I See Fire

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 maj 2014
  • Opdateret: 15 sep. 2014
  • Status: Igang
Ella Grey er 14 år da hun opdager en særlig evne hun har. Hun har altid været tiltrukket af ild, men dette er anderledes end alt andet hun nogensinde har kendt til. Hendes liv ændres radikalt, og hun må finde ud af om det er en gave eller en forbandelse hun bærer på.

Advarsel: Der vil forekomme voldelige samt seksuelle "hentydninger".

2Likes
2Kommentarer
186Visninger
AA

2. 1. I will cover my eyes

"Mit navn er Ella. Ella Grey, med de grå øjne. Helt sikkert. Jeg er 14 år gammel, og det her er så mit liv. Hele mit liv, alle mine hemmeligheder, skrevet ned ét sted, så alle og enhver der kunne finde på at lede det helt rigtige sted, kan få alt at vide om mig. I virkeligheden er det ikke nogen særlig god idé. Det var min mors. Altså idéen. Hun mente jeg ville have godt af at få mig sådan en dagbog. Så jeg kan skrive alle mine tanker ned. Jeg sidder altid helt i min egen verden når vi er på familietur ude i naturen f.eks. Det siger hun. Vi tager ikke på så mange familieture mere. Nu når det bare er mig og hende..."

Jeg smækker bogen i og sukker højlydt. Dumme dagbog. Dumme mor. Dumme, dumme mor. Hvad skal jeg med sådan en? Skrive alle mine inderste tanker ned? Nej tak. De har det helt fint oppe i mit hoved. Jeg trommer med fingrene på omslaget af bogen, kaster et blik hen mod skraldespanden, men beslutter at lade bogen ligge på sengen. Der kan den jo ikke gøre så meget skade. Der står trods alt ikke nogen vilde hemmeligheder i den. Endnu. Det kommer der nok heller aldrig til. Aldrig nogensinde. Så i stedet for at tvinge mig selv til at komme i tanke om en af mine hemmeligheder, rejser jeg mig op og går ned i stuen til min mor. Hun sidder foran computeren og er helt opslugt af hvad det nu er hun har gang i. Jeg snupper et æble fra en skål, tager en bid og ser hende over skulderen. 
"Hvad laver du?"
Det gibber i hende.
"Åh Gud, Ella, du forskrækkede mig!"
"Sorry," mumler jeg og smider mig i stolen ved siden af hende. "Nå, men hvad laver du så?"
"Jeg er ved at finde ud af noget om den der kur jeg fortalte dig om. Man skal spise noget helt specielt og så skal man dyrke yoga fire gange i ugen. Vi kunne jo gøre det sammen. Som sådan en mor-og-datter-ting," foreslår hun forsigtigt og smiler til mig. 
"Øh, nej tak mor, det går nok. Jeg behøver ikke gå til yoga,"
"Hold nu op skat, man bliver smidig af det, og når først du får en kæreste ..."
Min mor er meget åben omkring hele sex-situationen, så jeg har lært at lukke af, så jeg kun ser hendes mund bevæge sig, uden at høre ordene der kommer ud. Nej tak, ikke noget af det til mig. Mit blik bliver fanget af et flakkende fyrfadslys der står på bordet og jeg stirrer tænksomt ind i det. Da jeg var lille, så min far og jeg altid efter billeder i ilden, ligesom når man ser efter skybilleder. Jeg er ret god til det efterhånden. Lige nu ser jeg et krakeleret hjerte. Tror jeg. 
Da min mor er færdig med at tale, registrerer jeg det slet ikke. Jeg sidder bare og stirrer ind i det lille lys. Ild er det smukkeste i verden. Så levende og varmt, så dragende og alligevel så farligt. Jeg har begået fejlen flere gange og stukket en finger ind i flammerne. Dårlig idé. Det gør ondt, og man får en vabel. Men det er bare så smukt. Det ser så lunt og blødt ud, det ser ud som om det kærtegner ens hænder, hvis man stikker dem derhen, og jeg måtte bare prøve. Tre gange. Selvfølgelig. 
"... tænker du på? Ella? Ella? Ella, hvad tænker du på?"
Min mors stemme trænger ind i mit hoved, og jeg ryster hurtigt betagelsen af flammerne af mig. 
"Undskyld, hvad? Jeg glemte at høre efter. Men nej mor, jeg vil ikke gå til yoga med dig, jeg synes vi har rigeligt mor-og-datter-tid i forvejen!" 
Min mor ser straks såret ud, og jeg slår mig selv i hovedet - indvendigt selvfølgelig. Efter mine forældre blev skilt og min bror valgte at flytte med min far, har min mor haft en idé om at jeg kun er blevet hos hende af dårlig samvittighed. Det er måske også delvist derfor, men ikke udelukkende! Jeg kan godt lide min mor, jeg elsker hende jo, men jeg ligner bare min far mere, og desuden er min bror min bedste ven. Det er altså ikke alle der er så heldige at have en tvilling, som de rent faktisk kan rigtig godt med. Så ja, okay, måske er en af grundene til at jeg blev hos mor, at jeg ikke kunne bære at hun skulle være alene. Selvom de sagde at vi skulle vælge hvad vi helst selv ville, og ikke tænke på dem. Det var vores valg. Jeg skal så sandelig også lige love for at Ethan valgte efter hvad han selv ville. Uden overhovedet at tage snakken med mig. Men okay, vi vidste begge to godt at vi ville blive nødt til at bo hver for sig, for vi ville ikke kunne lade nogen af vores forældre være alene. Og Ethan og min mor i samme hus, kun de to, hver eneste dag, det ville gå galt i løbet af få uger. Så jeg trak altså det korte strå. På en måde. Men jeg elsker hende jo!
"Åh mor," sukker jeg og roder i mit hår. "Jeg mente det jo ikke sådan. Jeg mente bare at vi altid hygger os så meget, så hvis vi nu begynder at lave for mange ting sammen, så glemmer vi måske at værdsætte det rigtigt,"
Puha. Godt reddet Ella. Godt reddet. Mor ser lettet og glad ud. Siden hun og far blev skilt - altså de sidste 7 måneder - har hun været nærtagende, let at gøre ked af det, og mest af alt, super naiv. Hun tror på alt hvad alle siger til hende. Det skal jeg nok lige have snakket med hende om. 
"Det har du også ret i, skat, det synes j- ... hov, tager du telefonen?"
Telefonen ringer ude fra køkkenet, og jeg rejser mig hurtigt og småløber derud. Mor plejer at bede mig tage telefonen, for hun er altid bange for at det er far, eller skilsmisseadvokaten, der vil et eller andet. Så derfor er det altid mig der tager telefonen. 
"Hallo?" jeg løfter røret på den gammeldags telefon og sætter mig på køkkenbordet. 
"Ja hallo? Carol?" en hæs stemme, tilhørende en ældre dame lyder i den anden ende. 
"Åh, hej mormor," siger jeg, en smule skuffet. 
Jeg havde håbet det var far eller Ethan. 
"Nå, Ella, er det dig?" rasper Agatha Summers, min mormor. 
"Det er det i hvert fald!" svarer jeg, så muntert jeg kan - hvilket ikke er særlig muntert. 
"Nå, har du det godt min skat?"
Åh nej, her kommer det. Min mormor taler altid så længe, at man til sidst nogle gange bare bliver nødt til at lægge på, eller, hvis man er på besøg, gå sin vej. Jeg fornemmer at det er sådan en situation vi er ude i nu.
"Det kan du tro jeg har, mormor. Du får lige mor!" jeg får hende hurtigt vimlet af, holder hånden for røret, og kalder på min mor over skulderen. 
Hun kommer til syne i døren med et bekymret blik. 
"Er det Jonathan? Eller advokaten?" hvisker hun. 
"Nej," stønner jeg opgivende. "Det er mormor,"
"Åh!" Mor lyser op. "Perfekt. Kom med den," hun tager telefonen ud af hånden på mig og sætter sig på en stol. 
Jeg hopper ned fra køkkenbordet og går udenfor, hvor solen skinner fra en skyfri himmel. Det er rimelig lunt og helt vindstille, selvom det faktisk er efterår, og en sweater eller en lille skindjakke er nok, når man skal udenfor. Jeg vælger den hurtige løsning, en sweater, og begiver mig i rask tempo afsted hen over græsplænen. Der er intet bedre end at gå en tur i skoven når det er efterår. Bladene har de smukkeste røde, gule og orange farver, og hele skoven minder mig om de varme flammer fra sommerbålene på vores utallige familieudflugter. Efterårsbladene er næsten lige så smukke som ilden. Næsten. 
Da jeg når den bageste del af haven, drejer jeg til højre, hen mod en slags lille lade, med en udendørs gård, lukket af med hønsetråd. Jeg slår slåen på døren til side, og træder ind i den lille lade. En lugt af pels, hundemad og frisk hø slår imod mig, sammen med den høje lyd af syv store schæfere der hilser på mig. Jeg passerer de første to bure på højre hånd, og lukker det tredje op. 
"Jack, kom her," kalder jeg, og den store, hvide schæfer rejser sig hurtigt op, retter ørene fremad og kigger på mig. "Kom så her!" jeg peger foran mine fødder, og han lunter hen og sætter sig foran mig, mens jeg finder hans snor frem. "Så går vi," jeg begynder at gå, smækker lågen da Jack er gået med ud, og vi forlader hundegården, og går ud i solskinnet igen. 
Jack tager en hurtig løbetur for lige at strække benene og så er vi klar til at gå, netop da min mor kommer ud på terrassen. 
"Nå, der er du!" råber hun gennem haven. "Hvad skal du?"
"Jack og jeg går en tur," svarer jeg højt og sætter hånden over øjnene, for bedre at kunne se hende i det skarpe lys. 
"Tag May med, gider du? Hun trænger," råber mor tilbage og forsvinder ind i huset igen. 
Jeg sukker, beder Jack vente i haven og går tilbage i hundegården. Da jeg har lukket den noget mindre, og "almindeligt farvede" tæve ud, og taget hendes snor, går jeg ud igen, og med hundene løbende omkring mig, sætter jeg kurs mod skoven og mit helt private flammehav. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...