Happy Home [1D] (FÆRDIG)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 maj 2014
  • Opdateret: 26 sep. 2014
  • Status: Færdig
Ella Hastings. Navnet på pigen, som alle piger på Woodstreet High School ønskede at være. Hun var den populæreste af alle pigerne, havde det flotteste, brune hår og var model. Kunne det seriøst være bedre? Nej vel? Eller hvad? Hvad med når tilfældigheden støder på, og hun pludselig render ind i Harry Styles? Går det hele bare i opløsning? Eller bliver det hele som det plejer igen? *Stødene sprog kan forekomme, bare så i er advaret* (Der kan godt komme en smule urealistisk indhold)

37Likes
47Kommentarer
8014Visninger
AA

15. - Only car. Not really.

"Du kører som min bedste far," sagde jeg, og sad med et skeptisk udtryk i øjenene. 

Harry vendte hovedet, og kiggede på mig. "Vel gør jeg da ej!"

Harry og jeg var på vej hjem til ham, for at møde de andre drenge. Jeg var en smule spændt, for det var ikke hver dag, at jeg mødte mine gamle idoler. 

Harry havde beroliget mig om, at når de laver sjov, mener de det kun kærligt. Det fik mig lidt til at tænke på noget dårligt. At han siger det før at jeg møder dem. Det var jo sådan noget forældre plejede at sige, når man skulle opføre sig ordentlig inden man kom som gæst. 

Hvad hvis de var for gamle til en som mig? Eller at jeg gjorde noget mega pinligt? Okay, Ella. Det virker lidt som om, du er bange. Og det er jeg da ikke. Er jeg?

"Ell. Vi bliver altså nødt til at tale sammen," sagde Harry pludselig. 

Jeg kiggede på ham med et forvirret udtryk, og jeg fik da også lige en tilbage. Spasser.

"Why? Hvad er der?" spurgte jeg, og lagde min hånd på hans lår.

"Dine forældre…"

Jeg fik et stik i siden, og tog så min hånd til mig, som om jeg havde brændt mig. Det havde jeg altså ikke, bare så i ved det.

Mine forældre. Det dårlige samtale emne. Why? Hvorfor dem? De har intet at gøre i mit liv. De kan skride ad helvedes til. 

"Nej, skat…"

"Jo. Vi bliver nødt til det," fastslog Harry. Stædige dyr...

Jeg sukkede højlydt. Jeg kunne ikke rigtig se meningen i, at jeg skulle snakke om mine forældre. Det var dem der havde startet det her, og ikke mig. Jeg kan ikke gøre for, at de lige pludselig synes, at de skal se deres datter efter to år.

"Jeg synes altså, du skal se dem," sukkede Harry, og strøg en hånd igennem håret.

"Jamen, det synes jeg ikke," sagde jeg stædigt imod.

"Skat…"

"De er de dårligste forældre, hvorfor så bruge sin tid på dem?"

Harry trak lidt på skulderen, og drejede så til venstre, og ud af motorvejens bil-os. Det var dejligt vejr, men Harry synes åbenbart han skulle ødelægge det. Åh… nu skal jeg vel ikke blive sur på ham?

"Jeg synes bare, at du skal se dem. Altså… de skal jo bare se din lejlighed, ikke andet. Jeg mener… de skal vel ikke bo der, vel? De skal sikkert være hos din søster, eller sådan noget…"

Det kunne han selvfølgelig have ret i. Der ville vel ikke ske noget ved det? Altså… de skal jo se mig på et eller andet tidspunkt. Så kunne det lige så godt være nu?

"Okay… du har måske ret."

"Måske?" grinte han, og puffede lidt til mig.

"Ja, måske," grinte jeg, og puffede ham igen.

Han kyssede mig på kinden. Harrreeeehh...

 

***

 

Vi gik indenfor i lejligheden, hvor Louis tog imod os med åbne arme. Jeg grinede lidt, og bar min taske over til sofaen. 

Lejligheden var stor. Kæmpe. Stuen var rigtig stor, hvor køkkenet lå lige ved siden af og spise stuen ved siden af køkkenet. Der var ingen vægge imellem så det var ét stort rum. Badeværelset lå bag ved køkkenet, så var der et soveværelse ved siden af badeværelset, og et gæsteværelse ved siden af igen. Ved sofaen var der en dør indtil et kontor af en slags, hvor der stod en seng ved siden af en computer. Og så var der endnu et gæsteværelse ved siden af. 

Det hele var meget stilrent.

"Nåh… Ella. Hvad laver du så til hverdag?" spurgte Louis, og førte mig hen i sofaen.

"Ehm… High School stadigvæk."

Louis nikkede. "Jaeh… jeg kan godt sige dig. Jeg skal aldrig gå i High School længere!"

"Forhelvede Lou," grinte jeg.

"Hvor gammel er du lige?"

"Tak, Lou. Den sætter jeg pris på," grinte jeg fornærmet. 

"Nå, okay. Så hvor ung er du?"

"Hahaha, det var bedre. Øh… bliver snart nitten," svarede jeg.

"Sikker? For jeg synes du ligner en på toogtyve!"

Jeg smilede af hans kommentar, og da min telefon begyndte at bippe, og greb jeg den op af lommen… eller kan man sige det?… og kiggede så på displayet.

Skjult nummer:

Skrid. Harry er min. Du kan godt glemme det. Skrid ned i helvede. Du ødelægger jo hans fucking liv! Hvis du ikke levede, var verden et bedre sted. Du gør alle kede af det!

Jeg kiggede op på Louis, der var begyndt på at spise popcorn. Han sad og smilede, men da han så mit ansigt blev han pludselig alvorlig.

"Hvad er der galt, prinsesse?"

Jeg rakte telefonen til Louis, så han kunne se, hvad der stod. Han blev pludselig ked af det, og krammede mig. Jeg vidste ikke, om jeg skulle græde. Jeg havde fået den slags hate før, så det var ikke noget der gjorde ondt. De kender mig jo ikke. 

"Hareeehh?" råbte Louis.

 

___________________

Tak fordi du læste :)

 

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...