Wander #TWD

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 maj 2014
  • Opdateret: 7 maj 2014
  • Status: Igang
Anastasia Deemer er indelukket, sær og en klods om benet. Hun bliver altid valgt sidst til sports og fravalgt til gruppearbejde. Hun er lille af sin alder, og svagelig. Men det gør hende ikke noget, for hun lever en lykkelig tilværelse med sin forældre og hendes søster, Debbie Deemer. Men alt eskalere da en zombie epidemi bryder løs.
Det her er historien om hvordan "Wander" blev til.

WUPS: Historien foregår i The Walking dead univers, så det vil helt klart være en fordel at havde set serien. Men bestemt ikke et must. Advare mod spoilers, men der sker ændringer i selve historien og den følger derfor ikke tv-serien til punkt og prikke.

2Likes
1Kommentarer
237Visninger

1. The beginning

De grinte af mig. Fniste i hjørnerne. Vendte øjne og hviskede mit navn. Ikke, at det ikke gjorde mig ked af det, for det gjorde det. Men i sidste ende havde jeg nået et punkt, hvor jeg kunne vende den anden kind til. Nok at min krop ikke var stærk, så var mit sind en ren bodybuilder - eller det troede jeg. Endnu engang hørte jeg mit navn, men denne gang var det en stemme, jeg ikke ønskede at lukke ude. "Ana!" Kaldte min søsters velkendte bløde stemme. Hun indhentede mig, da jeg stoppede og så efter hende. Min søster var min modsætning - høj, stærk, udadvent, god til sport og smilet på alles læber. Også på mine. Jeg følte mig lettet, da jeg så hendes runde ansigt skære en grimasse af mig. "Hey Debbie" Svarede jeg, og smilede et smil af tillid. Debbie var 3 år ældre end mig. Min beskytter og min sikre base. Hun forstod mig bedre end nogen anden, og jeg vil ikke tøve et sekund med at overlade mit liv i hendes hænder. 

"Du ventede ikke på mig ved indgangen" Skældte Debbie mig ud, og nev mig i min tynde arm. Jeg tog mig til det blå mærke, jeg var overbevist om hun havde givet mig. Jeg peb og skyndte mig at undskylde, "Jeg kunne ikke lide den måde de så på mig" Hendes blik blev blødt, og jeg var slet ikke i tvivl om hvor meget min søster elskede mig. Hun trak mig ind i en kejtet omfavnelse, og den utryghed jeg for et kort øjeblik havde følt, forsvandt som dug for solen. Jep, jeg vil afgjort dø for hende. Hun uglede mit blonde hår og jeg sendte hende et varmt smil. "Bare rolig," Startede hun og greb mine ranglede fingre i hendes "Jeg er hos dig nu" Jeg nikkede til hende, og lod hende følge mig til min klasse for enden af gangen. Hun gav mig et kram, og jeg sørgede for at tage en dyb indhalering af hendes velkendte duft. Med hendes duft kom alt hvad der gjorde mig tryg; min mor, min far, vores hus og den have vi altid legede med naboens hund i. Måske vil denne dag, ikke blive som de andre. "Vi ses søs" Sagde Debbie og lod sin pegefingre ramme min smalle næse. "Opfør dig nu pænt," Tilføjede hun, inden hun drejede rundt på hælen og forsatte ned af gangen i løb. Jeg så efter hende, og mærkede smilet på mine læber forsvinde. Så begav jeg mig ind til bordet i den bagerste ende af klassen. Mine klassekamerater opdagede mig knap nok, da jeg passerede dem og lod min tynde krop glide ned på stolen. To piger på min venstre side, fniste og jeg var overbevidst om at jeg hørte dem kalde mig Ispind. Jeg kæmpede for at holde den iskolde og ligegyldige maske, jeg måtte bære i dette helved kaldt skole. Bare det snart vil ende.. 

 

Så langt jeg huskede tilbage havde jeg altid været et mobbeoffer. Jeg var et let offer, så enkelt var det. Jeg var tynd, lav, klodset, dårlig til sports og indelukket. Jeg var nemmest at træde på, for jeg kæmpede ikke i mod. Så da verden styrtede for mine fødder, så kæmpede jeg heller ikke i mod - jeg gjorde hvad jeg var bedst til. Jeg løb efter min søster. 

 

Skrig spredte sig ned af gangen, så alle i eleverne i min klasse hoppede op fra deres hårde stole. Skolemassakre, var min første tanke. Min næste tanke, var at nogen havde gange i en lam joke. Vores lære viftede beroligne med hånden, og bad os alle om at sætte os. Jeg sad stadig ned, mine reflekser var ikke gode og selvom jeg blev forskrækket, så fløj jeg ikke op som alle de andre. Jeg tegnede videre på tændstiksmanden i min notesbog, i mens at min lære spankulerede ud på gangen for at stoppe larmen. Hun efterlod døren på klem. Så lød der et højt skrig, så alle hårene på mine arme rejste sig. Jeg hørte råb på hjælp og en knurren jeg ikke kunne sætte ord på. Så blev der stille og alle frøs i lokalet. Det virkede som om alt gik i slowmotion, da en rød tyk mase gled ind under døren. Blod. Så skreg vi, alle sammen og det var hvad der gav os væk. Ind af døren væltede nogen af byens mest kendte beboere ind. Postbudet, der hver morgen bragte vores breve ud. Kiosk ejerens datter, som alle yngre drenge havde et hemmeligt crush på. Politimanden nede fra den lokale station som alle undgik at pisse af. Min hidsige genbo og en af tvillingerne fra min nabovej. Folk man aldrig så sammen, folk der ikke havde nået tilfælles. Bortset fra én ting. Forrådnelsen i deres næsten gule hud, blodet på deres krop og det tomme blik i deres øjne. De greb forvildet omkring sig, tog fat i de børn der var tættest på og som ikke nåede at flytte sig. Folkene, eller mere væsnerne, gav en fornøjet brummen fra sig før de plantede deres hvide tænder i det unge kød, der kæmpede for sit liv. Jeg holde vejret og sprang op af stolen, for skræmt til at give et skrig fra mig. Et øjeblik var jeg handlingslammet. Hvilken vej? Hvor hen? Så før jeg vidste af det, klatrede jeg ud af vinduet og hoppede den meter ned til den kolde jord, der alt for hurtigt kom mig i møde. Med adrenalinen bumpende i min krop, føltes de sekunder faldet tog meget langsomt. Da jeg ramte jorden, slog den luften ud af mine lunger og jeg brød ud i en krampeagtig hosteanfald. Hjælp! Hjælp mig! Var hvad jeg ville skrige, da jeg kæmpede mig på benene og spurtede væk fra de skrigene børn fra rummet bag mig. Debbie, var den næste ting jeg tænkte. Stadig gispende efter vejret, løb jeg mod bygningen over for den grønne græsplæne jeg krydsede. Så hørte jeg lyden igen. En knurren. På min højre side, blot få meter fra mig, stod et menneskeligt væsen og knurrede af mig. En knurren, jeg ikke troede mennesker kunne udstøde. Det føltes som om en iskold spand vand, blev hældt ned af min ryg, da jeg mødte monsters øjne. Jeg var mad. Middag, frokost. En mellem snack. Og jeg lovede at jeg aldrig havde løbet så stærkt i mit liv. At jeg aldrig havde været så bange. En voldsom hulken væltede over mine læber, og jeg prøvede håbløst at skrige min søsters navn. Ligesom jeg tænkte på hende, var hun der. Lige foran mig, få meter henne. Jeg skreg hendes navn, før jeg overhovedet skænkede tanken om væsnet der fulgt mig tæt bag ved. Det greb om mine lyse lokker, og i samme sekund gav mine ben op. Selvfølgelig, var det for godt til at være sandt. Jeg var et offer. Sammen med væsnet, væltede jeg omkuld i græsset. Det var tungt, og jeg kunne høre de sulte tænder der bed efter mine tynde lemmer. Jeg lå på maven, med væsnet over mig. Så, så jeg nåede jeg aldrig ville glemme. De få sekunder det skete, føltes som lange minutter. Jeg mødte min søsters øjne. Hun var bange, men hvem var ikke det. Med de øjne der altid kiggede bekymret på andre, afspejlede hun kun sig selv. Hun åbnede munden og jeg var overbevist om at jeg næsten kunne høre hende hviske "Undskyld," da hun vendte ryggen til mig og stak af. Hun efterlod mig alene, efterladt og for mig selv. Den jeg stolede allermest på, stak mig i ryggen, da jeg behøvede hende mest. Jeg gav et højt hulk for mig, og græd som aldrig før, da jeg instinktivt greb en sten inden for min rækkviedie. Så godt jeg nu kunne, trillede jeg om på ryggen. Få millimeter fra mit ansigt, skinnede et par sulte øjne. Lugten fra væsnet sneg sig ind i mine næsebor og jeg følte en trang til at kaste op. Jeg hævede stenen i et brøl og slog den i mellem øjnene med fuld styrke. Ikke kun en gang, men igen og igen. Blodet væltede ned over mig, blændede mine øjne og farvede min hvide hud rød. Jeg var så bange at jeg kun, kunne blive ved med at slå. Så selvom væsnet ikke bevægede sig mere, så hulkede jeg højt af udmattelse og lod frygten tage over. Alt sejlede, og det var svært at se noget for alt den blod jeg havde fået i øjnene. Så gav jeg op, overgav mig selv til lyden af skrig og knurren. Mørket omfavnede mig, og jeg gav en sidste hulken fra mig, før jeg faldt ned i intetheden. 

 

Jeg var 12 år, da zombie epidemien gik i udbrud og helt alene som aldrig før.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...