How deep is your love? I A One Direction fan fiction

19-årige Evelyn Parker havde aldrig troet, at på en tilfældig gade i London, ville støde ind i sin tidligere barndomsven. Drengen der var ved hende, da hun tabte sin første tand, da hun fik sit første kys, og da hendes hjerte blev knust for første gang. Drengen hun brugte alt sin tid med. Men også drengen der gik videre som 1/5 af One Direction i xfactor, og glemte Evelyn. Kan Zayn mon genkende Evelyn? Og vil Evelyn nogensinde tilgive Zayn for at have glemt hende?

61Likes
23Kommentarer
6126Visninger
AA

9. Everything has changed.

Let's make this fleeting moment last forever

So, tell me what you're waiting for?

I'm gonna keep it frozen here forever,

There's no regretting anymore.

Evelyns synsvinkel

Det var en meget bekymrende Paige der tog imod os da jeg kom gående ind af døren med en trist Zayn bag mig. Hun tog mig hårdt ind i et kram og aede mig stille på ryggen. Jeg kunne høre Zayn gik ind i stuen sammen med Paul, og flere af drengenes stemmer der spurte om vi var okay.

”Er du okay?” hviskede Paige så til mig, og jeg nikkede bare. Men sandheden var at jeg var langt fra okay. I morgen ville jeg ikke kunne gå ned og hente morgenbrød uden at der sikkert var en fan eller nogle med store kameraer.

”Jeg kan se på dig du ikke er okay. Tal til m-” ”Hvorfor spørger du så?” jeg havde afbrudt Paige, og det havde slet ikke været min mening at snakke surt til hende, hvilket jeg lige havde gjort. ”Undskyld Paige, det var ikke min mening at det skulle komme sådan ud.” sukkede jeg træt og kørte en hånd igennem mit hår. Jeg var yderst frustreret.

”Det okay. Jeg forstår. Men hvis der er det mindst så trak mig til side.” Hendes øjne flakkede mens de kiggede ind i mine, og jeg nikkede. Hun trak mig så ind i stuen hvor Paul og drengene sad og snakkede om hvad der skulle ske nu.

”Jeg har snakket med Modest! Og de vil gerne have jer alle ind til et møde med dem i morgen – også dig Evelyn.” Jeg havde placeret mig ved siden af Zayn. Da Paul havde sagt mit navn kiggede jeg mærkeligt på ham.

”Hvorfor?” kom det frustreret fra mig, og for at berolige mig lagde Zayn sin hånd på mit lår – og det hjalp. Jeg sukkede bare og satte mig tilbage i sofaen. Men så frustreret som jeg var satte jeg mig hurtigt op igen, og denne gang lagde Zayn en arm om mig.

”I skal alle finde en løsning på det her – og de vil gerne have din mening og indflydelse.” Paul rejste sig op, gav min skulder et klem og smuttede ud af døren.

”Jeg vidste jeg ikke burde have ladet jer gå alene.” sukkede Liam og begravede sit ansigt i hans hænder. Hvorfor sagde han nu det? Han skulle ikke bearbejde ham selv. Jeg rejste mig op og gik hen til Liam hvor jeg slog mig ned.

”Det er ikke din skyld. Du kunne ikke vide de ville finde os, og at de ville fange os i… I at kysse.” Det var sandt. Det var Zayn og jeg der havde været uopmærksomme, så hvis der var nogle som skulle have det dårligt, så var det Zayn og jeg. ”Hvis bare vi havde holdt fingrene fra hinanden kunne vi altid forklare os ud af det. Vi er trods alt bedste venner og det ved de fleste fans vel også godt.” Jeg lagde min arm om Liam og jeg så hvordan hans ansigt blev mindre anspændt.

”Du skal ikke tænke på det. Det er Evelyn og mig der skal tage konsekvenser af det. Ikke jer.” Kom det så fra Zayn og jeg nikkede. Jeg kunne se det hjalp på Liam fordi han sendte os begge et smil.

”Men alligevel, en af os burde væ-” ”Stop Liam.” Jeg afbrød Liam med et smil på læben og rejste mig for at gå hen til Zayn. ”Du skal ikke bearbejde dig selv – og hvis du gør kommer jeg efter dig.” Han grinte blot af mig inden jeg stillede mig i Zayns favn.

”Kan vi ikke smutte i seng? Jeg er virkelig træt.” mumlede jeg så til ham og han nikkede. ”Vi smutter i seng drenge og Paige. Sov godt.” sagde jeg så og gav dem alle sammen et lille kram.

”Vi ses en anden dag. Jeg elsker dig.” sagde Paige og omfavnede mig. Jeg kyssede bare hende kind og gik ind på Zayns værelse. Jeg havde kun lige hørt Paige sige farvel og tak for i dag og så var hun sikkert taget hjem. Jeg var ligeglad med om jeg ikke havde fået noget at spise, jeg smed bare mit tøj og tog imod den trøje Zayn kastede mig. Han smed selv alt sit tøj og sammen lagde vi os ned. Det var rart at ligge i hans arme.

”Jeg elsker dig Zayn.” Jeg flettede vores fingre sammen og lagde mig længere ind til ham. Han hjerte slag var blevet lidt hurtigere. Det var underligt at jeg kunne mærke hvordan hans krop reagerede på mine berøringer, men jeg havde det på samme måde.

”Jeg elsker også dig.” Det var de sidste ord jeg hørte inden jeg faldte i søvn.

”Hej.” fik jeg mumlet for en sidste gang inden jeg slog mig ned på en stol ved siden af Zayn. Vi sad ved et stort bord, hvor der sad 5 mænd jeg slet ikke kendte på den ene side. Louis og Niall havde placeret sig på ved siden af hinanden, mens Liam og Zayn havde mig i midten af dem. Harry var den der sad tættest på mændene. Zayn havde taget mit hånd - sikkert fordi han lugte min nervøsitet.

”Det her er hvad der står på dagens morgenavis.” En af mændene smed en avisen foran os og jeg studerede den kort. ’Zayn Malik og Evelyn Parker – Et par?’ Under teksten var et billede vist. Men ikke et hvilket som helst billede. Et billede hvor vi vist var ret meget optaget af hinanden. Jeg slog mit blik væk fra avisen og hen på 5 utilfredse mænd. Eller 4 utilfredse mænd. Den ældste af mændene sendte mig bare et smil, så jeg sendte da et tilbage.

”Modest er ikke særlig tilfreds med det her.” kom det fra så fra, hvad jeg ville tro, den yngste af dem.

”Slap lidt af Tom. Det er kærlighed. Har du aldrig været forelsket?” sagde ham der havde sendt mig et smil.

”De ved godt, at hvis der kommer en flirt mellem en af dem, og en ikke kendt person så skal de komme til os Jeremy.” Ham Tom var yderst utilfreds, men hvad kunne jeg sige?

”Hør. Jeg tror slet ikke Zayn og jeg havde forudset det her. Ja, vi var uopmærksomme, og ja, det bed os i røven. Men giv os lige en chance. Vi er unge, og selvom de her drenge er kendte kan de stadig godt finde kærligheden. Men hvis der er en i skal skyde skylden på - fordi i har nogle latterlige regler – så er det mig.” Jeg var vidst kommet lidt op i det røde felt, men jeg har træt af at folk som denne skulle styre kendte mennesker. Selvom man er kendt har man et hjerte, og det kan selv Modest! ikke kontrollere. Jeg var træt af folk der styrede kendte og ikke lod dem være glade.

”Hvad har i tænkt er at gøre?” Kom det fra en helt tredje mand. Det så ud som om han havde en indre kamp med sig selv, om han skulle holde med Tom eller Jeremy. Jeg fik øjenkontakt med Zayn og lod ham tage ordet.

”Evelyn og jeg tog en snak her til morges og vi blev enige om at det var bedst at gøre det offentligt. Vores fans fortjener sandheden, og så vil vi bare tage en dag af gangen. Vi har ikke lyst til at lyve overfor vores fans, så vi ville høre om i kunne arrangere en presse konference i morgen?” Det var sandheden. Jeg havde ikke lyst til at lyve overfor drengenes fans – de fortjente sandheden. Zayn og jeg måtte tage konsekvenserne. Og selvom vi ikke var kærester var vi nødt til at forklare hvad der sker.

Mændene vekslede blikke og en af dem skrev noget ned. ”Vi kan arrangere det nu. Ingen af os har tid til det i morgen, så om 2 timer kan de hele være klar.” Jeremy kiggede mig direkte i øjnene og jeg blev nødt til at synke en klump. Allerede nu?

”Nu? Vi har jo ikke foreb-” ”Det er i orden.” afbrød jeg Zayn og sendte ham et opmuntrende smil. ”Vi skal nok komme igennem det.” hviskede jeg til Zayn og kyssede hans kind.

Vi forlod mændene, kun for at gå ind i et mere privat rum. Jeg vidste ikke helt hvad jeg skulle sige, eller hvad jeg skulle gøre af mig selv. Jeg var jo slet ikke klar til det her. Liam og Niall havde en samtale kørende om det hele, mens Harry og Louis sad og tippede med deres fødder. De var nervøse, det kunne jeg se. Jeg selv gik forvirret frem og tilbage i rummet, men det blev Zayn åbenbart træt af. Han tog fat i mig og lagde blidt sine arme om mig.

”Hey, slap af.” Han prøvede at sende mig et smil, men jeg kiggede alle andre steder hen end på ham. ”Kig på mig Eve.” Jeg lod modvilligt mit blik ramme hans. Han var bekymret – det strålede ligefrem ud af ham. Hans arme spændte en lille smule, men da jeg lagde mine hænder på hans overarme slappede de af. Jeg sendte ham et lille skævt smil og bed mig i læben.

”Hvad skal vi gøre? Vi har intet forberedt til det, og jeg er bare ikke klar til at gå uforeberedt ud til en masse mennesker. Er du klar over hvad opmærksomhed gør ved mig Zayn? Jeg kan slet ikk-” Mere nåede jeg ikke at sige inden Zayn lagde en finger på mine læber. Han tyssede lidt på mig inden han vuggede mig lidt fra side til side. Jeg lagde mit hoved på hans skulder og lod ham berolige mig.

”Vi skal nok klare det, lad mig føre ordet. Stol på mig.” Zayn hviskede, og det var jeg taknemmelig for. Ikke fordi jeg ikke ville have de andre til at vide noget om vores samtale, men det her omhandlede Zayn og jeg – og ikke dem. Men det så ud til at de accepterede det. Jeg tog en dyb indånding og løftede mit hoved.

”Så længe jeg er ved dig, så kan de ikke røre mig. Det er os to.” Og det mente jeg. Det var Zayn og jeg. Vi ville ikke lade nogen eller noget gøre os noget, eller noget der kunne skade det vi havde.

”Det er os to.” gentog Zayn og trak mig længere ind til ham. Hans læber lagde sig blidt på mine, og som sædvanligt eksploderede min mave. Hele min krop blev varm og jeg smilede i kysset. Jeg bed ham lidt i læben, og han trak sig stille fra mig.

”Hold op med det.” mumlede Zayn mod mine læber og klemte mig en smule.

”Med hvad?” Jeg bed mig i læben og kyssede ham igen. Og igen bed jeg ham i læben

”Det der.” grinte han så blidt og klemte mig igen en lille smule. ”Det her?” Jeg kyssede ham igen, og bed ham igen i læben. Jeg vidste det sendte nogle forkerte signaler i hans krop, og det morede mig en del.

”Hvor er du tarvelig Evelyn.” Med de ord trak jeg mig helt fra ham og satte mig hen til Harry. Men fordi der ikke var plads i den sofa han sad i – fordi Louis synes han skulle ligge og fylde det hele – satte jeg mig oven på ham. Harry kom med en lille hpm-lyd, hvilket fik mig til at le.

”Så tung er jeg heller ikke.” smilte jeg bare, mens Harry lod som om han var ved at dø af iltmangel. ”Årh, hold op piv skid.” Jeg slog ham blidt i baghovedet, inden jeg gled ned mellem ham og Louis. Louis havde nemlig indset han fyldte en del, og gjorde plads til mig.

Og lige da jeg havde sat mig til rette, blev døren åbnet og Tom kom ind. ”Så er det nu.” Det var det eneste han sagde inden han forsvandt ud af døren. Jeg begyndte at spænde i hele kroppen, og jeg spændte stadig da Harry tilbød sin hjælp så jeg kunne komme op af sofaen. Jeg nikkede anspændt og tog imod hans hånd.

”Det skal nok gå.” Zayn lagde en arm og mig. Han kyssede blidt min kind, inden han i stedet tog min hånd. Han flettede vores fingre sammen, og det sendte nogle beroligende signaler rundt i min krop.

Det håber jeg virkelig du har ret i.”

Og der var et lille kapitel til jer søde læsere. Jeg ved det er længe siden, men jeg har lavet så meget i min ferie. Der var Italien, så skulle jeg på camp, for så at tage ned til mine bedsteforældre i 4 dage. Men her er et kapitel. Jeg håber i kan lide det, og som altid undskylder jeg for stavefejl og andre fejl der kan være i teksten. Bær over med mig.

Tak!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...