How deep is your love? I A One Direction fan fiction

19-årige Evelyn Parker havde aldrig troet, at på en tilfældig gade i London, ville støde ind i sin tidligere barndomsven. Drengen der var ved hende, da hun tabte sin første tand, da hun fik sit første kys, og da hendes hjerte blev knust for første gang. Drengen hun brugte alt sin tid med. Men også drengen der gik videre som 1/5 af One Direction i xfactor, og glemte Evelyn. Kan Zayn mon genkende Evelyn? Og vil Evelyn nogensinde tilgive Zayn for at have glemt hende?

63Likes
23Kommentarer
5924Visninger
AA

7. 'What the hell Evelyn!'

If we could only have this life for one more day

If we could only turn back time.

Evelyns synsvinkel

”Jeg forstår det bare ikke.” Jeg mumlede ned i min mors skulder. Som altid var hun der for mig. Min mor holdte mig blidt, mens hun stillede vuggede mig fra side til side. Og imens vi stod der og lod stilheden overtage, gik vores hoveddør op. Men jeg var ligeglad. Jeg blev stående i min mors beskyttende kram og nød det. Der var ingen bedre end hende.

”Eve?” Da mit kælenavn – opfundet af min bedsteven – lød, trak jeg mig alligevel ud af min mors varme kram og kiggede hen mod stemmen. Og der stod han. Min bedste ven. Han øjne lyste af medlidenhed og jeg så til hvordan han åbnede sine arme for mig. Jeg gik derfor lidt hurtigt hen til ham, og lod ham tage mig ind i sin favn. ”Kom.” Han afbrød hurtigt vores kram, tog min hånd og førte mig ind på mit værelse hvor vi kunne snakke i fred.

”Tak fordi du ville komme.” Min stemme rystede, og hvis ikke jeg sad på sengen med Zayns hånd på min, var jeg brudt sammen. Skulle det virkelig føles sådan når man mistede sin første kærlighed?

”Intet problem, og det ved du godt Eve. Jeg vil gøre alt for at se dit smukke smil plantet på dine læber.” Hans sætning fik mig blot til at smile lidt, men kun for et sekund. Jeg rettede mit blik ned i gulvet.

”Skal det føles sådan her?” Jeg rettede mit blik mod Zayns øjne igen, og så hvordan de ændrede sig. Medlidenheden var der stadig, men også fortvivlelse.

”Hvad mener du?” Min bedste ven tog en vildfaren tot hår om bag mit øre, og fjernede den tåre der desperat prøvede at komme ned af min kind.

”Skal det føles sådan når man for knust sit hjerte for første gang?” Jeg lod en tåre trille, selvom jeg prøvede at være stærk, kunne jeg bare ikke. Det var vel sådan man reagerede på et break-up.

”Ja, desværre.” Zayns blik fangede mit kedelige gulv, men lidt efter kiggede han på mig igen. Han forstod smerten. Han havde selv prøvet det. ”At være sørgende er en nødvendig passage og en vanskelig overgang for endelig at give slip på sorg – det er ikke en permanent rasteplads.” Hans sætning kørte lidt inde i hovedet på mig, før jeg rigtig forstod den. ”Det er kun midlertidig, denne følelse du har. Og indtil den er væk, vil jeg være lige her – ved sin side.” Zayn sendte mig hans sædvanlige smil, og jeg kunne ikke lade vær med at trække ham ind i et kram. Aldrig kunne jeg ønske mig en bedre bedste ven.

Selvom lykken glemmer dig en smule, må du aldrig glemme den helt.” hviskede han blidt i mit øre, og jeg lod et hulk undslippe min mund. Men jeg græd ikke fordi jeg var ked af det. Jeg græd af glæde, over at have en så fantastisk bedste ven, der ville stå op klokken lort for at gøre mig glad. Aldrig havde jeg følt mig så lykkelig.

 

Med dette minde i mine tanker lod jeg mit blik følge det par der kom gående nede på gaden. Jeg havde placeret mig i en vinduskarm inde på Zayns værelse, mens jeg betragtede de mennesker der kom gående nede på gaden. Parret der gik hånd i hånd nede på gaden, havde mindet mig om min første kærlighed. Vi havde elsket at gå hånd i hånd og bare snakke. Og da han så gjorde det forbi - for en af mine tidligere bedste veninder - var det Zayn som kom mig til undsætning.

”Skal du med ned og have noget at spise?” Jeg rettede forskrækket mit blik hen mod døren hvor Liam stod med et smil på læben. Aldrig havde jeg set en dreng der kunne bevare det samme smil på læben så meget som han gjorde. Han var glad, konstant, men det var faktisk ret rart.

”Jeg troede aldrig i ville spørge. Jeg er ved at dø af sult.” grinte jeg og hoppede ned på gulvet igen. Jeg næsten løb hen til Liam, og lod ham lukke døren efter mig.

”Så håber jeg du kan lide lasagne.” Liam grinte blot, inden han kom hen ved siden af mig. Jeg slog ham en gang blidt på skulderen og sendte ham et stort smil.

”Jeg elsker det.” Liam nikkede bare som svar, og jeg tog plads på en stol ved siden af Zayn. Han sendte mig et lille smil og tog imod den tallerken Niall rakte ham. Selvfølgelig kunne han ikke vente til alle havde sat sig. Jeg kiggede lidt rundt, og lidt efter placerede Louis sig overfor mig.

”Tak.” Zayn havde taget min tallerken og givet den til mig igen, bare med lasagne på. Og jeg gav mig derfor til at spise.

”Hvornår tager du egentlig hjem?” Harry havde fyldt sin mund med mad, men han skulle åbenbart snakke til mig alligevel. Så charmerende.

”Vil du gerne af med mig Styles?” Jeg lod den fornærmende tone kom ind over mig og drak lidt vand. Jeg vidste godt han ikke mente det ondt, men jeg kunne ikke lade vær med at gøre lidt grin med Harry.

”Nej, Evelyn, sådan skal du ikke se på det!” Harry var hurtig til at forsikre mig at han slet ikke ville af med mig, og jeg prøvede stærk at holde mit grin inde, men jeg kunne ikke. Jeg lod det komme ud, og jeg så hvordan Harrys blege ansigt ændrede sig drastisk. ”Nu når jeg tænker mere over der, så ja.” Jeg stoppede bare med at grine, formede min mund som et o, og hørte hvordan drengene kom med en ’ohh’ lyd. Jeg kiggede bare hårdt på Harry.

”Bare vent. Jeg for min hævn.” hviskede jeg bare og gav mig til at spise igen.

"Og jeg skulle være bange for dig?" Harry ville åbenbart køre denne samtale længere ud, så jeg rejste mig op, tog vandkanden i hånden og gik hen til han. Her tømte jeg vandkanden udover ham, og hørte hvordan stilheden tog over i spisestuen. Jeg selv smilede tilfreds, og satte mig tilbage på min plads. Jeg tog noget lasagne, og kiggede rundt på drengene. Jeg så hvordan de andre kæmpede med at holde deres grin inde, og Louis var den første til at give efter, og det resulterede i en kæde reaktion fra alle de andre - bortset fra Harry. Jeg sendte ham et lille smil, og han rystede smilende på hovedet.

"Bare vent." hviskede Harry og jeg rakte tunge af ham. Og så kørte samtalerne bare ved bordet. Zayn sad og snakkede tværs over bordet med Louis, Niall havde for travlt med at spise, mens Liam og Harry havde en anden samtale i gang. Og jeg sad bare og så til. Jeg ville helst ikke tage hjem og forlade disse drenge, men jeg blev nødt til det.

”Tak fordi i ville have mig her.” Jeg stod i armene på Zayn - på ud af døren. Jeg havde sagt farvel til de andre drenge, og jeg kunne høre hvordan deres fifa spil gik fremad inde i stuen.

”Selvfølgelig. Du kommer bare.” Den Zayn jeg havde kendt hele mit liv stod igen foran mig med et frisk smil på læben. ”Jeg tænkte faktisk på om du ville med til vores koncert her i morgen. Jeg snakkede med drengene om det, og de ville hellere end gerne have dig med.” Zayn tog nervøst sine hænder ned i hans buskelommer, og trippede lidt på stedet. En ting Zayn tit gjorde når han var nervøs.

”Tjo, det vil jeg rigtig gerne..” Zayn kunne sikkert mærke på mig der kom et men lige om lidt, fordi han så i hvert fald lidt opgivende ud.

”Men?” Og der kom det. Han vidste det kom, og det havde han altid gjort.

”Jeg har en aftale med min veninde Paige, og jeg vil virkelig ikke aflyse.” sagde jeg undskyldende og Zayns blik rettede sig mod gulvet. Jeg vidste han ønskede at jeg skulle høre ham synge live, og jeg ville hellere end gerne. Men problemet her var, at de ikke vidste hvornår der kom en koncert igen. De skulle i gang med deres album her om 1 uge, og hvad jeg vidste af var det deres sidste koncert i noget tid. Jeg havde det helt dårligt over jeg ikke kunne komme.

”Vent.” Zayns stemme lød igen frisk og fangede mit blik endnu en gang. ”Hvad siger du til at tage hende med? Var det ikke hende der synes Niall var så sød? Hvad med at give hende en oplevelse hun ikke vil glemme?” Zayn havde ret. Paige var hende der synes Niall var så sød, og for at være ærlig kunne jeg godt lide hans idé. ”I for pladser helt foran, og bagefter kan i tage ud backstage hvor hun kan møde os alle.” Jeg elskede allerede hans plan.

”Deal.”

”Vil du ikke bare fortælle mig hvor vi skal hen?” Jeg havde fået Paige i noget anstændigt tøj, men jeg havde slet ikke fortalt hende hvad vi skulle – men hun ville snart finde ud af det. Vi sad nemlig lige nu i en taxa, og hvis jeg ikke tog fejl var vi snart hvor drengene skulle holde deres koncert.

”Hvad laver vi her?” Og som jeg havde gættet, var vi her. Vi holdte foran London 02 Arena, hvor flere piger stod og skreg. De havde alle et eller andet med One Direction på, og flere havde tegnet sig i ansigtet. Jeg gav manden penge for at have kørt os, og ud steg vi. Og som svar på hendes spørgsmål holdte jeg en One Direction trøje op foran hende.

”Vi skal til koncert med disse fem fantastiske fyre. Tag den på!” Jeg gav hende trøjen, og smilet på hendes læber kunne ikke fjernes. Men alligevel gloede hun mystisk på mig, mens hun tog trøjen på.

”Er det her en eller anden syg joke? Hvor er kameraerne?” Det var typisk hende at mistænkte mig for noget.

”Jeg ville bare give dig en god oplevelse. Kom.” Jeg tog hendes hånd og trak hende med hen til den kø der hurtigt begyndte at bevæge sig. Og før vi vidste af det stod vi på vores pladser helt foran ved scenen.

”Hvordan har du fået fat i de her billetter?” Jeg vidste godt hun selv kendte svaret på spørgsmålet, men hun skulle vel spørge alligevel. Hun havde sikkert svært ved at tro hun skulle se One Direction live. Og det bedste af det hele. Hun vidste ikke vi skulle backstage, og hun skulle møde drengene, så jeg sendte hende bare et lille smil.

”Zayn.” hviskede jeg så til hende, og kiggede omkring mig - bare for at se om nogen havde hørt hvad jeg sagt. Og så stod vi ellers bare og ventede. Vi snakkede med nogle af de piger omkring os, og jeg fik nogle vildt søde historier. En af pigerne havde mødt drengene, og Niall havde givet hende hans sandwich. Hvis Niall gav sin mad væk, måtte det være for noget specielt. Og det viste bare hvor meget drengene værdsatte og elskede deres fans. Det fik mit hjerte til at smelte.

Pludselig blev der mørkt, og flere piger begyndte at skrige. På skærmene blev nogle små billeder og klip med drengene vist, og pludselig stod de på scenen.

”Er i klar på at fyre den af London!” Råbte Liam og musikken til Midnight Memories begyndte. Jeg lod mig selv slå mig løs og nyde deres musik. Jeg måtte indrømme de sang fantastisk og havde en stærk vokal - alle sammen. Jeg havde hørt de sang lidt der hjemme, men aldrig havde jeg hørt det live. Og Paige så også ud til at nyde det. Jeg grinte blot lidt af hende, og begyndte så at danse med hende. Hun elskede det, og det gjorde mig virkelig glad.

Jeg kiggede igen op mod scenen. Drengene havde lige afsluttet sangen You and I, og jeg måtte indrømme at jeg flere gange havde haft øjenkontakt med Zayn. Jeg vidste ikke hvorfor, men jeg kunne ikke lade vær med at lade mit blik ramme hans hele tiden.

”Den næste sang, den betyder rigtig meget for mig.” Zayn var begyndt at gå hen i mod mig, mens de andre drenge havde placeret sig forskellige steder på udkanten af scenen. Harry sad ikke langt fra os, så jeg blinkede hurtigt til ham, og han blinkede hurtigt til mig. ”Jeg skrev en del af den tilbage i 2011, men vi gjorde den alle sammen færdig sammen.” Zayn havde nu sat sig foran mig og hans øjne fangede mine. Jeg kunne ikke lade vær med at smile stolt til ham. De var alle kommet så langt, og det var virkelig vildt hvad de havde været igennem.

Musikken til moments begyndte, og grunden jeg kendte denne sang, var fordi jeg havde hørt den så tit. Jeg kunne relatere til sangen, og jeg elskede den. Det var helt klart min ynglings og det vidste Zayn udmærket godt. Jeg lod mig selv nyde det, og sang stille med. Zayn, som havde sat sig foran mig, kunne ikke fjerne blikket fra mig, og da han begyndte at synge forstod jeg hvorfor.

 

”Flashes lights in my mind, going back to the time, playing games in the street, kicking balls with my feet, there's a numb in my toes, standing close to the edge, there's a pile of my clothes, at the end of your bed, as I feel myself fall, make a joke of it all.”

 

Jeg kunne ikke lade vær med at lade nogle tåre trille, og det havde Zayn set. Han rakte derfor hans hånd ud mod min, og jeg tog fat i den. Det fik flere piger omkring mig til at skrige, og jeg kunne ikke lade vær med at smile. Men jeg tog mig ikke af pigerne. Zayn havde taget noget fra vores barndom med i sangen, og det var derfor jeg elskede den. Det var derfor jeg kunne relatere til den. Zayn slap sig min hånd, og inden han rejste sig blinkede han til mig, og jeg så hvordan han bevægede sig hen til Harry.

”Jeg har lige noget jeg vil sige. I dag har vi en speciel person til at stå lige her nede.” Harry havde taget ordet, og jeg så hvordan hans finger pegede på mig.

”Jeg har kendt denne pige her lige siden jeg kunne gå, og derfor vil jeg gerne dedikere denne koncert til hende. Hun har aldrig hørt mig synge live, men det er vidst kun min egen skyld. Giv hende en hånd alle sammen - Evelyn Parker!” Zayn havde overtaget for Harry og flere piger omkring mig klappede mig en gang på skulderen og jeg kunne ikke lade vær med at rødme. Hvorfor skulle de dog lige gøre det? Men det kendte jeg vidst godt svaret på.

”Så, hvad er det med dig og Zayn?” De havde afsluttet deres koncert med et brag, og jeg havde hevet Paige i en helt anden retning end de andre piger, men hun spurte ikke hvorfor.

”Ikke så meget.” Løj jeg, og Paige kunne se det på mig med det samme. Hun vidste når jeg løj, så hvorfor prøvede jeg overhovedet? Hun sendte mig hendes jeg-ved-du-lyver-fortæl-mig-sandheden-blik og jeg gav efter. ”Vi fandt ud af det, og måske vi kom til at kysse lidt.” mumlede jeg og slog mit blik ned på mine fødder. Med det ændrede sig hurtigt, da Paige gav et lille skrig fra sig. Jeg kiggede derfor på hende.

”Det er jo vildt! Jeg vidste det, jeg vidste det.” Paige sang det en lille smule og lavede en lille dans. ”Jeg vidste i ville finde sammen før eller siden.”

”Wow, stop lige der.” Jeg stoppede op, og det samme med Paige. Hvad mente hun dog med det? ”Zayn og jeg er ikke sammen.” konstaterede jeg hurtigt og sendte hende et blik der bad hende om at droppe det.

”As you say love. Hvis du skal blive ved med at lyve for dig selv.” Hun hviskede det sidste mens hun begyndte af bevæge sig igen. Jeg gad virkelig ikke det her emne lige nu, så jeg rystede bare på hovedet, og hev Paige med ind af den dør jeg havde fået af vide vi skulle gå ind ad.

”Hvad skal vi egentlig?” Først nu havde hun lagt mærke til vi ikke var gået med de andre piger.

”Det er en overraskelse.” smilte jeg bare og åbnede endnu en dør. Vi bevægede os ned af en gang, og jeg fandt den dør hvor der stod ’backstage’ på, så jeg åbnede det. Paige havde for travlt med at kigge alle andre steder end hvor vi gik, så jeg blev nødt til at tage hendes hånd.

Vi stod alene inde i et rum alene, da der lød en banken på døren. ”Åbner du Paige?” Jeg vidste der var Niall der stod på den anden side, og jeg ventede spændt på at se hendes reaktion. Paige nikkede og gik hen og åbnede døren.

”Hej, du må være Paige. Jeg er Niall.” Nialls velkendte irske stemme lød lidt fra mig, og lidt efter hørte jeg døren blive smækket, og Paige vendte sig mod mig. Hendes mund var på vidt gab og jeg kunne ikke lade vær med at grine. Hun havde smækket døren lige i hovedet på selveste Niall Horan. Den ellers så søde og rare Niall Horan.

”Hvad fanden Evelyn!” råbte Paige så efter hun ’vågnede’. Jeg gik bare hen til døren og åbnede den. Niall havde et meget forvirret udtryk klistret fast og jeg kunne ikke lade vær med at grine. Det hun lige havde gjort var genialt, og jeg begyndte at få helt ondt i maven af at grine. Det smittede hurtigt af på Niall, og han gav sig til at grine med mig. Paige var tomatrød i hovedet og jeg tog en dyb indånding, kun for hende skyld.

”Drenge, mød min veninde Paige. Paige, dette er One Direction.” Jeg begav mig hen til Paige, og lagde en arm om hende. ”Jeg ville have du skulle have det hele med.” Hun kiggede først mærkeligt på mig, men lidt efter ændrede hun det til taknemmeligt.

”Jeg prøver igen. Mit navn er Niall.” Niall begav sig hen til Paige, og trak hende ind i et kram, hvilket resulterede i et lille hvin fra Paige.  Jeg elskede drengene for at ville gøre det for min veninde, så jeg gik stille hen til Zayn.

”Tak.” mumlede jeg bare og gav hans arm et klem. Han lagde en arm om mig, og hans hånd landede på min hofte, hvilket sendte et lille stød igennem mig. Der gik signaler rundt i hele min krop, og jeg kunne mærke mine kinder blive helt røde. Jeg rettede mit blik hen mod Paige, og så hvordan alle de andre drenge havde en samtale med Paige.

”Alt for at glæde dig og dine veninder.” Zayn kyssede mig i håret og jeg puttede mig ind til ham. Jeg kunne ikke være mere taknemmelig, og glad for drengene var i mit liv. 

Undskyld den lange ventetid, men jeg har haft så meget at skulle gøre her i ferien. Men jeg undskylder for det, og de fejl jeg har overset i teksten. Jeg håber i kan lide det, fordi jeg er faktisk ret tilfreds med det. Tak fordi i læser med. :-)

xxx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...