I See Fire

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 maj 2014
  • Opdateret: 15 sep. 2014
  • Status: Igang
Ella Grey er 14 år da hun opdager en særlig evne hun har. Hun har altid været tiltrukket af ild, men dette er anderledes end alt andet hun nogensinde har kendt til. Hendes liv ændres radikalt, og hun må finde ud af om det er en gave eller en forbandelse hun bærer på.

Advarsel: Der vil forekomme voldelige samt seksuelle "hentydninger".

2Likes
2Kommentarer
188Visninger
AA

3. 2. Burning the trees

En let brise smyger sig gennem skoven og får de tørre, smukt farvede efterårsblade til at rasle, og enkelte slipper grenene på træerne, og svæver på den lune vind rundt mellem træerne, for til sidst at lande blødt på laget af blade der for længst har ramt jorden. Bladene dækker skovbunden som et smukt, blødt tæppe af flammer og de røde, orange og gule farver står i smuk kontrast til de brune nuancer på træstammerne og på de få områder af jord, som ikke er dækket af blade. 
Jeg stopper op et øjeblik og ser mig om, suger indtrykkene til mig, trækker vejret dybt, dufter efteråret og den smukke natur ... og bliver brat hevet tilbage til virkeligheden, da May får øje på en fugl, og højt gøende sætter efter den. Jeg sukker og smiler lidt og begynder igen at gå. Jeg har aldrig brudt mig om at gå ude på de store stier, hvor man møder andre mennesker. Jeg går ikke i skoven for at møde mennesker, så ville jeg gå en tur ned i byen eller sådan noget. I skoven skal jeg bare være mig og mine hunde. Jeg fløjter højt og Jack kommer op på siden af mig, hvor han veltilfreds lunter afsted. Efter et par minutter, kommer en meget forpustet og halsende May tilbage til os. Hun ruller sig i bladene af fryd og kan slet ikke komme til for sig selv, her i al herligheden. 
Jeg smiler ad hende og kigger ned på Jack. 
"Hun er tosset, synes du ikke? Tosset," siger jeg og klør ham bag øret. 
Han stirrer tilbedende på mig, med sine mørke, tillidsfulde øjne og tungen hængende ude af halsen. 
Jeg trasker rundt mellem træerne, opslugt af den raslende lyd mine støvler laver, når de rammer bladene, betaget af det orange slør der for en måneds tid siden var grønne trækroner, fortryllet af varmen i skovens forvandling. Jeg går og nynner for mig selv, føler en varme brede sig inde fra mit hjerte og helt ud i fingerspidserne, måske er det bare fordi jeg har gået lang tid, måske er det noget mere. Langsomt, svinder lyset, de gyldne blade bliver dybrøde og solnedgangsorange, det føles som om skoven lukker sig sammen om mig, omfavner mig, kærtegner min blege hud, purrer op i mit røde hår, lader mig blive et helt stykke. 

Jeg bliver brat hevet ud af min drømmeverden, da et skrig flænger luften. Et skrig af panik. Jeg ser mig om, Jack står og kigger ind mellem træerne med halen højt hævet. May er væk.
Jeg fløjter højt, men der sker ingenting. 
"May!" råber jeg og mærker panikken brede sig. 
Åh nej. Jeg skulle have holdt øje med hende. Jeg ved at hun elsker at strejfe, og jeg ved at hun ikke er helt så trofast og loyal som Jack. Da jeg hører endnu et panisk skrig, klynker Jack. 
"Find hende, Jack. Find hende!" hvæser jeg, og han styrter afsted med mig i hælene. 
Vinden pisker mit hår væk fra ansigtet, da jeg løber efter Jack gennem skoven. Panikken breder sig. Bare der nu ikke er sket noget. Det er flere år siden at May sidst bed nogen, og dengang var det en anden hundeejer, som valgte ikke at melde os. Ellers var hun blevet aflivet. Mor bliver rasende, hvis hun finder ud af at jeg har været så uopmærksom og ikke har haft May i snor, som jeg egentlig skal. Men hun plejer jo ikke at stikke af!
Jack springer over en træstub som jeg løber udenfor, og lige fremme kan jeg se en af de større stier mellem træerne. Det smerter i mit bryst, jeg har sidestik, men jeg bliver ved med at løbe til jeg kommer ud på stien. Ti meter fra mig, står en pige, ikke mere end seks eller syv år gammel, presset op mod et træ, mens hun holder en dukke højt over hovedet. Tårerne strømmer ned over hendes kinder, og foran hende står May med spredte ben og sænket hoved. Hun knurrer lavmælt, faretruende. 
"Åh Gud," stønner jeg og løber hen til hunden og pigen. "May!" brøler jeg og river fat i hendes halsbånd. 
Jeg hiver hende væk fra den skrækslagne pige og sætter snoren i halsbåndet. Pigen stirrer på mig med kæmpestore øjne og knuger dukken ind til sit bryst. 
"Den ... den ... den ..." gisper hun med gråd i stemmen. 
"Gjorde hun dig noget?" spørger jeg hurtigt og holder May i kort snor. 
Hunden sætter sig ned og kigger på dukken mellem pigens hænder. Pigen ryster på hovedet og snøfter. 
"Den er ond," hvisker hun skrækslagent. 
"Nej nej," skynder jeg mig at sige. "Hun er ikke ond. Hun ville bare rigtig gerne låne din dukke," 
Jeg ved overhovedet ikke om det passer, men jeg er jo nødt til at gøre noget for at berolige hende, og så bare satse på at hun ikke vil sige noget til sine forældre. 
Pigen kigger mistænksomt på Jack, som sidder lige så pænt ved siden af mig. 
"V-Ville hun?"
"Jep," siger jeg og smiler anstrengt. "Den er bare så fin,"
"Anna! Anna!" Jeg vender mig om, da jeg hører løbende skridt bag os. 
En kvinde kommer løbende med tøj og hår i uorden, tydeligt forpustet og bekymret. "Anna, er du okay?" hun fejer pigen - Anna - op i sine arme og trykker hende ind til sig. "Skat dog, hvad er der sket?" spørger hun, da hun ser pigens tårer. 
Anna ser på mig og peger forsigtigt på May, der nu ligger ved mine fødder og ser ud til at kede sig. Kvinden vender sig om mod mig med et forarget blik. 
"Hvad har din hund gjort?"
"Hun har ikke gjort noget," siger jeg hurtigt. "Hun stak af fra mig, og, ser du, hun er ikke så gammel, og hun elsker at lege og så ..."
"Har din hund angrebet min datter?" hyler kvinden hysterisk og trykker pigen endnu hårdere ind til sig. 
Hvis ikke hun snart slapper af, kvæler hun da det stakkels barn!
"Nej," gentager jeg og lægger armene over kors. "Det har hun ikke! Du kan jo se at der ikke er sket noget med hende,"
Jeg mærker en varme brede sig i min krop. Ikke den samme slags varme som før, ikke som en lun glød. Dette er som en brændende varme, så varmt at det næsten gør ondt i mit bryst af bare irritation og arrigskab over at denne kvinde ikke vil lade mig forklare hvad der er sket. 
Kvinden stirrer på May og Jack. Hun er tydeligvis ikke en hundeperson. 

"Hvordan var gåturen?" 
Jeg smækker havedøren og stiller mine støvler på måtten. 
"Fint,"
"Har du lukket hundene ind?"
"Ja,"
Jeg fortæller hende ikke om dukke episoden. Efter nogle minutters overtalelse og undskyldninger, gik Annas mor med til ikke at melde os. Hun havde nok heller ikke fået så meget ud af det, eftersom May jo ikke gjorde barnet noget, men man ved aldrig. Jeg vil ikke bekymre mor mere end højst nødvendigt, så jeg ser ingen grund til at belemre hende med det. Der skete jo ikke noget. 
"Jeg har lavet aftensmad," 
Jeg sætter mig ved bordet, og ser min mors stolte smil. For et par uger siden besluttede hun at nu skulle det være nok med take-out og færdigretter, så nu vil hun til at begynde at lave mad igen. Og eftersom hun er "ledig på markedet", som man tydeligvis siger når man er over tredive, så vil hun jo gerne være tynd og se godt ud, så lige pt. lever vi udelukkende af kylling og grøntsager. Jeg er ærlig talt ved at være skide træt af "wok kylling med grønt", som det åbenbart hedder.
"Fint," siger jeg bare og sætter mit umulige og uregerlige hår op i en knold. "Hvad skal vi have?"
"Wok kylling med grønt," kvidrer mor begejstret og sætter en tallerken foran mig. "Med nudler," hvisker hun så, konspiratorisk, og blinker til mig. 
Jeg kan ikke lade være med at smile. Jeg har brokket mig den sidste uge, over at jeg gerne vil have nudler eller ris til det forbandede kylling-og-grønt-mad, men mor har nægtet, fordi det åbenbart indeholder for meget at noget der gør hende tyk. Men her er de så! Mine nudler. 
Med et smil, kaster jeg mig over min mad. Jeg er så sulten at det ikke engang rør mig at maden brænder mig på tungen, og jeg skovler nudler, kylling og broccoli ind, i store mundfulde. Af en eller anden grund er jeg virkelig, virkelig sulten, jeg føler mig helt drænet for energi, som om jeg har en brændende tomhed i min mave. Måske skyldes det min lille, ufrivillige løbetur her til eftermiddag. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...