Happy Home [1D] (FÆRDIG)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 maj 2014
  • Opdateret: 26 sep. 2014
  • Status: Færdig
Ella Hastings. Navnet på pigen, som alle piger på Woodstreet High School ønskede at være. Hun var den populæreste af alle pigerne, havde det flotteste, brune hår og var model. Kunne det seriøst være bedre? Nej vel? Eller hvad? Hvad med når tilfældigheden støder på, og hun pludselig render ind i Harry Styles? Går det hele bare i opløsning? Eller bliver det hele som det plejer igen? *Stødene sprog kan forekomme, bare så i er advaret* (Der kan godt komme en smule urealistisk indhold)

37Likes
47Kommentarer
7993Visninger
AA

12. - My name is Harry. Or Bus.

Jeg pakkede stille og roligt mine ting, og tog dem op i min Day taske. Duke ventede forventningsfuldt, som om at han vidste der ville ske noget godt. Nope, just at normal day in af normal life. Næsten da. 

Jeg tog min jakke på, og kyssede Duke farvel. Altså på kinden. Sådan gjorde bøsser altså. Kys, kys, kys. 

"Vi ses, min skat. Hav en fab dag." 

Han aede mig på ryggen, og åbnede døren ud til gangen. Vores genbo, Mrs. Irrin, var i fuld gang med at putte sin lille hund ned i sin taske. Det var hemmeligt, at hun havde en hund. Det måtte man ikke i den her lejlighed.

"Hav en dejlig dag, Mrs. Hastings," sagde hun høfligt, og lod mig komme forbi hende. 

Jeg nikkede kort, som tegn på at jeg sagde "i lige måde". 

Jeg tog elevatoren ned sammen med hende, for hvis hun ikke havde været der, ville jeg havet taget trappen. Jeg hader at tage elevatoren alene. Hvad hvis jeg sidder fast?!

"Nå, hvordan går det i skolen, Mrs. Hastings?"

"Fint. Men jeg skal dog snart flytte skole."

Hun kiggede på mig med et bekymret blik. "Jamen, dog. Hvad er der dog sket?"

Jeg trak lidt på skulderen. "Jeg har ikke rigtig nogen venner. Og jeg føler mig ikke så godt tilpas."

"Overdrivelse. Bekymringer. Vær glad for dit liv. Det er kun én gang du oplever det."

Hendes normale kommentar. Hvis man er ked af det, får man lige den i fjæset. Typisk. Hvorfor skal jeg dog været omringet af sådan nogle mennesker?

Døren trak sig ud til siderne, og jeg kom ud af den varme elevator. Tak, gud. Tak, tak. 

Jeg skyndte mig ud af den store glasdør, og jeg mødte luften der for alvor var i gang med sommeren. Hvilket snart betød eksamner. Men det var jeg ligeglad med. Jeg kunne bruge min charme til at få et A. 

Jeg løb ned at trapperne, og stødte pludselig ind i en arbejder med skrigorange heldragt. Han stirrede på mig som om han havde set et spøgelse, og jeg skyndte mig videre og hen til busstoppestedet. Det gjorde ikke så meget, om jeg nåede bussen, for den kom ca. 10 minutter efter igen. I ved nok, at London er fyldt med røde busser, der nok skal komme forbi min skole på et tidspunkt.

Men heldigvis nåede jeg min bus i dag, og jeg satte mig bag i bussen. Jeg orkede ikke til at gå op af flere trapper. 

Jeg satte mig ved siden af en dreng på 20 år eller sådan et eller andet. Han var godt dækket, så jeg kunne ikke se hans ansigt. Han kiggede bare ned på sin telefon, hvor han var i gang med hører Coldplay - Paradise. Min all time favorite. Sikkert også hans. 

Jeg plejede normalt at sætte mig ved siden af drenge. De fleste der tog min bus var piger, og de var alle sammen skide irriterende. Selvfølgelig var der også voksne, men for det meste var det de gode, gamle, irriterende piger der fablede om alt imellem himmel og jord. Drenge var mere stille og rolige. 

"Hej," hilste jeg. Jeg orkede ikke andet.

"Hej," mumlede fyren. Han kunne åbenbart høre igennem høretelefonerne. Sikke en egenskab.

Jeg selv satte mine i ørene, og gik igang med at spille Ed Sheeran. Fantastisk. Dit liv er fuldendt, hvis du hører hans stemme.

"Hører du Ed Sheeran?"

Stemmen ved siden af mig, kunne jeg genkende. Men jeg vidste ikke hvorfra. Han havde en dejlig ru stemme, og den skar lidt i ordret 'Ed'. 

"Ja. Hvor kender jeg dig fra?"

Han slog hætten ned, så ansigtet kom fra. Tog så om min nakke, og kyssede mig. Det hele gik så stærkt. Som hvis man spoler i en video. Jeg vidste egentlig ikke hvem det var, men jeg havde det på fornæmmelsen. Min Harry.  

Hans krøller omfavnede mig, og jeg kyssede igen. De blødeste læber ever. Kan jeg godt love for. 

Jeg smilede. Harry. Endelig mødte jeg ham. Imellem 7 billiarder mennesker fandt jeg en, der betød alverdens for mig. Duke havde ret. Der ville ske noget godt i dag.

 

_____________________

Hej vennnrrr

Jeg er ved at gå lidt død. 

Ikke sådan bogstavelig talt, men jeg føler bare at 

denne historie endelig bliver lidt mere anerkendt, end

de historier og sådan noget lignende jeg har skrevet og så videre.

Tak for det! Det betyder alverdens for mig, når der sker sådan noget her,

når jeg kommer ind på movellas efter en nat, og der så er et par flere favoritlister.

Jeg bliver så glad, og tak fordi at i gør det. I aner ikke hvor glad jeg bliver, når der bare

er én visning mere. Jeg er rigtig taknemmelig. 

xx… i ved nok hvem. :)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...