Danger by Jileyoverboard (Justin Bieber)

They don't call him Danger for nothing...

13Likes
8Kommentarer
887Visninger
AA

5. "Kan du ikke sidde behageligt?"

Undskyld jeg ikke har opdateret her på det seneste, har haft meget at se til :-)

---------------------------------------------------------------------------

Jeg skal hjem til en morder. Wow, det ville være noget fantastisk, at fortælle mine børn når jeg er ældre.

Jeg sukkede uroligt i sædet. Jeg ville lyve hvis jeg sagde, jeg ikke var urolig.

Jeg ville også lyve hvis jeg sagde, jeg ikke blev pinlig berørt når min røv gned sig op af læderet af sædet, og lavede pruttende lyde.

Danger grinte. "Kan du ikke side behageligt?" Han smilte smørret, kiggede hen mod mig, før han hurtigt kiggede på vejen igen.

Mine kinder blev helt varme. "Nej er bare lidt... Køresyg." Løj jeg, og trak på skuldrene.

Han rystede på hovedet. "Hvad end du siger shawty." 

Jeg rystede på hovedet. Denne fyr har seriøst brug for hjælp.

"Du skal ikke rulle dine øjne af mig luder. Husk." Han tog hårdt fat i min hage. "Du er i min bil."

Jeg veg tilbage af smerten. Alt jeg kunne gøre er at nikke.

"Godt." Han skubbede mig tilbage, og tog sin hånd på rettet igen.

Vi var endelig nået hen til hvad jeg gættede var hans hus, siden han parkerede i en garage lignende ting. Jeg kunne ikke gøre for det.... Min kæbe faldt af respekt da jeg så huset. Jeg må indrømme, at jeg er imponeret. Det så ret godt ud, fra den vinkel jeg stod i.

Jeg vendte mig om, og ventede roligt, for at ske hvad der skete herfra, lænede mit hoved tilbage, og tænkte på hvor trist mit liv var blevet.

Skuffet kan jeg ikke sigeg jeg var. Jeg mener, jeg havde set det komme, troede bare ikke det ville ske på den måde.

Ud af alle de ting jeg kunne have set -- Nogle blive pisse stiv og kaste op over alt, en det strippede (Sådanne nogle ting var sket før, døm mig ikke.) Et par der snaver-- Men nej. Jeg så en blevet myrdet.

Jeg var den stille pige, lavede mine lektier, lyttede til mine forældre, fik gode karakterer og passede på mig selv. Jeg var ikke ude af kontrol når jeg var i byen, Jeg var genert, havde dog en stor mund nogle gange...

Jeg gjorde gode ting. Jeg havde aldrig gjort en "dårlig" ting... Indtil i aftes hvor jeg sneg ud, og det var den første gang, jeg nogensinde gjorde noget "ekstremt" .

Nu, her var jeg, i en morders bil der tager mig hjem til ham.

Jeg må have døset hen, for jeg lagde ikke mærke til, Danger var ude af bilen, før døren ved min side åbnede, og jeg næsten faldt ud af bilen.

Jeg stønnede.

Han grinte, hvilket fik mig til at stønne højere. "Ikke sjovt!" Sagde jeg skarpt, og gik ud at hans Range Rover.

"Det er det for mig." Han trak på skuldrene, før han lukkede bildøren, og gik hen foran mig.

Jeg rullede hemmeligt med øjnene, og fulgte efter ham. Det sidste jeg havde brug for, var at fare vild, og Gud ved hvad der så ville ske med mig.

At blive taget af en morder, var nok til at jeg ikke ville gøre flere dumme ting.

Danger tog sin hånd ned i hans bukselomme, for at finde nøglen til hans hus. Jeg bed mig i læben, nysgerrig over hvad der skulle ske med mig.

Han havde lovet mig, jeg ikke ville dø, men hven ved om han taler sandt? Jeg så ham jo dræbe en, hvilket gør mig til et vidne. Ikke fordi jeg ville sige noget alligevel, men hvem ved om han stoler på jeg ikke gør det?

"kommer du ind, eller skal jeg selv slæbe dig ind?"

"Huh?" Jeg kiggede op på ham med store nysgerrige øjne.

Han rystede på hovedet, tog fat i min arm, og slæbte mig indenfor, før han lukkede døren bag os. Danger vendte sit hoved og kiggede på mig. "Følg efter mig." Han lavede en bevægelse med hovedet mod nogle trapper.

Jeg nikkede.

Da jeg gik op ad trapperne, bed jeg min læbe, og prøvede ikke at få opmærksomheden fra en eller anden der måske var oppe, på denne tid af natten.

Hva var klokken overhovedet?

"Hva er klokken?" Udbrød jeg pludselig. Noget som konstant skete, i en situation som denne. Jeg kom altid til at sige mine tanker højt på en eller anden måde.

"Et kvarter i to, hvorfor?" Han gik ind i et rum, som jeg regnede med var hans værelse.

Jeg var så død når jeg kom hjem. Hvad hvis jeg ender med at gå hele vejen hjem? "Ikke for noget." Jeg sukkede.

Han trak ligeglad på skulrene, og gik lidt længere ind i rummet, før han lukkede døren.

Jeg kiggede rundt. Rummet var enormt. Han havde en kong sized bed i midten af rummet, med bodorøde lagner, en dyne henover med sorte blonder, væggene var mørkebrune, næsten kirsebær-brune. Jeg var så fascineret, at jeg helt glemte at sige noget.

"Kan du lide det?" Han smilte selvtilfreds og løftede hans bryn.

Jeg bed det indvendige af min kind, før jeg nikkede. "Det er ligesom... Tre gange større end mit værelse."

Han smågrinede. "Men vend dig nu ikke til det. Du vil være ude snart, jeg skal bare lige få ordner nogle ting først, så kan du frit gå."

Jeg nikkede, stadig fascineret over værelset.

Pludselig svingede døren til hans værelse åbent, o ind kpm der en smuk pige på størrelse med mig. Hun havde sort hår der faldt ned til hendes skuldre, med silke kryller, og livlige blå øjne, farvet som havet.

Jeg var stivnet i chock.

Hun var smuk.

Da hendes øjne landede på mig, var hendes ansigt blandet af skræk og væmmelse. Jeg krummede tæer.

"Hvad laver hun her?" Hvæsede hun, hendes stemme dryppede med gift. Hendes blå øjne borede huller ind i mine.

Jeg prøvede at kigge væk, men der var noget over hende, der gjorde mine øjne var låst fast til hendes.

Da Danger så hende, blev hans hasselbrune øjne mørke. "Start ikke!" Udbrød han, hvilket gjorde jeg fik kuldegysninger ned af min rygsøjle.

Hånende viftede hun sit hår bag sine skuldre. Hun fjernede sit blik fra mig, til Danger, og tilbage til mig, før hun kullede med øjnende. Hun gav mig et sidste blik, der tydeligt skrev væmmelse, vendte hun sig om, med hendes Louis Vutton stilletter, og gik ud af Dangers værelse.

Jeg sank hårdt. "Hvad handlede det lige om?" Fik jeg spurgt stille om.

Hans øjne forlod aldrig døren, som hun (hvem "hun" nu var) lige var gået ud af. "Bekymre dig ikke om det." Brummede han.

Han gik forbi mig, ud af rummet, og lod mig stå alene, med et spørgende udtryk.

Hvad jeg havde lært i fortiden var, når folk sagde man ikke skulle bekymre sig, skulle man helt klart være bekymret.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...