Two different worlds | 1D oneshot

At vågne op et fremmede sted efter en fest, er nok noget som mange har prøvet. Men hvad ville du gøre, hvis ikke bare stedet var fremmede. Men at du også er i en fremmede krop, som måske ikke er så fremmede alligevel? Cassandra må leve sig ind i rollen så godt som hun nu kan. De andre drenge stiller spørgsmålstegn ved deres bedste vens underlige opførsel, da de to personer langt fra er ens.

4Likes
0Kommentarer
308Visninger

1. Oneshot.

 

 

Jeg slog forsigtigt mine øjne op da jeg vågnede, og var overrasket over at jeg ikke var ramt af de ledeste tømmermænd. Normalt efter sådan en fest som igår, plejer jeg ikke at slippe afsted uden at være besat af tømmermænd. Men i dag var åbenbart en god dag.

 

Duften af mandehørm mødte min næse, du ved, en blanding af mandeparfume, sure tær og sved. Ikke lækkert. Jeg kunne straks afgøre med mig selv, at jeg hvert fald ikke var hjemme hos mig selv. Da jeg drejede mit hovede ud mod rummet, kunne jeg heller ikke genkende nogen af omgivelserne. Hvor var jeg egentlig henne? Havde jeg virkelig drukket så meget igår, at jeg var taget med en eller anden fremmede gut hjem? Det plejer ikke at ligne mig at tage hjem med en fremmede.

 

Stedet her så ret småt og indelukket ud, som en slags sovekabine. Det gjorde mig endnu mere nysgerrig efter at finde ud af hvor jeg var, så jeg satte mig op i sengen. Men hvad jeg ikke lige havde lagt mærke til, var at det åbenbart var en køjeseng jeg lå i, og derfor bankede jeg hovedet op i overkøjen så der gik en slem smerte gennem mit hoved.

 

"Av for satan" udbrød jeg og tog mig selv til hovedet, men jeg sendte straks luften et undrende blik, da det ikke var min egen stemme der kom ud af min mund. Den mest logiske forklaring på det, måtte vel nok være at der var en der havde sagt det samme som mig, på præcis samme tid. Det sker jo.

 

Uden at tænke mere over det, gned jeg min hånd over stedet hvor jeg havde slået mit hoved. Tænk at det kunne gøre så ondt. Det var måske straffen for, at jeg ikke havde fået tømmermænd?

 

"Undskyld mig, men bandede du lige?" spurgte en stemme foroven, så jeg et øjeblik troede at det var gud der var kommet for at straffe mig, for mit overforbrug af bandeord. Men i det samme som jeg hviskede 'gud?' for mig selv, var der en der stak sit hovede ned fra den øverste køje og jeg tror bestemt ikke at det var gud. Med mindre at gud er en ung fyr med lyst hår og blå øjne. Okay, jeg har selvfølgelig aldrig set gud, så det kunne jo selvfølgelig godt være at det var ham.

 

Nej det nægter jeg at tro på, gud kan umulig være så flot.

 

"Jeg har altid vidst at du var lidt tiltrukket af mig" sagde den blonde fyr med et grin og hoppede ned fra sin køje. Og vent lige, sagde jeg det virkelig højt? Oh god.. Men altid vidst, hvad snakker han om? Jeg har aldrig i mit liv set ham fø- og dog. Nu hvor jeg kigger nærmere efter, så ligner han utrolig meget...

 

"Niall!" udbrød jeg og sprang ud på gulvet så jeg nær var ved at falde, men jeg fik hurtig genvendt balancen. Han kiggede bare skræmt på mig, som om jeg lige havde sagt at jorden ville gå under om 2 minutter. Det blev da bestemt ikke bedre da jeg klaskede mine hænder på hans kinder for at rive ud i dem, så jeg kunne mærke om han virkelig var ægte. Eller om det var mine tømmermænd der bare havde en anden virkning på mig den her gang. Hvilket ville være ret underligt, for jeg har aldrig før set syner. Tror jeg.

 

"Eh, hvad er det i laver?" spurgte en stemme bag mig, så jeg hurtig gav slip i Nialls kinder for at dreje rundt på hælene. Der stod Zayn og bed sig selv i læben, hvilket gjorde det tydeligt at han forsøgte at holde et grin inde.

 

"Han slog hovedet op i køjen, bandede, kaldte mig flot og nu.. Ja, jeg ved ikke helt præcis hvad det der gik ud på" fortalte Niall og tog sine hænder op for at demonstrere hvad det var jeg lige havde gjort ved hans kinder. Hvilket faktisk så ret sjovt ud. Zayn begyndte bare at grine og rystede på hovedet, hvor efter han gik over mod mig og gav mig et klap på skulderen.

 

"Få noget tøj på, Harry og Louis er ved at have morgenmaden klar" fortalte Zayn. Jeg spærrede straks mine øjne op. Hvordan var jeg endt her, med alle fra One Direction? Jeg mindes da bestemt ikke, at de var med til Bellas fest igår.

 

Zayn og Niall forsvandt ud fra rummet, så jeg lod mit blik søge efter mit tøj. Men jeg kunne ikke få øje på det nogen steder. Jeg havde da vel ikke været så stiv igår, at jeg havde smidt det et eller andet random sted? Nej, det nægter jeg simpelthen at tro på. Sådan noget kunne jeg ikke finde på at gøre. Eller kunne jeg? Nej, det kunne jeg ikke, heller ikke selvom jeg havde drukket lidt for meget. Det er jeg altså helt sikker på.

 

Jeg drejede en omgang rundt om mig selv og fik et chok, for jeg havde ikke lige forventet at Liam stod lige bag mig. Rimelig creepy, er han sådan en stalker eller sådan noget? Han ser ellers ret godt ud, sådan som han står der i bar overkrop. Men hans ansigtudtryk ser nok mindst ligeså skræmt ud som mit nok gør. Altså må vi have skræmt hinanden.

 

"Undskyld men ka-" jeg afbrød mig selv da det endnu en gang ikke var min egen stemme jeg hørte. Jeg førte min ene hånd op til min hals, for at køre den videre op til mit hår og der begyndte en panik at gå igennem mig. Hvor fanden var mit hår? Hvorfor er det pludselig blevet så kort? Hvis det er de satans knægte der har gjort det, så bliver det værst for dem selv!

 

Jeg kørte mine hænder gennem mit nu korte hår, og havde lyst til at give mig til at tude. Det kunne virkelig ikke være rigtig, at jeg havde mistet mit lange hår. Det måtte være en ond drøm, et mareridt.

 

Da mit blik kørte over på Liam igen, lagde jeg mærke til at han underligt nok lavede de fuldstændig samme bevægelser som mig. Hvad gik det helt præcis ud på? Er det en eller anden 'kongens efterfølger' han har gang i eller sådan noget? Er han ikke kommet over den alder endnu?

 

Lige i det jeg drejede mig helt mod ham, gjorde han præcis det samme. I præcis samme sekund. Det var faktisk lidt skræmmende, som om det var planlagt. Og da jeg åbnede min mund for at sige noget, gjorde han det også. Man skulle næsten tro at det var et spejl.

 

Vent..

 

Jeg førte min hånd op for at røre ved ham (lige meget hvor forkert det lyder), og han tog også sin hånd mod mig. Da vores hænder rørte hinanden, var det ikke en hånd jeg stødte på, men et spejl. Et fucking spejl.

 

Jeg tog min hånd til mig igen og kiggede på den. Hvad skete der lige her, det var jo ikke min hånd. Den var meget større end min. Jeg tog mig selv til hovedet, og opdagede at mit spejl billede gjorde præcis det samme (sjovt nok). Men det var alligevel ikke MIT spejlbillede, det var Liam fucking Payne.

 

Et skrig udslap mine læber, men som de andre gange jeg havde forsøgt at sige noget, så var det ikke min stemme der kom ud. Det var heller ikke ligefrem et tøse skrig der kom ud, men en underlig form for et mande brøl.

 

Var jeg virkelig blevet fanget i Liam Paynes krop? Og hvordan var det overhovedet gået til? Er det overhovedet muligt, at sådan noget her kan ske i virkeligheden? For at få svar på det, nev jeg mig selv i kinden. Men da smerten virkede ægte nok, gik jeg ud fra at det hvert fald ikke var en drøm. Ellers virker smerte i mine dømme bare ægte.

 

"Liam, er du okay?" blev der råbt et sted ude fra den anden side. Jeg tog mig selv til hovedet og var lige ved at gå i total panik. Men jeg trak vejret dybt ind et par gange, for at få mig selv til at slappe af. Jeg måtte ikke flippe ud, de andre ville bare tro at jeg var gået total fra forstanden. Specielt hvis jeg fortæller at jeg er en pige der er fanget i deres bedstevens krop. Det lyder også ret weird nu hvor jeg tænker over det.

 

Jeg lod mit blik køre rundt efter noget tøj jeg kunne tage på, da jeg ikke rigtig kunne rende rundt kun iført bokseshorts. Vent. Kun bokseshorts? Jeg kiggede ned af mig selv og klaskede straks begge hænder på den veltrænet overkrop, som hvert fald ikke tilhøre mig. Men nu hvor jeg er fanget i den her krop, så kunne jeg vel godt tillade mig at udforske den lidt, ikke? Det ville en hver anden Directioner vel gøre, hvis de stod i mit sted. Ville de ikke? Jo de ville så.. Og inden du spørg: Ja, ja jeg er Directioner!

 

Mine hænder kørte længere ned af den veltrænede mave, men jeg stoppede straks da de kom til kanten af bokseshortsene. Jeg havde på ingen måde lyst til at trække ud i dem, selvom fristelsen virkelig var stor. Men jeg kunne altså ikke få mig selv til det og fik hurtig mine hænder væk igen. Hvor mærkeligt havde det ikke også lige set ud, hvis der var kommet en ind imens jeg stod og gramsede sådan på mig selv? Ja, mærkeligt..

 

Jeg fik øje på en taske der stod ved den seng jeg havde sovet i og fik hurtig åbnet den for at finde noget tøj jeg kunne tage på. Det blev til en hvid adidas t-shirt og et par grå jogginbukser, det var også noget jeg selv kunne have valgt at tage på. Jeg fik hurtig trukket i tøjet og kiggede mig i spejlet igen, hvor jeg rettede lidt på håret. Det var ret underligt at stå og rode rundt i mit hår, når det slet ikke tilhørte mig selv. Gav det overhovedet mening? Nej? Nå, men du ved vel forhåbentlig hvad jeg mener.

 

Da håret sad nogenlunde, selvom jeg vel kunne være ligeglad når det alligevel ikke var mig selv, trådte jeg ud fra sovegabinen. Jeg kunne hurtig afgøre med mig selv, at det måtte være deres tour bus vi befandt os i. Hvilket jeg vel burde have regnet ud for længst, eller hvert fald at det var et køretøj, eftersom at man tydeligt kan mærke at vi køre.

 

Jeg fulgte drengenes stemmer og endte i et hyggeligt rum hvor de havde slået sig ned i en sofa. Jeg kiggede lidt rundt for at undersøge det hele, hvilket vidst undrede de andre en del. Et host kom fra Louis, hvilket fik mig til at kigge over på ham. Han sendte mig et spørgende blik, men jeg trak bare på skulderen og slog mig ned i sofaen.

 

"Hvad skete der siden du råbte sådan op?" spurgte Harry. Men han var mere koncentreret i sin morgenmad end han var i sin bedsteven, eller i det her tilfælde, mig. Men jeg er jo i Liams krop, så et eller andet sted, så er jeg vel hans bedsteven. Sejt. Eller ja!

 

"Jeg eh-" sagde jeg men afbrød mig selv da jeg blev ret overrasket over, at det stadig ikke var min egen stemme der kom ud. Jeg tror aldrig at jeg vænner mig til det, om jeg så er fanget i den her krop resten af mit liv. "Jeg fik bare set mig selv i spejlet" fortsatte jeg så hele forsamlingen brød ud i grin.

 

"Så slem ser du altså ikke ud" sagde Niall med et grin og slog mig venskabligt på skulderen. Jeg kiggede først lidt undrende på ham, indtil det gik op for mig hvad det var han mente. Han vidste jo selvfølgelig ikke hvorfor jeg havde skreget da jeg så i spejlet.

 

"Ja det, ja" mumlede jeg lidt for mig selv og greb ud efter et æble der lå på bordet for at sætte tænderne i det. Zayn kiggede surt på mig, så jeg hurtig kunne regne ud at det tilhørte ham. Jeg holdt det frem mod ham, men han grinte bare og rystede på hovedet som tegn til at jeg godt måtte beholde det.

 

***

 

Vi er lige ankommet til stedet, hvor drengene skal have koncert i aften. Da vi kom ud af bussen, gik det op for mig hvor vi var og noget slog mig. Jeg skulle have været til den koncert. Ikke forklædt som Liam, men mig selv. Jeg skulle have stået blandt publikum, men nu skal jeg på scenen. Det kan kun gå galt. Hvis jeg synger ligeså elendigt selvom jeg er fanget i Liams krop, som når jeg gør i min egen krop, ja så kan det kun lyde forfærdeligt. For ikke at nævne min sceneskræk. Åh gud..

 

Et stykke væk fra hvor bussen holder, står en masse piger og skriger efter os. Eller efter drengene. Men jeg er jo en af dem nu, hvor mærkeligt det så ikke lige lyder. De andre er gået hen for at få taget billeder og give autografer, men jeg holder mig lidt i baggrunden. Jeg kan jo ikke skrive autografer for Liam, og jeg kan slet ikke klare alle de der skrigende piger.

 

"Hey, Liam." Louis kom løbende hen mod mig med et undrende blik. "Er du okay?" spurgte han bekymret. Det var her jeg skulle tænke hurtigt. Hvad kunne jeg sige, som lyder troværdig? Skulle jeg fortælle ham sandheden? Nej selvfølgelig ikke, så ville han med garanti bare grine.

 

"Jeg har det bare ikke så godt" sagde jeg og håbede bare på at han købte den og ikke stillede flere spørgsmål ved det. Jeg kunne også ånde lettet ud, da han gav mig et klap på skulderen med et nik.

 

"Du ser også lidt sløj ud. Gå ind og slap af, så kommer vi andre om lidt" sagde han med et smil og jeg var hurtig til at nikke. I det jeg drejede om på hælene og skulle til at gå ind af en dør, hørte jeg at der blev skreget efter mig. Eller Liam. Men jeg fortsatte, ellers ville jeg bare ende med at panikke.

 

Døren jeg gik ind af, førte ind til en lang gang, med endnu flere døre. Heldigvis var der et skilt på dem alle, hvor der stod skrevet hvad der gemte sig bag dem. Jeg fortsatte ned af gangen, til jeg kom til en dør hvorpå der stod 'One Direction' og tænkte at det nok var passende at gå der ind. Jeg ville jo nok ikke ligefrem blive smidt ud, når jeg var i forklædning som Liam.

 

Og nu lyder jeg som en eller anden sindssyg fan, der har skaffet Liam af vejen for at komme tæt på de andre drenge.

 

"Hej Liam" lød en kvinde stemme da jeg trådte ind i rummet. Jeg fik hurtig lukket døren igen og kiggede i retningen af hvor stemmen kom fra, hvor jeg fik øje på ingen andre end Lou. Drengenes stylist. "Du ser ikke for godt ud, er du okay?"

 

"Vi kan jo ikke alle gå rundt og se så godt ud som dig, vel?" jokede jeg, hvilket fik hende til at slå en latter op og rystede på hovedet af mig. Jeg gik længere ind i rummet, og straks trådte hun ind foran mig for at ligge sin hånd på min pande.

 

"Du har ikke feber. Er der sket noget i bussen?" spurgte hun og fjernede sin hånd fra min pande igen. Jeg skulle lige til at åbne munden for at fortælle hvad der var sket, men fik hurtig stoppet mig selv da det gik op for mig, at hun nok straks ville tilkalde en læge der ville få mig tvangs indlagt på stedet. Hvis hun altså ikke bare ville grine af mig. Hvilket nok var en stor mulighed.

 

I det jeg endnu en gang skulle til at åbne munden, for at komme med en eller anden undskyldning, blev døren smækket op og de andre drenge kom lidt for højtråbende ind.

 

"Liam!" kaldte Zayn og gik over mod mig med en telefon som han viftede frem og tilbage med. "Du har fået en sms fra et ukendt nummer, jeg har ikke læst den. Bare rolig" fortsatte han, blinkede kækt til mig og rakte telefonen til mig.

 

Jeg kiggede på telefonen som jeg nu havde i min hånd. Det var ikke min, så jeg gik ud fra at det selvfølgelig var Liams. Derfor kunne jeg heller ikke tillade mig at tjekke sms'en der var bibbet ind, det kunne jo være privat. Alligevel fik jeg trykket på home knappen så skærmen lyste op, og et alt for velkendt nummer poppede op på skærmen og gjorde mig opmærksom på, at der var blevet sendt en sms fra min telefon. Fra MIN telefon?!

 

Med et undrende blik på skærmen, kom jeg hurtig ind på den da der ikke var kode på. Jeg vidste ikke om jeg turde at læse beskeden, som jeg åbenbart havde skrevet. Alligevel tog nysgerrigheden over.

 

Fra ukendt nummer:

Hej Liam. Eller nej, det lyder for underligt at skrive. Skal jeg kalde dig Cassandra? Er det ikke det du hedder? Det er hvert fald det din mor og veninder kalder mig. Det her er nok min hidtil mest underlige besked, som jeg i mit liv har sendt. Jeg ved ikke en gang, om det overhovedet er dig der er havnet min krop. Det kunne jo ligeså godt være tilfældet, at der er en helt tredie person med i det her. Som jeg stadig ikke helt kan fatte. Whatever. Jeg fandt tilfældigvis ud af, at du skal til koncert med os – eller One Direction – i dag. Derfor tænkte jeg at vi måske kunne mødes ved bagindgangen kl. 17 ? Hvis du siger til vagterne at du kender mig, så skulle det ikke være noget problem.

 

Lov mig at passe godt på min krop, så passer jeg godt på din. Lød det forkert? Ja okay, bare glem det. Hilsen Liam.

 

Jeg ved ikke hvor mange gange jeg fik læst beskeden igennem, før det gik op for mig at det rent faktisk var Liam der havde skrevet til mig. Eller til sig selv. Det kunne jo kun betyde en ting, at han var fanget i min krop, præcis som jeg er fanget i hans. Det var vidst et held, at Zayn eller nogen af de andre drenge ikke fik læst den besked.

 

Men tænk lige en gang. Liam fucking Payne er i min krop. Så kommer man vidst ikke tættere på ham. Okay, sidespor..

 

Hurtig fik jeg gemt mit nummer og besluttede mig efter lidt tid, at det nok var smart at svare tilbage.

 

Til Cassandra:

Det er vidst bare du og jeg, der er fanget i det her. Hvordan det så end er gået til. Har du en idé til det? For det har jeg ikke.. Mit navn er Cassandra! Og jeg er fucking fanget i din krop. I swear, jeg skal nok passe på den! Jeg vil møde dig, eller mig? Ved bagindgangen kl. 17 ..

 

Da jeg havde sendt beskeden afsted, var der straks en tanke der slog mig. Derfor lod jeg hurtig mine fingre glide hen over tastaturet igen.

 

Til Cassandra:

Jeg tror jeg ved hvad der foregår. Bed Amaryllis om at tage sine kort med, dem som hun næsten altid render rundt med i sin taske. Please lad være med at stille spørgsmål ved det, du får en forklaring på det senere!

 

Hvis det virkelig var muligt, det som jeg troede, så var det alt for flippet. Amaryllis har nogen kort, som hun en gang har fået af en ældre dame. Hun sagde at de var magiske, og man kunne få overnaturlige ting til at ske. For eksempel at to sjæle kunne bytte krop. I går til festen havde hun netop prøvet kortene på mig, så det kunne da være en mulighed. Kunne det ikke? Jeg havde godt nok altid sagt til hende, at de kort var noget fup. Men efter at jeg er havnet i Liams krop, så er jeg så småt begyndt at tro på deres magi.

 

Hvorfor havde jeg ikke tænkt på det noget før?

 

"Harry, har du spist den sidste banan?" hørte jeg Louis spørge, og kom derfor ud af min lille trance. Jeg fik øje på Harry der stod lidt væk fra mig, kun iført et par jeans og en bandana. Han havde fucking bar overkrop.

 

Et hvin forlod mine læber, men hvad kan jeg sige? Jeg er Directioner. Nu har jeg set 2 ud af 5 af drengene, i bar overkrop. Jeg bed mig i læben og gik de få skridt der var, hen mod ham. Han skulle lige til at svare Louis da han fik øje på mig, og i det samme lagde jeg en hånd på hans brystkasse.

 

"Hvad er det du laver?" spurgte Harry med et let grin. Uden at svare ham førte jeg min anden hånd op til hans krøller. Jeg havde altid drømt om at få lov til at køre en hånd gennem det. Hans hår var overraskende blødt. "Liam?"

 

Vent, Liam? Åh gud, jeg er jo Liam. Eller hvert fald fanget i hans krop. Hurtig hoppede jeg tilbage og bed mig i læben, hvilket fik ham til at kigge på mig med et løftet øjenbryn. Jeg kunne høre de andre stå og kæmpe med at holde et grin inde.

 

"Hvad?" spurgte jeg og slog ud med armene, som om det jeg lige havde gjort, var en normal ting Liam ville gøre. Hvilket jeg nu tvivler på var tilfældet. "Du kan da for fanden i helvede ikke bare tro, at du kan stille dig op foran din støreste fan, uden trøje på" fortsatte jeg uden at kunne stoppe mig selv. Der var først stilhed i et par sekunder, inden de alle brød ud i grin.

 

"Du opføre dig underligt og bander, har du slået hovedet?" grinte Louis og klappede mig på skulderen. Jeg vidste ikke rigtig hvad jeg skulle sige, jeg havde vidst bragt mig selv i en ret akavet situation.

 

"Ja!" var Niall hurtig til at bryde ind. "Han slog sit hoved op i overkøjen her til morgen" fortsatte han med et grin. Inden der var nogen der kunne nå at sige mere, gik døren endnu en gang op og en kvinde, bedre kendt som drengenes stemme coach, kom ind.

 

"Hej drenge, er i klar på et par stemme øvelser?" spurgte Helene hvilket fik en klump til at samle sig i min hals, og en panik til at sprede sig rundt i hele min krop. Jeg kan ikke synge, så det her kan kunne ende galt. Helt galt!

 

***

 

Efter godt og vel 3 og en halv time stemmetræning, som jeg er sikker på kun havde taget halvanden time hvis drengene kunne være seriøse. Havde jeg fundet ud af, at nu hvor jeg var fanget i Liams krop, så havde jeg åbenbart også hans sangstemme. Det havde dog taget mig lidt tid, at få mig selv til at give en tone, fordi jeg var bage for det lød forfærdeligt. Men da det var Liams vidunderlige stemme der kom ud af min mund, gik det egentlig meget godt.

 

Lige nu havde vi plantet vores bagdele i et par sofaer, hvor Niall og Zayn havde gang i et spil Fifa, som vi andre bare fulgte spændt med i. Normalt ville jeg ikke finde Fifa interessant, men de drenge kunne virkelig formå at peppe stemningen op, så man ikke kunne andet end at følge med.

 

Jeg fik fisket min telefon op af lommen for at tjekke klokken, den var allerede 16.53 og derfor rejste jeg mig hurtig fra sofaen. Jeg skulle jo mødes med Liam ved bagudgangen om 7 minutter. Eller med mig selv? Nej, lad os bare sige Liam. Det lyder ikke nær så underligt.

 

"Hvad skal du?" spurgte Louis nysgerrig da jeg var kommet halvvejs over til døren. Jeg stoppede op og drejede rundt på hælene så jeg stod med fronten mod ham.

 

"Jeg skal bare mødes med Li-" jeg afbrød hurtig mig selv, da jeg var tæt på at sige Liam. Hvor underligt ville det ikke lige lyde i deres ører? "En veninde" skyndte jeg mig at sige, hvilket så ud til at han købte.

 

"En veninde siger du, ser hun godt ud?" spurgte Harry med et skævt smil. Jeg himlede med øjnene af ham, indtil det gik op for mig at det jo var mig selv vi snakkede om, derfor skyndte jeg mig at nikke. Lidt selvglad, huh?

 

"Ja, hun er lækker" fløj det ud af min mund. Jeg havde bare altid drømt om, at en af drengene skulle sige sådan om mig. Og nu havde jo chancen for at få det til at ske. Men døm mig nu ikke, for det ville du sikkert også have gjort, hvis du stod i mit sted.

 

"Så må du da lige tage hende med her ind, så vi kan hilse på hende" brød Niall ind, stadig med hovedet godt begravet i skærmen hvor han lige havde lavet et mål, hvilket fik Zayn til at give ham en albue i siden.

 

"Eh, okay" svarede jeg bare og drejede om på hælene igen, for at fortsætte min gang hen mod døren og ud af rummet. Det var virkelig underligt at snakke om mig selv i tredieperson.

 

Jeg fortsatte ned af gangen til jeg kom til bagdøren, som vi var kommet ind af tidligere. I det samme jeg trådte ud af døren og ud i den friske luft, blev der straks startet et kor af pigeskrig. Det var underligt at tænke på, at det var mig der fik dem til at skrige sådan. Eller i virkeligheden er det jo Liam, men lige nu er jeg jo Liam og derfor er det jo også mig.

 

Jeg spottede hurtig 4 velkendte ansigter, og var næsten helt fascineret over at se mig selv fra sidelinjen. Det var som om at jeg stod over for min enæggede tvilling, som jeg ikke lige går ud fra jeg har. Det var mig selv, der stod lige der. Sammen med mine 3 veninder. Er jeg den eneste der synes det lød underligt?

 

Hvordan de var kommet ind på den anden side af hegnet, det havde jeg virkelig ingen anelse om. Men jeg gik ud fra at det var Liam der kendte en smutvej forbi alle vagterne. De burde virkelig være mere vågne. Selvom det var meget godt at de ikke var det, i det her tilfælde.

 

"Cassandra, er du gået fuldstændig fra forstanden? Vi kan da ikke bare snige os ind. Hvis vi bliver opdaget så bliver vi helt sikkert smidt ud og så kommer vi slet ikke ind og ser koncerten" sagde Emma helt oprevet, men alligevel fulgte hun med flokken.

 

"Kom nu bare, jeg har jo sagt at jeg kender Liam" hørte jeg mig selv sige. Eller det var ikke mig der sagde det, det var Liam. Altså, det var Liam som er fanget i min krop, der sagde det. Altså var det mig. ARGH. Jeg forvirre mig selv.

 

Skal vi ikke blive enige om, når det er Liam der snakker, så omtaler jeg ham som 'Cassandra', 'hun', 'hende' osv. Bare så længe han er fanget i min krop? Jo, det synes jeg selv lyder fornuftigt. Så er der nok en chance for at vi bliver mindre forvirret.

 

"Som om Cass, det er sjovt du aldri-" Bella afbrød sig selv da de stoppede op lige foran mig. Cassandra kiggede på mig, først med store øjne hvor efter hun lyste op i et stort smil. Det er virkelig underligt det her.

 

"Hej piger" sagde jeg, hvilket udløste et hvin hos Bella, Emma og Amaryllis. Cassandra forholdt sig tavs, da det jo sjovt nok var Liam selv og nok ikke er fan af sig selv. Dog udsalp hun alligevel et hvin, sikkert for at virke normal overfor pigerne. Jeg kunne ikke holde et grin tilbage, da det faktisk var ret komisk.

 

"Kender du virkelig Cass-"

 

"Cassandra?" afbrød jeg Amaryllis, så de alle tre stod med åben mund som om de ikke kunne tro deres egne ører. Men det er vel klart nok, vi er trods alt bedste veninder og jeg har aldrig fortalt dem at jeg kender Liam. Hvilket jeg jo egentlig heller ikke gør. "Det kan man på en måde godt sige, at jeg gør."

 

"Vi er på en måde bundet til hinanden?" sagde Cassandra og kiggede mig i øjnene. Det var faktisk skræmmende, at kigge sig selv i øjnene. Jeg nikkede, da jeg ikke rigtig vidste hvad jeg ellers skulle gøre.

 

"Liam?" hørte jeg en mande stemme sige, så jeg drejede mit hoved for at få øje på en vagt der kom gående mod os. "Kender du de piger? Ellers ved du godt de ikke må være her." Jeg kiggede hurtig på Cassandra for at finde hjælp, da jeg gik en smugle i panik. Hun nikkede med et lille smil, hvilket fik mig til at kigge tilbage på vagten igen.

 

"Ja, jeg har inviteret dem" fortalte jeg, og modtog bare et nik fra vagten. Jeg kiggede på Cassandra og pegede mod bagdøren. "Skal i med ind?"

 

"Er du seriøs?" måbede Bella med store øjne, så jeg måtte bide mig i læben for ikke at grine. Det var faktisk meget sjovt at opleve hende og de andre på den måde, set fra en andens synsvinkel. Og så at det oveni købet var fra Liams synsvinkel. De troede jo at jeg var ham, hvilket jeg jo på en måde også er.

 

"Ja han er" sagde Cassandra og sendte pigerne et smil. Det måtte egentlig også være underligt for Liam, at skulle håndtere sine fans fra min krop. Lige nu så de ham jo som deres bedste veninde, og derfor måtte han jo også leve sig ind i rollen som mig. Hvert flad ind til jeg fik fortalt at vi har byttet krop, hvilket jeg ikke er sikker på de vil tro på i første omgang.

 

Jeg førte an ind af døren og fortsatte ned af gangen til vi kom til døren, hvor jeg havde tilbragt det meste af dagen sammen med drengene. Jeg var faktisk kommet til at holde af dem, så jeg er næsten sikker på at jeg vil komme til at savne dem, når Liam og jeg får byttet krop igen. Hvis det overhovedet sker. Jeg håber! Jeg tror ikke jeg kan klare at leve resten af mit liv i Liams krop. Han er jo en verdenskendt sanger, og bare at have været ham for en dag, har virkelig fået min respekt til at vokse for ham. Ja og selvfølgelig også de andre drenge.

 

"Jeg synes du sagde en veninde, og så kommer du med 4" sagde Harry da vi trådte ind af døren. Alle pigerne måbede, pånær Cassandra. Men det ved vi jo også godt hvorfor. Havde det været mig der var kommet ind i et rum med alle fra One Direction, så havde jeg også måbet. Men det kunne jeg ikke rigtig gøre når jeg var forklædt som Liam. Det har vi vidst set hvordan ender, efter jeg fik et mindre fangirl moment da jeg så Harry uden trøje. Det var akavet.

 

"Ja ja, hvad fanden har du at klage over?" spurgte jeg med et skuldertræk, så han bare kiggede på mig med et løftet øjenbryn. Men hvorfor klage når der kommer 4 smukke piger ind af døren? Okay, det er jo nok heller ikke fordi han direkte klager. Men altså.

 

"Liam, sproget" sagde Cassandra, så det denne gang var hendes tur til at modtage undrende blikke fra Amaryllis, Bella og Emma. Det gik op for mig, at jeg måske bander en anelse mere end hvad Liam gør. Faktisk tror jeg slet ikke at Liam bander, siden drengene kommentere på mig når det sker. Ja, selv Liam.

 

"Du skræmmer mig Cass, du plejer selv at bande helt vildt. Men i dag har du ikke bandet en eneste gang og du retter på alle der gør det" kom det undrende fra Emma. Cassandra kiggede på Emma et par sekunder, inden hun trak på skulderen.

 

"Måske er det bare fordi jeg vil prøve at køre en ny stil?" svarede hun og kiggede på mig. Jeg kiggede på hende med et løftet øjenbryn. Jeg tror ærligtalt at det tager uger, hvis ikke måneder, at få mig til at lade være med at bande. Jeg bander uafbrudt, og jeg kan altså ikke gøre for det. Det er bare blevet til en dum vane.

 

"Jeg skal for fuck da ikk-" Cassandra tog sin hånd op for at få mig til at holde kæft, hvilket nok var klogt. For jeg var lige ved at sige, at jeg ikke skulle køre nogen ny stil. Men det skulle folk da nok sætte spørgsmålstegn ved.

 

"Har i byttet rolle, eller sådan noget?" spurgte Niall der nu var kommet hen til os. "Er det et væddemål i har gang i, hvor i har byttet? Jeg mener, hvis hun plejer at bande og du ikke gør, men hun nu ikke bander og du gør. Et eller andet må der da hvert fald være sket."

 

"Åh ja, du skulle bare vide" sagde jeg, mest til mig selv. Men da de alle, på nær Cassandra, kiggede sært på mig, vidste jeg at jeg havde sagt det højt nok til at de også havde hørt det.

 

"Liam? Må jeg lige snakke med dig?" uden jeg kunne nå at svare på Cassandras spørgsmål, havde hun revet fat i min arm for at trække med med ud af rummet. Der var ingen der fulgte med, så nu var det bare et spørgsmål om pigerne kunne være normale sammen med de andre drenge.

 

Jeg blev trukket med ind i et andet rum, lidt nede af gangen. Døren blev lukket og jeg lod mit blik køre rundt for at se, at jeg var blevet ført ind i et omklædningsrum. Jeg kiggede med et løftet øjenbryn på Cassandra, der bare trak på skulderen.

 

"Hvad laver vi her?"

 

"Du sagde at du vidste hvad der foregik, men at jeg ikke skulle stille spørgsmål. Men det bliver jeg altså nødt til nu. Hvad er det der sker, hvorfor har vi byttet krop? Det er virkelig for underligt det her" plaprede hun løs, men jeg kunne kun give hende ret. Det er alt for underligt.

 

"Fik du Amaryllis til at tage sine kort med?" spurgte jeg, og hun var hurtig til at nikke. "Okay, jeg ved det lyder underligt. Men de kort er magiske. Jeg har godt nok aldrig troet på deres magi, men igår prøvede hun dem på mig og det må være dem der har fået vores sjæle til at bytte krop. Det er nemlig en af de ting, som de kan" fortalte jeg. Jeg havde forventet at hun ville flippe ud og sige jeg var total vanvittig, men jeg blev overrasket over at det ikke var det der skete.

 

"Hvis det ikke var fordi at jeg er i din krop, ville jeg have sagt du havde en skrue løs. Men hvordan kan vi komme tilbage i vores egne kroppe igen?" spurgte hun. Jeg trak på skulderen, selvom det vel måtte være på samme måde det var sket, som vi kunne komme tilbage til det normale igen. Jeg gav hende elevatorblikket og først nu opdagede jeg at hun havde en kjole på, hvilket fik mig til at løfte øjenbrynet.

 

"Har du selv valgt at tage kjole på?" spurgte jeg undrende og ignorerede det hun lige havde sagt. Hun kiggede ned af sig selv, for derefter at kigge op på mig igen.

 

"Altså det var nok ikke lige det her jeg selv havde valgt" sagde hun med et let grin, som jeg var hurtig til at tage del i. Selvfølgelig havde Liam ikke valgt at tage en kjole på, når han var sig selv.

 

"Nej, heller ikke mig" svarede jeg så det nu var mig der modtog et undrende blik. "Jeg går normalt ikke i kjole. Det var pigerne der overtalte dig, var det ikke?"

 

Jeg nåede kun lige at modtage et nik, inden jeg hoppede forskrækket tilbage da det bankede hårdt på døren.

 

"Kom nu ud til os andre, turdelduer. Vi kan godt tåle at se jer kysse" lød Louis stemme ude fra den anden side af døren. Jeg kiggede med store øjne på Cassandra, men hun grinte bare og rystede opgivende på hovedet over sin bedste ven. Vent, nu lød det som om Louis er min bedste ven. Nå, fuck it..

 

"Tror du at Amaryllis' kort kan få os tilbage igen?" spurgte Cassandra og ignorerede Louis. Jeg var hurtig til at nikke, for det var jeg da næsten sikker på. Det ville da være underligt, hvis de kunne få os til at bytte krop, men ikke bytte tilbage igen. "Okay, så går vi ind og snakker med hende nu." og med det sagt tog hun fat i min hånd og rev mig endnu en gang med ud af døren.

 

"Sikke da en vildkat du har fundet dig der" grinte Louis, da vi nærmest stormede forbi ham. Hun flåede døren op ind til rummet, hvor vi havde været inde for mindre end 10 minutter siden. De andre så ud til at få et chok, da de forskrækket kiggede over mod os.

 

"Amaryllis" sagde Cassandra og trak mig med ned i sofaen ved siden af hende og de andre piger. Drengene havde sat sig i sofaen overfor. "Liam har noget han godt vil sige" fortalte hun, hvilket fik Amaryllis til at kigge nervøst på mig, som om hun var bange for at hun skulle have ballade eller sådan noget.

 

"Kan du huske igår da du prøvede dine kort på Cassandra?" spurgte jeg og hun var hurtig til at nikke. "Godt, jeg tror ligesom at de virker. Eller jeg ved det! Kan du huske kortet som hun trak? Der stod at to sjæle ville bytte krop, hvor hun sagde at det ville være sejt hvis hun byttede krop med Liam Payne" plaprede jeg løs. Et kort grin kom fra Cassandra, hvilket fik mig til at give hende en knytnerve på skulderen.

 

"Av, jeg slår jo hårdt" jamrede hun sig og tog sig til skulderen. Alle kiggede undrende på hende, hvilket fik hende til at rette på sig selv. "Jeg mener, du slår hårdt" sagde hun og bed sig i læben.

 

"Hvad er det du prøver at sige?" spurgte Amaryllis og kiggede spørgende på mig. Men inden jeg kunne nå at åbne munden, lavede hun store øjne og kom mig i forkøbet. "Åh gud, vil du fortælle mig at det faktisk virkede? At i har byttet krop?" jeg nikkede, så alle drengene brød ud i grin.

 

"Hold lige kæft, det er faktisk alvorligt det her" afbrød jeg dem så de straks stoppede med at grine, men man kunne tydeligt se at de kæmpede med ikke at bryde ud i grin igen. "Jeg er Cassandra, fanget i Liams krop" fortalte jeg og kiggede rundt på dem alle, men som forventet brød de igen ud i grin.

 

"Ja, selvfølgelig er du det" sagde Niall og var ved at blive kvalt i sit grin. "Så er du måske Liam, fanget i Cassandras krop?" spurgte han og kiggede på Cassandra, der straks nikkede.

 

"Okay det er pænt underligt det her. Jeg vil godt tro på jer, men kan i bevise at i faktisk taler sandt?" spurgte Zayn og kiggede frem og tilbage mellem Cassandra og jeg. Cassandra tænkte sig kort om, inden hun lyste op i et stort smil og nikkede.

 

"Vi er bedste venner, drenge. Jeg kender jeres aller dybeste hemmeligheder, det er jeg sikker på at Cassandra ikke gør" sagde hun og fik dem til at kigge nysgerrig på hende. "Jeg vil selvfølgelig ikke røbe noget, foran pigerne. Men jeg kan sige så meget, at jeg ved at det var Louis og Niall der ødelagde Zayns telefon på hotellet i sidste uge."

 

"FORADDER!" råbte Louis, da det åbenbart ikke var noget de havde turde at fortælle. Zayn kiggede strengt på ham og Niall. "Hey, det kan jo bare være aftalt spil. Hvordan kan vi vide, at det ikke bare er noget som Liam har fortalt?"

 

"I kan spørge mig om hvad som helst."

 

"Okay. Hvor i bussen har du gemt alt slikket?"

 

"Hvis jeg siger det, så er jeg jo nødt til at finde et nyt sted at gemme det" sagde hun og kiggede på Niall med et løftet øjenbryn. Men det så ud til at han var ligeglad. "Fint, det ligger slet ikke i vores bus. Jeg har bedt Paul om at gemme det crewets bus. Så der ligger det i et af køkken skabene" og med det sagt rejste både Niall og Louis sig fra sofaen og løb ud af rummet.

 

***

 

Det havde på en eller anden måde lykkedes os, at få overbevist de andre om, at Liam og jeg har byttet krop. Da Niall og Louis var kommet tilbage, efter at have fundet slikket, havde de spurgt om en masse andet, som jeg selvfølgelig ikke vidste noget om. Til sidst måtte de overgive sig.

 

"Nu giver det hele måske også meget mere mening. Liam plejer aldrig at bande og han har opført sig sært hele dagen. Men det er jo klart, hvis det slet ikke er ham" sagde Niall og gik frem og tilbage gennem rummet, som en forvirret hund der ikke kunne huske hvor den havde gjort af sit kødben.

 

"Men hvordan kan de komme tilbage i deres egne kroppe igen?" spurgte Zayn og kiggede på Amaryllis, da han nok gik ud fra at det var hende der kunne fikse det her igen, eftersom det jo er hende der har kortene. Hun fik åbnet sin taske og fik kortene op, roede lidt i bunken til hun fandt det kort hun ledte efter.

 

"Okay. Der står: For at ophæve fortryllelsen, skal de to personer lade deres læber mødes i 15 sekunder så sjælene kan komme til deres rette krop igen" læste hun op. Der gik lige et par sekunder, før det gik op for mig hvad det var hun lige havde sagt. Så jeg tog straks kortet ud af hånden på hende, for at se om hun jokede. Men det gjorde hun ikke, det var faktisk det der stod.

 

"Skal jeg virkelig kysse Liam fucking Payne?" spurgte jeg og kastede kortet tilbage til hende igen. Det kunne godt være at jeg var fanget i hans krop, men at skulle kysse ham. Holy fuck. Jeg dør. Altså ikke fordi jeg har noget imod det, tvært imod.

 

"Det lød ret mærkeligt, når det kom fra Liams egen mund" grinte Bella og det blev da også hurtigt bakket op af de andre. "Men teknisk set, så er det jo dig selv du skal kysse" fortsatte hun, som om det var åbenlyst.

 

Jeg fløj op af sofaen, og fulgte Nialls eksempel i at gå frem og tilbage. Min hånd klaskede jeg på min pande og bandede lydløst af mig selv. Hvorfor blev jeg så nervøs, over et enkelt kys? Det er jo ikke fordi jeg ikke har kysset nogen før. Måske var det fordi at det er Liam?

 

En hånd lagde sig om mit håndled, hvilket fik mig til at stoppe op. Der stod Cassandra lige foran mig, og kiggede med et smil på mig. Hvordan kunne Liam tage det så roligt, når jeg ikke kunne? Det var vel ikke fordi, at han havde en hobby hvor han kysser tilfældige piger?

 

"Er det dét at du skal kysse mig, eller at du skal kysse dig selv der gør dig så nervøs?" spurgte hun med et grin, som også fik mig til at slippe et lille grin ud.

 

"Det er klart fordi jeg skal kysse mig selv" sagde jeg sarkastisk og slog ud med min frie hånd. Nu hvor jeg tænker over det, så er det egentlig også underligt, at skulle kysse sig selv. Jeg har da prøvet at kysse mit eget spejl billede, men det er da langt fra det samme det her.

 

"Det vil jeg vælge at tro på, bare for at gøre dig glad" sagde hun og blinkede med det ene øje, hvilket fik mig til at bide mig i læben. Hun tog et skridt tættere på mig og greb fat i min t-shirt for at trække mig ned mod hende, da jeg er den højeste lige nu.

 

Inden jeg kunne nå at reagere på noget som helst, blev et par læber presset mod mine. Jeg lukkede bare øjnene og ventede på at de 15 sekunder var gået.

 

Efter lidt tid, var det som om jeg blev mindre og jeg kunne mærke at jeg pludselig havde skiftet stilling, så mit hoved i stedet var vippet tilbage så jeg kunne nå op. Enten var Liams krop lige blevet mindre, ellers var jeg kommet tilbage i min egen krop igen.

 

"Er jeg kommet tilbage i min egen krop nu?" hviskede jeg da vi havde trukket os fra kysset igen. Jeg havde stadig mine øjne lukket, da jeg ikke tude at se hvem det var jeg stod overfor. Om det stadig var mig selv, eller om det var Liam.

 

"Åben dine øjne og kig efter" hørte jeg Liams stemme sige lavt, og det kom ikke fra min mund. Jeg åbnede langsomt mine øjne og opdagede, at jeg nu var mig selv igen og at jeg kun stod få centimeter fra Liam. Jeg fandt dog også hurtig ud af, at det var fordi at jeg havde mine arme om hans nakke. Men om det var mig selv der havde lagt dem der, eller om det var Liam da han havde været i min krop, det vidste jeg faktisk ikke. Men det var også ligemeget, for det så ikke ud som om han havde noget imod det, da han selv havde sine hænder på mine hofter.

 

"Er der nogen der- Oh, forstyrre jeg?" Lou kom ind i rummet og afbrød sig selv da hun så Liam og jeg, stå med armene om hinanden imens vi stod og kiggede hinanden i øjnene. Jeg bed mig i læben da jeg kunne mærke at jeg rødmede, hvilket fik Liam til at trække op i den ene mundvig.

 

"Nej, bare hent popcorn. For det her er så meget bedre end at være i biografen" sagde Niall og lød næsten som en, der var travlt optaget af en virkelig god film.

 

Resten af tiden gik med at snakke med drengene, indtil de skulle på scenen. Pigerne og jeg havde som sagt billetter til koncerten. Men da drengene fandt ud af, at vores pladser var næsten helt nede bagved, tilbød de at vi kunne komme helt op foran scenen. Det var et tilbud som vi bestemt ikke kunne sige nej til.

 

Så nu står vi foran hegnet oppe ved scenen, så vi er foran alle deres fans. Det er ret vildt at opleve koncerten så tæt på, efter alle de gange vi har været til koncert med dem, hvor man har set vildt dårligt. Men nu kan vi få det hele med.

 

Flere gange fik jeg øjenkontakt med Liam, der så ud til at hygge sig oppe på scenen. Det gjorde de alle. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg kunne bare ikke koncentrere mig om så meget andet end Liam. Godt nok havde jeg ikke tilbragt ligeså meget tid sammen med ham, som jeg havde med de andre drenge. Men jeg ville komme til at savne ham. Jeg ville savne dem alle, men specielt Liam. Efter at have været ham for en dag, var det som om at jeg på en underlig måde, var blevet bundet til ham.

 

Den mest sære dag i mit liv, vil jeg huske som den bedste. Jeg kom helt tæt på drengene, oplevet med egne øjne hvordan de er og fandt ud af at de bare er ligeså normale mennesker som alle andre. Det var næsten sørgeligt at skulle sige farvel til dem, men de har deres turne de skal videre på og jeg har min skole og arbejde at passe. Med et smil på læben ønskede jeg for mig selv, at jeg en dag ville komme til at møde dem igen. Ikke til deres koncerter, men sådan rigtig. Måske jeg skulle få Amaryllis til at prøve sine kort på mig igen?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...