Oblivion | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 jul. 2014
  • Opdateret: 4 aug. 2014
  • Status: Igang
Harry Styles og hans bedste veninde Lucy, har begge føleler for hinanden, efter deres tideligere forhold. Men Harry bliver ved med at benægte hans følelser for Lucy, da han ikke mener at det er godt for dem at de finder sammen igen, og bliver såret igen. Men han begynder ikke at kunne holde sig tilbage mere. Han savner hende, og han elsker hende. Harry begynder at føle at han bliver nød til at fortælle Lucy om hans følelser. Han kan ikke gå rundt uden hende. Harry når lige at fortælle Lucy at han elsker hende i telefonen på vej hjem. Inden han bliver påkørt, og derfor aldrig får Lucys svar af vide.
Da Harry vågner op efter en måned i koma, kan han intet huske. Hverken Lucy, ham selv, eller noget som helst. Han har gemt alt. Lucy vil nu gøre alt for at hjælpe Harry. Men vil den gamle Harry nogensinde komme tilbage i lyset?

19Likes
15Kommentarer
709Visninger
AA

2. 1. I love you ✿


Harrys synsvinkel:

Mine hænder strammede automatisk hårdere omkring rattet i min bil. Det eneste jeg kunne tænke på var Lucy. Hendes brune fyldige hår, og hendes smukke brune øjne, som jeg for alvor blev varm inde i, af at se ind i.

Jeg lod frustreret en hånd bane sig vej igennem mine krøller, som føltes bløde mod min håndflade.

Jeg kunne ikke finde ud af hvad jeg skulle gøre. Jeg havde længe ville fortælle Lucy om mine følelser, men jeg var bange. Ik bange som i at blive afvist, men bange for at jeg skulle ende med at såre hende igen. Og jeg er bange for at hun ikke elsker mig mere. Ikke på den måde ihvertfald. 

Da mig og Lucy kom sammen første gang, var det som de der kliché kærligheds historier. Det hele er som en dans på smukke, fyldige og røde roser. Men lige som man havde troet det hele var for godt til at være sandt. Så bristede det hele.

Mig og Lucy slog op, men vi besluttede at blive på et ven - niveau, da vi havde alt for meget sammen, til at kunne give slip på hinanden helt. Så man kan sige det var et overraskende nemt brud.

Men her på det sidste, er det som om at alle mine følelser er kommet tilbage som en storm, og har væltet rundt på alle mine følelser i kroppen. Jeg bliver sku snart svimmel.

Jeg lod et tungt suk forlade mine læber da jeg så ud af forruden på bilen. Det regnede helt utrolig meget, og det gjorde mit syn på vejen sløvt. Jeg havde en smule svært ved at fokusere, på grund af de tusindvis af regndråber, der hamrede mod ruden, og gav en høj lyd efter sig.

Jeg trak så min telefon op af lommen og så på den en smule. Mit blik havde låst sig fast på baggrunden, som der viste et billede af mig og Lucy. Det var fra vores ferie sidste år. Vi var taget til Paris, og vi havde den bedste tid nogensinde. Godt nok var vi kun bedste venner, i kærlighedens by, men derfor var det stadig helt fantastisk.

Billedet var af mig og Lucy. Vi var oppe i Eiffeltårnet, og vi havde hele Paris som udsigt. Men vores øjne lagde kun på hinanden, og det var let at se på billedet at Lucy var ved at grine, og jeg have heller ikke svært ved at lade vær.

Jeg elskede den pige. Jeg elskede hende virkelig højt. Og det var det jeg måtte fortælle hende. Jeg havde i lang tid gået og skubbet alle mine følelser bort. Og der var intet der så ud til at ville virke. Mine følelser for Lucy, var blevet så kraftige, at jeg ikke ville kunne klare at skulle holde dem inde mere.

Jeg vidste ikke om Lucy nogen siden ville tage mig tilbage, men jeg vidste, at hun skulle kende til mine følelser for hende. Hun skulle vide jeg elskede hende.

Jeg tog telefonen, og lod skiftevis mit blik falde på vejen, og tilbage på mobilen, og så på vejen igen.

Jeg trykkede ind på Lucys nummer, og lagde så telefonen mod øret, da jeg havde kaldt op. Jeg måtte sige det, og det skulle være nu. Jeg lod den pirrende opkaldstone fortsætte, og den gjorde mig utålmodig.

”Hej Harry” lød det så glad i den anden ende af røret. Og hendes stemme gjorde at min hals snørede sig sammen. Den stemme fik alt inde i min krop til at skælve. Og jeg elskede det. Jeg elskede hende.

”Hør Lucy, der er noget jeg må sige” mumlede jeg så og holdt mit blik på vejen, og lod min hånd stramme om rattet.

”Hvad er der sket Harry, er du okay? ” lød hun fra den anden ende. Og bekymringen i hendes stemme, var ikke til at tage fejl af. Jeg smilte en smule, da hun bare lød så sød når hun var bekymret.

”Jaja, jeg har det skam fint. Men der er noget du skal vide. Og det er noget jeg har ville fortælle dig i lang tid” sagde jeg stille og mit blid faldt en smule ned på min hånd på rattet, som der stadig blev strammere og strammere. Jeg var bange. Nervøs. Rædselsslagen. Men selvsikker.

”Hvad er det Harry?” sagde hun så, og hendes stemme gjorde mig varm inde i.

”Jeg elsker dig Lucy” sagde jeg så, og jeg kunne mærke hvordan mit greb blev strammere, og min puls stige.

”Jeg –” hun blev cuttet af, da en høj lyd foran mig rev mig ud af mine tanker, og da jeg så op, nåede jeg at se to skarpe lys som der blændede mig, og jeg tabte mobilen fra mit øre.

Der lød et højt brag, og der blev sort.

Lucys svar fik jeg aldrig af vide. 

En måned efter. 

Lucys synvinkel:

Jeg lod mit blik glide rundt i det hvide værelse. Det hele var så rent og pænt, og det så nærmest perfekt ud. Bortset fra følelsen af at det var helt dødt. Ingen lyd. Ingen følelse. Ingenting.

Jeg havde sat på hospitalet, ved siden af Harrys seng i over en måned. Jeg kunne ikke få mine fødder til at gå. Lægerne havde prøvet at overbevise mig om at jeg burde tage hjem, og få slappet af. Men jeg kunne ikke. Jeg kunne ikke forlade Harry.

Han havde lagt i respirator i over en måned, og der havde ikke været noget tegn endnu, men jeg blev ved med at tro. Tro på at han en dag ville slå øjnene op, og jeg endnu engang kunne se ind i de smukke og glimtende, og i den grad tiltrækkende, grønne øjne. Jeg savnede dem.

Den aften hvor Harry ringede og sagde han elskede mig. Jeg kan se tilbage på det med et smil, men også med gråd. Jeg skulle til at sige jeg også elskede ham, men jeg hørte ikke andet end råb og høje lyde, og så var der bare stille.

Jeg fik aldrig fortalt Harry jeg elskede ham. Og hvis han forlod mig nu, så ville han aldrig vide det. Det var også derfor jeg holdt håbet tæt på min krop, og jeg ikke ville lade den forsvinde ud af min krop.

Jeg lagde og holdt Harrys hånd, og jeg så op på ham endnu engang. Bare for at se om de smukke øjne, eller bare et smil eller bare et eller andet tegn på at han var okay.

Men der var intet.

Jeg lod endnu engang en tåre bane sig vej ned af min kind. Jeg havde ikke engang regnet med at der kunne komme flere. Men nu kom de altså igen. Jeg lod et hulk forlade min mund. Og smagen af salg bredte sig i min mund. Jeg lagde mit hoved på Harrys arm og hulkede. Jeg kunne ikke klare den tomhed. Jeg kunne ikke klare at jeg ikke kunne føle ham, eller høre hans blide stemme.

”Harry du må ikke forlade mig. Du må ikke forlade mig nu. Jeg elsker dig, og du er det eneste jeg vil have. Uden dig har jeg ingenting. Du er mit et og alt. Jeg ber dig, bare kom tilbage skat, så det os to for evigt” hulkede jeg og strammede grebet om hans hånd.

Jeg lagde der bare i en smule tid, og jeg følte intet ville blive bedre. Han kunne jo ligge der i over et år hvis det skulle være.

Men så skete det.

Da jeg lagde med mit hoved på hans arm, og min hånd i hans. Så mærkede jeg at grebet om min hånd blev strammere, og det var ikke mig denne gang. Jeg lod langsomt mit blik rette op, og en tåre trillede ned af min kind da jeg så hans øjne blinke en smule.

Mit hjerte hamrede hårdt og jeg gik nærmest i panik. Det her var jeg ikke forberedt på. Jeg skyndte at ringe til lægen, så de kunne komme her ind.

”Harry, Harry kan du høre mig” sagde jeg og holdt en hånd på hans kind, og efter en uges ventetid, fandt hans øjne mine, og jeg kunne ikke kontrollere mine tåre mere. Det hele var overvældene, og jeg kunne mærke alt i mig, kørte på højtryk.

”Hvor er jeg? ” mumlede han med en hæs og forvirret stemme, og jeg lod min finger nusse hans kind. Han var virkelig her, han var der virkelig. Det var som en drøm. Gud havde virkelig hørt mine bønner hver aften. Han havde hørt dem.

”Du er på hospitalet skat, du var ude for en ulykke, men du er okay nu” sagde jeg og lod en tåre lande på hans kind, og jeg tørrede den stille væk.

”Jeg elsker dig så højt” sagde jeg og mine øjne borrede sig ned i hans, men der kom ikke et smil frem på hans fyldige læber, nej det eneste jeg så var forvirring.

”Jeg… det jeg sikker på du gør… men hvem er du?” mumlede han, og der stoppede alt inde i mig. Det kunne ikke passe. Det måtte virkelig være en joke. En yderste forfærdelig og følelsesløs joke. Jeg mærkede alt i min energi forsvandt. "Nej...nej, nej" mumlede jeg. 

”Kan... Kan du ikke huske mig? ” sagde jeg stille og lod min hånd forlade hans kind, og jeg så på ham med et trist blik. Det måtte bare ikke ske det her.

”Jeg beklager meget… men nej…” sagde han stille og så på mig med et trist blik. Han var forvirret, og han havde glemt alt. Og det fik mine tåre til at trille hurtigere ned af mine kinder. 

Jeg lod en hånd glide op foran mine øjne, og et hulk forlod mine læber og jeg måtte gå hen til vinduet. Jeg var knust, jeg var knust så dybt at jeg følte at jeg var færdig. Jeg havde intet. Den person jeg elskede mere end nogen anden. Var væk. Eller han var ikke direkte væk. Men at han ikke kunne huske mig, det var nok.

”Men må jeg spørge dig om noget?” sagde han hæst og jeg vendte mig stille rundt og så på ham, og han havde sat sig en smule op, og jeg gik stille hen til ham og nikkede. ”Selvfølgelig” sagde jeg, og nikkede stille.

”Hvem er jeg?” 

 


Det var så første kapitel af "Oblivion" og jeghar virkelig glædet mig til at komme i gang med den her historie. Jeg har udskudt min Larry Stylinson historie, til jeg engang får ideer til den! haha :) Men håber i vil læse med på denne, og jeg prøver at være lidt bedre forberedt med den her! :)

Elsker jer!

 

xoxo

Rebecca V

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...