Lost in the Desert

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 maj 2014
  • Opdateret: 7 maj 2014
  • Status: Igang
Prøv at vågne op et helt nyt sted, en helt ny verden uden nogen ide om, hvor du er eller hvordan du er endt her. Denne oplevelse går Amanda Bones igennem. Hun vågner op midt ude i ødemarken, dehydreret, sulten og uden anelse om hvor hun er. Det sidste hun husker, er at falde i søvn aftenen på hendes attenårs fødselsdag. Hvad vil der ske med hende? Vil hun blive fundet? Eller dør hun i den varme hede i ørkenen?

3Likes
0Kommentarer
415Visninger

1. Lost

Varmen årh hvor jeg hader den. Jeg har brugt flere timer herude, uden vand, mad eller skygge. Det er sådan her, jeg så skal finde ud af, hvor meget jeg hader ørkner eller varme for den sags skyld. Lige nu vil jeg hellere hjem til kolde London, hjem til min møg irriterende lillebror. Han må være så ensom, helt alene i vores store hus. Hvad vil der ske med ham, hvis jeg ikke kommer tilbage, mor og far er væk og nu også mig. De har bare ikke at tage ham, han hører hjemme på heden, vores hus, sammen med Lilo, min hest og Caspar, min brors lille øjesten af en dalmatiner.  
Jeg ryster tanken ud af hovede og forsætter, jeg har ikke tid til at tænke, jeg er nød til at finde vand og skygge eller kommer jeg aldrig hjem til ham. 
Jeg går længe, længe uden synet af vand eller civilisation, hverken til højre eller til venstre. Lige indtil jeg kan se en lille figur forme sig i horisonten, ikke meget større end en tændstik, men stor nok til at give mig håb, håbet om et andet levende væsen i denne varme ødemark. Jeg øger farten så meget jeg kan holde til, mit hjerte banker hårdt i mit bryst og sender mit kogende blod igennem mine allerede varme årer. Endelig, endelig et andet menneske i denne forvildede øde mark. 
Personen kommer tættere og tættere på og lige så stille former silhuetten, høj, ihvertfald højere end mig, muskuløs og helt sikkert en dreng. 
Pludselig står vi overfor hinanden, ingen af os siger et ord, vi kigger bare på hindanden. Hans blonde hår hænger slapt ned over hans tydelige kind ben og hans blågrønne øjne lyser af håb, sikkert ligesom mine egne. Et smil er på hans læber og får mig til at smile, det er som om, vi er et elske par, som er blevet skilt mod vores vilje og endelig har fundet sammen igen på ny efter flere års adskillelse.
Han trækker mig indtil sig ud af ingenting, indtil hans varme, hjertebankede bryst, og holder fast omkring mig i et langt, varmt kram. 
I ren lettelse lægger jeg mine arme om ham, det føles ikke engang underligt selvom vi lige har mødtes, det føles mere naturligt i vores nuværende situation. 
"Jeg hedder Niall," han giver slip på sit greb omkring mig, men holder hænderne på mine skuldre, nærmest for at sikre sig at jeg er virkelig. 
"Jeg hedder Amanda," jeg blinker et par gange, men han er der stadig, han er her virkelig, ikke bare en hallucination.
"Hvordan er du endt her?" Spørger han og kigger ud over horisonten, hvor solen er ved at gå ned. Himlen er helt rød og gul som en blanding af jordbær og citroner, og få stjerner kan ses komme frem hen over himlen. 
"Det ved jeg ikke," svarer jeg og trækker på skulderen," men det er nok bedst vi går videre, imens vi snakker." Han nikker sig enig til min ide og sammen går vi videre  den vej, han kommer fra. 

"Hvordan er du endt her?" Spørger jeg, det er det først nogen af os har sagt siden solen gik ned. Stjerner dækker himlen som et tæppe nu og månen lyser den øde ørken op omkring os lige så godt som solen havde gjort få timer tilbage. 
"Mit fly styrtede ned et par kilometer mod nord," svarer han mig med et let mut ansigtsudtryk," men heldigvis var jeg alene." 
Jeg nikker, mere er det ikke brug for, ikke lige nu. 
"Fortæl om dig selv," siger Niall pludselig," så kan vi få tiden til at gå." 
"Jeg er lige fyldt atten og har en lillebror hjemme i London, der er ikke rigtig andet at fortælle, jeg mistede mine forældre da min bror var tre og vi har levet alene siden," han nikker stille med, som om han forstår det hele," hvad med dig?" 
"Jeg har en storebror og to forældre hjemme i Irland, men dem ser jeg ikke se tit. Mit job tager alt min tid op, jeg er i et band, One direction hvis du har hørt om det, sammen med mine fire bedste venner," smilet kommer frem på hans læber igen, da han snakker om sine venner og familie. 
"Dem har jeg hørt om," jeg nikker stille, alle i London har hørt om dem. 
Han virker meget mere levende end mig efter alle de her timer vi har været sammen uden vand eller mad, men han må vel have drukket noget, inden vi fandt hinanden. 
Vi snakker hele natten væk, imens vi går, indtil solen står op. Et rødligt bjerg hæver sig over os og skyggen ligger langt hen over ørkenens orange sand," skal vi lægge os?" Niall viser mig hen til et utroligt smukt sted, stenen på bjerget former sig nærmest som en halvcirkel og skyggen dækker lige for hovedet, så man kan se solopgangen farve himlen i en variation af røde- og blålige farver. Han lægger sig ned først på det hård  varme sand og lader mig lægger mellem sine ben med min ryg mod hans varme bryst, som om varmen ikke genere ham. 
"Hvad vil der ske hvis vi ikke bliver fundet?" Spørg er jeg træt og nuller ham blidt på hans bare knæ med min tørrer lille hånd. 
"Det vil vel bare ende herude," svarer han og jeg kan mærke, ham trækker på skulderen med et lille suk," men i det mindste er vi ikke alene." 
Jeg nikker stille," vil du blive hos mig til det er slut?" 
"Selvfølgelig vil jeg det," jeg kan mærke hans tørrer læber mod mit fedtede hår," lige indtil det er slut, forevigt og altid." 
Jeg lukker træt mine tørrer øjne i og lytter til lyden af Nialls vejrtrækninger og hjerteslag, det føles som om de falder i et mit i et samlet mønster. Fornemmelsen af verden omkring mig forsvinder væk sammen med Niall, min ryg mærkes som om den lægger sig mod det hårde sten og hans vejrtrækning og hjerteslag forsvinder, lader mit eget være alene tilbage i denne verden. 
Den eneste lyd der er tilbage, er lyden af en svag propel fra en helikopter i det fjerne, inden alt bliver sort og jeg falder ned i et mørkt, dybt, sort hul. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...