Happy Home [1D] (FÆRDIG)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 maj 2014
  • Opdateret: 26 sep. 2014
  • Status: Færdig
Ella Hastings. Navnet på pigen, som alle piger på Woodstreet High School ønskede at være. Hun var den populæreste af alle pigerne, havde det flotteste, brune hår og var model. Kunne det seriøst være bedre? Nej vel? Eller hvad? Hvad med når tilfældigheden støder på, og hun pludselig render ind i Harry Styles? Går det hele bare i opløsning? Eller bliver det hele som det plejer igen? *Stødene sprog kan forekomme, bare så i er advaret* (Der kan godt komme en smule urealistisk indhold)

37Likes
47Kommentarer
8131Visninger
AA

11. - Stop, and look at me.

"Jeg gider ikke…"

Duke kiggede op fra sin müsli. Rejste sig så, og kommenderede mig hen i sofaen. Hvorfor skulle det hele være så svært? Ikke engang Harry havde tid til mig.

"Du bliver altså nødt til det. Du har jo været i skole, så hvorfor gider du ikke engang det her? Er det måske værre end skolen?"

Jeg tog et tæppe om mig. Duke forstod mig. Og så alligevel ikke. Han var en dreng. Og drenge forstår bare ikke de samme ting som piger. Men det her var dog ikke om makeup og sådan noget. Som drenge også kunne have. Altså følelsen. Så er det kun bøsser der ikke kan forstå det? Hvorfor skulle bøsser også bare have sådan en perfekt familie? Ej, det lød forkert...

"Hvorfor forstår du det ikke?"

"Det ved jeg ikke. Jeg ville ønske, at jeg gjorde det. Men det gør jeg altså ikke."

Jeg sukkede. "Det er min familie. Hvorfor gør du det ikke?"

Altså når ens familie havde skrevet til en (HAVDE SKREVET TIL MIG!), om de måtte komme og besøge mig og Duke, hvordan kunne han så ikke sige nej? De var mine forældre, men også nogle vildt dårlige forældre. De havde sat sig for, at bo i Australien resten af deres liv. Bare efterlade deres to børn helt alene i lille London, var åbenbart fint med dem. Der kunne altså hurtigt gå et rygte rundt og ikke mindst til turister. For det var der mange af. Cirka halvdelen af alle dem i ser på én dag i London, er vildtfarede turister som lader som om de er 'Londoner'. 

"Kom nu. De er okay. De rejser jo igen."

"Det er jeg nu ikke sikker på. De bliver sikkert helt grebet af min storesøster. Det hele gælder jo om hende. IKKE mig," sagde jeg. "Jeg fandeme heldig, at de også advarede mig om at de to monstre skulle komme. For de var nok lige ved at glemme det!"

"Ella…"

"Det er sikkert kun fordi at de vil se hende. Og uheldigvis har de da også lige en til at de skal se til."

"Ella…"

"De er nogen skidderikker de er. Jeg gider ikke have, at jeg skal snuse deres lugt ind i min næse. De lugter nok helt forfærdeligt, når de står der og roder i andre folks munde."

"ELLA!"

Jeg havde slet ikke opdaget, at han havde prøvet at stoppe mig. Jeg knugrede mig ind til ham, og vi sad der længe. Klokken var lidt over ti, men jeg skulle møde sent i dag, faktisk først klokken tolv, så jeg havde masser af tid tilbage. 

"Jeg ved ærligtalt ikke hvad vi gør. Du er jo lige så stædig som mig selv, så det nytter nok ikke noget. Sweet, hvis du ikke har lyst, synes jeg heller ikke du skal gøre det. Men det er for din egen skyld."

Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre. Jeg skulle snart skifte skole. Væk fra alle de dumme piger, der hvisker om mig ved købmanden og i kantinen. Og Ashley. Hun havde næsten glemt mig allerede. Hendes bedste veninde var blevet Tracy. Og hun havde da også fået en kæreste. Taylor. Han var mega lækker. 

 

***

 

Jeg satte mig ned på min plads, og trak lortet op. I dag var der ingen der skulle hen, og spørge om alt muligt. Jeg kunne være i fred og tænke. Tænke over ingenting. 

"Jaer, og det var bare den vildeste fest!" hørte jeg Ashley sige imellem pigestemmerne.

De var vildt oprevet over, at hun havde været til Taylors fest. Det plejede at være en af de bedste fester og det var kun de populære og nære venner der kom med. 

Hvad vidste hun om det? Hun havde alligevel brugt hele sin aften på at snave med Taylor og hans venner. Billige møgtøs.

"Han kyssede bare mega godt!" hørte jeg igen hende sige.

Hun var åbenbart ligeglad med mig. Hun lod måske som om hun bare glemte det. Men nej. Jeg kendte hende godt nok til at vide, at hun aldrig glemmer sådan noget.

Hvis det altså ikke var for alle de andre piger, ville hun have haft opsøgt mig igen. Stå og tigge om venskabet. Det var jeg sikker på. 

"Hvordan kan du holde det ud?" 

Jeg kunne ikke genkende stemmen. Det var ikke en jeg havde hørt før. Ikke en der havde stået som en flok rundt om mig om morgnen. 

Jeg kiggede op. Say what?

 

 

 

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...