Danger by Jileyoverboard (Justin Bieber)

They don't call him Danger for nothing...

13Likes
8Kommentarer
833Visninger
AA

3. "Du kender mig ikke engang,"

Gud havde virkelig andre planer for mig i aften, for jeg havde ingen planer om at det her skulle ske. Det eneste jeg ville, var at være sammen med Carly og have det sjovt for en gangskyld, men nej, Gud forbød at jeg lavede noget, uden alt mit held blev suget ud af mig. Ja intet held. Det var derfor mit liv var som det nu var...

Det tog lidt tid for mig, at samle brikkerne sammen på, hvad der lige var sket. Chokket rystede gennem mine årer, det sekund jeg så blodet, dryppe ud af hovedet på den dreng, der lige var faldet til jorden. Hans krop var fuldstændig livløs. Jeg kunne føle min mave krympe i angst, jeg bed mig i læben, tog mine hænder op foran min mund og prøvede alt hvad jeg kunne på ikke at skrige.

Jeg kunne ikke trække vejret, bevæge mig, eller tage blikket væk fra synet foran mig. Knæerne på mine ben føltes som smør og mine fødder føltes som om, de var cementeret ned i den mudrede jord jeg stod på.

Jeg bandede over mit liv inde i mig selv. På den måde siger jeg i det mindste ikke noget.

Vinden blæste bladene rundt, postyret fik mig til at kigge op, til at se Danger kigge hen mod mig, hans øjne var ulæselige og angst tog over min krop med det samme.

Min hals blev tør, og jeg begyndte at ryste mit hoved, for at sige jeg ikke så noget men det virkede ikke. Han viskede hurtigt noget til de andre og gik hen mod mig uden nogle bemærkede det. Jeg skændtes med mig selv, om jeg skulle løbe eller ej, men jeg ville ikke tage chancen og dø. Hvertfald ikke nu.

Han tog sin arm rundt om min hofte, jeg gispede da han løftede mig op på hans skulder. Det hele skete så hurtigt, jeg opfattede ikke hvad der skete, før han satte mig ind på et forsæde, i noget der lignede hans bil.

Hvis jeg var bange før, var jeg helt sikkert skrækslagen nu.

Uden at vide hvad jeg skulle gøre, sad jeg bare der. Uden at bevæge mig, kiggede jeg rundt, for at se om der var noget, der kunne være farligt for mit liv. En kniv måske? En bombe? Måske en anden pistol? Men jeg kunne ikke se noget. Jeg sukkede lettet. Angsten kom igen med det samme, da døren til bilen åbnede, og ind kom selveste Danger.

Han så ikke for tilfreds ud.

Uden et ord, startede han bilen og kørte væk fra det sted den var parkeret. Min krop begyndte at bevæge sig og min hjerne virkede igen. "Hvor tager du mig hen? Dræber du mig? Åh Gud, jeg vil ikke dø..." Mumlede jeg ubehageligt da tanken kom til mig. Min krop skæret i små stykker, og efterladt rundt omkring, så ingen kunne finde dem.

"Vær stille... Gider du?" Vrissede han af mig. Hans stemme var fuld af bitterhed, hvilket fik mig til ar holde kæft med det samme.

Jeg følte spændingen i bilen, så jeg begyndte at fumle med mine fingre, bed mig i læben så jeg ikke sagde mere, men jeg kunne ikke gøre for det. Jeg havde brug for at vide, hvad der skete. "Hey øhh, Danger?" Jeg slog mig psykisk, over hvor dum jeg lige lød. "Dude, hvad end dit navn er. Undskyld for at springe din bobbel eller noget, men jeg har virkelig brug for at tage hjem. Det er sent, og når mine forældre finder ud af jeg sneg ud, er jeg død. Bogstavelig talt."

Alt hvad jeg fik tilbage var en lille latter. Jeg rynkede mine øjenbryn i forvirring. "Hvad er det, der er så sjovt?"

"Dig." Han blev ved med at stirre i hans sidespejl, han fik et smørret smil, kiggede hurtigt på mig, før han kiggede på vejen.

"Mig?" Jeg kløede mig akavet i nakken. "Hvad er der med mig?"

"Du er i en bil med en du lige så, myrde en anden person, og alt det du kan tænke på er at komme i problemer... med dine forældre?" Nu kiggede han på mig, hele hans opmærksomhed var på mig, Og jeg sank en klump spyt.

"Øhh, altså, ser du, mine forældre er langt mere skræmmende end dig kameret. tro mig, når jeg siger, du er intet i forhold til dem, når det kommer til at skræmme nogle. Du har helt sikkert en grund til at gøre hvad du gør, og det er  fint. Jeg er ligeglad så længe jeg er i live.Men det vil jeg ikke være, hvis mine forældre fandt ud af, jeg er væk."

"Du er en forvirrende sild, det kan jeg fortælle dig." Han grinte, bevægede sig i sædet og kiggede i sidespejlet igen.

"Du er altså heller ikke en let gåtur i parken, ved du nok." Mumlede jeg og tog min hånd under min kind, før jeg tog albuen over på armlænet.

"Du kender mig ikke engang!" Protesterede han.

"Jeg ved og så nok til at vide du er problemer." indrømmede jeg og bed min kind.

"Så jeg gætter på du har hørt om mig?" Han hævede et bryn, da jeg vendte mig, for at se på ham.

"Ja mere end jeg ønsker, tro mig." Sagde jeg mens jeg rystede på hovedet.

"Og du tror på dem?" Han spidsede sine læber, kiggede på vejen og skiftede vejbane.

"Nej..." Jeg tænkte tilbage på den diskusion jeg havde med Carly, men igen, jeg så ham dræbe en.

"Godt." Nu tog han en pakke cigaretter frem, åbnede den og tog en cigaret ud, lagde den mellem hans læber, før han tændte den. Han kastede kassen tilbage i lommen. "For jeg er sikker på at sandheden er meget værre." Han lavede en perfekt røgning.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...