. Og jeg var ked af det, og ikke kun fordi jeg ikke kunne huske hende, men også fordi jeg åbenbart betød så meget for hende, og jeg så ikke kunne huske hende, det knuste mig.

Jeg ville gerne huske hende, men det kunne jeg bare ikke. Men beviserne var klart, at jeg kendte hende. Så det irriterede mig at jeg kunne se alle de sjove ting vi havde oplevet sammen, men jeg kunne ikke huske nogle af dem.

Det var tomt.

Louis, Niall, Zayn og Liam.

Mine 4 bedste venner, åbenbart. De var pisse flinke, og jeg kunne sagtens forstå at det var dem som var mine bedste venner, for de var nogle helt vildt cool fyre, og jeg klikkede godt med dem. Måske var det blot fordi jeg vidste at jeg kunne lide dem før ulykken, at jeg nu var opsat på at jeg kunne lide dem nu også.

Lige nu sad vi og så på en hel samling af billeder og ting fra hele mit liv.

Det var underligt.

Jeg kunne se mig selv som barn, og jeg kunne se min mor og far. Men jeg kunne ikke kende dem, eller huske dem. Så det gjorde mig frustreret. Jeg ville allerhelst bare huske det hele, men lige meget jeg prøvede at vende og dreje mit hoved, så var der intet der virkede genkendeligt. Og det gik mig fandme på.

”Okay, det her er da vi alle 6 tog til New York” forklarede Lucy og Louis så, og jeg nikkede bare forstående, og så på billedet af os alle sammen, som der stod på gaden og vi havde – ud fra Louis’s forklaring- fået en random mand til at tage et billede af os alle sammen.

Mig og Lucy stod og hold om hinanden. Imens de andre drenge lavede verdens sjoveste ansigter, og Lucy lavede de der kanin øre på mig.

Vi så virkelig ud til at have det pisse godt sammen. Så det gjorde mig glad at se.

Men ked af det, fordi jeg ikke kunne huske det selv. 

Jeg så på billedet og kunne ikke lade vær med at blive en smule forvirret over mine egne følelser. Jeg havde lyst til at græde fordi jeg ikke kunne huske det, men smile fordi det hele så så sjovt og godt ud, og jeg tydeligvis havde haft det godt inden jeg mistede al min hukommelse.

Jeg rømmede mig kort og så på drengene, og Lucy, som der med det samme rettede deres blikke mod mig. Jeg tog mig en anelse til hovedet. Jeg måtte bare lige tænke en smule. Det var en lige lovlig stor mundfuld at tage på en gang. Jeg så en smule ned og sukkede kort.

”Det bar ret overvældene” forklarede jeg kort og så på dem med et let skuldertræk. De nikkede dog forstående og de stoppede alle med at fortælle om alle de billeder som der lagde i kassen Louis havde hentet.

”Det forstår vi godt” sagde Zayn så og så på mig, og jeg sukkede kort og gned mig hoved med min hænder og sukkede tungt.

”Kan du huske noget? ” mumlede Niall så og så på mig. Jeg måtte derfor ryste bedrøvet på hovedet. Det fik dem til at sukke og nikkede stille. Jeg hadede virkelig det her. Jeg ville ønske jeg kunne huske det hele. Men det kunne jeg ikke, og det kom jeg nok heller ikke til. Men i det mindst havde de alle sammen håb, og jeg ville da selv prøve.

Jeg rejste mig op og så en smule omkring. ”Hvor er mit værelse? ” sagde jeg så kort, og Lucy var hurtigt til at rejse sig og jeg fulgte med hende ind af en dør, og et stort soveværelse kom til syne foran mig. Jeg kunne stadig ikke fatte at jeg rent faktisk boede sådan her. Jeg var kun 20. Jeg burde have en lille middelklasses lejlighed. Men nej. Jeg boede i centrum, og havde en kæmpe lejlighed.

”Du ved Harry… ” startede Lucy ud, og ud fra den måde hun sagde det på, så vidste jeg der var mere. Jeg rettede derfor min fulde opmærksomhed til hende, imens vi satte os på sengen. Jeg rømmede mig og så på hende.

”Selvom du intet kan huske lige nu, så vil vi alle være der for dig, om det betyder vi skal starte helt forfra, så er vi stadig dine venner” sagde hun, og jeg nikkede kort og sendte hende et skævt smil. Det var da rart at vide, at selv hvis jeg aldrig fik in hukommelse tilbage, så ville de stadig være mine venner. Jeg ville bare ikke kunne huske den første del af vores venskab.

”Og, selvom du ikke kan huske mig… Så vil du altid være min bedste ven, og jeg elsker dig” sagde hun, og jeg kunne ikke lade vær med at smile stille til hende og nikke. Jeg holdt allerede af Lucy. Hun var en virkelig åben og fantastisk pige. Og hendes personlighed fik mig til at føle mig var indeni.

Jeg kunne godt forstå hun var min bedste veninde. Og kæreste, og hvad vi ellers havde været.

”Bare prøv at sov en smule, så laver vi noget mad, og så holder vi en hygge aften i aften” sagde hun med et smil og så på mig. ”Det er trods alt fredag” sagde hun med et smil, og jeg så bare forvirret på hende. Hun forstod tydeligvis at jeg ikke forstod en brik af hvad hun mente. Det fik hende til at grine.

Årh det grin.

”Vi har det vi kalder Film fredag” sagde hun og jeg nikkede forstående og så på hende. ”Hver fredag er vi alle sammen, sammen, og vi ser film. Selvfølgelig kun hvis vi alle kan, ellers er det kun nogle af os” sagde hun, og jeg nikkede med et smil og så på hende. Det lød virkelig til at jeg havde nogle venner der bare var de bedste.

Hun smilte til mig inden hun rodede i mit hår og rejste sig. ”Sov godt” sagde hun med et smil og jeg nikkede som et ja. Jeg var træt, og jeg havde brug for at tænke det hele igennem. Så det var dejligt lige at kunne være alene et stykke tid.

Lucy forsvandt ud af døren, og jeg så mig bare en smule omkring i værelset da hun havde lukket døren efter sig.

Jeg trak min T-shirt over hovedet og lagde den pænt sammen, og det samme gjorde jeg med mine bukser. Jeg lagde mig så under dynen og sukkede kort imens jeg så ud i rummet.

Det var ikke sjovt at tænke på at jeg havde haft det fedeste liv, med de bedste venner og familie omkring mig, og nu havde jeg glemt det hele. Det gjorde mig frustreret og ked af det. Bare tanken om at jeg havde oplevet alt det enhver teenager gerne ville opleve, og jeg nu ikke kan huske noget af det.

Jeg sukkede tungt og lukkede så mine øjne og lod det sidste suk undslippe mine læber, inden jeg faldt i søvn.

Lucys synsvinkel:

Jeg sad i sofaen sammen med drengene. Harry var inde på hans værelse, og det lod til at han nok sov. Men det klart, han havde brug for at slappe af, for det var noget af en stod mundfuld at tage på en gang.

Vi havde bestilt pizza, da det ligesom var det eneste vi kunne magte. Der var ingen der var i humør til at stå og kokkerere i et køkken lige nu. Så det blev Pizza.

”Det må være hårdt” mumlede Niall så, og vi alle sammen nikkede bekræftende. Det er ikke noget som man burde gå igennem. Det at vågne op, og man ikke aner hvem man selv er, eller dem omkring en er.

”Vi må bare give ham tid” sagde Louis så, og det var en ting jeg var hel enig i. Vi skulle ikke presse ham til at huske noget, så vi måtte giv ham ro og tid til at finde ud af det hele, hvis han overhovedet kom til at huske igen.

Tanken om at han måske ville have glemt mig resten af hans liv, gjorde ondt. Jeg sukkede og så en smule ned i mit skød, hvor mine hænder lå foldet. Jeg sukkede tungt og så så op på Louis, da han lagde en hånd på min skulder og klemte den blidt.

”Vi skal nok finde ud af det” sagde han med et opmuntrende smil. Jeg nikkede svagt og sendte ham et skævt smil. Det var det jeg elskede ved Louis. Han var altid så god til at få mig i et godt humør, når jeg var nede. 

”Jeg smutter ind og vækker ham” sagde jeg så, imens drengene begyndte at dække på bordet inde i stuen. Jeg rejste mig op og traskede ned mod Harrys dør. Jeg åbnede den stille, og jeg kunne ikke lade vær med at smile over så sød han altid så ud når han sov.

Jeg gik hen til ham og satte mig på sengen og ruskede blidt i ham, og han slog langsomt hans øjne op og hans grønne øjne borrede sig ind i mine. Jeg sendte ham et smil, og han gengældte det, med en træt mine.

”Nu skal du op, for vi vil æde dig fed i pizza” sagde jeg med et smil, og han gengældte det med et hæst, og yderst sexet latter. Jeg bed mig en smule i læben, og han lagde tydeligvis mærke til det, siden han løftede hans ene øjenbryn, og sendte mig et sjovt smil.

Han trak så dynen væk, og blottede hans veltrænede mave, som jeg altid havde været forelsket i. Damn den drengs krop.

”Det ik pænt at stirre Lucy” sagde han så, og han fik mig kort til at rødme. Jeg fjernede mit blik og smuttede hen mod døren. ”Det kaldes ikke at stirre, men at beundre” sagde jeg med et grin, og han gjordet det samme. Igen, med den hæse og sexede latter.

Jeg smuttede ud af døren hurtigt og kom ind i køkkenet, hvor drengene var ved at skære pizzaen ud. Det duftede yderst godt, og jeg kunne ikke lade vær med at smile.

”Kommer han? ” sagde Niall og jeg nikkede. Louis kunne ikke lade vær med at grine over hans kommentar, som han tydeligvis misforstod. Men det var ikke nogen overraskelse, når det Louis man snakker om.

”Louis, enten har du ikke fået noget af Eleanor i lang tid, eller så er du bare umoden” sagde jeg, og Louis mund formede sig til et o, og jeg kunne ikke lade vær med at grine da drengene kom med et ’Ohh’.

”Pas på med hvad du siger Lucy” sagde han med et alvorligt blik, jeg fniste blot og så på ham. Vi så alle hen mod døren, da en velkendt krøltop, troppede op i døren. ”Morning sunshine” sagde Louis, og det fik Harry til at smile. 

"Sovet godt?" Sagde jeg med et smil, og han billede hurtigt. Så det var vel godt nok. Jeg satte mig så ind til spisebordet som stod inde i stuen. Og alle drengene kom ind til mig efter få sekunder med pizzaen.

Vi fik sat os, og Harry satte sig ved siden af mig, og han så en smule nervøst omkring.

Lad mig høre et århhh.

Vi tog alle et stykke pizza, og som altid begyndte Louis på hans lamme jokes. Men de var alligevel pisse sjove. Om det blot var fordi de var så dårlige, ved jeg ikke helt. Men grinet, det fik vi ihvertfald.

Selv Harry kunne ikke holde hans latter inde. Selvom han var genert, så havde han åbnet enormt meget op, hvis man tager i betrækning af alt det han var gået igennem. Jeg ville selv være rædselsslagen for at tage med nogle personer man ikke kunne huske med hjem. Men Harry gjorde det godt.

"Okay, hvilken film skal vi så se?" Sagde Liam med et smil og vi alle sammen så en smule rundt og vi vidste det ikke nogen af os.

"Friends with bennefits" sagde Louis så, og den var jeg med på. Jeg elskede den film, så jeg kunne ikke vente med at se den igen. For den film var virkelig klasse.

"Lad os se den!" Sagde Harry så, og så på mig med et smil. "Jeg kender den bare ikke, men det gør vi" sagde han og vi alle sammen nikkede. "Super!" Sagde jeg og så på ham med et smil.

”Så Harry, fortæl os det du nu ved om dig selv” sagde jeg, og Harry lagde hans halfærdig-spiste pizza ned på tallerkenen og tykkede af munden, imens han smilte skævt.

”Jeg hedder. Harry Edward Styles, jeg er født den 1 februar 1994, og jeg er fra England i byen… Ehm… Holmes Chapel? ” sagde han og så på mig, og jeg nikkede med et smil. Jeg kunne ikke lade vær med at klappe hænderne sammen af stolthed.

”Årh, jeg er stolt” sagde jeg med et smil, og drengene begyndte alle at grine af mig. ”Han er lærenem” sagde jeg med et smil og så på drengen som nikkede, og Harry som der så en smule genert på os alle. Han behøvede ikke være genert, for vi vidste at han ikke kunne huske os, så det accepterede vi, og tog hensyn til.

***

”Okay, det seriøst den fedest film ever” sagde Harry så med et smil, imens vi alle var ved at blive kvalt af grin. For den film er den bedste nogensinde. Og Justin Timberlake, han er virkelig den eneste musiker, der også kan spille skuespil. Så det fantastisk.

”Agree” råbte jeg nærmest, hvilket fik Niall til at grine sammen med mig. Og hans grin fik mig altid til at dø af grin. Det var så smittende.

Filmen sluttede så og jeg tog mig til maven og smilte til dem alle sammen og så på dem. ”Nå, nu skal vi nok til at hjem” sagde Zayn, og vi nikkede alle sammen. Jeg rejste mig og så mig omkring. Drengene kom alle over og gav mig et kram, og et madeligt kram til Harry.

”Vi ses i to, og så må vi finde en dag snart” sagde Niall og vi alle sammen gjorde os enig. For ud over at være sammen om fredagen, så var vi også tit sammen bare på almindelige hverdage.

Drengene smuttede så ud af døren, og efterlod mig og Harry tilbage med alt rodet. Vi rystede en smule på hovedet, og begyndte så at rydde op.

”Så, noget der kommer tilbage? ” sagde jeg og så på Harry, men han rystede blot på hovedet og bed sig en smule i læben. Jeg nikkede stille og så ned på bordet, hvor jeg samlede alle tallerknerne i en bunke, og smed bestikket ovenpå, hvorefter jeg bar det ud i køkkenet.

”Sover du her, eller skal du også hjem? ” sagde Harry så, og hvis jeg ikke tog fejl, så lød han en smule nervøs. Jeg så på ham med et stille smil og vendte mig om, så min ryg lagde mod køkkenbordet.

”Hvis jeg må blive, så gør jeg da det” sagde jeg, og han fik et lille smil til at poppe frem på hans læber.

”Så bliver du her” sagde han. Og jeg kunne ikke lade vær med at smile. Jeg ville da med glæde blive og sove her hos ham. Like always.

”Så, sover du inde ved mig, eller hvad plejer du? ” sagde han så, og han så en smule genert ned, og jeg smilte bare til ham. ”Jeg sover altid inde ved dig” sagde jeg så med et smil, og klappede ham på brystet, og han så på mig med et skævt smil.

”Fair nok” sagde han så, og jeg smuttede ind mod hans værelse, og han fulgte trop. Det var meget sjovt at han bare gik efter mig, som om han var en lille hundehvalp. Men det var sødt. En lille hundehvalp med krøller. Årh. 

Jeg kom ind på soveværelset og Harry stod bare og så en smule genert på mig. Og jeg fandt det egentlig bare utrolig sødt. Jeg trak så min trøje over hovedet og stod bare i BH, og jeg kunne sagtens se på Harry han var en smule overrasket over min handling.

Han tog selv fat om hans t-shirt og trak den over hovedet. Og igen blottede han den perfekte, veltrænede mave. Jeg smilte så til ham og så rundt. Jeg trak så mine bukser af, og stod kun i undertøj. Jeg var ikke genert, for Harry skulle også vide hvordan vi var omkring hinanden, dengang han kunne huske mig.

Ikke at vi gik og smed tøjet for hinanden hele tiden. Men at vi var meget åbne omkring hinanden. Ikke at det ville få ham til at huske, når jeg smed tøjet, men bare han måske kunne huske en lille smule af det hele.

Jeg smuttede så hen til hans skab, og hev den T-shirt jeg altid sov i, når jeg nu sov her. Jeg trak den over hovedet og vendte mig om, lige da jeg så Harry slå blikket i jorden. Busted.

Men det var sødt.

Jeg smuttede så ud på badeværelset, hvor jeg begyndt at børste mine tænder. Jeg havde en dårlig pizza ånde, og måtte derfor få den frisket op.

”Så, er vi altid åbne over for hinanden? ” lød det så bag fra mig, og det var Harry der var kommet ind på badeværelset. Jeg så tilbage på ham og nikkede så med et smil, imens jeg nu stadig havde tandbørsten i munden, og måtte vende hovedet op for ikke at få alt indholdet til at glide ned af min hage.

”Mh, charmerende Lucy” sagde han med et grin, imens han fandt hans tandbørste, og derfor begyndte at børste tænder. Selvfølgelig var det mig der fandt den til ham, for han anede jo ikke hvad han ejede, og hvad han ikke ejede.

Jeg så på ham og grinte kort. Jeg fik spyttet mit lækre mundindhold ud i vasken, og slog så blikket hen på Harry.

Han spyttede hans lækre mundindhold ud i vasken få sekunder efter.

Hvor charmerende vi nu var.

Jeg smuttede så ud af badeværelset, og smuttede ind på værelset, hvor jeg fik mig smidt i sengen. Jeg så hen på Harry som der kom traskede hen igennem rummet, og hans blik lå på mig med et smil. Han smed sig så også i sengen og jeg lagde mig under den ene dyne, og Harry lagde sig selvfølgelig under den anden.

Jeg slukkede så lyset i den ene side af sengen og vi lagde så der i mørket.

”Så, hvordan har du det? ” sagde jeg så, og jeg hørte så Harry vende sig mod mig, og jeg lagde mig selv om på siden og så ud i mørket. Jeg kunne dog selvfølgelig fornemme en silhuet af Harry i mørket.

”Helt fint, hvad med dig? ” sagde han og jeg kunne fornemme hans smil, da han havde kridhvide tænder.

Jaloux ftw.

”Helt fint, jeg er måske bare en smule trist over hele situationen ” mumlede jeg og jeg kunne høre Harry sukke.

”Jeg ville virkelig ønske jeg kunne huske dig, men det kan jeg ikke, og jeg ved ikke om jeg nogensinde vil kunne huske dig, men vi må vel bare starte på en frisk, og prøve at komme til det samme punkt igen” sagde han og jeg sukkede blidt. Det kan godt være vi kunne være bedste venner igen, men det ville aldrig vær det samme som før, og det gjorde mig ked af det.  

Men at vi i det mindste kunne prøve at genoprette det, så det var i det mindste noget.

”Godnat Lucy” sagde han så efter et par minutter, hvor der kun var stilhed. Vi tænkte nok begge to om det hele.

”Godnat Hazza” sagde jeg med et lille smil.

”Hazza? ” gentog han med et grin, og jeg kunne ikke selv lade vær at smile og grine en smule.

”Dit kælenavn” sagde jeg, og han kom med en lyd som tydede på at nu forstod det hele. Sådan en ’Ahhh’ lyd.

Ingen sagde så mere, vi var begge trætte, for det havde været en lang dag. En virkelig lang dag. Men den sluttede da af nogenlunde som den skulle. 

 


 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...