Oblivion | One Direction / OneShot

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 maj 2014
  • Opdateret: 24 jul. 2014
  • Status: Igang
Harry Styles og hans bedste veninde Lucy, har begge føleler for hinanden, efter deres tideligere forhold. Men Harry bliver ved med at benægte hans følelser for Lucy, da han ikke mener at det er godt for dem at de finder sammen igen, og bliver såret igen. Men han begynder ikke at kunne holde sig tilbage mere. Han savner hende, og han elsker hende. Harry begynder at føle at han bliver nød til at fortælle Lucy om hans følelser. Han kan ikke gå rundt uden hende. Harry når lige at fortælle Lucy at han elsker hende i telefonen på vej hjem. Inden han bliver påkørt, og derfor aldrig får Lucys svar af vide.
Da Harry vågner op efter en måned i koma, kan han intet huske. Hverken Lucy, ham selv, eller noget som helst. Han har gemt alt. Lucy vil nu gøre alt for at hjælpe Harry. Men vil den gamle Harry nogensinde komme tilbage i lyset?

64Likes
39Kommentarer
2146Visninger
AA

1. 1. I love you ✿


Harrys synsvinkel:

Mine hænder strammede automatisk hårdere omkring rattet i min bil. Det eneste jeg kunne tænke på var Lucy.  Hendes brune fyldige hår, og hendes smukke brune øjne, som jeg for alvor blev varm inde i, af at se ind i. Hun fik mit hjerte til at hamre, som ingen anden pige nogenside havde fået det til. Nogle gange gjorde det ondt. Om det var bare forvirringen som der fik mit hjerte til at gå amok, vidste jeg ikke. 

Jeg lod frustreret en hånd bane sig vej igennem mine krøller, som føltes bløde mod min svedige håndflade, som der havde holdt om rattet i efterhånden lang tid. 

Jeg kunne ikke finde ud af hvad jeg skulle gøre. Jeg havde længe ville fortælle Lucy om mine følelser, men jeg var bange. Ik bange som i at blive afvist, men bange for at jeg skulle ende med at såre hende igen. Og jeg er bange for at hun ikke elsker mig mere. Ikke på den måde ihvertfald. Og det gjorde mig nervøs og bange. 

Da mig og Lucy kom sammen første gang, var det som de der kliché kærligheds historier. Det hele er som en dans på smukke, fyldige og røde roser. Men lige som man havde troet det hele var for godt til at være sandt. Så bristede det hele. Det visnede, og der var intet tilbage, udover det der engang var det smukkeste man havde set, men det hele havde mistet sin glans, og var visnet. 

Forsvundet. 

Mig og Lucy slog op, men vi besluttede at blive på et venne - niveau, da vi havde alt for meget sammen, til at kunne give slip på hinanden helt. Så man kan sige det var et overraskende nemt brud. Der var ingen sure miner, blot et afkald på den person man elskede mere end man selv vidste. 

Men her på det sidste, er det som om at alle mine følelser er kommet tilbage. Som en storm. Den havde væltet rundt på alle mine følelser i kroppen. Jeg bliver sku snart svimmel. Kærlighed gør åbenbart en svimmel. Men der var intet jeg kunne gøre ved det. 

Jeg lod et tungt suk forlade mine læber da jeg så ud af forruden på bilen. Det regnede utrolig meget, og det gjorde mit syn på vejen sløvt. Jeg havde en smule svært ved at fokusere, på grund af de tusindvis af regndråber, der hamrede mod ruden, og gav en høj lyd efter sig. 

Jeg trak så min telefon op af lommen og så på den en smule. Mit blik havde låst sig fast på baggrunden, som der viste et billede af mig og Lucy. Det var fra vores ferie sidste år. Vi var taget til Paris, og vi havde den bedste tid nogensinde. Godt nok var vi kun bedste venner. I kærlighedens by. Men derfor var det stadig helt fantastisk. Og jeg ville ikke havde den var anderledes. 

Billedet var af mig og Lucy. Vi var oppe i Eiffeltårnet, og vi havde hele Paris som udsigt. Men vores øjne lagde kun på hinanden, og det var let at se på billedet at Lucy var ved at grine, og jeg have heller ikke svært ved at lade vær. Men jeg syntes selv der lagde mere i vores blikke, end bare et venskabeligt blik. Der lage så meget mere i det, og jeg kan selv huske øjeblikket. 

Mit hjerte havde hamret ufattelig hårdt. Og det var der jeg fandt ud af jeg stadig elskede Lucy. 

Jeg elskede den pige. Jeg elskede hende virkelig højt. Og det var det jeg måtte fortælle hende. Jeg havde ventet i alt for lang tid, og jeg vidste ikke hvornår det hele ville være forsent. Jeg havde i lang tid gået og skubbet alle mine følelser bort. Og der var intet der så ud til at ville virke. Mine følelser for Lucy, var blevet så kraftige, at jeg ikke ville kunne klare at skulle holde dem inde mere. Det gjorde psykisk ondt på mig, når jeg var sammen med hende, og jeg ikke kunne holde om hende som en kæreste, eller sende hende kærlige blikke, som der viste mere end venskab. Eller at lade mine læber ramme hendes fyldige og varme læber. Det gjorde mig sindsyg. 

Jeg vidste ikke om Lucy nogen siden ville tage mig tilbage, men jeg vidste, at hun skulle kende til mine følelser for hende. Hun skulle vide jeg elskede hende. Jeg anede jo ikke hvornår det hele ville være forsent. Der var jo ingen der vidste om imorgen aldrig ville komme. Derfor måtte jeg fortælle hende det, nu havde jeg chancen. Jeg måtte ligge min nervøsitet på hylden. 

Jeg tog telefonen, og lod skiftevis mit blik falde på vejen, og tilbage på mobilen, og så på vejen igen. Og sådan gik det i et stykke tid. 

Jeg trykkede ind på Lucys nummer, og lagde så telefonen mod øret, da jeg havde kaldt op. Jeg måtte sige det, og det skulle være nu. Jeg lod den pirrende opkaldstone fortsætte, og den gjorde mig utålmodig. For hver gang den lange hyle tone kom, strammede min ene hånd grebet om rattet, og den anden strammede grebet om telefonen. 

”Hej Harry” lød det så glad i den anden ende af røret. Og hendes stemme gjorde at min hals snørede sig sammen. Den stemme fik alt inde i min krop til at skælve. Og jeg elskede det. Jeg elskede hende. 

”Hør Lucy" sagde jeg kort, og min stemme lød nok virkelig nervøs, og det irriterede mig. Grænseløst. 

Hun sagde ikke noget, så hun ventede nok helt hundrede på at jeg ville fortsætte. 

"Der er noget jeg må sige” mumlede jeg så og holdt mit blik på vejen, og lod min hånd stramme om rattet. Det kunne da snart ikke blive strammere. Men det kunne det åbenbart. 

”Hvad er der sket Harry, er du okay? ” lød hun fra den anden ende. Og bekymringen i hendes stemme, var ikke til at tage fejl af. Jeg smilte en smule, da hun bare lød så sød når hun var bekymret.

”Jaja, jeg har det skam fint. Men der er noget du skal vide. Og det er noget jeg har ville fortælle dig i lang tid” sagde jeg stille og mit blid faldt en smule ned på min hånd på rattet, som der stadig blev strammere og strammere. Jeg var bange. Nervøs. Rædselsslagen. Men selvsikker.

”Hvad er det Harry?” sagde hun så, og hendes stemme gjorde mig varm inde i. Den lyse, varme, smukke og kærlige stemme. Den gjorde mig lykkelig. Det var også derfor jeg ringede hver dag inden jeg lagde mig til at sove. Så jeg kunne falde i søvn med en lykkelig følelse. Men der manglede bare noget. Og det var den kærlige lykke. 

”Jeg elsker dig Lucy” sagde jeg så, og jeg kunne mærke hvordan mit greb blev strammere, og min puls stige. Jeg havde sagt det, og nu var der officielt ingen vej tilbage. Men Lucys svar kunne jeg slet ikke vente med at høre. 

”Harry, Jeg –” hun blev cuttet af, da en høj lyd foran mig rev mig ud af mine tanker, og da jeg så op, nåede jeg at se to skarpe lys som der blændede mig, og jeg tabte mobilen fra mit øre.

Der lød et højt brag, og der blev sort.

Lucys svar fik jeg aldrig af vide. 

En måned efter. 

Lucys synvinkel:

Jeg lod mit blik glide rundt i det hvide værelse. Det hele var så rent og pænt, og det så nærmest perfekt ud. Bortset fra følelsen af at det var helt dødt. Ingen lyd. Ingen følelse. Ingenting. 

Absolut ingenting. 

Jeg havde sat på hospitalet, ved siden af Harrys seng i over en måned. Jeg kunne ikke få mine fødder til at gå. Lægerne havde prøvet at overbevise mig om at jeg burde tage hjem, og få slappet af. Men jeg kunne ikke. Jeg kunne ikke forlade Harry. Jeg kunne på ingen måde forlade den person som jeg elskede. Ikke på vilkår. 

Han havde lagt i respirator i over en måned, og der havde ikke været noget tegn på forbedring endnu, men jeg blev ved med at tro. Tro på at han en dag ville slå øjnene op, og jeg endnu engang kunne se ind i de smukke og glimtende, og i den grad tiltrækkende, grønne øjne. Jeg savnede dem. Og jeg kunne græde bare af tanken om ikke at se ind i dem igen. 

Den aften hvor Harry ringede og sagde han elskede mig. Jeg kan se tilbage på det med et smil, men også med gråd. Jeg skulle til at sige jeg også elskede ham, men jeg hørte ikke andet end råb og høje lyde, og så var der bare stille. 

Helt stille. 

Jeg fik aldrig fortalt Harry jeg elskede ham. Og hvis han forlod mig nu, så ville han aldrig vide det. Det var også derfor jeg holdt håbet tæt på min krop, og jeg ikke ville lade den forsvinde ud af min krop. 

Tro 

Håb

Kærlighed

Det var de tre ting som jeg holdt tæt ind til mig. Derfor gik jeg også med det armbånd Harry havde givet mig til min 18 års fødselsdag sidste år. Et guldarmbånd med hjertet, ankeret og korset. Og det betød så meget for mig. Og at Harry havde givet mig det, gjorde bare det betød endnu mere. Der var en diamant på hvert vedhæng. For som Harry forklarede. Så havde alle tre ting en meget værdifuld del. 

Jeg lagde og holdt Harrys hånd, og jeg så op på ham endnu engang. Bare for at se om de smukke øjne, eller bare et smil eller bare et eller andet tegn på at han var okay.

Men der var intet.

Hans hånd var virkelig kold, og den kom ikke med den varme, som den engang gjorde. 

Jeg lod endnu engang en tåre bane sig vej ned af min kind. Jeg havde ikke engang regnet med at der kunne komme flere. Men nu kom de altså igen. Jeg lod et hulk forlade min mund. Og smagen af salg bredte sig i min mund. Jeg lagde mit hoved på Harrys arm og hulkede. Jeg kunne ikke klare den tomhed. Jeg kunne ikke klare at jeg ikke kunne føle ham, eller høre hans blide stemme.

”Harry du må ikke forlade mig. Du må ikke forlade mig nu. Jeg elsker dig, og du er det eneste jeg vil have. Uden dig har jeg ingenting. Du er mit et og alt. Jeg ber dig, bare kom tilbage skat, så det os to for evigt” hulkede jeg og strammede grebet om hans hånd.

Jeg lagde der bare i en smule tid, og jeg følte intet ville blive bedre. Han kunne jo ligge der i over et år hvis det skulle være.

Men så skete det.

Da jeg lagde med mit hoved på hans arm, og min hånd i hans. Så mærkede jeg at grebet om min hånd blev strammere, og det var ikke mig denne gang. Jeg lod langsomt mit blik rette op, og en tåre trillede ned af min kind da jeg så hans øjne blinke en smule.

Mit hjerte hamrede hårdt og jeg gik nærmest i panik. Det her var jeg ikke forberedt på. Jeg skyndte at ringe til lægen, så de kunne komme her ind.

”Harry, Harry kan du høre mig” sagde jeg og holdt en hånd på hans kind, og efter en måneds ventetid, fandt hans øjne mine, og jeg kunne ikke kontrollere mine tåre mere. Det hele var overvældene, og jeg kunne mærke alt i mig, kørte på højtryk. Han var virkelig vågen, han var tilbage. Han var hos mig. Og tårene strømmede ned af mine kinder. De samme tåre som før. Men denne gang med en helt anden betydning. Glæde. Lykke. Overvældet. 

”Hvor er jeg? ” mumlede han med en hæs og forvirret stemme, og jeg lod min finger nusse hans kind. Han var virkelig her, han var der virkelig. Det var som en drøm. Gud havde virkelig hørt mine bønner hver aften. Han havde hørt dem.

”Du er på hospitalet skat, du var ude for en ulykke, men du er okay nu” sagde jeg og lod en tåre lande på hans kind, og jeg tørrede den stille væk.

”Jeg elsker dig så højt” sagde jeg og mine øjne borrede sig ned i hans, men der kom ikke et smil frem på hans fyldige læber, nej det eneste jeg så var forvirring.

”Jeg… det jeg sikker på du gør… men hvem er du?” mumlede han med en lav stemme, og der stoppede alt inde i mig. Det kunne ikke passe. Det måtte virkelig være en joke. En yderste forfærdelig og følelsesløs joke. Jeg mærkede alt i min energi forsvandt. "Nej...nej, nej" mumlede jeg. 

”Kan... Kan du ikke huske mig? ” sagde jeg stille og lod min hånd forlade hans kind, og jeg så på ham med et trist blik. Det måtte bare ikke ske det her.

”Jeg beklager meget… men nej…” sagde han stille og så på mig med et trist blik. Han var forvirret, og han havde glemt alt. Og det fik mine tåre til at trille hurtigere ned af mine kinder. 

Jeg lod en hånd glide op foran mine øjne, og et hulk forlod mine læber. Jeg var knust, jeg var knust så dybt at jeg følte at jeg var færdig. Jeg havde intet. Den person jeg elskede mere end nogen anden. Var væk. Eller han var ikke direkte væk. Men at han ikke kunne huske mig, det var nok. Det var nok til at knuse alt inde i mig. 

”Men må jeg spørge dig om noget?” sagde han hæst og jeg vendte mig stille rundt og så på ham, og han havde sat sig en smule op, og jeg gik stille hen til ham og nikkede. ”Selvfølgelig” sagde jeg, og nikkede stille, og prøvede virkelig at kontrollere min stemme. 

”Hvem er jeg?” 

 


 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...