How deep is your love? I A One Direction fan fiction

19-årige Evelyn Parker havde aldrig troet, at på en tilfældig gade i London, ville støde ind i sin tidligere barndomsven. Drengen der var ved hende, da hun tabte sin første tand, da hun fik sit første kys, og da hendes hjerte blev knust for første gang. Drengen hun brugte alt sin tid med. Men også drengen der gik videre som 1/5 af One Direction i xfactor, og glemte Evelyn. Kan Zayn mon genkende Evelyn? Og vil Evelyn nogensinde tilgive Zayn for at have glemt hende?

63Likes
23Kommentarer
5922Visninger
AA

10. The Press conference.

So I'll be bold, as well as strong,

and use my head alongside my heart.

Zayns synvinkel

Jeg så hvordan hun nervøst rullede med hendes fingre. Jeg tog derfor hendes hånd og klemte den. Vi havde placeret os ved et langt bord, og foran os var en masse fotografer og et par enkle fans der havde været heldige at komme med ind. Jeg kiggede til min ene side og så Harry og Louis snakke lavmælt sammen. Jeg kiggede til min anden side hvor en nervøs Evelyn sad og snakkede med Niall og Liam. Jeg selv sad og tænkte det hele igennem. Det hele var så forvirrende. Evelyn og jeg var lige begyndt at date, og nu skulle det allerede ud til alle? Det virkede forkert. Vi vidste jo slet ikke selv hvor alt dette ville føre hen, derfor bandede jeg indvendigt over mig selv. Hvorfor havde jeg overtalt Liam til at lade os gå alene?

Jeg blev hevet ud af mine tanker af Louis der havde lagt en hånd på min skulder. ”Vi er på.” Jeg så en rød knap på et kamera lyse, hvilket måtte betyde vi var i gang – ligesom Louis havde sagt.

”Hej. Jeg vil gerne takke jer alle for at komme med så kort varsel.” Startede jeg nervøst ud. Jeg skævede hurtigt til Evelyn, og så hun havde klasket et smil op. Ikke fordi det så vildt ægte ud. ”Vi sætter stor pris på at i vil acceptere det vi siger. Tak.” sluttede jeg så af. Flere journalister begyndte at række deres hænder ivrigt i vejret. Jeg pegede derfor på en tilfældig.

”Hvordan har du det i dag Evelyn?” Evelyn var tydeligvis forvirret over hun var den første der blev spurt, men hun svarede alligevel. ”Jeg har det meget godt, tak.” Hun sendte ham et smil – denne gang mere ægte.

”Nu tager jeg hul på det helt store spørgsmål. Der blev taget nogle lidt intime billeder af jer to i går.” Han pegede på Evelyn og så på mig. ”Hvad er jeres forhold til hinanden?” Denne gang var den en anden journalist der havde spurt, så jeg svarede.

”Evelyn og jeg har været venner længe, men vi har bare ikke snakket så meget sammen et par år, men så mødte vi hinanden igen. Og på det seneste er vi begyndt at se mere til hinanden, og det har udviklet sig. Vi er ikke kærester, men vi holder meget af hinanden.” Jeg havde lagt en hånd på Evelyns lår under mit svar, og jeg kunne mærke hvordan hun begyndte at slappe lidt mere af. ”Tak.” sluttede jeg så af og pegede på en kvindelig journalist.

”Det vi sige at i dater?” Hun stod med en lille blok, mens hun skrev på livet løs. ”Ja, det er sandt.” Jeg sendte hende et smil og hun begyndte at skrive noget igen. Jeg kiggede lidt rundt i rummet, og så en fan stå med sin hånd oppe. ”Ja?” Jeg pegede smilende på hende, og det så ud til hun lige skulle opfatte hvad der skete.

”Så du benægter ikke at i en dag finder sammen?” Hun smilede stort til Evelyn og mig, og jeg antog hun godt kunne lide Evelyn. Jeg skulle lige til at svare hende, men Evelyn tog ordet. ”Zayn og jeg tager en dag af gangen, og så må vi se hvor det føre hen.” Jeg kiggede overrasket på Evelyn, men da jeg så hun smilede, smilede jeg også bare. Jeg gav hendes lår et klem og hun fik øjnekontakt med mig. Hun tog det bedre end jeg havde regnet med.

”Evelyn betyder meget for mig. Hun gør mig glad, og det kan godt være svært for vores fans, at jeg har fundet en.” Jeg vidste godt at flere af vores fans ville være sammen med os, og jeg havde aldrig benægtet det kunne ske. ” Jeg vil bare gerne bede jer om at acceptere og respektere Evelyn.” fik jeg så sluttet og sendte alle i rummet et kæmpe smil.

Jeg kiggede igen ud mod alle menneskerne, og fik øjenkontakt med en anden fan. Jeg nikkede til hende. ”Hvad med Perrie?” Mine øjne blev store. Selvfølgelig var der en som skulle bringe hende på banen. Jeg fjernede min hånd fra Evelyns lår og lagde mine hænder på bordet foran os.

”Perrie og jeg er venner den dag i dag.” Det var det eneste jeg kunne sige. Jeg havde ikke fortalt hende om Evelyn, og nu gik det op for mig at hun ville finde ud af det på den her måde. Perrie og jeg havde været forlovet, så selvfølgelig ville jeg gerne have sagt til hende personligt at jeg var sammen med en ny. ”Tak.” Jeg prøvede at svare med styrke i stemmen, men jeg måtte indrømme det spørgsmål ramte mig på en ubehagelig måde.

”Hvordan går det med Eleanor og dig?” Jeg havde slet ikke hørt Louis havde taget ordet og nu også tog imod spørgsmål. Jeg sad i min egen verden, mens jeg havde fundet bordet ret interessant. Evelyn lagde stille en hånd på mit lår og jeg rettede min opmærksomhed mod hende. ’Er du okay?’ mimede hun og jeg trak på skuldrende. Hun gav mit lår et klem, men jeg kunne se hun gerne ville holde om mig – og jeg havde det på samme måde. Hun gjorde mig rolig, og jeg kunne godt bruge en af hendes kram lige nu.

Resten af tiden sad jeg bare og smilede og svarede på enkle spørgsmål angående One Direction og lignende.

”Vi vil gerne takke alle for at være kommet. Hvis der er nogen fans som gerne vil have autografer eller billeder, så kan i bare komme herop. Vi bliver i en lille time endnu.” Liam havde taget ordet, og jeg så hvordan alle journalisterne gik ud af rummet, så alle fansene kunne komme herop. Det var ikke fordi der var mange, måske omkring 40. Vi havde prøvet det der var værre.

”Hej, hvem skal jeg skrive den til?” Den første fan var kommet hen til mig, og jeg genkendte hende hurtigt. Der var hende der havde smilet stort til Evelyn og jeg.

”Melissa.” Jeg kunne se hvordan hun kæmpede med ikke at flippe helt ud, så jeg lagde min hånd på hendes hånd. Hendes smil blev endnu større og det smittede af på mig. Vores fans kunne altid gøre mig glad – det var jo deres arbejde der havde fået os så langt. ”Må jeg ikke få et billede?” Hendes stemme rystede og jeg nikkede hurtigt. Selvfølgelig måtte hun få et billede.

”Evelyn vil du tage et billede?” Melissa henvendte sig til Evelyn, og hun så lidt forvirret ud, men tog så smilende imod kameraet. ”Smiiil.” kom det grinede det fra Evelyn og jeg kunne ikke lade vær med at grine lidt. ”Og et fjolle billede.” Evelyn stak en tunge ud i ren fordybelse og koncentration. Jeg lavede et fjollet ansigt og det samme gjorde Melissa.

”Tak Zayn. Du er fantastisk.” Kom det så fra Melissa. Jeg blinkede en gang til hende og satte mig ned. Evelyn havde også taget plads. ”Det er vidst mig der skal sige tak.” sagde jeg og sendte så Melissa videre, men hun kom ikke særlig langt. Hun stoppede foran Evelyn.

”Må jeg få et billede med dig?” Melissa var tydeligvis usikker på om det var okay med Evelyn, men hun tog smilende det. ”Zayn?” Melissa gav mig hendes kamera og jeg tog et billede af dem.

”Tusind tak Evelyn! By the way, dig og Zayn er så søde sammen.” Jeg kunne se hvordan Evelyns kinder blev røde. Evelyn trak Melissa ind i et kram og hun hviskede noget til hende, jeg ikke helt kunne høre. Jeg kiggede væk fra dem og fokuserede på alle de andre fans som kom og ville have autograf. Flere af dem havde også spurt Evelyn om billede og autograf, og det gjorde mig glad at se hvordan disse fans accepterede hende så hurtigt. Jeg kunne ikke være mere glad, og så alligevel ikke. Spørgsmålet om Perrie havde stadig en virkning i mig, men jeg prøvede hårdt at lægge den væk. Men jeg vidste godt at den først ville gå væk efter jeg havde snakket med Perrie.

Evelyns synvinkel

”Hvad hviskede du egentlig til hende Melissa der?” Zayn rettede sit blik fra panden med kyllinger til mig. Vi var kommet hjem til Zayn og var gået i gang med noget aftensmad. Vi havde jo været væk det meste af dagen, og klokken var blevet mange.

”Det er en hemmelighed. Pige til pige, du ved.” Jeg vidste han var så pokkers nysgerrig, men denne gang ville han ikke få det ud af mig. Jeg havde bare fortalt hende at hende og Zayn også ville være søde sammen. Hun var så sød. ”Hvordan har du det?” Jeg ved det var total emneskifte, men jeg havde lagt mærke til at efter det Perrie spørgsmål, havde han været meget stille. ”Du ved, alt det med Perrie?” Jeg gik hen til ham og lagde mine arme om hans nakke. Han var hurtig til at lægge hans arme om min talje.

”Jeg ved ikke.” sukkede han så og lagde sin pande mod min. Jeg kyssede ham hurtigt og kiggede så på ham igen. ”Jeg burde bare have fortalt Perrie det personligt, i stedet for hun skulle finde ud af det på den her måde. Vi var jo forlovet.” Jeg vidste ikke helt hvordan jeg skulle føle omkring det han sagde, men jeg kunne ikke få hans fortid til at gå væk. Han havde været hammer forelsket i Perrie, så selvfølgelig vil der gå lidt tid inden han kom helt over hende. Jeg havde bare heller ikke lyst til at være ’trøste pigen’. Jeg trak mig derfor fra Zayn og stillede mig lidt fra ham.

”Jeg forstår dig godt, men hvorfor ringer du så ikke nu?” Jeg havde rettet mit blik ned i gulvet, mest fordi alt det her med Perrie også ramte mig. Jeg kunne mærke han ikke var kommet helt over hende – forhelvede, de havde jo været forlovet. Hvad havde jeg dog tænkt på? Jeg vidste godt man ikke skulle være sammen med en der lige havde brudt med en forlovet. Men jeg kunne ikke lade vær. Zayn og jeg havde bare en kemi – om jeg ville det eller ej. Men jeg havde som sagt ikke lyst til at være hans trøst. Jeg vidste hvordan det var at være sådan en. Jeg havde prøvet det alt for mange gange.

”Det har du måske ret i.” Jeg kiggede på ham igen, og han så yderst forvirret ud. Jeg bed mig bare i læben og gik hen til ham igen. ”Ring til hende.” sagde jeg blot og gav ham et lille kys på kinden og vendte mig så om. Jeg fandt vejen til toilettet og låste døren efter mig. Jeg havde brug for at være lidt alene. Selvfølgelig ville jeg være sammen med Zayn, men jeg ville ikke være en midlertidig flirt - til at han kommer Perrie.

”Evelyn, er du okay?” Zayn bankede blidt på døren og jeg tog en dyb indånding. Nej, jeg var ikke okay. Men kunne jeg fortælle det til Zayn? Nej. Jeg kunne ikke være bekendt at komme med den udtalelse jeg havde tænkt. Men han kunne måske forstå mig? Zayn forstod mig altid, så hvorfor skulle denne gang være anderledes?

Fordi det omhandlede hans eks forlovet.

Damn it. Jeg gik hen til døren og låste den op. Derefter gik jeg lidt væk fra den og straks blev den åbnet af Zayn. ”Hvad sker der?” Han stod hurtigt foran mig med hans hænder på mine kinder. ”Er du okay?” Han hænder fandt vejen ned til min talje og det sendte et gys igennem mig. Han gjorde et eller andet ved mig – det havde han altid gjort.

”Jeg er bare forvirret.” kom det så endelig fra mig. Zayn trak mig ind i et kram. Der stod vi i godt og vel 5 minutter inden jeg sagde noget. ”Jeg tror bare ikke helt du er kommet over hende Zayn. I var forlovet, og jeg forstår det godt. Men det rammer altså også mig. Jeg har ikke lyst til at være en trøst. Det har jeg prøvet før, og det var ikke rart.” Jeg stillede mig lidt væk fra ham så vi kunne kigge ordentlig på hinanden. Det så ud til mine ord havde ramt ham. ”Jeg ved godt det tager tid at komme over en som man har været forlovet til, men måske vi bare ikke skulle være startet på noget nyt.”

”Evelyn sig ikke sådan.” Hans stemme var svag og han tog min hånd. ”Jeg er kommet over Perrie. Ja, vi var forlovet. Ja, vi var forelsket. Men sådan har jeg det ikke mere. Perrie og jeg blev enige om de bare ikke skulle være os to. Og nu har jeg dig her ved min side. Jeg vil ikke smide det vi har væk. Du har altid betydet så meget for mig, og jeg er ikke klar til at give slip på mig. Giv os en chance.” Han tog min anden hånd, men holdte vores øjenkontakt. Mine øjne blev blanke, så jeg puttede mig ind til Zayn.

”Du har ret. Undskyld, jeg vidste ikke hvad der gik af mig.” mumlede jeg mod Zayn og han holdte bare lidt strammere om mig. ”Jeg elsker dig.” mumlede jeg så og kyssede hans hals. Vi stod og holdte lidt om hinanden inden jeg kunne lugte noget brændt. ”Maden Zayn!” råbte jeg op og hurtigt stod vi ude i køkkenet. Kyllingerne var brændt på og kartoflerne inde i ovnen var blevet sorte. Jeg begyndte at grine over Zayn og jegs evner i et køkken. De var i hvert fald ikke særlig gode.

”Ikke sjovt.” Zayn begyndte at rydde op, men jeg kunne se han holdte et grin inde. Jeg grinte bare lidt mere. Efter han havde ryddet op stillede han sig hen til mig. ”Jeg elsker også dig.” han kyssede mig blidt og kærtegnede min kind.

”Skal vi ikke bare bestille noget pizza?” Zayn nikkede hurtigt og tog telefonen. ”Bare bestil det sædvanlige til mig.” Jeg råbte det mens jeg dovent gik ind i stuen. Zayn kom lidt efter ind og lade sig sammen med mig.

”Oh, jeg har helt glemt at fortælle dig at i morgen skal du møde Sophia og Eleanor. Og om aftenen skal vi to på date.” Jeg kunne ikke lade vær med at smile over hans sætning. I morgen ville blive perfekt.

Der var lige et kapitel mere. Jeg undskylder for alle fejl jeg har lavet i teksten - stavefejl eller grammatiske. Jeg ved jeg undskylder hver gang, men man ved aldrig om ham har overset nogle. 

Tak. :-)

xxx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...