How deep is your love? I A One Direction fan fiction

19-årige Evelyn Parker havde aldrig troet, at på en tilfældig gade i London, ville støde ind i sin tidligere barndomsven. Drengen der var ved hende, da hun tabte sin første tand, da hun fik sit første kys, og da hendes hjerte blev knust for første gang. Drengen hun brugte alt sin tid med. Men også drengen der gik videre som 1/5 af One Direction i xfactor, og glemte Evelyn. Kan Zayn mon genkende Evelyn? Og vil Evelyn nogensinde tilgive Zayn for at have glemt hende?

63Likes
23Kommentarer
5940Visninger
AA

8. Tourists for the day.

You know that I've been waiting for you
Don't leave me standing all by myself
Cause I ain't looking at no one else

Evelyns synsvinkel

De følgende dage efter koncerten kunne Paige ikke fjerne sit smil. Drengene og hende havde klikket med det samme, og det var skønt at se. Og det var også grunden til at vi i dag – 4 dage efter koncerten – skulle være sammen med drengene. De havde inviteret os med ud i byen, hvor vi skulle spise frokost og ’lege turister for en dag’, som Liam kaldte det.

”Er du ved at være klar?” Jeg stod med min hånd på dørhåndtaget og så hvordan en humpende Paige kom gående. Grunden til hun humpede var fordi hun desperat prøvede at tage sin sko på mens hun gik. Jeg grinte af min veninde og gik udenfor.

”Det ville have været meget nemmere, og hurtigere hvis du havde vækket mig lidt tidligere.” mumlede hun og kom op ved siden af mig.

”Jeg nænnede simpelthen ikke at vække dig.” Paige var seriøst det sødeste når hun sov, mest fordi så behøvede jeg ikke høre på hende – ej, joke. Jeg grinte til af mig selv, hvilket fik Paige til at kigge mærkeligt på mig. Jeg viftede bare afvisende med min hånd og kiggede fremad.

Paige boede 2 minutter fra byen, så vi var hurtigt der nede. Drengene var allerede på den cafe hvor vi skulle mødes, så vi havde sat kursen der hen. Og der gik ikke mere end 5 minutter og så stod vi alle og hilste på hinanden. Jeg slog mig ned ved siden af Zayn og han gav mit lår et klem. Jeg sendte ham bare et smil og forklarede Harry hvad jeg gerne ville have.

”Hej.” mumlede jeg så til Zayn og han plantede et kys på min kind. Et øjeblik glemte vi vidst begge to hvor vi var, og det var Liam der trak os ud af vores egen verden. Han hostede – hvilket lød yderst falsk – og vi fjernede os fra hinanden.

”Husk nu hvor vi er.” hviskede Louis og fortsatte sin samtale med Paige som omhandlede Steffan. Jeg kunne mærke min kinder blussede op, så jeg kiggede ned i mit skød. Først da jeg ikke kunne mærke varmen i mine kinder kiggede jeg op og til min overraskelse sad Harry overfor mig.

”Hvad skal vi egentlig i dag?” Jeg henvendte mig til Niall som åbenbart sad helt stille ved siden af mig. Han var også lidt overrasket over jeg snakkede til ham, mest fordi han sad med ansigtet i mobilen. ”Og hvem er det så du skriver med, loverboy?” Jeg vendte nu hele min krop mod ham, og så hvordan hans kinder blev røde.

”En veninde.” svarede han bare kort og smilet på hans læber var ikke til at fjerne. ”Og det er en overraskelse. I skal bare følge os hele dagen, og så må i finde ud af det.” Han blinkede en enkel gang til mig og igen vendte han sin opmærksomhed på mobilen. Okay, nu var jeg fornærmet. Jeg vendte mig mod Zayn der allerede kiggede på mig.

”Kan du lide hvad du ser?” hviskede jeg bare flabet, og sikrede mig der ikke var nogle der tog billeder eller noget.

”Hel afgjort.” Zayn sendte mig hans mest charmerende smil og jeg kunne ikke lade vær med at rødme, så jeg fandt hurtigt mine fingre meget interessante. Men det tillod Zayn ikke, og tog fat i min hage. Han plantede et hurtigt kys på mine læber, og vendte sit blik mod Liam, der bare rystede på hovedet. Zayn lagde sin arm om mig på stolen og så sendte vi begge et stort smil til ham. Han kunne ikke stå for os, så han grinte bare. Dette ville blive en fantastisk dag.

”Og her over ser vi..” Jeg lukkede Louis’ stemme ud og puffede en enkel gang til Zayn. Han vendte sig forskrækket mod mig, men da han så det var mig, smilte han bare. Han puffede en enkel gang til mig og løb så hen til Liam. Vi havde snakket om tidligere at vi helst ikke ville have taget billeder sammen. Ellers ville der komme mange rygter. Det magtede ingen af os rigtig. Jeg stoppede hurtigt, og lod Paige indhente mig, mens Liam gik videre. Jeg havde brug for lige at gå med Paige.

”Og du benægter stadig der ikke forgår noget mellem jer?” Paige hentydede selvfølgelig til tidligere på cafeen. Hvorfor benægtede jeg egentlig der var noget mellem Zayn og jeg? Det var jo så tydeligt.

”Nej.” sukkede jeg så og kiggede ud over vandet. Vi befandt os lige nu et sted så vi havde udsyn til hele London Bridge, og jeg måtte indrømme det var kønt. Selvom det ikke var aften – men kun 17 - og lysende ikke var tændt, synes jeg det var pænt. London var bare en pæn by - hvilket var en af grundene til jeg havde valgt at slå mig ned her. ”Men det er kompliceret. Han er en fantastisk fyr og det har han altid været. Men.. Men det er svært at gå fra bedste venner til kærester. Og det er altså hellere ikke det nemmeste at skulle tænke på alle de rygter der kan opstå fordi han er kendt.” Det var sandheden. Det var ikke nemt at skulle date en kendt - især hvis jeg ikke ville ud i verden og blive genkendt hvor jeg gik. ”Og jeg har lige fået ham tilbage efter så mange år. Vi tager en dag af gangen.” Paige nikkede anerkendende og sendte mig et skævt smil.

”Det hele skal nok ordne sig.” Hun lagde en arm om mig og trak mig ind til sig mens vi gik. Vi lyttede slet ikke til Louis som gik og legede guide for vores skyld. ”Tænk at min bedste veninde dater Zayn Malik!” hviskede Paige så pludselig. Det var lige før hun svævede i luften, og hendes sætning fik mig til at kigge mærkeligt på hende. ”Undskyld, jeg havde bare brug for at sige det.” Tydeligvis flov over hvad hun havde sagt gik hun hen til Harry. Jeg rystede bare grinede på hovedet, og løb hen til Niall.

”Sup?” Kom det muntert for ham, hvilket fik mig til at løfte mit øjnebryn.

”Hvorfor så glad?” Jeg vidste det havde noget at gøre med den ’veninde’ han skrev med tidligere, men så nysgerrig som jeg var, ville jeg vide hvem det var. ”Jeg ved du har noget at gøre med den ’veninde’ du skrev med tidligere.” Niall kiggede på opgivende på mig. Han vidste jeg havde busted ham.

”Det var Demi. Vi skriver lidt frem og tilbage, men det er også bare det.” Han tog sine hænder op i forsvar og det fik mig til at grine. Vent? Havde han lige sagt Demi?

”Demi, som i Lovato? Som i Demi Lovato?” Jeg måtte indrømme jeg havde et lille kvinde crush på Demi Lovato, men hvem havde ikke det? Hun var så skøn og smuk, og alt det hun havde været igennem. Hun var en sej en.

”Ja? Har vi en lille fan her?” Han prikkede mig lidt i siden – hvilket han vidste jeg hadede. Jeg slog derfor hans hånd væk og kiggede ’surt’ på ham. Han grinte bare af mig, og det smittede af på mig.

”Må jeg lige låne dig et øjeblik?” Zayn tog blidt fat i min arm og jeg nikkede. Niall vidste godt han skulle smutte, så han gik hurtigt væk fra os.

”Hva så?” Zayn lagde bare en arm om mig, og førte mig ind af en anden vej end de andre gik. ”Hvad skal vi?” jeg var mere eller mindre ret forvirret - mest fordi jeg ikke ville blive væk fra de andre. Hvad nu hvis vi ikke kunne finde dem igen?

”Bare rolig. Jeg har snakket med Liam. Vi skal mødes med dem senere.” Og uden flere ord fra mig gik vi væk fra de andre.

Stilheden havde overtaget, men det var rart. Det var rart at gå side om side alene med Zayn inde midt i London. Vores arme havde flere gange ramt hinanden, og et stød var gået igennem mig hver gang. Men vi reagerede begge to på det. Jeg kunne tydeligt se det på ham. Også selvom jeg ikke kunne se halvdelen af hans ansigt. Han havde taget hans hætte fra hættetrøjen over hans cap og hans sorte Ray Ban fuldførte looket der skulle gemme ham for omverden.

”Zayn?” Han vendte sit ansigt mod mig da jeg sagde hans navn, og jeg stoppede hurtigt op. Han vendte front mod mig og kiggede afventende på mig. Jeg kunne ikke lade vær med at smile. ”Tak.” sagde jeg blot og han kiggede mærkeligt på mig. Jeg tog bare hans hånd. ”Tak for ikke at give slip på mig.” Vi vidste begge to hvad jeg mente. Jeg var så taknemmelig for at han ikke havde droppet mig efter de forfærdelige ting jeg havde sagt til ham.

”Tak for at give mig en chance til.” mumlede hans så og plantede et blidt kys på mine læber. Men det varede kun kort. Han tog min hånd og flettede vores fingre sammen. Og i det øjeblik glemte vi helt hvor vi var og hvem han var.

”Så er vi her.” Efter vi havde gået yderligere 5 minutter, hvor Zayn havde fyret nogle dårlige jokes af, var jeg taknemmelig for vi var hvor vi skulle være. Ikke at jeg elskede Zayn og hans jokes, men nogle gange var de bare så dårlige - og så sød som jeg var, blev nødt til at grine for at gøre ham lidt gladere. Jeg kiggede foran mig og det var uundgåeligt at se London Eye. Hvorfor havde jeg ikke set det før? Men i stedet for at svare Zayn trak han mig med hen i køen. Her stod vi heller ikke længe inden det blev vores tur.

”Vi vil gerne have vores egen.” Zayn tog diskret hans solbriller ned og manden nikkede. Manden viste os ind til næste vogn, og lukkede den efter os. Havde vi virkelig fået sådan en vogn selv, kun fordi Zayn var kendt? Jeg lærte aldrig at vende mig til det.

”Z-zayn?” stammede jeg da den satte i gang. Jeg vidste ikke om Zayn havde glemt min lille skræk for højder, eller om jeg bare havde glemt at nævne det. Mit blik fangede jorden under os der pludselig kom længere og længere væk. Jeg tog derfor hårdt fat i Zayn og gemte mit ansigt i hans trøje.

”Fuck.” hørte jeg så Zayn mumle. ”Det havde jeg glemt! Undskyld Evelyn, undskyld.” Så jeg havde nævnt det for ham før, og han huskede det. Zayn lagde sine arme om mig og tog mig helt ind til ham. ”Evelyn, det er jeg virkelig ked af.” Jeg kunne sagtens høre hans fortrydelse i stemmen, men jeg bebrejdede ham ikke.

”Det er helt okay Zayn. Så har jeg en undskyldning for at putte mig ind til dig.” Jeg kiggede op i hans brune øjne, og de blev hurtigt kærlige. Jeg lagde mit ansigt ind mod Zayns bryst og lyttede til hans hjerte slag. Det beroligede mig overraskende meget, så jeg tog mig sammen og kiggede ud. Det var efterhånden blevet lidt mørkt, og lysende på London Bridge var blevet tændt.

”Hvor er det smukt.” mumlede jeg og strammede mit greb om Zayn. Han plantede et kys i håret på mig og aede mig stille på ryggen.

”Ligesom dig.” Jeg lagde ikke skjul på det smil som kom frem på mine læber. Og så stod vi der og nød udsigten – sammen. Minderne fra før x factor kom igen og jeg kunne ikke lade vær med at smile større. Zayn og jeg havde flere gange været gået forbi London Eye da vi var mindre, og han havde hver gang villet have mig med op. Men jeg sagde altid nej, netop på grund af min højdeskræk. Så jeg købte en is som undskyldning – og det havde virket hver gang.

”Jeg elsker dig Zayn.” Hvorfor jeg pludselig sagde det vidste jeg ikke, men jeg fortrød ikke. Han sendte bare et charmende smil, inden han lagde sine læber mod mine. ”Jeg elsker også dig Evelyn.” mumlede han mod mine læber, og jeg lod mine læber ramme hans igen. Han udviklede kysset lidt, og da vognen pludselig stoppede trak vi os fra hinanden. Jeg kunne mærke blitz og mine øjne begyndte at gøre ondt.

”Shit.” kunne jeg høre Zayn mumle og lidt efter sukkede han. Han havde stadig en arm om mig mens han trak sin mobil op.

”Paul? Vi er ved London Eye. De har fundet os.” hørte jeg så Zayn sige, og pludselig fik jeg luften i hovedet. Alt begyndte pludselig at gå meget hurtig og jeg kunne ikke helt følge med mere.

 

”Zayn, hvem er pigen?”

”Er hun din nye flirt?”

”Hvad med Perrie? Zayn!”

”Omg, det er Evelyn Parker!”

 

Alle mulige sætninger som dem blev slynget imod mig. Vi var kommet ud mellem alle menneskerne. Zayn holdte stramt om mig, men jeg gjorde alt for at kigge ned i jorden, men det var umuligt. Jeg blev nødt til at kigge op og se hvor jeg gik. Men i stedet for at kigge op puttede jeg mod bare helt ind til Zayn og lod ham føre os væk. Og før jeg vidste af det sad jeg i en meget stor bil. Zayn havde fået mig ind først, og derefter havde han placeret sig ved siden af mig.

”Jeg er virkelig ked af det Evelyn. Det var ikke meningen at de skulle ende sådan. Jeg ved ikke engang hvordan de fandt os. Undskyld.” Og der gik det op for mig hvad der var sket. Zayn og jeg havde været uopmærksomme og de havde fanget os. De havde fået billeder af os – sammen. Jeg kunne mærke en kæmpe klump i halsen. Men i stedet for at kigge ud af vinduet, puttede jeg mig ind på Zayn. ”Undskyld.” mumlede han trist og kyssede mig i håret.

”Det er også min skyld.” mumlede jeg så og lukkede mine øjne. I morgen ville jeg være på samtlige forsider af flere forskellige sladderblade. I morgen ville jeg være ’Zayns nye flirt’ på alle bladene. Jeg lukkede hårdt mine øjne i og prøvede så vidt mulig at skubbe alle tankerne væk, men det var umuligt.

I morgen ville alt være forandret.

Hej.

Jeg undskylder for alle fejl, men jeg er træt og min seng kalder virkelig på mig. Men jeg synes i skulle have bare lidt læsestof, men jeg vil se om jeg lige kan rette det igennem i morgen en gang efter jeg har pakket.

Tak fordi i læser med. 

xxx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...