How deep is your love? I A One Direction fan fiction

19-årige Evelyn Parker havde aldrig troet, at på en tilfældig gade i London, ville støde ind i sin tidligere barndomsven. Drengen der var ved hende, da hun tabte sin første tand, da hun fik sit første kys, og da hendes hjerte blev knust for første gang. Drengen hun brugte alt sin tid med. Men også drengen der gik videre som 1/5 af One Direction i xfactor, og glemte Evelyn. Kan Zayn mon genkende Evelyn? Og vil Evelyn nogensinde tilgive Zayn for at have glemt hende?

61Likes
23Kommentarer
6313Visninger
AA

6. I'm in love with you, and all these little things.

Your hand fits in mine, like its made just for me

But bear this in mind, it was meant to be.

Evelyns synvinkel

“Rolig Evelyn. Han skal nok ringe.” Jeg gik frem og tilbage på mit lille værelse, mens min veninde, Melissa, prøvede at berolige mig. Ikke fordi det gik vildt godt for hende, så var det dejligt med en veninde som prøvede at hjælpe  mig.

“Han sagde han ville ringe her klokken 12, fordi der havde de en times pause.” Jeg kunne mærke hvordan jeg langsomt mistede håbet, dag for dag, og det her var en af de dårlige dage. Det var som om han havde glemt mig, hvilket han sikkert også havde gjort.

Melissa tog fat i min arm og rev mig ned til sengen, så jeg kunne sidde ved siden af hende. Hun lagde en arm om mig, og jeg lagde mit hoved på hendes skulder. ”Det kunne være de skulle øve lidt længere, eller måske er han til møde ham Simon der. Jeg lover dig, han glemmer dig ikke, ellers for han med mig at bestille.” Det fik mig til at smile en lille smule, men hurtigt overtog de andre tanker.

”Jeg savner ham bare virkelig meget.” hviskede jeg. Melissa tyssede på mig, og jeg kunne mærke en knude i maven, mens alt andet  sad i halsen. Zayn havde lovet at ringe i dag, hvilket han slet ikke havde gjort. Jeg havde ventet 1 time, og jeg vidste, inderst inde, at han havde glemt mig. X factor havde taget min bedste ven fra mig, men inderst inde kunne jeg ikke det skylden. Det var mig der sagde han skulle melde sig til. Det var mig der opfordrede ham til det.

Og der kunne jeg mærke hvordan mit hjerte langsomt gik fra hinanden.

 

Jeg åbnede mine øjne med et sæt, men det var ikke mit værelse jeg så for mig. I stedet lå jeg og kiggede på en overkrop. Duften kom til mig, og i det øjeblik vidste jeg at jeg lå i Zayns arme, og dette var ikke en ond drøm. Zayn havde mærket mig vågne, hvilket fik ham til at strække sig lidt.

”Hva så?” Han kiggede bekymret på mig, og mens jeg lå der og kiggede min bedste ven i øjnene mærkede jeg et eller andet i mit mave. Hans hæse stemme sendte signaler rundt i min krop. Jeg følte en glæde jeg ikke havde følt længe. Han var her virkelig. Han var ikke et spøgelse, som hjemsøgte mig.

”Bare en drøm.” hviskede jeg og lagde mig til rette igen. Det var stadig mørkt udenfor, hvilket antydede det stadig var nat. Zayn lagde en arm om mig, og trak mig stille ind til sig. Det var altid noget han havde gjort, hvis jeg havde en ond drøm eller ikke kunne sove. Og det virkede altid. Jeg faldte altid hurtigt i søvn, hvilket jeg også gjorde nu.

Duften af æg, boller og bacon slog mig som det første da jeg åbnede mine øjne. Jeg kiggede på alle mine omgivelser, hvilket vil sige jeg så en stue. Der lå en sovende Liam i den anden sofa, men vi var også de eneste herinde. Alle gårdagens hændelser kom tilbage, og jeg kiggede hurtigt bag mig. Zayn lå der ikke mere, og et øjeblik troede jeg det hele var endnu en drøm, men idet Zayn kom gående ind i stuen med morgen hår, smed jeg den tanke væk.

”Godmorgen.” Hans hæse morgenstemme gik lige i hjertet på mig, og lidt efter vågnede Liam. Han gned sig i øjnene og gabte lidt.

”Godmorgen Zayn. Her dufter vel nok dejligt.” Zayn smed sig ved siden af Liam, og begyndte at prikke ham, hvilket fik Liam til at grine højt.

”Se jeg kan godt lave mad!” Niall kom gående ind med flere tallerkner på armene, og rakte mig en. Jeg vidste han hentød til at Zayn sagde han, eller nogle af de andre, ikke kunne lave mad, den første dag jeg mødte dem. 

”Det ser i hvert flad lækkert ud Niall.” Jeg duftede til den tallerken han rakte mig, og min mave rumlede med det samme. Jeg var åbenbart meget sulten, så jeg gav mig til at spise af de æg der var på min tallerken. Det røg hurtigt ned, mens de andre fyrede dårlige jokes af, og glemte at spise. ”Jeg går altså lige i bad.” jeg rejste mig og smuttede ud med min tallerken i køkkenet. Jeg tog fat i min taske og smuttede ud på badeværelset, hvor jeg hurtigt fik smidt tøjet, og tændt bruseren.

Jeg stod derinde i 10 minutter inden jeg gik ud. Jeg fik svinget et håndklæde om min våde krop, og lod mit våde hår hænge ned langs min ryg. Er du klar over hvor hårdt det kan være at redde så langt hår? Jeg er godt nok glad for jeg ikke er Rapunzel. Jeg lagde en hurtig makeup og smed noget tøj på min krop. Mit hår blev redt sjusket, og jeg satte det op i en ustyrlig knold. Jeg gad ikke ligne den største diva i dag, så det var fint. Parfumen blev sprøjtet på mig og jeg bevægede mig ud til de andre. De havde ordnet køkkenet, og det så også ud til alle havde fået tøj på.

”Hey, der har vi hende jo!” Louis kom gående bag mig, og lagde en arm om mig, kun for at føre hen til sofaen, hvor han slog sig ned, og fik jeg til at sidde der. ”Noget bestemt du gerne vil lave i dag?” Han lagde en arm på sofa ryggen og kiggede på mig. Hvorfor skulle han kigge sådan på mig?

”Louis, jeg ved godt jeg er lækker, men du behøver ikke kigge på mig hele tiden.” Jeg fik alles opmærksomhed da jeg sagde det, og jeg kunne se de alle holdte inde med et grin. ”Hvad? Jeg siger jo bare sandheden.” Jeg satte mig frem i sofaen og tog en gulerød. Louis sendte mig et blik jeg ikke kunne tyde, men lidt efter begyndte han at kilde mig, voldsomt.

”Det der kommer du til at fortryde.” grinede han og fik mig lagt ned i sofaen. Han blev ved med at kilde sig, og jeg var utrolig kilden, så jeg skreg op som en stukken gris. Det fik alle til at grine, og det fik også Louis af mig. Mit skrig var åbenbart så sjovt.

”Jeg vil faktisk gerne ud og gå en tur. Vil i med?” Alle stoppede pludselig med at grine, og jeg gik ud i gangen for at tage sko på. Jeg kunne høre de havde en mindre diskussion i gang. Og lidt efter kom Harry og Liam gående ud til mig. ”Vil de andre ikke med?”

”Hvis vi alle går, vil vi alle blive fundet meget hurtigere. Hvis vi er en mindre flok har vi lidt mere privatliv.” Jeg nikkede og ud af døren gik vi. Og noget der lige pludselig begyndte at spille i mit hoved var Zayn. Han havde intet sagt til mig hele morgenen, kun de andre. Jeg ved han ikke havde haft nogle muligheder som sådan, men han kunne have trukket mig til sidde og spurt mig om hvordan jeg havde det, eller ja, noget han ville snakke om.

Jeg tog min cigaret pakke frem, og fik en op. Jeg skulle snart havde købt en ny pakke. Jeg tændte den og kom så op ved siden af Liam. ”Hej du.” smilede jeg og tog et sug.

”Hey Evelyn. Er du tilfreds nok?” Liam havde det sødeste smil, så jeg kunne ikke lade vær med at kigge lidt på det. ”Hallo, Evelyn?” Jeg rystede på mit hoved, da Liam havde ’vækket’ mig.

”Ja, jeg har det helt fint.” Jeg løb hen mod Harry, og hoppede hurtigt op på hans ryg. ”Jeg vil ikke gå. Du kan sagtens bære mig.” Jeg grinede blot og tog endnu et sug af min cigaret, så jeg var lige ved at vælte af. ”Hold nu fast Styles.” Han grinede af mig, og tog ordentlig fat i mig.

”Prinsesse da. Og det var dig der foreslog vi skulle gå en tur, og så vil du ikke gå?” Jeg rystede bare på hovedet, mens jeg røg det sidste af min smøg. Harry fyrede dårlige jokes af, og Liam lod som om de var sjove, men jeg kom med lamme kommentar om hans humør. Jeg tror de ignorerede mig, fordi de blev begge ved. Men det var hyggeligt, indtil der lige pludselig var mange fans rundt om os. De havde spottet os, og Harry blev nød til at sætte mig ned, så jeg gik lidt til siden så fansene kunne komme til side. I mellem tiden tog jeg min mobil frem og loggede ind på twitter. Der var sikkert allerede mange billeder os. Og jeg havde ret. Flere havde taget billeder af Harry og jeg, hvor jeg sad på hans ryg, og folk troede åbenbart vi var kærester. Ha. Det var en god joke, hvilket var helt i modsætning til Harrys jokes.

”Omg! Det er Evelyn Parker!” Jeg kiggede op fra mobilen, og så flere piger kigge på mig. Jeg følte det meget akavet, og så akavet jeg var, var det eneste jeg kunne få frem var ’sup’. Men pigerne flippede åbenbart ud over det, og ville have billeder med mig. Så jeg tog en dyb indånding og fik taget nogle billeder. Jeg måtte indrømme, at disse piger ikke var så voldsomme, men ret hyggelige.

Zayns synvinkel

Jeg vidste det var dumt af mig at kigge på twitter, men jeg kunne ikke stoppe mig selv. Jeg fandt flere billeder af Evelyn, Harry og Liam, men det var ikke dem med Liam der fangede mig. Der var dem hvor Evelyn sad på Harrys ryg og røg. Hun så så glad ud, og jeg kunne mærke hvordan mit hjerte sank langt ned. Jeg knugede telefonen i min hånd, og Louis kunne tydeligvis se hvor anspændt jeg var.

”Hey, hvad sker der Zayn?” Jeg svarede ham ikke, men jeg viste ham bare billederne, og jeg regnede med han forstod fordi han kom med den der ’oh’ lyd. Jeg kiggede fjernt ud i luften. Det burde være mig der var med. Det burde være mig der var gået med hende, men så dum som jeg var lod jeg Liam og Harry gå med hende. Flot Zayn, så flot. ”Har du overvejet at fortælle hende hvad du føler?” Jeg kiggede hurtigt på Louis. Vidste han det? Havde Liam sladret? Kunne han læse tanker? ”Jeg kan se det på dig.” Han rejste sig og forsvandt så. Da han kom tilbage havde han et glas vand med og han rakte det til mig. ”Drik lidt.”

”Tak.” mumlede jeg og satte glasset op til min mund, mens jeg bandede indvendigt. Jeg burde have gået med.

”Vær ikke så hård mod dig selv Zayn. Jeg tror bare hun lige skal finde sig selv i alt det her. Det kan være meget mærkeligt at få kontakten til en barndomsven igen, og derefter møde nogle kendte drenge. Nogen ville mene det var meget overvældende.” Louis viste altid hvad han skulle sige, og jeg var mere end taknemmelig for at have mødt både ham, og alle de andre drenge.

”Tak Louis. Men jeg burde være gået med. Jeg er den eneste der ved hvad skræmmer hende, hvad der for hende til at grine. Jeg er den eneste der kender hende, helt indeni.” Jeg hviskede det sidste, og det gik bare mere og mere op for mig hvad jeg følte. Jeg kunne ikke blive ved med at skubbe følelserne væk.

”Så, det du siger, er at det burde dig hun brugte sin tid med, og ikke Harry?” Han kendte mig tydeligvis ret godt. ”Du ved, Harry ser hende kun som en veninde. Han kom og snakkede med mig i går efter han var kommet med Evelyn. Du skal ikke bekymre dig så meget. Spring ud i det mand.” Jeg nikkede bare. Hvad skulle jeg ellers sige? Lidt efter brød døren den tavshed der var mellem os. Jeg havde brug for at tænke.

”Hej people! I vil aldrig tro hvad der skete.” Som altid var Evelyn virkelig glad efter en gåtur, og virkelig hyper. Jeg kiggede ned i jorden, og da jeg ikke helt kunne bære at være i stuen lige nu, smuttede jeg ind på det nærmeste værelse og glemte helt at høre hvad hun havde at sige.

Evelyns synvinkel

”Hej people! I vil aldrig tro hvad der skete.” Jeg kom brasende ind i stuen, hvilket fik Zayn til at kigge ned i gulvet. Og så gik han. Han gik bare. Uden noget form for hej, eller fortælle hvad han skulle. Han gik bare. Louis lagde mærke til hvordan jeg kiggede efter ham.

”Måske du skulle gå efter ham.” Louis kiggede bekymrende efter Zayn og derefter på mig. Hvad skete der? Jeg løb hen til det værelse Zayn var forsvundet ind i. Hvad nu hvis der var sket noget alvorligt med hans familie, eller en ven? Jeg var bekymret for Zayn og jeg hadede at se ham nede. Da jeg åbnede døren, kunne jeg se ham sidde stille på sengen.

”Hej.” sagde jeg stille og satte mig på sengen ved siden af Zayn. Han trak bare på smilebåndet en enkelt gang og kiggede ned i sine hænder. God, hvor ville jeg ønske jeg kunne læse hans tanker. ”Hør Zayn, jeg ved ikke hvad der foregår med dig, men du har været underlig se sidste par dage og det er begyndt at skræmme mig.” Jeg tog hans hånd, og han kiggede ned på dem.

”Det er ingenting Evelyn.” sukkede han uden at kigge på mig. Jeg tog en dyb indånding. Hvis han ikke snart snakkede med mig ville jeg begynde at skrige.

”Hvor forventer du Zayn? At jeg kan læse dine tanker?” Jeg rejste mig hårdt op, hvilket gav et sæt i Zayn.

”Jeg sagde det var ingenting. Lad vær med at tænke over det.” sagde han hårdt, og kørte hans hånd igennem hans hår.

”Det ligner ikke ingenting.” Zayn blev ved med at kigge ned i gulvet, mens han kørte sin hånd igennem sit hår igen og igen. ”Jeg kan forhelvede se på dig du ikke er okay! Og tror du ikke det dræber mig bare en lille smule hver dag? For god sake Zayn! Du er min bedste ven, jeg kender dig ud og ind, så hvorfor opfører du dig sådan her?” Jeg vidste jeg råbte, og jeg vidste at drengene sikkert kunne høre mig, men jeg var taknemmelig for de ikke afbrød os. Jeg satte mig på huk foran ham. ”Zayn, lad vær med at lukke mig ude.” hviskede jeg og prøvede at få øjenkontakt med ham, men han gjorde det umuligt. Jeg lukkede mine øjne, sukkede og rejste mig op. Jeg kørte min hånd gennem mit hår og kunne mærke hvordan alt jeg havde holdt ind kom ud. ”Fortæl mig Zayn, er det dét værd?” Jeg kiggede på ham, og for første gang kiggede han op.

”Tror du jeg kan lide at se dig med Harry? Tror jeg elsker at se jer flirte, lige foran næsen på mig? Tror du jeg gider at se til mens Harry tager dig fra mig?” Zayn havde rejst sig og var gået hen til vinduet. Hvad fanden snakkede han om? Ved gud om jeg flirtede med Harry. Hvordan kunne han have noget imod jeg blev venner med dem? Han introducerede os, så det hang ikke helt sammen.

”Flirter jeg med Harry? Hør, Harry en min ven, der er intet imellem mig og ham. Og hvorfor ville det irritere dig sådan hvis jeg flirtede med ham?” Nu var jeg vred. Jeg var faktisk virkelig vred. Han skulle jo ikke bestemme over mig, hvilket magt havde han dog til det?

”Jeg synes bare du skal gå ud til Harry igen.” han var vred, det kunne jeg tydeligvis høre. Hvis han virkelig troede jeg flirtede med Harry, så måtte han tro det. Jeg forstod bare ikke helt hvorfor han reager sådan.

”Hvad fanden har Harry egentlig med det her at gøre?” Jeg var vred. Så vred, men også såret. Hvorfor opførte han sig sådan her?

”Ved du hvad Evelyn?” Jeg kunne høre hvor vred Zayn var. Jeg kunne tydeligvis høre det i hans stemme, men hvad jeg også kunne høre var gråd. Han var på randen til at brøde fuldstændig sammen, men jeg gjorde intet ved det. Jeg stod bare og kiggede på ham, og så hvordan den første tåre gled ned af hans kind, efterfulgt af en til. ”Hvordan tror du egentlig jeg har det? Kan du se i mine øjne hvad Liam og de andre drenge kan se? Jeg er træt. Jeg er så fucking træt. Jeg er træt af at ingen ser mig som du gør. Jeg er træt af piger der kun vil være sammen med den kendte Zayn Malik, og ikke den ægte Zayn. Jeg er træt af folk altid render mig i røven.” Han gik stille hen mod mig, og jeg så til hvordan flere tårer fandt vejen på hans kinder. ”Og der var jeg så. Jeg var 17 år, og på vej mod berømmelse, men uden dig. Og når du endelig kommer tilbage i mit liv render du rundt med en af mine bedste venner. Og det gør mig så vred at se hvordan du kun hænger ud sammen med Harry.” Han var sur, og han var ked af det, men jeg gjorde ikke noget ved det. Jeg stod 6 meter fra en ødelagt Zayn. Jeg havde aldrig set ham sådan før, og jeg ønskede aldrig at så ham sådan igen.

”Harry har jo intet med det at gøre! Han er min ven, forhelvede. Jeg føler intet for ham ud over venskabelige følelser, ligesom med alle de andre drenge. Jeg vil hellere end gerne bruge min tid med dig, men du lukker mig ude! Jeg vil ikke være sammen med Ha-” og da jeg skulle til at afslutte den sætning brød Zayn de 6 meter mellem os og lagde hård sine bløde løber på mine.

Aldrig havde jeg følt mig så forpustet. Aldrig jeg havde følt så mange sommerfugle i min mave. Aldrig havde jeg troet jeg skulle føle sådan her. Alt gik pludselig op for mig. Jeg havde lagt alle mine følelser på hylden, pakket dem væk. Og det samme havde Zayn gjort. Vi havde ignoreret dem. Og nu stod vi her. Jeg følte en havde sparket mig i maven, men et var en rar følelse. De sommerfugle der havde været i koma i mange år fandt vejen op, og jeg kunne ikke lade vær med at smile. Og det var lige i det øjeblik jeg opdagede hvor stærke mine følelser var for Zayn, og jeg vidste han kunne mærke det. Jeg kunne mærke hvordan alle hans tårer strømmede ned af hans kinder, men det gjorde ikke spor.

Da jeg trak mig fra Zayn kunne jeg ikke lade vær med at smile og det samme med ham. Vi havde begge ventet på dette øjeblik, om vi ville indrømme det eller ej.

Zayns synvinkel

Jeg havde gjort det. Jeg havde kysset hende. Nok var det kommet meget uventet og jeg havde slet ikke tænkt det igennem. Jeg gjorde det bare. Og jeg følte mig utrolig lettet. De dage hvor jeg havde set hvordan Harry komme tættere og tættere på Evelyn, det havde været jalousi.

”Evelyn, jeg ved ikke hvad jeg skal sige.” Jeg tror ikke nogen af os vidste hvor vi skulle gøre af os selv. Sådan var det vel efter sådan noget.

”Du behøver heller ikke sige noget. Jeg forstår.” hun smilede kejtet til mig og jeg kunne ikke lagde vær med at plante et kys på hendes pande. Hendes hånd fandt op til mit ansigt og tørrede mine kinder. Det var som om stenen på mit hjerte var væk. Jeg lod derfor mine læber smelte sammen med hendes igen.

Og idet romantiske øjeblik kunne jeg pludselig hører en dør gå op, og jeg trak mig fra Evelyn. Jeg kiggede hen mod døren hvor Niall stod med et fjoget smil. Så typisk Niall.

”Undskyld jeg forstyrer, men der blev så stille, så vi ville bare sikre os i stadig var i live.” og med den sætning forsvandt Niall hurtigt igen, og efterlod os igen. Jeg grinte blidt af min bedste ven, det var virkelig typisk Niall.

”Måske vi skulle gå ud til de andre.” Jeg tog hendes hånd og førte hende med hen til døren. ”Inden vi går ind Evelyn, så vil jeg gerne fortælle dig noget. Jeg vil gerne give os en chance, men hvis det er for stort for dig, med både fans, drengene og press-” Evelyn cuttede mig hurtigt af. ”Lad os tage en dag af gangen.” hendes øjne lyste, og jeg kunne ikke lade vær med at stirre ind i dem.

”Du skal bare vide, pressen elsker af fordreje sandheden til deres fordel. Du må love mig du aldrig vil tro på det de skriver, ikke?” Jeg vidste hvordan pressen kunne få kendte til at gå fra hinanden, det var sket så mange gange.

”Rolig. Jeg kender dig, så hvorfor skulle jeg tro på dem.” Jeg smilede bare som svar til hende, og gik ud af døren. Men inden vi gik helt ind i stuen, stoppede jeg op.

”Og drengene. Lad dem ikke skræmme dig væk. Jeg har advaret dig engang før, me-”

”Kommer i turtelduer?” Jeg hoppede forskrækket et skridt tilbage, og kunne se Louis stå med et kæmpe smil på læben. Nogle gange fik jeg virkelig lyst til at give den dreng en lussing eller to.

”Forhelvede Louis!” jeg slog Louis, hvilket resulterede i en mindre kamp mellem os. Jeg kunne se ud af øjenkrog at Evelyn slog sig ned ved siden af Niall.

”Hvor er tvilling di og tvilling dum?” Det var Niall der snakkede, og det var typisk ham at snakke med mad i munden. Jeg rystede grinende på hovedet, og idet jeg skulle til at ligge mig på en madras, trak jeg Evelyn med ned, og hun gav et lille skrig fra sig. Og vi begyndte alle at grine. Hun lød som en stukken gris når hun skreg, hvilket vi alle morede os over.

”Toy story Liam, virkelig?” Jeg burde have vist det. Liam elskede toy story, så det overraskede ikke nogen. Jeg kunne høre hvordan det endte i en diskussion mellem os alle, men jeg hoppede hurtigt af, da jeg kunne mærke Evelyn putte sig stille ind til mig.

”Hvis jeg var blevet skræmt af dem, var jeg hvor alle bjerge for længst.” Jeg kunne ikke andet end at nikke. Nogle gange skræmte de drenge altså også mig.

Hej peeps. Her er endnu et kapitel, og jeg håber selvfølgelig i kan lide det. Hvis jeg har overset nogle stavefejl, så undskylder jeg meget.

xxx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...