Danger by Jileyoverboard (Justin Bieber)

They don't call him Danger for nothing...

13Likes
8Kommentarer
886Visninger
AA

2. "Sig ikke, jeg ikke advarede dig."

Jeg skulle dø.

Det var officielt.

Enten det, ellers ville jeg blive udstødt fra menneskelighed. Ja, det lyder godt. I det mindste var jeg alene og ikke død.

Da Carly begyndte at skubbe mig i alle retninger til festen, havde jeg taget mig selv i at kigge over det hele efter Danger som de kalder ham. Selve navnet fik min mave til at slå koldbøtter.

Jeg ved ikke hvorfor, jeg kunne heller ikke forklare det. Jeg tror nerverne tog over og jeg bekymrede mig over mit liv, mere end jeg skulle. Jeg bekymrede mig mere over den her tilfældige fyr, end mine forældre.

Jeg gik fra forstanden og lige nu, ville jeg bare væk fra det hele. Mit hoved skulle ikke kigge i alle retninger, fordi jeg var bange for at se ham, Det skulle være begrund af mine forældre. Hvad nu hvis de forlod huset for at kigge efter mig, og fandt mig her? Hvad nu... Hva helvede, hvorfor skulle jeg bekymre mig? Mine forældre er den mindste bekymring.

Jeg slap Carly's hånd, og ventede på hun vendte sig om. "Kan ikke trække vejret Carly." Tilstod jeg. "Jeg kom ikke bare for at gå rundt. jeg kom for at have det sjovt, og hvis vi ikke skal lave andet, end at flygte fra hver social gruppe til festen, så går jeg hjem." 

Carly tog et stykke hår bag hendes øre, og grinte nervøst. "Undskyld." Hun rødmede. "Jeg tænkte ikke at jeg trængte på."

"Det er ikke fordi du trænger på..." Begyndte jeg før jeg afbrød mig selv. "Det er bare, siden vi så Danger.... Tale til mig, har du været helt oppe at køre, og jeg kan ikke holde det ud mere."

"Undskyld." Hun slikkede sine læber.

"Det er bare det." Jeg tog en dyb indånding før jeg fortsatte. "Siden han talte til mig har du opført dig som om jeg skal dø, det skal jeg ikke."

"Hvordan kan du være så sikker på det?" Hun kastede sine hænder op i luften. "Der er en grund til han bliver kaldt Danger Kelsey!"

"Ja, men Danger talte kun til mig èn gang. Det er ikke fordi han har inviteret mig ud eller noget." Jeg rystede på hovedet. "Du overreagerer og du ved det. Desuden kender du ham ikke!"

"Jeg ved nok om ham til at sige han er dårlig nyt." Hun prøvede på at lyde overbevisende, men det kom bare ud som en bunke bræk.

"Og du tror på hvad alle siger?" Jeg hævede et bryn og hun nikkede energisk. "Carly det er ikke alt hvad folk siger der er sandt. Folk overreagere over alt hvad de hører. Du skal ikke tro på alt hvad folk siger. Du af alle folk burde vide det!" Jeg mindede hende om dengang Danny Jergins begyndte et rygte om, Carly havde været i seng med ham. Det begyndte der og til hun var gravid og hun havde fået en abort. Rygtet var der i lang tid, før det stoppede og nye rygter spredtes.

"Det er anderledes." prøvede hun at augmentere.

"Hvordan?" Jeg satte min hånd på min hofte. "Nævn en måde det er anderledes på." Jeg tappede med min fod mens jeg ventede på hendes svar.

"Det er det bare okay!" Mumlede hun skarpt. "Alle kender ham Kels. Ikke fra ting han selv har sagt. Folk kendte allerede til ham."

"Ja fra lort andre har sagt om ham. Det er ligemeget hvem der startede det Carly, Sandheden er den samme. Ingen ved noget som helst.  Den eneste der gør, er den her Danger dreng og når han selv indrømmer det, er det sandt. indtil da, er alt det du hører løgn."

Efter lidt stilhed, gav hun sig endelig. "Fint men sig ikke, jeg ikke advarede dig." Hun pegede på mig med surmulende læber, før hun linkene vores arme sammen og trak os hen mod festen, hvor folk faktisk var og danse. Noget jeg ikke troede jeg ville se resten af aftenen.

Jeg pleger ikke være en der brød reglerne, men denne gang, ville jeg. Jeg åbnede en ny øl, hældte den ned i min hals og gik tilbage for at se Carly var forsvundet. Argh, pis...

Sukkende begyndte jeg at lede efter hende. Jeg begyndte at skubbe mig forbi folk der dansede op af hinanden som om de havde sex, pothovederne der røg en joint, dem der drikkede i fuldskab, jeg kunne stadig ikke finde Carly nogle steder.

Der var gået et par minutter og mine fødder var ved at kollapse. Jeg havde ikke engang en stol. Det var som om, de her folk ikke vidste hvad meningen var med en stol.

Jeg gav endelig op, og besluttede mig for, bare at skrive til hende. Jeg tog min mobil frem, og begyndte at skrive.

Hvor er du? Jeg har ledt over alt. Skriv tilbage så vi kan mødes igen. Jeg skal snart hjem!

Tilfreds puttede jeg min mobil tilbage i lommen, da noget langt væk fik min opmærksomhed. Jeg gik tættere på, og så det var en stamme. Det var nok det tætteste på en stol der var. Jeg gik stille og roligt hen mod den, og satte mig ned, strakte mine ben og slappede med det samme af.

Det varede ikke længe, for jeg opdagede der var gået 10 minutter uden Carly havde svaret. Hun plejede altid at svare tilbage med det samme! To minutter når hun var fuld. Nu var jeg ret så bekymret, for jeg vidste hun ikke var tæt på de folk der festede. Jeg besluttede mig for at tage en rute, der gik gennem en masse træer.

Mine hænder tog jeg ned i lommen, ignorerede alle de sindsyge tanker der kom til mig, da jeg opdagede hvor mørkt der var.

Hvordan kunne Carly bare forsvinde på den måde? Var hun virkelig så oprevet over jeg ikke tog det alvorligt, at Danger havde snakket til mig?

Eller kunne det have været noget andet? Måske var der en der havde bedt hende om at komme med dem... Men alligevel.. Hun ville have fortalt mig det, før hun bare skred.

Frustreret sukkede jeg, og kunne mærke de øl jeg havde drukket tidligere sank ned i mig, men heldigvis så jeg nogle mennesker og gik hen mod dem.

Uden at tænke over det, fortsatte jeg og kiggede roligt op, for at se den gruppe jeg var gået hen mod, ikke var nogen normal gruppe. De havde rødt og sort tøj på, og hvad jeg huskede fra Carly's mange taler, kom jeg til at tænke på... Det var dem her, hun advarede mig imod.

Danger's gruppe.

Hjertet i mit bryst begyndte at hamre hurtigere, da jeg gik tættere hen mod træerne, for at gemme mig selv.

"Du er ude i noget lort, Parker." Sagde en mørk stemme fra skyggerne, min mave slog en koldbøtte og mine håndflader blev svedige.

"Un-undskyld." Hvem end den dreng talte til, begyndte at stamme, stemmen lød så skrøbelig, jeg kunne ikke gøre andet end at krumme tæer.

"Undskyld betyder ikke noget mere. Du havde dine chancer og pissede stadig på det. Vi gav dig 3 uger mere og du kunne stadig ikke få fat på de penge."

"Vær nu sød, jeg skal bare have lidt mere tid--"

"Desværre har du ikke mere tid kammeret." Og med det følte jeg min krop blive følelsesløs, da jeg kiggede op til at se et skud blive skudt og en krop falde til jorden, jorden blev med det samme rød.

Hvad fuck skete der lige?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...