Control - 1D Oneshot

*Deltager i 1D fanfiction konkurrencen* ---------- -"Indtil Zelma pludselig mærkede alt inde i sig krakelere. Den samme følelse som når alle planer pludselig falder til jorden."

7Likes
0Kommentarer
318Visninger

1. -

Zelma kiggede endnu engang på det store landkort der nærmest fyldte hele hendes væg. Når hun gled fingrene over det, -ned over Tyskland, forbi Italien og Rumænien, kunne hun nærmest mærke heden mod sine fingerspidser. Og hvis hun fortsatte opad mod Skandinavien som hun så brændende ønskede at se, ja så kunne hun føle kulden fra det tykke lag sne i fjeldende. Sådan gik der mange minutter. Kun med at udforske verden. Ligesom hun ville når hun en dag blev myndig. Det hele var planlagt til punkt og prikke.

Hun ville være stewardesse. Hun ville se hele jordkloden. Selv der, hvor intet andet menneske nogensinde havde sat deres fødder. Hun rasede indvendigt for at komme ud af Melphomia i Californien. Se hele den store verden, hævet højt, højt oppe fra jorden hvor hun kunne overskue det hele og fordybe sig i sine dagdrømme om store hvide sandstrande og brusende bølger. Høje klitter og bjerge der bare ventede på at blive besteget. Hver gang hun kom i tanke om sådanne oplevelser, kom hun til at smile helt af sig selv, -og det skete tit at folk stoppede op og hende et underligt blik.  Pigen der stod på tæer med hovedet der vendte opad mod himlen eller limet fast til et kort.

Og Zelma havde gjort alt for at det skulle lykkes. Hver eneste krone hun optjente blev omhyggeligt låst inde i en stor sort kiste hun fint havde dekoreret med billeder af alverdens feriesteder. 

Hun havde undersøgt hvordan og hvor hurtigt hun kunne blive stewardesse, og skrevet det ned i hendes personlige notesbog der havde nogle flotte røde striber.

Hver morgen øvede hun sig i at smile og lægge anstændig og moden makeup på. For hun vidste hvad det krævede. 

Det var det eneste hun tænkte på. Hun havde endda skaffet sig en dragt fra Californien Airlines, som hun hev frem fra skabet når hun kunne. Sommetider tog hun den på, andre gange lagde hun den bare foran sig mens hun læste en af sine utallige geografibøger. 

Hvis Zelma havde haft veninder, ville hun måske have gået i byen hver fredag og vågnet op med tømmermænd. Hun ville måske tage underlige selfies og fangirle over 5SOS , som Clara og Abigail fra hendes klasse hele tiden snakkede om. Men Zelma foretrak at tilbringe alt sin tid på loftet hvor hun kunne kigge på frimærker eller læse, klippe plakater ud fra rejsekataloger eller studere verdenshistorie. Alt andet betød ingenting. Ingenting.

 

Zelma sad på sin plads, og koncentrerede sig om sin notesbog. Hun var ved at lime et billede af Church of Well på forsiden, og hørte ikke Mrs. Wrecklinton spankulere ind af døren.

"Godmorgen," lød det oppe fra katederet, og en stille summen blev svaret. Zelma hørte det ikke. "Godmorgen," gentog Wrecklinton, denne gang direkte henvendt til Zelma. Hun kiggede forskrækket op og mærkede sine kinder blive varme i takt med at de andre begyndte at fnise. Mrs. Wrecklinton sendte dem et strengt blik, og Zelma kløede sig nervøst på armen. 

"I dag har jeg en lille overraskelse til jer." Mrs. Wrecklinton smilede lumsk så godt det nu kunne lade sig gøre med den stramme knold, der gjorde det ud for en ansigtsløftning. Zelma noterede sig at det var den rette stewardesse frisure.

En mumlen bredte sig rundt i klassen, og Wrecklinton klappede irettesættende i hænderne. "Stille!" Hun pegede mod døren, og alles hoveder vendte sig nysgerrigt.

En dreng med de smukkeste mørke krøller, de mest fængende olivengrønne øjne, en perfekt velformet mund, to smilehuller og en muskuløs bygning åbnede døren. Han to seks skridt, og var med det samme oppe ved læreren. "Det her er Harry. Harry Styles." Lød det. Men det kom langt væk fra. Som om Mrs. Wrecklinton var i Kina, og hun stadig sad i det lumre klasseværelse. Zelma hørte det ikke.  Han lyste. Han udstrålede varme, og fik alt inde i Zelma til at smelte. Hun blev pludselig svag. Stemmerne bag hende gled væk, hendes ben løftede sig fra jorden, da...

Han kiggede på hende. 

Zelma mærkede alt inde i sig krakelere. Hun mærkede alle sine planer, alt det hun havde gjort, falde til jorden, ligesom hun selv. Hun følte knap nok kysset fra betongulvet, hun hørte ikke latteren fra de tilstedeværende, hun registrerede kun to faste arme der blidt tog fat i hende mens personen blændede hende med de to, olivengrønne øjne.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...