How deep is your love? I A One Direction fan fiction

19-årige Evelyn Parker havde aldrig troet, at på en tilfældig gade i London, ville støde ind i sin tidligere barndomsven. Drengen der var ved hende, da hun tabte sin første tand, da hun fik sit første kys, og da hendes hjerte blev knust for første gang. Drengen hun brugte alt sin tid med. Men også drengen der gik videre som 1/5 af One Direction i xfactor, og glemte Evelyn. Kan Zayn mon genkende Evelyn? Og vil Evelyn nogensinde tilgive Zayn for at have glemt hende?

63Likes
23Kommentarer
5921Visninger
AA

2. 'When you got 4 new friends, I lost one.'

Can you remember all the things we wanted? 

Evelyn’s synsvinkel

”Jaja, jeg er der om lidt.” Med min telefon mellem mit øre og min skulder, var det mindre problematisk at bevæge sig fremad.

”Jeg har ventet i 10 minutter nu, og jeg har ikke lyst til at ligne en større idiot end jeg gør lige nu.”

Jeg fik på magisk vis min mobil tilbage i min hånd, og satte den op til øret. ”Er det overhovedet muligt for dig, Paige?” Jeg grinte af min kommentar, og min veninde kom med et fornærmet fnys. ”Jeg er der meget snart.” Jeg fik lagt på, og byttede lidt rundt på alle de poser jeg havde i mine hænder. Jeg havde så mange gaver der skulle byttes, og hvis jeg ikke fik gjort det i dag, så var det for sent. Og som den gode veninde Paige var, havde hun tilbudt at hjælpe mig med det.

Jeg kom tættere på den velkendte Starbucks, og den brunhårede pige jeg kendte alt for godt, vinkede til mig, og kom hen imod mig.

”Hey Evelyn, har du brug for lidt hjælp?” Grinte hun, og tog imod nogle af mine poser. Lige da hun tog fat i dem, åndede jeg lettet ud, og sendte hende et taknemmeligt smil. Hun var den bedste.

Så med poser i hænderne fik vi åbnet døren indtil Starbucks, og stille tøffede vi op til kassen, hvor vi bestilte 2 kaffer.

Lige hvad jeg trængte til.

”Så, hvordan går det?” Vi havde lige nået at sætte os, og Paige kom allerede med det første spørgsmål. Altid så nysgerrig, men det var rart med en der interesserede sig for en.

”Tjo, det går som det går.” Jeg tog en slurk af den meget varme kaffe, så jeg stillede den derfor fra mig igen ret hurtigt. ”Jeg søger jo altid lidt arbejde rundt omkring, men jeg synes ikke jeg har særlig meget held.” Jeg sendte hende et skævt smil. Jeg havde min egen lejlighed her i London, og den var ikke ligefrem lille. Men lille nu var det mine forældre der betalte for lejligheden, og de gav mig penge hver måned så jeg kunne klare mig. Mine forældre lagde ikke skjul på de havde mange penge, men jeg ville også gerne kunne klare mig selv. Tjene mine egne penge, men lige for tiden var det umuligt, eftersom jeg intet job havde fået.

”Og du søgte på Nandos?” Paige tog en slurk af hendes kaffe, og hun skar en grimasse.

Spade. Jeg havde jo lige gjort det samme, og så gjorde hun det.

”Ja, men det var den anden kandidat der fik det.” Jeg kløede mig lidt i nakken. ”Og for at være ærlig, vil jeg gerne have et ordentlig arbejde. Ikke et hvor jeg bare skal tage imod bestillinger dagen lang. Det ville blive for ens formet for mig.” Igen fandt det skæve smil vejen frem på mine læber.

”Hvor ærgerligt, og alligevel ikke. Men, så har du mere tid til mig!” Hvinede hun smilende. Hvor var det en typisk Paige kommentar, men det var derfor jeg elskede hende. Hun fik mig til at smile.

”Ja da. Hvad med dig?”  Jeg mærkede igen på min kaffe, og da den var blevet lidt køligere, tog jeg en slurk af den, og kiggede hurtigt på Paige igen.

”Stefan og jeg har snakket om at flytte sammen.” Det skulle lige siges at Paige var 20 år, og fyldte snart 21. Jeg blev veninder med hende for 2 år siden, hvor jeg var flyttet her til London. Hun var faktisk den første veninde jeg fik her.

”Hvor spændende! Har i fundet et sted?” Stefan og Paige havde efterhånden været sammen i 3 år, og de var perfekte til hinanden. De var ikke en af de der kedelige par. De var ude og opleve ting, og ville hellere end gerne på en ferie, hvor der skete noget.

”Du ved den lejlighed der er til leje nedenunder dig? Vi har kigget lidt på den, eftersom det ikke skal være alt for stort til at starte med. Vi skal jo lige havde styr på økonomien.” Paige tog nu selv en slurk af sin kaffe, denne gang uden af skære en grimasse. Hun lød så voksen når hun snakkede om økonomi, men inderst inde vidste jeg hvor barnlig hun kunne blive.

”Så skal vi være.. Hvad hedder det egentlig?” Jeg stoppede midt i min sætning, eftersom jeg ikke helt kendte det ord jeg egentlig ledte efter.

”Underbo slash overbo?” Kom Paige, og jeg accepterede det hurtigt med et nik.

”Nemlig! Vi skal være overbo slash underbo.” Jeg smilede kejtet til Paige og hun gengældte det hurtigt.

”Jeg skulle for øvrig hilse fra min mor.” Jeg havde tidligere i dag snakket med min mor, og hun elskede Paige. Selvom mine forældre var rige, var de slet ikke snobbede. De var rare, og helt nede på jorden. Jeg elskede mine forældre, og det triste ved det hele var at de boede så langt væk. De boede stadig i min hjemby Bradford. Nok var der kun 3 timers kørsel, men det var stadigvæk langt for mig.

”Tak. Hvordan har de det?” Paige var som sagt en meget sød og meget åben pige. Hun snakkede gerne med fremmede, hvor hun kunne se de ikke havde det godt. Der var jeg lidt mere tilbageholdende. Jeg var mere eller mindre bange for folk ville gøre mig ondt. Men det var Paige ikke.

”De har det godt. De sagde ikke så meget. De ville bare hører om jeg klarede mig, og hvordan det fik med job og sådan. Jeg nåede næsten slet ikke at spørge indtil dem, fordi de ville snakke om mig.” Grinte jeg, og Paige rystede på hovedet.

”Typisk dem.”

”Hvornår er vi færdige?” beklagede Paige sig igen. Vi havde efterhånden været inde i 9 forskellige butikker, for enten af bytte dufte, tøj eller et eller andet jeg ikke kunne bruge. ”Mine fødder er så ømme. Du skal så meget massere dem når vi kommer hjem.” Kom det igen fra Paige, og jeg grinede endnu mere af hende.

”Du kunne bare have ladet være med at tage stilletter på.” Hoverede jeg og åbnede døren til den sidste butik.

”Please, sig at det her er den sidste.” Jeg nikkede blot, og jeg kunne høre hende ånde lettet ud. ”Seriøst, Evelyn, jeg elsker dig. Men næste gang du skal have byttet noget, så er det ikke mig du skal komme til.” Det var ikke tit Paige beklagede sig, så jeg kunne ikke andet end at more mig over hende.

Jeg fik hurtigt byttet en trøje, og så var jeg klar til at tage hjem. Med lidt over 2500 kontanter i lommen, som jeg nok burde få sat i banken, inden jeg smuttede hjem. Klokken var efterhånden også ved at blive mange.

”Paige, jeg skal lige i banken, og jeg har ikke lyst til du skal få mere ondt, så bare tag hjem. Jeg skriver når jeg er kommet hjem.” Hun nikkede blot, krammede mig og hurtigt var hun på vej over til hendes bil.

Jeg satte derefter kursen mod banken. Jeg gik lidt hurtigt eftersom klokken var 17, og banken ville lukke om en halv time. Jeg begyndte så småt at kunne se banken, og da jeg kom ind, åndede jeg lettet ud, fordi jeg var den eneste der skulle have hjælp. Jeg kunne lige nå det. Hurtigt kom jeg op til kassen, og jeg fik også meget hurtigt sat pengene ind på min konto, og før jeg vidste af det stod jeg udenfor igen, og prøvede at få mine høretelefoner ud af hinanden. Lige meget hvor pænt jeg havde lagt dem sammen, var de altid umulige at få fri når jeg skulle bruge dem.

Så belastende.

Da jeg endelig fik dem fri, satte jeg dem fint i ørene, og fik stukket dem ind i min iPhone 5, og tændte radioen på min mobil. Hurtigt flød musikken ud i mine øre, måske lidt for højt, så jeg kunne slet ikke høre hvad jeg selv tænkede. Jeg blev hurtigt uopmærksom hvor jeg gik, og jeg fik skruet lidt ned. Lige så snart jeg kunne høre hvilken sang det var, kunne jeg kende hans stemme. Jeg måtte indrømme hans stemme var fantastisk. Det havde den altid været. Ved lyden af hans stemme fik jeg vand i øjnene, og jeg blev mindet om alt hvad vi havde været igennem sammen. Han havde været ved min side, da jeg tabte min første tand, han var der da min mormor døde, da jeg fik mit første kys, og han var den der kom med is og film, da jeg fik mit hjerte knust for første gang.

Jeg savnede ham. Så meget.

Mens jeg gik der og tænkte, var jeg slet ikke opmærksom på hvor jeg gik, og lige pludselig lå jeg ovenpå en person, som bandede lidt for meget til min smag.

”For fanden. Kunne du ikke se dig lidt bedre for?” Stemmen kom fra en mand, og den var ikke ligefrem glad. Han havde vrisset af mig. Min musik var forsvundet for min øre, og jeg kunne se min mobil lå lidt længere væk fra mig.

Og den havde overlevet. Jeg åndede lettet ud, og havde næsten glemt at jeg lå ovenpå en eller anden.

”Undskyld. Jeg er så kejtet, og jeg var slet ikke opmærksom.” Jeg kom op på mine ben og børstede mig af, uden af kigge på manden. Jeg lignede sikkert en eller anden idiot. Jeg kunne se ud af min øjenkrog, at denne mand kom op og stå. Jeg rakte ned efter min mobil, og idet jeg hørte denne mand udtale mit navn, stivnede min krop. "Evelyn?"

”Z-zayn?” Jeg stammede så forbandet meget, og da jeg rejste mig op og kiggede ind i de velkendte øjne, blev mine øjne store.

”Evelyn!” Kom det fra ham, og hurtigt bevægede hans læber sit op i et smil. Hvorfor vidste jeg ikke. Jeg vidste bare at det var helt forkert. Jeg burde ikke stå her og snakke med ham. Han havde for fanden smidt mig væk, som en eller anden genstand han var blevet træt af! Jeg burde gå min vej med det samme. Alle de minder og glade tanker jeg lige havde haft om ham forsvandt hurtigt.

”Jeg er nødt til at smutte igen.” mumlede jeg, og lige da jeg passerede ham, tog han blidt fat i mit håndled. Jeg klemte mine øjne i håb om at det kunne få mig væk fra det her.

”Er det sådan du hilser på din bedste ven?” Han fik vendt mig rundt, og hvor kunne jeg have stukket ham en lussing. Han havde slet ikke ret til at kalde mig det. Han var langt fra min bedste ven.

”Bedste ven?” Jeg spyttede nærmest ordene ud. ”Du er langt fra min bedste ven. Faktisk var du ham der sårede mig på det dybeste. Ham der smed mig væk, som en gammel sort sæk.” Jeg var godt oppe i det røde felt allerede, hvilket jeg ikke burde være. Men den sætning han havde fyret af, gjorde mig bare virkelig sur. Han virkede som om han intet galt havde gjort. Men alligevel følte jeg savnet. Jeg burde kramme ham, og fortælle hvor meget jeg savnede ham, men der var bare nogle ting jeg havde brug for at komme ud med. ”Jeg stolede på dig, og alligevel knuste du mig! Du kan måske ikke selv se det, men da de blev mere og mere kendt, jo mindre kontaktede du mig.” Min stemme var blevet svagere, men jeg kunne ikke gøre for det. For god sake, selvfølgelig savnede jeg ham, men jeg kunne ikke. Det var forkert. "Da du fik 4 nye bedste venner, mistede jeg en."

Og uden noget svar fra en mundlam Zayn, vendte jeg mig hurtigt rundt, og forsvandt. Sikkert med tårer på mine kinder, men jeg kunne ikke styre det. Jeg måtte hjem, og så måtte jeg ringe til Paige, og så måtte hun vide hvad jeg skulle gøre. Inderst inde vidste jeg godt at jeg ikke havde behøvet af råbe sådan af ham, men jeg kunne ikke lade vær. Og mens jeg gik der, fortrød jeg endnu mere hvad jeg havde sagt.

Jeg havde en chance for at blive venner med ham igen, og jeg spildte den.

Jeg har rettet den igennem, det er ikke sikkert jeg har fået alle fejl med, så jeg undskylder. Jeg håber i kan lide det, og det giver jer en lyst til at læse mere, når jeg engang kommer med mere.

xxx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...