Oblivion | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 jul. 2014
  • Opdateret: 4 aug. 2014
  • Status: Igang
Harry Styles og hans bedste veninde Lucy, har begge føleler for hinanden, efter deres tideligere forhold. Men Harry bliver ved med at benægte hans følelser for Lucy, da han ikke mener at det er godt for dem at de finder sammen igen, og bliver såret igen. Men han begynder ikke at kunne holde sig tilbage mere. Han savner hende, og han elsker hende. Harry begynder at føle at han bliver nød til at fortælle Lucy om hans følelser. Han kan ikke gå rundt uden hende. Harry når lige at fortælle Lucy at han elsker hende i telefonen på vej hjem. Inden han bliver påkørt, og derfor aldrig får Lucys svar af vide.
Da Harry vågner op efter en måned i koma, kan han intet huske. Hverken Lucy, ham selv, eller noget som helst. Han har gemt alt. Lucy vil nu gøre alt for at hjælpe Harry. Men vil den gamle Harry nogensinde komme tilbage i lyset?

19Likes
15Kommentarer
708Visninger
AA

3. 2. I'm sure i loved you ✿


Lucys synsvinkel:

Jeg lod mit blik hvile på Harry da han snakkede. Han havde virkelig glemt alt, han vidste ikke engang hvem han selv var mere. Det fik en klump til at samle sig i min hals, og det gjorde mig ked af det.

Nej, ikke bare ked af det. Det knuste mig.

”Kan du slet ikke huske noget? ” mumlede jeg så og så på ham med et trist blik, og han trak bare på skulderene og så bedrøvet på mig. Han var virkelig lost, det var ikke svært at tyde, ud fra det forvirrede blik der solidt var plantet på hans ansigt.

”Nej, jeg aner ikke hvad jeg laver, eller hvem jeg er” mumlede han og så på mig, imens han tog en dyb indånding, hvilket fik hans skuldre til at løfte sig en smule, og så sænke sig i et langsomt tempo.

Jeg tørrede en tåre væk fra min kind og bed mig hårdt i læben. Det hele ramte mig, det ramte så hård. Og jeg var bange for at det ville tage pusten fra mig.

Jeg tog så hans telefon som der lagde henne på natbordet, eller om det var et natbord, det havde jeg absolut ingen anelse om.

Den havde fået nogle flænger rundt omkring fra ulykkken, men det var ikke slemt. Jeg tændte den, og billede af mig og Harry i Paris dukkede op. Jeg havde bedt ham fjerne det tit, fordi jeg selv mente at jeg lignede noget der var løgn.

Men Harry havde nægtet at fjerne det. Og det var en smule sødt. For jeg elskede selv det billede, selvom jeg lignede lort. Så var det mig og Harry sammen. Og det var det eneste der betød noget.

Jeg vendte mig om mod Harry som der fulgte mig med øjnene og så en smule på mig med, som om han forventede at jeg ville fortælle noget mere. Og det skulle jeg da nok. Jeg havde tit hørt om folk der fik deres hukommelse tilbage, og det ville jeg da også sørge for at Harry fik.

”Det her er os. Vi var i Paris for 2 måneder siden” sagde jeg med et lille smil og gav ham telefonen, som han langsomt tog imod og så på skærmen med et undrende blik, og han smilte så en smule. ”Vi ser glade ud” sagde han så med et lille smil, og jeg nikkede bekræftende.

”Vi bedste venner. Men den dag du kom ud for ulykken, som der forsagte dette, så sagde du at du elskede mig” mumlede jeg stille også på Harry, som der bare sad og lyttede med, og jeg satte mig så ned på sengene og fik et suk til at undslippe mine læber.

”Du lod da til at betyde meget for mig… Men jeg kan slet ikke genkende dig… Jeg kan ikke genkende nogen som helts” mumlede han så og gav mig hans telefon, som jeg tog imod og lagde den hen på bordet igen.

Hans ord fik tårene til at komme frem i mine øjne og jeg sukkede og begravede mit ansigt i mine hænder.

”Det beklager jeg meget” sagde han og jeg tørrede bare mine øjne og nikkede stille.

”Det ikke din skyld” mumlede jeg stille og så ned. Det hele er bare forfærdeligt. Altså det svært at beskrive hvad det hele gør ved mig, men forestil jer at den person som i elsker så forbandede højt, pludselig glemmer alt om hvem du overhovedet er.

”Men… Hvad gør jeg når jeg bliver udskrevet? Jeg ved jo ikke hvor jeg bor eller noget” sagde han og så på mig med et stille suk og så ned i dynen som der lagde over ham, da han kun var iført det usmarte kluns man får tildelt som patient.

”Jeg kunne jo tage med dig hjem” sager jeg stille og så på ham. Han nikkede stille og så på mig med et svagt smil.

”Hvis det er, kunne du så ikke hjælpe mig med at huske? ” mumlede han stille og så på mig med et svagt smil og rømmede sig stille. ”Det lader nemlig til at vi havde det godt sammen, og hvis jeg kan få hjælp til at huske igen, så ville jeg da ikke sige nej” sagde han med et lille smil spillede om læberne.

”Jeg skal gøre mit bedste” sagde jeg så med et smil og så på ham. Det at han selv var villig til at ville prøve at huske mig igen, gjorde det hele meget nemmere at tackle. Smerten var stadig enorm, ligesom trangen til at tude mit hjerte i stykker. Men at han ville huske mig, dæmpede det hele.

”Okay, kan du så få mig ud af det her lort, for jeg ligner da en idiot” sagde han med et grin, og jeg kunne ikke selv lade vær med at undslippe et lille fnis.

***

”Okay, så jeg hedder altså Harry Styles, og jeg er 20 år gammel? ” sagde han med et smil og jeg løftede en pege finger. ”Harry Edward Styles” rettede jeg ham med et grin, og han rystede bare en smule på hovedet. ”Fair nok” sagde han med et smil.

”Hvornår er jeg født? ” sagde han med et lille smil da vi gik hen af gaden mod hans hus. Vi havde aftalt at tage hjem til ham, for at opfriske alle hans minder. Selvfølgelig vidste vi ikke om det kunne lade sig gøre, og ville virke. Men vi ville da tage alle muligheder i brug.

”1 februar, 1994” sagde jeg med et smil og så op på ham. Han nikkede og grinte en smule og så så ned i jorden. Han så på mig igen og rystede grinende på hovedet. ”Hvad? ” sagde jeg forvirret og smilte til ham.

”Det bare sjovt at du ved så meget om mig” sagde han med et smil og så lige op og vinden i hans hår fik ham til at se så godt ud. Og hvis det ikke var fordi at han slet ikke kendte mig mere, og han derfor ikke havde følelser for mig. Så havde jeg kysset ham. Men at gøre det nu, ville virke forkert på så mange måder.

”Jeg er din bedste ven, og tidligere kæreste, det ville da være sjovt hvis jeg ikke vidste noget om dig” sagde jeg med et smil som han hurtigt gengældte. Jeg smilte bare og gik ned langs gaden og drejede ind da vi kom til et stort lejlighedskompleks. Jeg kendte det sted alt for godt, for jeg boede der praktisktalt.

Harry kendte det jo også ret godt. Men ikke mere. Nu havde han glemt alt om det.

”Okay, så jeg bor her? ” sagde han med et smil da jeg låste døren op til opgangen, jeg nikkede og lod ham gå ind af døren efter mig. Jeg havde altid haft en nøgle til Harrys lejlighed. Det hang sammen med dengang jeg havde problemer der hjemme, og derfor sagde Harry at jeg kunne flytte ind hos ham. Så det gjorde jeg.

”Det gør du nemlig” sagde jeg imens vi gik op af trapperne. Vi kunne have taget elevatoren, men den var åbenbart ude af drift i noget tid, og de var ved at løse problemet. Som der havde stået på sedlen på elevatorens dør.

Det var pænt store lejligheder der lagde her, men Harrys forældre havde røven fuld af penge, men de var nogle af jordens sødeste mennesker, og det samme var Harry.

”Okay, det ser godt nok dyrt ud” mumlede han så da vi stod uden for hans dør, og jeg nikkede og grinte en smule. ”Det er ikke billigt, men dine forældre er ikke helt fattige, så det går nok” sagde jeg med et smil, og han nikkede stille.

”Min familie? ” sagde han så stille og så på mig. Hans forældre havde tit været og besøgt ham imens han havde lagt i koma. Men Da det så ud til at der ville gå længe endnu, så aftalte vi at jeg blev hos ham. Da de havde noget vigtigt at tage sig til. Ja, jeg syntes også selv det var lidt fejt at lade sin søn lille i koma, og så tage på forretningsrejse. Men vi havde aftalt at hvis han fik det bedre, så skulle jeg ringe.

Men hvordan skulle jeg lige få skrevet at deres søn havde glemt alt om dem. Det altså ikke lige noget man skriver. 'Hej, jeres søn er vågnet, men han har ingen anelse om hvem i er' ja i kan selv høre hvor latterligt det lyder.

Jeg så på Harry som der låste døren op med nøgen jeg havde rakt ham. Han smilede en smule da han stille åbnede døren og smilte til mig.

Han virkede en smule anspændt som han trådte ind i huset. Han lod langsomt hans hånd glide fra håndtaget, og han placeret hans sko i gangen, imens han smuttede ind og så rundt i huset.

”Så, hvad syntes du? ” sagde jeg med et smil og smed min taske på gulvet i stuen og så en smule omkring, som om jeg heller ikke havde set hans hus, og derfor måtte udforske de nye omgivelser med ham.

Jeg tør ikke engang tænke på hvordan det også må være for ham, at han ikke kunne huske noget som helst. Det måtte være virkelig overvældene.

”Det ret… stort” sagde han med et smil og så på mig. Han gik rundt som om at han virkelig ikke måtte røre ved noget. Han var alt for forsigtigt.

”Det dit hjem, slå dig løs” sagde jeg med et smil og så på ham. Han nikkede stille og kom med et hæst grin. Han satte sig så stille i sofaen og så på mig. Og jeg kunne da godt se det lille generte smil spillede på hans læber.

”Sådan der sidder Harry Edward Styles ikke i en sofa” sagde jeg med et grin og så på ham. Han sendte mig bare et forvirret udtryk, som jeg ikke kunne lade vær med at grine af.

Jeg skubbede ham tilbage, og smed hans ben op i sofaen og så på ham med et smil. ”Det var bedre” sagde jeg og grinte kort. Han så blot på mig med et forvirret smil. Jeg så så rundt og smed mig i sofaen ved siden af ham.  

”Så, hvordan lærte vi hinanden at kende? ” siger han med et smil, og hans øjne møder mine. Jeg kan mærke den såkaldte varme igen, men følelsen af at han ikke har de samme varme følelser for mig, gør mig en smule ked af det.

Okay jeg er sønderknust.

”Vi har altid kendt hinanden. Vores mødre gik i møder gruppe sammen, og vi voksede op sammen. Vi var bedste venner hele vejen igennem folkeskolen, og vi kom sammen i gymnasiet, men vi slog op, og forblev bedste venner igen. Så ringede du her for en måneds tid siden, og sagde du elskede mig, men vi kom ikke længere, for nu er det sådan her” mumlede jeg stille og så en smule ned.

Han så blot på mig og nikkede til det jeg sagde. Han havde nok brug for at vide hvem jeg egentlig var.

”Okay, det lyder som et kompliceret forhold… Men hvad hedder du egentlig? ” siger han så med et grin. Og jeg kom i tanke om han ikke engang ved hvad jeg overhovedet hedder.

”Lucy Brooklynn” siger jeg med et smil og ser på Harry som der bare nikker med et skævt smil placeret på hans læber.

”Så, er du min eneste ven, eller har jeg andre venner? ” siger han med et grin, som jeg da hurtigt gengælder. Du har andre, venner, dine 4 bedste venner. Også kendt som Niall, Louis, Zayn og Liam. Det havde altid været de 5 drengen og hende. Og de havde det fandme sjovt.

De havde været på hospitalet en del gange, og derfor havde hun også skrevet til Louis på vej her hen, at de gerne måtte komme over.

”Ja, faktisk er 4 af dine bedste venner på vej her hen” siger jeg med et smil, og han lyser så op i panik. ”Men hvad skal jeg sige, jeg kender dem jo ikke, det bliver akavet. ” siger han trist og ser så en smule rundt.

”De ved godt du ikke kan huske dem, men det vil måske hjælpe dig med at huske” siger jeg så stille og ser på ham med et smil. Han nikkede så svagt og jeg kunne ikke lade vær med at smile beroligende til ham. ”Det skal nok gå Harry” sagde jeg med et smil og smuttede ud til døren da det var drengene som tydeligvis havde ringet på klokken.

”Hej” sagde jeg med et sil da jeg var drejet om hjørnet og drengene som allerede var smuttet ind så alle på mig med et smil. ”Hvordan har han det? ” lød det fra Louis, som der tydeligvis var enormt bekymret. Af alle drengene, så havde Harry og Louis var det her specielle venskab. Men det betød ikke de lukkede de andre ude.

”Han kan ikke huske noget som helt, men ellers har han det godt, han er ved at finde sig til rette, så hvis i bare tager den med ro” sagde jeg så med et smil, og drengene nikkede forstående.

Det ville jo ikke være specielt smart hvis de alle begyndte at fare rundt, og bombardere Harry med en masse spørgsmål han tydeligvis ikke kunne svare på.

Vi gik så ind i stuen, hvor Harry nu så op, og hans bekymring og forvirring stod ud af øjnene på ham.

”Hey buddy” sagde Liam så med et smil, og de andre drenge hilste også. Harry stod bare og så akavet på dig, og hans akavet vink fik ham til at bide sig i læben.

”Okay Harry, de her drenge, er også kendt som dine bedste venner igennem hele folkeskolen, sammen med mig selvfølgelig” sagde jeg og sluttede af med et grin.

”Ehm, hvad hedder i så?” mumlede Harry og sendte dem et stille smil og rejste sig op fra sofaen og så på dem. Det var tydeligt at han var genert, men man kan ikke bebrejde knægten.

”Louis” sagde Louis med et smil og så på Harry.

”Niall” kom det så fra vores alles irske blonde fjolle hoved.

”Zayn” sagde Zayn med et smil.

”Og Liam” sluttede Liam navnerunden og Harry nikkede blot og så på dem. ”Jeg er ked af det, men der er intet jeg husker” sagde Harry så og så bedrøvet på mig. Det var tydeligt at han gerne ville huske igen, og når det ikke lykkedes, så det klart det rammer hårdt.

”Det okay Harry, det kan jo være det kommer med tiden. Vi skal bare give det lidt tid, og så se hvad der sker” sagde jeg med et smil, som Harry gengældte svagt og så ned.

”Jeg har en ide!” udbrød Louis så, hvilket fik mit hjerte til at hamre ekstra hårdt i nogle sekunder. Gard den dreng kunne give mig chok.

Vi så alle efter Louis som der var forsvundet ind på Harrys værelse, og han kom tilbage med en stor kasse, og en masse billeder der lagde oven på den. Jeg forstod dog ikke hvor det hele ville være hen.

”Hvad vil du Louis?” spurgte Niall undrende, og jeg var tydeligvis ikke den eneste der var forvirret over Louis’s handlinger. Den dreng var da en smule skør. Men vi elskede ham for det.

Louis så bare på og med et smil og lagde tingene på bordet. Og vi kunne så alle se de masse billeder som Harry havde af hans forældre. Og indholdet i kassen, var fyldt med fotografier, og en masse ting som Harry havde samlet igennem hans liv.

Louis sendte os alle et smil og så på os.

”Let’s take a walk down, memorylane”

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...