Like a rolling stone

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 maj 2014
  • Opdateret: 23 jul. 2015
  • Status: Igang
I like a rolling stone er Tilde hovedpersonen. Hun har længe været forelsket på afstand. I Gustav. Men da Gustav viser interesse, falder Tilde pladask for Leo, som ofte havner i slagsmål og dramatiske situationer.

7Likes
3Kommentarer
484Visninger
AA

4. Mareridtet begynder del3

Hun pakkede tasken, trak i den store, grå habitjakke og gik ud til bilen. Hun kørte til skole langsomt, langt under fartgrænsen. Inderst inde håbede hun at hun aldrig ville nå frem.

Bilerne bagved dyttede. 

Det føltes som om hun var på vej til sin egen begravelse. Og på en måde var hun det også. Hun skulle begrave en del af sig selv for altid.

Uden for Lines hus fik Tilde det første varsel om at der kom til at ske ting og sager. Hun måtte altid vente flere minutter før veninden var klar til at stå på bussen. men ikke i dag. Nu stod Line og ventede på hende. Hun havde tårer i øjnene. 

-Klar til en ny uge? Tilde så ikke tårene med det samme. -Har du sovet nok? I hundrede år måske?

Line svarede ikke. smilte bare et hurtigt smil mens hun tørrede øjnene med ærmet.

-Hvad er der? Tilde stoppede op.

Normalt lod Line munden løbe i en jævn strøm. Nu var hun stille. Det røde hår hang livløst, fregnerne var blege. Line vendte sig hurtigt og begyndte at gå mod stoppestedet. Tilde skyndte sig op på siden af hende.

-Hvad er der? Der er sket noget. Er der ikke?

-Det er ikke noget. Line stirrede ligeud og bevægede knap nok læberne. -Der er ikke sket noget.

-Hold da op. Jeg kan da se at der er sket noget. Er der noget jeg kan gøre?

-Nej det er der ikke! Bare slap af! Du kan ikke ordne alt!

Line var stoppet op og stod med sine hænder fast knyttet ned langs siden. Hun rynkede næsen som en arrig terrier. 

-Det er okay. Tilde løftede hænderne. - Det er helt i orden.

-Fint. Bare lad mig være. Alle har vel ret til at være lidt sur indimellem.

-Det er ikke noget problem.

-Fint.

-No problemo.

-Nej, vel.

-Helt Okay.

-Stop nu! Line kunne ikke lade være med at grine.

Hun sparkede en sten over vejen, få millimeter fra en skinnende nu bil som drønede forbi.

-Uuuuuups! Line skjulte ansigtet i hænderne og tittede frem igen med et lille smil. Hun trak på skuldrende, viftede med hænderne, fregnerne fik farve, og endelig kom der lyd på.

-Hør her ... Jeg fortæller dig hvad det er ok.?  Men ikke lige nu. Jeg gøre det på et andet tidspunkt måske imorgen.

-Okay, sagde Tilde.

Og så kom bussen.

Det lykkedes Sara at undgå Christian i de første frikvarterer, men så kom spise frikvarteret. Ikke en chance. 

Hun var nødt til at gøre det nu. Måtte have det overstået havde tænkt alt for længe, havde syltet det så længe at hvis hun ikke gjorde det ... Det ville slå totalt klik for hende.

Sara fandt ham i kantinen sammen med de andre 3. g og spurgte hviskende om han ville gå med hende? Han lo og sagde ja, troede sikkert at hun ville kysse med ham et eller andet sted. Hun tog ham med ind i et tomt klasseværelse, havde planlagt alt det hun ville sige, men da hun vendte sig mod ham, forsvandt ordene. Alt blev sort. Christian kom hen og omfavnede hende. Hans læber mod kinden. Hun frøs. Skubbede ham forsigtigt væk.

-Hey! Han rynkede øjenbrynene. -Hvad sker der?

-Ikke noget.

Han rystede på hovedet og lo. -Ikke noget? Men ...

-Der er noget jeg skal fortælle dig, fik hun presset frem.

-Okay. Han stak hænderne i lommen. Skuldrene trak han opad.

-Jeg har tænkt en masse, Christian, og jeg tror ... Det er bedst at vi holder en pause.

-En Pause?

-Ja

-Du mener os to?

-Mm.

-Vores forhold, en pause?

-Mm. Pause.

Der kom en mærkelig lyd fra hans strube. -Pause ... En lang en? Sådan, mange uger?

-Ja.

-Du slår op med mig. Ikk'? Det er det du gør. Pause! Du mener at det er slut.

-Egentlig ... ja.

-Men ...

-Det er bedst sådan.

-Bedst sådan? Han stirrede på hende. -Hvad fanden er det egentlig du snakker om?

-Jeg synes ikke vi skal være sammen længere.

-Okay ... men du må jo sige noget. Jeg er ikke med. mumlede han. -Jeg mener, vi har jo ikke ... været rigtigt sammen. Jeg troede du havde brug for lidt tid, sådan, for at vænne dig til mig. Og så slår du op ...

-Jeg er ked af det, sagde Sara.

Helt lavt - bare luft over tørre læber. Halsen snørede sig sammen. Hun sank og sank, men det hjalp ingenting.

-Hvad sker der? sagde han. Stemmen var høj, chokket var overstået, og vreden var på vej ind i kroppen. -Er der noget i vejen med mig? Er der det? Eller er der en anden?

-Nej, nej.

-Det må jo være det. Er det ikke? Det er sådan det er. Du har fundet en anden, en du boller med. Mig ville du aldrig gøre noget med, men ham ... ham den nye, ham lægger du dig sikkert på ryggen for!

-Christian, la'vær' ...

- Forhelvede!

-Der er ikke nogen anden. Hun løftede hånden. -Jeg ... Jeg er bare lidt forvirret.

-Sikke noget lort at lukke ud!

-Nej det er rigtigt. Jeg har brug for tid, Christian.

-Tid? Du har brug for tid?

Hans blik gjorde ondt i kroppen. Munden vred sig i et hånligt grin.

-Du har haft tid, tid og tid, i massevis! Jeg har gået rundt, været sød, rar og tålmodig i en evighed, og så slår du op fordi du har brug for tid! Hold kæft en narrefisse! 

Døren vibrerede efter ham. Hun hørte ham bande ude på gangen. Luften føltes tyk og grå i munden. Sara sank ned ved et bord. Hun hev efter vejret, og det dundrede i tindingen. Det var overstået. Hun havde taget det første skridt. Men der var så uendelig meget mere der skulle gøres.

-Du er en narrefisse, Sara ...

Han har ret, tænkte hun.

Øjnene stirrede blindt ud ad vinduet.

Christian har ret.

Jeg lyver, jeg spiller skuespil.

Ingen kender sandheden om mig, jeg er så forbandet fej, så skidebange.

Det ringede ind.

Det var svært at rejse sig. Kroppen vejede et ton.

Men hun græd ikke. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...